Simon og Tim er tvillinger. Tim er den udadvendte og populære, og den som har nemt ved skolen, mens Simon ofte føler, at han står i skyggen af sin bror. Efter et skænderi med sin bror ønsker Simon, at Tim aldrig var blevet født. Og dagen efter opdager han, at ønsket er gået i opfyldelse. Det er kun ham der kan huske Tim, og der går ikke længe før han også begynder at glemme ham. Men når han husker ham kan han ikke lade være med at fortryde sit ønske, og så sker der noget endnu mærkeligere: Der dukker en mand op på maleriet i hans værelse, og manden taler til ham. Han fortæller, at Simons bror er blevet bortført af en ond heks, og at kun Simon kan redde ham. Men for at gøre det, må han tage til verden inde i maleriet og opsøge Skæbnemageren. Simon opdager snart, at verden i maleriet er meget anderledes end den han er vant til - og langt farligere. Han får brug for al sit mod hvis han skal redde sin bror - og sig selv - fra heksen.

Da jeg hørte at Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel var i gang med at skrive en graphic novel var jeg ikke i tvivl om at det ville blive godt. Og jeg havde ret. Billeder og tekst spiller i den grad sammen, og resultatet er intet mindre end fantastisk.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med gys, spænding, magi, søskendejalousi, mærkelige væsener og ondskab. Samtidig stiller forfatteren spørgsmål ved begrebet skæbne. Er alt forudbestemt på forhånd, eller kan man ændre skæbnen? Og hvad hvis man ikke har en skæbne? Er det skæbnen eller vores valg der bestemmer om vi er gode eller onde? Historien mindede mig på nogle områder om filmen Labyrinth, med børn der bliver ønsket væk, og søskende der forsøger at redde dem i en verden fyldt med mærkelige væsener, fare og magi. Men alligevel var historien helt sin egen, og det skyldes blandt andet de mange filosofiske overvejelser om godt og ondt, skæbne og fri vilje, som forfatteren udforsker i fortællingen.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der ikke er så meget tekst, så er der et godt flow i den. Samspillet mellem tekst og illustrationer er rigtig godt, og danner tilsammen en god fortælling. Illustrationerne er fantastiske, og jeg kan rigtig godt lide, at illustratoren har valgt, at fortælle den del af historien der foregår i vores verden i sort-hvid, mens den anden verden vises i farver. Det gør nemlig kontrasten mellem fantasi og virkelighed endnu større, og tilfører den anden verden endnu mere magi. Farvevalgene er gennemførte, og man fornemmer virkelig skiftet mellem heksens mose, Skæbnemagerens bjerg og resten af den anden verden i den måde som farvekombinationerne skifter på. Farverne bliver gradvist mørkere og mere dystre efterhånden som historien skrider frem, og det giver virkelig læseren en fornemmelse af den voksende fare.
Personerne er levende og realistiske, og selvom der ikke er ret mange af dem, kommer man som læser hurtigt til at holde af dem. Især hovedpersonen Simon lærer man godt at kende. Selvom han føler sig i skyggen af sin bror og ønsker ham væk, så elsker han ham alligevel, og da det går op for ham hvad han har gjort, betænker han sig ikke på at gøre hvad han kan for at redde ham. Også selvom det kan koste ham livet. Han er modig, men også jaloux og stædig, og kombinationen af godt og ondt i ham er med til at gøre ham virkelig for læseren. Af bipersoner er Tom nok den jeg lærte bedst at kende, og jeg kom til at holde utrolig meget af ham.
Jeg var vild med Skæbnemageren, og kan varmt anbefale den til alle der elsker graphic novels, gode historier og Kenneth Bøgh Andersens bøger. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen, og til at dykke dybere ned i de flotte illustrationer.

Se også de to forfatteres hjemmesider.
Kenneth Bøgh Andersen
Lars Gabel

Anmeldereksemplar modtaget af Høst & Søn.