Evyn flytter i løbet af sommerferien til en lille by ved navn Janmoor, fordi hendes far har fået stress. Lige fra første dag oplever Evyn underlige og uforklarlige hændelser, som hverken hun selv eller forældrene kan forklare. Allerede i bussen den første dag møder hun Monica med det farvestrålende hår, og de bliver venner. Evyn får også et tæt forhold til Monicas fætter, den flotte Christopher. De kan dog fortælle, at huset er kendt for at være hjemsøgt, og da Evyns drømme begynder at give hende fysiske mén, bliver de næsten overbevist om, at huset faktisk er hjemsøgt. Langsomt finder Evyn ud af husets fortid som børnehjem, og hun bliver sikker på, at der er nogen, der har brug for hjælp.


I starten fungerede klipningen mellem Evyn og den ukendte iagttager skønt, fordi der netop var en ukendt faktor. Da jeg så fandt ud af mere om iagttageren, forsvandt min ”chillfaktor” dog, fordi jeg fandt ud af, at iagttageren ikke ville nogen noget ondt. Indtil da var bogen faktisk ganske nervepirrende og uhyggelig. Særligt fordi jeg læste den om aftenen, hvor jeg faktisk blev skræmt. Da jeg så fandt ud af, hvem den mystiske iagttager var, forsvandt min interesse for denne iagttager desværre også.
Gennem størstedelen af romanen var der detaljerede beskrivelser, men til slut skiftede tempoet i romanen, og slutningen gik særligt hurtigt. Opklaringen skete stort set af sig selv, og det var slet ikke svært at finde ud af noget om husets tidligere beboere. Forældrene troede med det samme på Evyn, da hun fortalte om spøgelset på trods af, at de havde været skeptiske overfor det overnaturlige indtil sekundet før. Hvis jeg havde sagt det samme til mine forældre, havde de i hvert fald ikke været så forstående, og det er også grunden til, at det virkede alt for utroværdigt.
På bagsiden er det uhyggelige og nervepirrende beskrevet, men da jeg var færdig med bogen, havde jeg følelsen af, at der var sket en lidt ærgerlig udvikling, hvor fokus pludselig var endt på forelskelse og venskab, og det uhyggelige med den ukendte iagttager kom desværre i baggrunden. Det vil nogle læserne måske nyde, men desværre var det netop begyndelsen med iagttageren, som jeg var vild med. Så da Evyns verden pludselig handlede om kæresten, faldt min interesse for bogen også.


Til gengæld var Haidi Wigger Klaris’ sprog dejligt enkelt, og jeg fløj igennem den på et par dage. Bogen var bare ikke helt noget for mig, fordi jeg savnede noget mere uhygge og mystik. Bogen hedder trods alt Åndehvisken.