Om bogen:

Andreas er måske ikke helt som de fleste andre unge gutter. Han er nok lidt mere tænksom. Og så har han et meget tæt forhold til sin farmor. De har sammen planlagt, at de skal på togtur rundt i Europa og få
set en masse. Farmoren ved meget om mange ting, og Andreas ser op til hende. Før turen går farmoren dog hen og bliver alvorligt syg, og turen hænger i en tynd tråd.


Farmoren bliver indlagt på hospice, men på en af sine ture ind for at besøge hende, finder Andreas ud af, at hun faktisk gerne vil have, han tager afsted - uden ham. Så det gør Andreas. Hans farmor har planlagt turen ned til mindste detalje, og hun giver ham et manuskript med, han skal læse undervejs. Det skal være en dannelsesrejse, og Andreas bliver hurtigt fordybet i manuskriptet, som er meget tankevækkende. Undervejs på sin tur har han mange oplysende samtaler med sin farmor via Skype, og her åbner han for sine tanker omkring manuskriptet.



”Hvad er et menneske?” er en meget speciel roman. Som Svend Brinkmann selv skriver i sin prolog, så er det ikke fiktionstekster, man først sætter ham i forbindelse med. Det er ”Ståsteder,” ”Stå fast” og ”Gå glip”. Det er filosofiske romaner, der sætter forskellige emner under debat, men som først og fremmest hiver fat i dem, vi er. Det gør ”Hvad er et menneske?” også. Men den gør det helt anderledes, med skift mellem Andreas’ synsvinkel og brudstykker af det manuskript, Andreas også bliver sat til at læse. Læseren kommer altså til at stå i Andreas’ sted undervejs.

Desværre bliver et dybt filosofisk manuskript også bare meget tungt i en fiktionsroman. Jeg var, før jeg begyndte at læse bogen, meget spændt på, hvordan det ville være udført, og jeg må indrømme, at jeg måske ikke helt følte, mine håb blev opfyldt. Jeg kom simpelthen til at enten kede mig eller blive lidt irriteret på romanen, for når man er i humør til at læse en fiktiv roman, har man ikke nødvendigvis den rette indgangsvinkel til pludselig at læse filosofi - og omvendt, når man er i filosofi-mood kan det virke næsten for nemt at sidde og læse om Andreas. Alligevel var der også et eller andet ved det, der fangede mig, for det er ikke sådan, den almindelige roman er bygget op - og på en måde er det faktisk temmelig fedt, at den går lidt uden for de almindelige rammer.

Hvad der til gengæld fungerer godt ved kombinationen er, at Andreas stiller almindelige spørgsmål til filosofien, spørgsmål som de fleste mennesker med begrænset kendskab til diverse filosofiske tankegange også ville stille, og på den måde bliver det mere tilgængelig viden, og det er virkelig skønt. Andreas blev bare for mig en lidt flad karakter, jeg ikke helt kunne blive klog på, for jo, han kunne være et virkelig interessant menneske, men jeg lærte ham simpelthen ikke godt nok at kende gennem romanen.

Alt i alt en interessant, anderledes roman, jeg alligevel ikke helt kunne slippe, selvom der var ting i den, jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle synes om.
Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.