Drømmemaskinen er en filosofisk ungdomsroman skrevet af Mads Rangvid. Vi følger Adam, der sammen med V lever i dystopisk verden, hvor strukturpolitiet har taget magten. Adams søster, Sofie, er blevet kidnappet og for få hende tilbage skal Adam og V svare på spørgsmålet: hvad er et menneske?
På deres vej støder de på mange mennesker med filosofiske tankegange, som hjælper dem hen mod et svar til spørgsmålet.

Drømmemaskinen er en bog, der formidler filosofiske tanker til unge mennesker ved hjælp af en skønlitterær fortælling, der har en meget nysgerrig og ung hovedkarakter, som er nem at relatere til.

Mange tanker vi selv går rundt og tænker bliver præsenteret, og der bliver givet bud på svar fra de både de rigtig kendte filosoffer, som Aristoteles, samt de knap så kendte. Jeg synes, at den filosofiske del er super god, da den forklarer hvad den givne filosof tænker om et spørgsmål på en meget simpel måde, og hvor der også er eksempler, der skærer tingene ud, så man kan følge med, hvis man var i tvivl.

Mads Rangvids sprog og fortælling er rettet mod unge teenagere, dog virker hovedkarakteren ikke til at stemme overens med målgruppens alder eller hans egen alder. Selve den dystopiske verden virker også for kompliceret i forhold til, at man også skal forholde sig til filosofien som er kompliceret nok i forvejen.

Mest af alt havde jeg ikke forestillet mig, at det var en bog med humor, men sådan en bog er Drømmemaskinen også. Specielt Hyposis (en slags Siri) giver mange grin og gav lysten til at læse videre.

Jeg synes dog, at den mangler en konklusion eller en form for opsamling af de forskellige filosofiske spørgsmål, der virker til at være en slags baggrundsviden til at kunne svare på det overordnede spørgsmål om hvad et menneske er. Jeg blev klogere på de forskellige filosoffer, men ikke på det spørgsmål, jeg egentlig gerne vil have svar på.

Det er en tung bog, men det er også svært, når det er tunge spørgsmål, der bliver filosoferet over. Men det er først og fremmest også en ungdomsroman, hvor fortællingen og filosofien er fint afbalanceret og spiller godt sammen. En bog, der kan anbefales til de mange tænkende unge, som er interesseret i filosofiske tanker eller blot gerne vil vide, hvad et menneske er og samtidig have underholdning og spænding med i købet.