Om bogen:

I “Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet” møder vi Nicklas. Nicklas er 17 år gammel og måske ikke i helt samme familiesituation som de fleste andre 17-årige drenge befinder sig i. Nicklas’ mor er stofmisbruger, og af den årsag er han vokset op hos sine oldeforældre. Det ændrer sig dog, da Nicklas’ oldefar dør, og det ikke længere giver mening at blive hos oldemoren. Nicklas rykker hjem til sin mor igen, og det sætter skub i mange tanker.

Moren går på misbrugscenteret, og man får gennem samtaler mellem Nicklas og hans mor et indblik i, hvordan hun kæmper for at slippe ud af den onde cirkel, hun beskriver.
Nicklas kæmper med helt at forstå sin mor, når hun sidder positivt og fortæller om sine fremskridt, samtidig med han selv har svært ved at se hendes udvikling, når han hører sin onkel fortælle om, hvad der sker i hans ligeledes misbrugsprægede liv, og når han selv forsøger at stable en hverdag på benene. Det inkluderer et blowjob foran Koldinghus, piger og fristelser, når Nicklas mellem vennerne også tilbydes stoffer - kampen for at sige nej.

---

Det sker temmelig ofte, at jeg på forhånd er en anelse skeptisk, når jeg giver mig i kast med en roman skrevet af en ung forfatter. Nicklas Buch er 22, så det må høre ind under den kategori. Skepsissen bliver ikke mindre af, at det tilmed er en autofiktiv roman. Hvor meget livshistorie kan en 22-årig egentlig fortælle? Temmelig meget, lader det til.

“Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet” skildrer skæve eksistenser og skyggesider i Danmark gennem samtaler mellem Nicklas og moren, tilbageblik til tiden, hvor Nicklas boede hos sine oldeforældre, nutidsbilleder og uddrag af morens dagbog, Nicklas læser i, der fortæller om tiden omkring hans fødsel, om hans ellers relativt ubenævnte far og om, hvordan han endte ved sine oldeforældre.

Uden på nogen måde at handle om det samme giver bogen mig lidt en Stine Pilgaard-vibe. En kort roman med poetisk aspekt. Nogle sætninger bliver næsten digteriske, tænksomme, retoriske. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det fungerer. Jeg tror egentlig, at det gør det. Men nogle gange er det også lidt forvirrende. Poetiske blow jobs er i hvert fald en ny vinkel.

Til gengæld fungerer samtalerne rigtig godt, og Nicklas’ egen tankestrøm får heldigvis lov til at fylde tilpas meget. På en måde har bogen en meget passende længde, man på samme tid kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den sluttede så tomt. Der manglede noget, på en måde. Den sluttede nok der, hvor det gav mening for forfatteren, men de sidste 20-25 sider virkede næsten afstumpede, som om der godt kunne have været 50 mere.

Det er ingen roman, der indeholder vild action eller kæmpe karakterudvikling, men det er et øjebliksbillede, der skildrer livet hos en 17-årig, halvforvirret dreng og nærmeste pårørende til en mor, der er stofmisbruger.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.