Om bogen:

Kine er 12 år gammel og slave af tilværelsen, som hun selv beskriver det. Hun har det faktisk temmelig hårdt - indtil hun en dag finder en glasboble, der er hendes, og kun hendes. Når hun er i boblen, kan ingen nå ind til hende, og hun er skærmet for verdens uhyrligheder.

I hverdagen er hun datter af en mor, hun kalder for “mågen” - højlydt, skræppende, vred. Ikke noget rart menneske overhovedet. Desuden bliver Kine tvunget til at gå til svømning, og drengene på skolen spiller altid smart. Kine synes på ingen måde, de er smarte, men hun kan ikke så godt gøre noget ved det. Hun vil allerhelst bare gemme sig væk.

Så da glasboblen pludselig dukker op, og hun får muligheden for at gemme sig, tager hun mod den. Pludselig er Kine ikke længere bare ingenting, nu kan hun noget specielt, hun er speciel, og Kine kan lide det. Men på samme tid er der noget forkert ved det.

Og Kine er ikke helt alene i boblen. For sammen med hende bor en dødningedukke, og efterhånden som Kine bor i boblen længere og længere tid, vokser den sig større og fylder mere. Pludselig er det hele måske ikke så rart i glaskuglen alligevel …

---

Da “Boble” i første omgang udkom på norsk som “Bobla” læste jeg den, for jeg var så betaget af bagsideteksten. “Kine er en slave. [...] Hun må følge andres møkkaregler, i en møkkaby, i en møkkaverden.” Jeg blev helt draget af teksten, der virkelig var fængende. Også selvom det er en bog med en 12-årig hovedperson, der måske i virkeligheden bare er ved at blive teenager og begyndt at forstå, hvad der foregår omkring hende. Derfor glædede jeg mig også ganske meget til at læse den danske udgave for at se, om den nu ydede originalen ære. Jeg må sige, jeg blev en smule skuffet over bagsideteksten, jeg havde glædet mig sådan til, for den var slet ikke fængende på samme måde.

Indholdet i bogen er fantastisk, fyldt med metaforer, smukke beskrivelser og et overblik over en 12-årig piges sind. Men sproget er bare ikke tilsvarende. Det er godt skrevet, det er slet ikke det, men det afspejler ikke en 12-årig, men nærmere en voksen. Ordstillingerne bliver så voksne og “rigtige”. Jeg havde måske håbet lidt mere på, at det kunne virke som den tankestrøm, man må formode, der kommer fra en pige på Kines alder.

Sproget er nu trods alt ikke så skræmmende, som det kan lyde. Bogen er stadig meget, meget stærk, og selvom handlingen ligger langt fra “Ravneringene”, som Siri Pettersen også har skrevet, så er det udført rigtig godt. Det virker måske som en ungdomsbog for de yngste teenagere, men selvom jeg måske er over den målgruppe, så satte jeg rigtig meget pris på at læse bogen alligevel, og jeg nød hver eneste side.

Bogen er hurtigt læst, den er meget overskuelig, men den efterlader også stof til eftertanke - og jeg satte rigtig meget pris på at få lov til at læse den. Den kan kun anbefales.

Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplaret.