Først en operation, så en juleferie, afsluttet af et rigtig lortenytår.
Det nye år er ikke startet godt, men Nathalie giver ikke op. Balletundervisningen fortsætter, og hun ved, hvad hun vil.
Hun skal bare lige tabe sig lidt.
Og så lidt mere.
Pludselig en dag dukker et hvidt væsen sig op for hende, og lover at støtte og forstå hende, selv når ingen andre gør det. Når familien ikke forstår, når bedste veninde O ikke forstår… Så er Ana der, og hun skal nok passe på Nathalie.



Bogen er meget straight-on. Spiseforstyrrelse er farlige, de kan dræbe, og det viser bogen tydeligt.
Forfatteren er så hudløst ærlig, at det næsten gør ondt at læse bogen.
En af mine ‘yndlingsting’ i bogen var, hvordan Nathalie isolerer sig selv. Selvfølgelig er det forfærdeligt, men det er bare også oftest det der sker, så jeg synes det er fedt det også bliver vist.

Slutningen var ikke helt, hvad jeg havde håbet på. Jeg tror mange af de læsere, denne bog henvender sig til, har brug for en ‘happy ever after’ - især efter en så voldsom bog - og det synes jeg ikke helt man får her.
En god balance synes jeg havde fungeret godt her.

Det var dog også min største kritik af bogen, og udover det, har jeg intet tilbage udover ros!