Bogen, ”Halvanden meters afstander skrevet af Rachael Lippincott i samarbejde med Mikki Daughtry og Tobias Iaconis.
Det er en bog, som omhandler det at leve med cystisk fibrose, eller CF som forkortelse. Det er en sygdom, som mindsker den ramtes evne til at trække vejret, og det er denne sygdom, som bogens hovedperson, Stella lever med.

Stella er kontrolleret, ordentlig og følger sin helbredsplan til punkt og prikke, for hun skal overleve - ikke for sig selv, men for sine forældre. Hun ved at det ville knuse dem, hvis hun døde. Men lige som Stella tror at tingene er ved at forandre sig til det bedre, fordi hun er kommet på listen over CF’er, som bliver indstillet til lunge-transplantationer, dukker Will op. Will er, ligesom Stella, også CF’er, men han er CF’er med en anden farlig, resistent sygdom cepacia, som han kan smitte Stella med, hvis de kommer inden for halvanden meters afstand af hinanden. Stella er overbevist om at det ikke bliver et problem, Will er stædig, arrogant og følger ikke sin plan, men alligevel føler Stella sig draget af ham, og de halvanden meter der skal holdes imellem dem, føles pludselig som en uendelig lang distance.


Der er flere elementer i denne bog, som jeg syntes fungerede rigtig godt, og fik mig til at nyde at læse denne bog. Desværre er der også nogle ting ved den, som jeg ikke brød mig så meget om. Det første er bogens unægtelige association til John Greens berømte ”En flænge i himmelen”. Denne bog handler også om en ung kvinde med en forfærdelig lungesygdom, som sætter hendes liv i fare. Hazel, som hun hedder, møder også denne syge dreng i en hjælpe-gruppe, og de indleder et forhold til hinden.
I mine øjne var der simpelthen for mange ting der lignede hinanden i de to bøger, og selvom det ikke var den samme handling, så kunne jeg godt have ønsket mig, at der var foretaget en lidt mere original tilgang til hele sygdoms-temaet.
I forbindelse med bogens mange sammenfald med ”En flænge i himmelen” kunne jeg ikke lade være med at sammenligne de to bøger, og her måtte jeg indse, at John Greens bog bare var bedre. Dermed ikke sagt, at ”Halvanden meters afstand” ikke er god.

En anden ting, som jeg ikke var så vild med i denne bog, var sproget. Det var ikke overbevisende godt, dette kan selvfølgelig skyldes, at det er en oversættelse, men jeg blev bare ikke blæst bagover af de malende formuleringer. Dette kan også skyldes at det meste af bogen faktisk foregår på hospitalet, som for det meste beskrives som hvidt og upersonligt. Dog er der enkelte strejf af farve, og disse kommer i forbindelse med de tegninger, som Stellas søster Abby har lavet til hende.

Der er også rigtig mange dele af denne her bog, som jeg nød. Det første var karaktererne, og hvor godt de spillede ind sammen med hinanden. Der er Barb, den bestemte moderlige sygeplejerske, som giver bogens den kant, fordi hun er med til at understrege præcis hvor farligt CF er.
Derudover er Stella en yderst velskrevet karakter, hendes valg, hendes tanker og hendes holdninger virker ægte og troværdige for læseren, og det bliver svært ikke at sætte sig ind i hendes svære situation.
Derudover er der Will, som skaber en lysende kontrast til Stellas stræben, hendes kontrol og hendes balance. Han er på en måde det, som bringer liv til historien på sin egen finurlige måde. Der er langt flere nævneværdige karakterer som Poe, Julie og Stellas forældre, for at nævne et par stykker, og det er alle karakterernes sammenspil med hinanden, som gør bogen så god at læse.

Så generelt syntes jeg det var en rigtig god bog, og jeg nød at læse den, det er ikke den mest udfordrende bog at komme igennem, men jeg syntes den er rigtig god til en dag, hvor man har lyst til at læse noget, som på sin vis er barsk og sørgelig, men på samme tid også livsbekræftende. For man bliver lidt i tvivl om man skal grine eller græde når man læser denne her bog, og det er i min optik også en af bogens klare forcer. Den bringer lys og liv over et emne, som ellers er fyldt med mørke og sorg for mange.
På mange måder lykkes det forfatterne, af denne bog, at komme i mål med en rigtig god bog, som behandler et svært emne. Sygdom i sig selv er svært, men unge mennesker der rammes af livstruende sygdomme, er et meget svært emne at tackle, fordi det hurtigt kan blive svært at finde lyset i mørket. Men jeg syntes bogen når i mål med det, og på en rigtig fin og velovervejet måde.