Der er gået et par år siden Rachel Chu og Nicholas Young blev gift. Nicks mor hykler nu om dem og plager dem med uhøflige og grænseoverskridende telefonopringninger om børnebørn. Pludselig handler det ikke længere om dem, men om Nicks bedstemor, Su Yi Young, der ligger for døden. Familien er i vildrede, for hvem skal arve huset i Singapore, der kan gå for milliarder, samt resten af familieformuen?

Rige menneskers problemer er tredje og sidste bind i trilogien af Kevin Kwan. Kevin Kwan har skabt noget af en afslutning på en formidabel rejse ind i de rige asiaters liv, der ikke er andet end spækfyldt med deres problemer, som var det et langt afhængighedsskabende sladderblad.

Denne gang har der igen været sat et nyt og spændingsskabende element ind, som er bedstemorens flashback, der går helt tilbage til anden verdenskrig med et perspektiv af japanernes invadering og besættelse af Singapore, som jeg næppe tror vi har set i Europa før. Langt hen ad vejen var det virkelig interessant at læse om, selvom jeg synes at det ikke helt kom i mål. Der manglede på en eller anden måde en afslutning på dén fortælling, mens hovedhistorien gav en fin afrunding på serien.

Uden at afsløre for meget er Rige menneskers problemer en bog spækket med kærlighed i den reneste og rigeste form, samtidig med at nogen lider markante nederlag. Hele serien er humoristisk i vores syn (almindelig mennesker, der har hverken millioner eller milliarder på bankkontoen), men nok nærmere fornærmende for de rige asiater, som læser med i serien.

Dette var tredje og sidste bog i serien, som gav en sørgelig, men samtidig retfærdig slutning, med massere overraskende subplots, der fik mundvigene op. Alt i alt en serie, som kan anbefales til de af jer, der mangler en sommerferieserie, et godt grin, og god samvittighed over ikke at være stinkende rig.