Om bogen:

Kender du det, når du sidder i timen og egentlig føler, du har rimeligt styr på lektien? Det gør du nok, i hvert fald hvis du er studerende. Kender du så til gengæld også det, når din lærer begynder at fiske efter et helt specifikt begreb eller ord, og du pludselig tvivler på dine egne evner, fordi du ikke lige kan gennemskue, hvad det er, der fiskes efter? Hvorfor skal alle sige det på den samme måde? Giv os nu bare det vigtige ord, og lad os i stedet diskutere, hvorfor det er vigtigt.

Det er sådan cirka essensen af ’Generation Præstation’, der er skrevet af ni unge mennesker og en gymnasielærer. Det lyder som ganske mange til at skrive en bog, men ikke desto mindre er det det, de har gjort - og langt hen ad vejen fungerer det faktisk rigtigt pænt. Ti mennesker er mange, især når sproget i en bog skal være flydende, men det er tydeligt at fællesskabet omkring bogen har været stærkt - og det betyder også, at det faktisk er sammenhængende, og man tænker ikke, at det er noget rod der er skrevet af mange forskellige. Undervejs brydes flowet også med fuldt overlæg af poetiske afsnit, der opsummerer rigtig pænt, hvad der egentlig bliver sagt og skrevet, og det fungerer rigtig godt, på trods af det er atypisk i en ungdomsbog. Sproget bærer præg af at være skrevet af debutanter, og det bliver en lille smule danskstilsagtigt, men alt i alt fungerer det faktisk rigtig pænt.

Generation følger en gymnasieklasse gennem tre år. Der er udvalgte personer i den enkelte klasse, der følges gennem hele romanen, og selvom det kan være mange karakterer at holde styr på, så bliver det ikke forvirrende. Generation Præstation følger ikke kun eleverne i klasselokalet. Den følger også hovedkaraktererne uden for skolen, og læseren bliver taget med til gymnasiefest, på studietur og hjem på ungdomsværelset. For det vigtigste ved Generation Præstation er ikke kun at sætte fokus på karakterræs og præstationsangst, men at huske på, at unge mennesker faktisk også har et liv uden for skolen - og bogen er skønlitterær, så selvfølgelig er der en genkendelig Young Adult-handling.

Ti mennesker giver forholdsvist mange navne til forsiden på en bog, og af samme årsag har de da også valgt at kalde sig ’Speculum Imaginum’, der næsten leder tankerne mod en Harry Potter-besværgelse - og det er med fuldt overlæg, for hvis du har nogenlunde styr på Harry Potter, kan du også huske den scene, hvor Harry står foran Drømme-spejlet. Og det er netop det med at spejle sig og reflektere over sig selv der er vigtigt i bogen.

Alt i alt er det en rigtig fin roman der tager et utroligt aktuelt og vigtigt emne op, og da den er skrevet fra unge til unge bliver den meget mere troværdig og ægte - og det er helt sikkert et plus! Det er ingen Shakespeare- eller Jane Austen-roman, men det er velskrevet og velovervejet, og det er sådan set det vigtigste.