Den mystiske sag om hunden i natten er skrevet af Mark Haddon i 2003. Denne nye udgave er fra 2019, og handler om den 15-årige dreng, Christopher Francis Boone. Han bor i Swindon med sin far, hvor han går i skole og lærer ting på sin egen måde. Christoffer lider af Aspergers syndrom, som er en form for autisme. Han forstår ikke metaforer eller billedligt sprog. Han har svært ved at sætte sig ind i andres følelser, og han kan ikke lide det, når folk rører ved ham, fordi han ikke kan udtrykke sine følelser på samme måde som andre mennesker.
En dag finder Christoffer genboens hund, Wellington, slået ihjel med en havegreb. Christoffer gør det til sin mission at finde frem til morderen, fordi det er det detektiver gør, de følger spor og ledetråde, hvilket Christoffer godt kan lide. Men i sin søgen efter Wellingtons morder finder Christoffer frem til nogle barske sandheder, som ændrer på alt i hans liv.

Christopher Francis Boone er en af de mere interessante hovedpersoner, som jeg er stødt på i lang tid. Det er nok fordi, det er første gang jeg læser om autisme, eller sygdomme som dette, på en sådan måde. Bogen er skrevet på en sådan måde, at der ikke hersker nogen tvivl om, at det er Christoffer selv, som skriver bogen.
Siden det er Christoffer, som fortæller, hvad der sker, så ser vi verdenen igennem hans øjne, hvilket betyder, at der ofte er passager i bogen, som han ikke forstår, men som man, som læser, forstår, og dette skaber en helt unik dynamik i bogen, som jeg personlig syntes, er perfekt afbalanceret. Det er ikke så overdrevet, at det styrer hele bogen, men på samme måde er man aldrig i tvivl om, hvad der foregår. Mark Haddon får denne dobbelthed ved bogen frem på en rigtig fin måde.

Bogen er skrevet af Christoffer som et tilbageblik på tiden, der er gået, og den er fyldt med finurlige detaljer og sjove anekdoter. Christoffer pointerer på et tidspunkt, at hans lære Siobhan har sagt, at alle bøger skal have detaljer, hvilket Christoffer efterfølger ved at beskrive ting han har set for længe siden ned til den sidste perfekte detalje. Selvom dette ikke er karakteristisk for andre bøger, så fungerer det rigtig godt her, fordi det understøtter, hvilken slags person Christoffer er. For selvom han lider af autisme, så er Christoffer meget, meget intelligent, og det er man aldrig i tvivl om. Alle kapitlerne er angivet som et primtal, fordi Christoffer godt kan lide dem. Derudover er bogen fyldt med tegninger af forskellige ting, så som et kort over Londons undergrund og et helt kapitel dedikeret til Monty Hall-problemet. Alle disse små anekdoter gør bogen yderst interessant at læse.

Bogen er yderst velskrevet, og Christoffers syn på verden, og hvordan han håndterer svære situationer, er meget virkelighedstro. Christoffer har svært ved at forholde sig til følelsesmæssig smerte og forvirring, og derfor kan han ikke udtrykke sin fortvivlelse på samme måde som andre mennesker, og dette kommer meget tydeligt til udtryk i bogen, og det er også noget af det, som gør bogen så god. Man er aldrig i tvivl om, hvordan Christoffer har det, selvom han ikke siger det.

Bogen har også sin charme igennem Christoffer, som ikke forstår ironi eller sarkasme. Dette skaber nogle, til tider, sjove situationer, som giver dig et smil på læben.
Sproget er flydende og letlæseligt, og man kunne bruge mange timer på at læse og genlæse den, fordi der er så mange småting, som der er værd at bide mærke i, når man læser den.

Den mystiske sag om hunden i natten, er derfor også én af de bedste bøger jeg har læst i 2019, og helt klart noget, som jeg ville anbefale. Den handler ikke blot om autisme, men om det at være anderledes, alene og at vokse op i en verden, hvor man ikke er som alle andre, men alligevel at lykkes med at finde sin plads alligevel.