Mies liv er, mildt sagt, noget rod.
Hun ser stadig Casper med Luna, og hver gang generer det hende.
Også selvom hun har Oskar.
Oskar, der bor i England og har alt for travlt med at bryde gennem som danser i stedet for model. Mie føler sig ensom, hun føler sig fucked up, og søger anerkendelse fra alle, der giver hende bare en smag af det.
Dette kører hende ud i problemer, og før hun ved af det har hun fået et rygte det aldrig var meningen skulle passe på ham, hun indhenter sine veninders antal seksuelle erobringer (næsten) samtidig med at hun mister dem - det var vist også lidt dumt at hun komme til at lægge an til Sandras kæreste...


Jeg har blandede følelser om denne bog. På den ene side synes jeg det er fint at Mie faktisk laver så mange fejl - ud med den perfekte hovedperson, og ind med den menneskelige.
Alligevel synes jeg dog at vi i bog tre har ramt et punkt, hvor det ikke længere er 'uheld', men mere konkrete beslutninger, der bare altid er de forkerte.
Jeg sidder som læser og får helt ondt i maven over hvordan hun behandler sine venner.

Det var i hvert fald den følelse jeg sad med i langt den største del af bogen.
Til gengæld kan jeg virkelig godt lide slutningen, hvor det er ligesom om det går op for Mie at det fandme er noget lort, og hun får taget sig sammen. Jeg er en fan af den lykkelige slutning i dette tilfælde, og jeg glæder mig over hvordan serien endte.