Barndomsveninderne Victoriya, Caja og Ellen har ikke haft kontakt længe. De går dog på samme gymnasium, og til nytårsaften krydses deres veje til en vild nytårsaften.

Victoriya har et stramt greb om sit eget liv. 12-taller, en fyldt weekend med begivenheder, lange cykelture – og en smule hash, som hun har helt styr på. Da kæresten går fra hende, falder hendes liv dog langsomt fra hinanden, men til gengæld stiger mængden af hash.
Caja har det hele. Hun er endelig populær, hun har en flot kæreste, gode venner og mange følgere på Instagram. Alle kender Caja Bjørnsholm. Men hvor mange kender Caja? Hvor mange ved, at Cajas mave vender og drejer sig, når hun snakker med veninden Helena. Og hvad gør man lige ved det, når det ikke passer ind i det ’perfekte’ liv?
Ellen har ikke det hele. Hun har kun én nørdet veninde, hun er jomfru, selvom hun næsten er 18, og så er hun i grunden også i tvivl, om gymnasiet nu er noget for hende. Ellen tager en beslutning om at holde en nytårsfest for at ændre på tingene og måske passe bedre ind blandt pigerne i klassen, men spørgsmålet er, om det bare gør alting værre?
De tre pigers liv ændrer sig efter den nytårsaften, og kan de mon tage kontrol over deres eget liv igen og styre ind på den rigtige bane?



Sofie har skabt tre meget forskellige karakterer, som nogle gange bliver sat lidt på spidsen. Forstået på den måde at nogle af dem faldt lidt for meget ned i deres stereotype boks efter min smag. Men de virker bestemt stadigvæk realistiske, og de har alle sammen deres gode og mindre gode sider. Jeg var ikke så stor fan af Victoriya, men de andre karakterer fandt jeg helt fantastiske. Jeg heppede inderligt på deres indbyrdes kærlighedsforhold, og jeg fik en varm følelse i maven, da de endelig gav efter for deres følelser. Sofie skriver meget indlevende, og jeg fik helt ondt af Caja. Jeg ønskede bare, at hun skulle finde sammen med Helena.
Det er imponerende, hvordan Sofie hele tiden finder på nye ungdomsproblemstillinger, for karaktererne minder mig slet ikke om dem fra de andre bøger på trods af, at jeg har følelsen af, at det skal foregå på samme ukendte gymnasium. Det er så let at leve sig ind i karaktererne, når Sofie skriver, og jeg forestillede mig, at det hele foregik på mit gamle gymnasium.

Sofie skriver ligeså godt som sædvanligt, og jeg fløj igennem bogen på cirka 36 timer. Når jeg begynder en af hendes bøger, er jeg nødt til at finde ud af, hvad der sker med karaktererne, og jeg har ingen tålmodighed med mig selv – jeg må bare have mere og mere. Sådan var det også i denne bog. Og i denne bog havde jeg måske lidt mere brug for at finde ud af, hvordan det hele hang sammen, fordi denne bogs opbygning er anderledes på en god måde. Som læser finder man langsomt ud af, hvad der reelt skete til nytår, mens de tre pigers hverdag går videre. Det giver et godt flow og samtidig forhøjer det spændingen med 50%.
Denne bog var fyldt med noget, jeg kun kan beskrive som nerve. Sofie skriver, så det både er skarpt, hårdt og blødt. Der er usikkerheder på flere planer, skarpe kommentarer fra drenge og piger, men heldigvis også ægte og relaterbar kærlighed.
Hun udsætter sine karakterer for mange begivenheder, men heldigvis styrer hun det med en fast hånd, og jeg er aldrig i tvivl om, at det nok skal ende godt – til aller allersidst.
Dog virkede slutningen desværre lidt forhastet. Lige pludselig kom der en krølle på halen, og alt faldt i hak. Jeg er personligt glad for, at det gik i orden for pigerne, men når bogen igennem 90% kørte i cirka samme tempo, forstyrrede det mit læsetempo, at alt lige pludselig faldt i hak. Det havde også været sjovt, hvis hovedpersonerne fra de andre bøger optrådte i denne bog, for det er i hvert fald min opfattelse, at det foregår i samme miljø.

Sofie er en stemme, der taler for hele sin generation. Hun sørger for at alle tre piger lærer et vigtigt budskab, og selv samme budskab håber jeg, at alle Danmarks unge tager til sig på samme måde: De er nok, som de er. De behøver ikke at være perfekte.