Om bogen:

Mia flyttede for et år siden ind ved sin veninde, Pil. De er ikke kærester, selvom Mia har været sammen med piger. Pil er vist forelsket i Idioten, Bue. Også selvom Mia og Pil egentlig bare sover i det samme værelse i den samme halvandenmandsseng.

De to unge kvinder har besluttet sig for at fejre, at de nu har boet sammen i et år - ved at holde papirbryllup for de nærmeste venner. Selvom det egentlig bare er Pils venner, for Mia har ikke så mange. Og selvom Mia og Pil egentlig har fastet for at kunne give sig selv lov til at spise af den store bryllupskage, Mia har lavet. Ikke fordi de har tænkt sig at lade den hvile i maven, for hvis der er noget, Mia og Pil er eksperter i, er det at få maden ud af systemet igen.

Ødelagte tænder og opslået toiletbræt afslører Mia og Pils efterhånden kollektive spiseforstyrrelse og kampen for hele tiden at nå ned på færre kilo. Men det skal ikke komme i vejen for et papirbryllup - for så inviterer man da bare gæsterne til efter spisetid!

---


Jeg ved ikke helt, hvad mine forventninger til ’Papirbryllup’ med, for jeg havde ikke læst andet af forfatteren før, og genren er egentlig heller ikke min spidskompetence. Jeg ved egentlig stadig ikke helt, hvad jeg føler. For jo, selve bogen er faktisk rigtig fed, skrevet på en meget Stine Pilgaard-blandet-med-Maria Gerhardt-agtig måde. Simple sætninger, korte afsnit, korte kapitler. Læseren får sideløbende en beskrivelse af aftenen, hvor papirbrylluppet finder sted og det seneste år, hvor Mia og Pil har boet sammen.

Det er en bog om venskaber, men det er et venskab, der er styret af spiseforstyrrelsen, der har taget magten over begge bogens hovedpersoner. Det er Mias tanker, man følger, for det er hende, der fortæller historien. Og hvis der er en historiefortæller, jeg ikke kan lide, så er det Mia. Hendes kynisme og mangel på engagement skriger til himlen, og hun virker som et gennemgående urart menneske. Men så igen, dybt i hende fornemmer man en lyst til at gøre noget rigtigt og prøve at være der for andre, selvom det ikke går specielt godt. Og det er dét, der gør Mia spændende, for i virkeligheden er hun måske et meget mere interessant bekendtskab, end Pil er. Men det er de to i kombination, der skaber historien og som skaber deres liv, som er ganske anderledes fra de fleste andre.

Alt i alt sad jeg med en smag i munden, der sagde mig, at jeg elskede måden, bogen er skrevet på, at jeg faktisk godt kan lide tematikkerne og hvordan der er taget hånd om dem, men at jeg har rigtig svært ved karaktererne - men måske er det netop noget af det, der gør romanen stærk - at spiseforstyrrelse, kærlighed og meget andet ligger så dybt inkarneret i dem.

Selvom jeg er i tvivl om, hvad jeg egentlig synes om det, så fortjener bogen en ordentlig bedømmelse, og jeg er ikke skræmt over at anbefale den videre!