Eva er startet i 1.g på Hartvig Nissen skolen i Oslo. Hun har ingen pigeveninder, måske fordi der er gået noget galt med hendes tidligere veninde Ingrid. Hun er derfor ret ensom, men nærmest ved et tilfælde kommer hun i russebuss med Vilde, Chris, Sana og Noora. Pigerne vil gerne have flere piger i gruppen, og det får man kun, hvis de bliver sejere. Og hvordan bliver man sejere? Ved at komme til fest med 3.g drengene. Og så kommer problemerne.


Man skal – næsten – have levet under en sten, hvis man ikke har hørt om SKAM: den norske ungdomsserie, som gik sin sejrsgang over hele verden fra 2015-2017. Med de fire sæsoner fik skaberen, Julie Andem, sat vigtige problemstillinger under debat som homoseksualitet, identitet, religion, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og den første store kærlighed. Nu er Høst & Søn i gang med at udgive de fire råmanuskripter, som de blev skrevet af Julie Andem. Manuskriptet indeholder scener, som aldrig kom med, en ny prolog og epiloger og Julies kommentarer til sig selv. Særligt kommentarerne fik mig til at smile og grine flere gange.
Jeg var selv stor fan af alle fire sæsoner, og jeg fulgte næsten dagligt med fra sæson to. At læse dette manuskript var som at gennemleve det hele igen, og jeg kom til at savne universet. Selvom jeg vidste alt, hvad der ville ske, blev jeg stadig meget opslugt, og det føltes som at lære alle karaktererne at kende på ny.
Manuskriptet er nok mest interessant, hvis man i forvejen har en interesse i SKAM og selv minimum har set sæson 1.
Selvom jeg vidste alt, hvad der ville ske, blev jeg stadig opslugt, og det føltes som at lære alle karaktererne at kende på ny.
Man skal dog ikke regne med, at der er en masse ekstra, som man ikke allerede har set i serien, men det giver stadig et ekstra indblik.

Det er en perfekt gave til en person, der elsker SKAM, og som gerne vil lære lidt mere. Og så kan man jo passende se sæsonerne igen, som DR for nyligt har lagt op på hjemmesiden.