Bare fordi man er transkønnet, kan man jo godt være homoseksuel. Hvor ofte onanerede jeg? Bare tanken om at røre med tingen, gav mig kvalme. Det var rigeligt rædselsfuldt når den selv rørte på sig.
Hvad forestillede hun sig? Jeg ville jo af med den! Det var den der gjorde mig forkert!

Sophie er en pige i 9. klasse, hun har to gode venner og er forelsket i Emil. Sophie skal starte på gymnasiet i København efter sommerferien, hvor familien flytter til. Problemet er bare, at på Sophies fødselsattest står der Mikkel. Sophie er nemlig født en dreng og kan ikke blive en pige, før hun er 18 år – altså først om 3 år. Klassen ved ikke noget endnu, men de skal snart vide det. Emil er den eneste som kun har kendt Sophie, men han begynder at presse på for at møde hende. Da Sophie endelig springer ud overfor klassen og begynder at gå til samtaler på Sexologisk Klinik, møder mere modstand end, hun havde regnet med.

Sophies kamp med sin krop er virkelig rørende. Man kan virkelig mærke hendes ubehag ved at have en – som hun selv siger – ting mellem benene, og hendes ubehag ved ikke at have nogle former. Og derved bliver man også helt lettet, da Laura hjælper hende med at føle sig godt tilpas – her ved hjælp af køkkenrulle i bh’en og makeup:
Jeg havde aldrig før været så smuk, aldrig før følt at mit spejlbillede reflekterede og ikke den skal jeg bar rundt på”
Mens jeg læste, var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Sophie var en pige.

Mit hjerte blev lidt knust, da klassen fik det at vide og blev lede mod Sophie. Nogle kunne heldigvis godt forstå det og accepterede Sophie, som den person hun er. Men andre var forfærdelige:
”Hvis han får lov til at klæde om sammen med pigerne, så er jeg også en pige” råbte Stefan, og det par af drengene hujede og nikkede. … ”Jeg vil ikke bade sammen med en dreng,” sagde Camilla og så på Inger. ”Det vil mine forældre helt sikkert heller ikke have at jeg gør.”

Jeg tager hatten af for Line Lybecker. Hun har virkelig researchet ned til mindste detalje. Jeg vidste godt, at man ikke kunne skifte køn fra den ene dag til den anden. Men jeg havde ikke troet, at det ville være SÅ omfattende. Jeg får ondt af alle de transkønnede personer, som kæmper disse kampe.

Dog har jeg lidt kritik til bogen…
Jeg synes, at der blev skiftet scene lidt for hurtigt nogle gange – altså: på det ene tidspunkt var scenen i skolen, og så i linjen efter ville vi være hjemme ved Sophie med aftensmaden. Der manglede jeg lidt afstand/mellemrum, så det blev mere tydeligt.
Ellers har jeg kun ros! Jeg læste bogen hurtigt og kunne ikke lægge den fra mig igen.