Hvis jeg ikke havde været der, havde han smidt dem ud. Der er, hvad jeg er degraderet til. En affaldsspand. Jeg må huske at låse låget, så der ikke kommer bogen og roder i mig i nat.
Taknemmelig. Det skal jeg være. Og det er jeg også. Jeg er i live. Jeg møder flinke mennesker. Jeg laver sjov. Men det er jo ikke min skyld, der er krig. Eller hvad?

Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de bliver studenter. Selvom turen kun skulle have været en uge, beslutterne pigerne sig for, at de ikke er klar til at rejse fra friheden endnu. Hjemme venter forpligtelser, studieliv og ikke mindst Freddys far. Et andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han kommer fra Syrien og flygter, fordi han ikke vil være en del af Assads hær. Habibs endestation hedder Danmark, hvor han håber på at blive genforenet med sin kæreste. På en græsk ø møder de hinanden, og pigerne beslutter sig for at hjælpe Habib til Danmark. Der er dog det lille problem: Habib har ikke et pas og skal smugles til Danmark.

Bogen er inddelt i to synspunkter nemlig Freddys og Habibs. Deres forskellige verdner bliver rigtig godt beskrevet:
Freddy:
Turen her er min studentergave fra far. Han flotter sig rigtig og betaler også for Lulu. Dannelsesrejse kalder han det, selv om det bare er otte dage med Bangs Rejser.

Habib:
Vi er ulovlige varer under transport. Afskum, der ikke kan vise pas ved den syriske grænse uden at blive sendt retur. En kuldegysning sitrer gennem mig. Den returrejse vil betyde min død. I bedste fald vil jeg blive sendt direkte til Assads hær og få et maskingevær i armene. Jeg fylder snart 18.


Freddy og Lulu er bedste veninder og man fornemmer tydeligt deres venskab til hinanden. Selvom de er meget forskellige, så kan intet skille dem ad. Habib har oplevet så meget rædsel, men alligevel formår han at have et nogenlunde positivt syn på det hele, og han opgiver aldrig håbet om Danmark. Derudover har han så meget humor, og joker med Assad, muslimer og Syrien.

Jeg må tage hatten af for Annie Bahnson, hun må virkelig have lavet en masse research for at kunne skrive denne bog. Habibs flugt og hans syn på det hele fremstår så virkeligt, så man ikke kan gøre andet end at få sympati med flygtningene. Jeg kan ikke sætte en finger på skrivestilen, jeg levede mig fuldstændigt ind i historien om Freddy, Lulu og Habib.