Bronwyn, Cooper, Nate, Addy og Simon er vidt forskellige.
Der er stræberen, sportsstjernen, bad boyen, skønheden og outsideren. De har næsten intet andet tilfælles end det, at de går på den samme skole og alligevel ender de alle med at være involveret i Simons død.
Som dagene skrider frem, afsløres flere og flere hemmeligheder og ingen tør rigtigt stole på hinanden, for med hver deres hemmelighed, har de hver deres grund til at ville skaffe Simon af vejen.
Spørgsmålet er bare, hvem af dem lyver?

Karen M. McManus YA-roman er hæsblæsende, intens og en fuldstændig original historie.
Du har helt sikkert aldrig læst noget lignende, og historien kommer til at besætte dig, som du vender side for side, fordi du simpelthen bliver nødt til at vide, hvem der lyver.
Jeg er imponeret over opbygningen og udførelsen af bogen, der bare er gjort til UG.
McManus har virkelig formået at skabe et helt igennem gennemført stykke arbejde fra første til sidste side uden nogen undtagelser!

Alle 4 overlevende unge mennesker er fortællere i bogen.
Hvert ”kapitel” er fortalt fra hver deres perspektiv, hvilket skaber en utrolig spændende rød tråd i historien.
Man sidder, som læser og bliver paranoid, for hvad laver Cooper mens vi følger Bronwyns perspektiv?
Det skaber en masse mystik i bogen, som kun er med til at opbygge hele stemningen op til klimakset og point-of-no-return.
Det er en utroligt fascinerende måde at læse en bog på!
De forskellige personer i bogen er ikke beskrevet dybt.
Man får basisviden om dem alle, og derfra følger man ellers kun deres udvikling fra før Simons død til slutningen, hvor det hele bliver opklaret.
Det er en spændende karakterudvikling idet, at der i takt med de hemmeligheder, som der bliver afsløret sker en massiv ændring i alle karakterernes personligheder.
Det gør, at bogen på sin vis bliver meget dyb i personkarakteristikker uden egentlig at være det.

Hele historien er også fyldt med klichéer og stereotype high school typer, hvilket medvirker til at skabe den helt rigtige high school-drama stemning, som bogen indeholder – Det er virkelig en gennemført stemning, som følger hele bogen igennem: High school, drama, mord og kærlighed.
Den indeholder alt det, som en YA-bog skal indeholde! Selve bogen får mig også til at tænke på netflix-serien Riverdale, som også foregår i en lille by fyldt med mysterier og hemmeligheder.
Både En Af Os Lyver og Riverdale tager også ting op til debat, og er ideelle for den dramaelskende læser!

Sproget i bogen er letlæseligt og passende til hver karakter i bogen.
De har hver deres stemme igennem bogen og på den måde ved man hele tiden, lige præcis hvilken person man følger.
Det er også interessant, at sproget i bogen kan gøre læseren paranoid og mistroisk.
Som læser kan man ikke lade være med at lægge vægt på alle ord der bliver sagt og alle de ord som er usagte i dialogerne.
Det er en helt speciel form for indvirkning sproget i denne bog har på læseren.

I det hele taget er bogen bare super god og spændende hele vejen igennem.
De forskellige plottwists som bogen indeholder er gennemtænkte og velovervejede og jeg indrømmer blankt, at det er lang tid siden, at en bog har kunne overraske mig med et finale-plottwist som dette!
Helt fænomenalt god!

Bogen får 10 ud af 10 stjerner.

Hvis du er fan af Ya-romaner med det klassiske high school drama men med et twist af mord og mystik så er denne bog helt sikkert noget for dig.
Også hvis du er fa af Riverdale eller Pretty Little Liars tror jeg denne bog vil passe godt til dig.
Det er en YA-roman du bliver nødt til at læse for at forstå hvor god den er, for jeg er næsten sikker på, at den vil overraske dig!

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplaret.