Gunnvalda hader det navn, og derfor hedder hun Gunn. Det har hun altid gjort, og den eneste der kalder hende Gunnvalda er hendes mormor, som hun er opkaldt efter. Men nu er hun døde, og Gunn er tilbage. Hende og Chris - der ikke er hendes søster, selvom hun klæder sig sådan. Gunn beslutter sig for at tage ud for at se byen, og begiver sig til hendes gamle rustne traktor - som vist engang var rød - imod eventyr. På uheldig vis ender hun på bibliotekets tag, og ikke nok med det kommer der en anden dreng derop. Før han kan sige kommer vagterne, og de løber hånd i hånd væk fra dem.
Sådan mødte Gunn Niklas, som vil vise sig at være af langt større betydning end hun havde troet. Men selv hvis hun indrømmede hun kunne lide ham, bliver hun nødt til at still sig bag i køen; hans bedste ven Jens kan også lide ham, og selv hvis han ikke kunne ville det ikke betyde noget, for Niklas kan stadig ikke glemme Karianne, som for længst er kommet over ham.
Så er der selvfølgelig også Kim, som kommer tæt på Gunn, måske lidt for tæt når man tænker på at han har en kæreste, men det ved Gunn selvfølgelig ikke.

Helt fantastisk bog, der kan anbefales til enhver. Forfatteren, Monika Steinholm, har gjort det virkelig godt med denne bog, hvor karaktererne er så velskrevede, at jeg vil vove at påstå jeg har forelsket mig i op til flere af dem. For at komme med et eksempel:
“”Du er den sejeste pige jeg nogensinde har mødt,” siger Kim.
“Den mælk man køber i butikkerne har været pasteuriseret siden 30’erne,” siger hun”

Jeg er vild med hvordan man er i tvivl med hensyn til Niklas karakter; er han vild med Gunn, eller vil han bare gøre Karianne jaloux? Når han er skrevet så charmerende som han er, er det nærmest lige meget hvilken af de mange muligheder det er, Gunn bliver ved med at holde af ham. Selvom han sneg sig ind på hendes værelse og sov nøgen i hendes seng.