Ungdomsromanen "One", der handler om de siamesiske tvillinger, Grace og Tippy, er skrevet af Sarah Crossan. Bogen skildrer livet fra en af samfundets minoriteter, og er en smuk og sørgelig fortælling, som man kun kan komme til at elske.

Bogen, der er skrevet fra Graces synspunkt, omhandler de to tvillingers liv. De to piger har til sammen to hoveder, fire arme og deler to ben. Grace og Tippy bliver nødt til at gå i en almindelig skole efter pengene ikke rækker længere. De to piger oplever både medgang og modgang. Pengene er små og for at hjælpe med de mange udgifter, overvejer de to piger at være med i TV. Men er det at sælge sin værdighed?
Grace og Tippy er meget forskellige, man er ikke i tvivl om, at de er to forskellige identiteter, som ikke ser deres skæbne som noget negativt.
På den nye skole bliver de gode venner med Yasmeen og Jon. Det står hurtig klart, at Grace er lidt mere end glad for Jon. Men det er svært, når Tippy altid er med hende.
En morgen besvimer Tippy og det viser sig, at Grace lider af en hjertesygdom. Det bliver starten på den vanskeligste beslutning,som de to piger, der altid har været sammen, må tage. Skal de skilles ad?

"One" er en stærk roman, som rammer en lige i hjertet. Bogen er fortalt fra Graces synpunkt og prøver ikke at skabe medlidenhed med de to piger og deres skæbne. Den prøver snarere at vise hvor godt et liv, man kan leve, når man er sammen i alt. Grace og Tippy er i sandhed to individer, men alligevel er de også en, one.
Bogens kapitler er noget helt særligt. De er skrevet op så de næsten ligner digte og er desuden meget korte. Det giver historien et poetisk strøg og god plads til læseren, der selv kan fylde hullerne ud. Det kræver lidt tilvending at finde sig tilpas med dette, men når man så har gjort det, virker det bare endnu stærkere på en.
Bogen er hurtig læst, da man flyver gennem kapitel efter kapitel. Det er derfor en god ide at stoppe op en gang i mellem, og lige få taget det hele ind, så man kan nyde den smukke historie og den fantastiske skrivestil som Crossan har.

"One" kan anbefales til alle, der elsker bøger indenfor YA-genren. Men også til personer, som er vilde med stærke fortællinger om emner, man normalt hører meget lidt om. En smuk og poetisk bog.