Allyson er atten år gammel og vel egentlig en ret almindelig amerikansk teenager. Ikke en, der gør noget overilet. Da hun af sine forældre får en tre ugers tur til Europa sammen med sin bedste veninde gennem mange år, Melanie, gør hun modstand og ønsker ikke at rejse, men ender alligevel med at tage af sted.

Det lykkes ikke for Allyson rigtigt at nyde turen, før hun ser en nyfortolkning af Helligtrekongersaften, et stykke af Shakespeare. Her ser hun en fyr, der senere viser sig at være hollænder, hedde Willem og tilbyde Allyson en tur til Paris, blot en enkelt dag. Men i Paris møder Willem andre piger, han kender, og da Allyson vågner op næste morgen, er Willem væk og har ikke efterladt nogen spor.
Det følgende år, hvor Allyson tilbage i USA er begyndt på college viser sig at være en kamp, og på trods af hun altid har ligget med høje karakterer, er hun nu kun lige på den gode side af dumpegrænsen. Altid spøger Willem i hendes tanker, og først da en studievejleder får en god idé, begynder det at gå fremad for Allyson igen, og hun indleder en jagt på Willem ...
____________________________________________

Jeg var ikke overvældende begejstret for denne roman. Jeg har læst anmeldelser af Gayle Formans andre bøger samt set traileren til den film, der lige er kommet i biograferne, baseret på bogen 'If i stay' (Hvis jeg bliver). Så egentlig var mine forventninger nok skruet lidt for højt op fra start.
Jeg brød mig ikke om den lyserøde sky, der hele tiden dækkede siderne, og jeg brød mig ikke om, at hovedpersonen til tider er lidt for meget en Mary Sue - en det går godt for hele tiden. Det er da ikke fordi Allyson ikke har udfordringer nok - de bliver bare blæst lidt for meget op, og gør det lidt til en det-er-synd-for-mig-roman.

Bogen er relativt letlæst, og de godt trehundrede sider blev læst på en eftermiddag. Sproget er okay, der er ingen snirklede sætninger, og ikke noget, der er overladt til fantasien, men det gør hvad det skal; fortæller en historie.

Shakespeare har en ret stor rolle i romanen, og han er da også nævnt i takkelisten bag i bogen. Jeg synes det er lidt synd, at man har forsøgt at gøre det tydeligt at 'Bare en dag' er en moderne tragedie, der skal minde om Shakespeares stykker, og det er da også lige til højrebenet at kalde prinsen på den hvide hest for Willem ... Men sådan er det nu en gang, og, indrømmet, så havde romanen ikke hængt sammen, hvis ikke William Shakespeare engang havde levet og skrevet sine fantastiske stykker.

Alt i alt er det en roman, der er god, hvis du er til pladderromantik (beklager ordvalget), men knapt så god, hvis du foretrækker en bog med en spændingskurve, der har lidt flere højdeniveauer en denne ...