Lad mig starte ud med at sige, at jeg er ret glad for Mette Vedsøs romaner. Jeg har før læst ”Alting ramler”, som jeg også var ret fascineret af, så derfor glædede jeg mig meget til at læse ”To minutter i dommedag”, som er den nyeste udgivelse.
”To minutter i dommedag” er 8 noveller, som handler om unge under pres. De 8 noveller omhandler vidt forskellige emner. Dog har alle emnerne en lighed; grænser der brydes, en dårlig samvittighed eller noget usagt blandt karaktererne.

Mette Vedsøs romaner (dem jeg indtil videre har læst) er spændende, nytænkende og giver aldrig helt en slutning – blot en antydning af en slutning. Hermed lader forfatteren læseren reflektere videre over det selv. Selvom jeg har en ambivalent følelse omkring netop denne måde at skrive på, så er jeg altid fascineret, for på den ene side tænker jeg frustreret: ”Mette, giv os dog slutningen!”, men også samtidig: ”Kæft, det er godt skrevet det her. Slutningen er åben og nu får JEG lov til at bestemme hvad der fortsat sker. Mette har givet mig lov til at vælge den fortsatte skæbne for karaktererne”.

””Open your bloody eyes”, sagde han og plantede en finger over og under begge mine øjne og tvang dem vidt åbne.
”For satan”, sagde jeg og mærkede halsbåndet, der gjorde det svært at trække vejret.
”Maxieboy”, grinede James og aede mig over kinden”


Jeg vil bestemt mene, at selvom aldersgruppen som novellerne er skrevet til er fra 13-17 år, så kan novellesamlingen læses af alle aldre. Der er noget universelt i alle novellerne og der berettes om følelser, specifikke situationer eller dilemmaer, som man kan opleve i sit liv, enten at være den, der går over nogens grænse, at folk går over ens egne grænser eller at man føler skyld, skam eller beundring over livets overraskelser og begivenheder.

”Det går opad, vinden får fat, og træerne bliver små og forpinte. Veltilpasheden giver slip, og hendes tårer løber, pibler ud, helt ustoppelige, vinden suser ind i hovedet på hende, og allerede inden hun har grædt ud, mærker hun, at gråden ændrer hende, at alt det eftergivende og føjelige pibler væk, opløses i tårernes salte væske [...] Hun tænker, at her er det bare dem. De er alene, ikke et menneske i sigte, ingen vidner, hun ser op, et sted på en kvist sidder fuglekongen, hun hører dens velkendte lyd, sii-sii-sii”


Min mening om bogen:
Da jeg læste novellerne var jeg godt underholdt. Det var spændende læsning, spændende historier med enten en skjult morale eller en særlig følelse, som skinnende igennem læsningen. Jeg kunne identificere med karakterne, og Mette Vedsø tager nogle emner op, som enhver ung kan forholde sig til i løbet af livet, imens hun eller han vokser op.
Det eneste minus er at indholdsfortegnelsen kun rummer 7 noveller, og ikke 8, som der ellers står nævnt på både for- og bagside.
Novellen ”Klassens solar plexus” er ikke nævnt, hvilket er rigtig ærgerligt.