"Mellem linjerne" er skrevet af kærlighedsforfatter Jennifer Echols. Bogen er en ungdomsroman med masser af drama og smukke, interessante karakterer, som med garanti vil trække dig ind i Echols univers.

Bogen foregår i New York hvor vores hovedperson, Erin skal i gang med sit første universitetsår, hvor hun er blevet accepteret på honor-linjen med afsæt i "creative writing". Hun håber, at det kan kickstarte hendes forfatterdrømme. Erin var oprindelig arving til en hestefarm, men blev gjort arveløs da hendes bedstemor fandt ud af, at hun ikke ville studere Ledelse og Administration. Det er her Hunter kommer ind i billedet. Han går med på bedstemorens betingelser og bliver den nye arving til den enorme formue og hestefarmen.
Da Hunter dukker op i den første creative writing klasse, vender det op og ned på Erins liv. Hun har skrevet en historie om sin staldknægt. Om Hunter. Man følger Erin og Hunters intense drama som har op og nedture og som ikke mindst bringer gamle minder fra fortiden frem.

"Mellem linjerne" er en hæsblæsende roman som altid synes at spænde ben for den kærlighed som Erin og Hunter føler for hinanden. Man sidder og håber og ønsker at de problemer, som ikke mindst kommer af det faktum, at Hunter har taget Erins arveplads, ville løse sig selv. Romanen holder en fast med krydsede fingre og med et fortsat spirende håb om, at de to ulykkelig karakterer bare i et øjeblik vil opleve sand kærlighed.
Bogen har en virkelig høj underholdningsværdi, og man kommer hurtigt i gennem den. Dog er der steder, hvor man føler, at historien er lidt søgt som fx de gange hvor Erin hele tiden bliver opmærksom på, at hun ingen penge har. Jo, man får medlidenhed med hende, man kommer til at føle den vrede mod Hunter, som hun selv føler, af og til.
Erin ønsker desuden at få den eftertragtede praktikplads på et forlag. Igen bliver det lidt søgt. Hun må for alt i verden undgå at Hunter fortæller creative writing klassens lærer, Gabe, at han er hendes staldknægt. Det virker som en undskyldning for, at få historiens flow til at køre, at kickstarte det turbulente forhold med Hunter, som Erin indleder.

Bogen indeholder brudstykker af de historier som Hunter og Erin skriver til creative writing klassen for at pirke til hinanden. Dette virker rigtig godt, og man føler sig tættere på karaktererne, når man oplever deres tanker og følelser afspejlet i noget de selv har skrevet.

Sproget er rigtig godt. Sætninger som:

"Hver gang tog jeg fejl. Det lykkedes ham altid at orme sig ind i mit hjerte og knuse det indefra."

Og...

"Du elsker din musik."
"Det gjorde jeg, dengang jeg forsøgte at lukke alting ude. Nu prøver jeg at lukke alting ind."


Får en til virkelig at sætte pris på Jennifer Echols skrivestil.

"Mellem linjerne" er en historie som man hurtigt får læst. Spændingen og dramaet mellem de to levende karakterer er virkelig intenst. Selvom handlingen af og til er en smule søgt, er bogen som helhed virkelig godt. Den kan klart anbefales til alle som elsker en god kærlighedshistorie, eller som kan lide spænding og drama mellem to karakterer.