Himmelborgens Hemmeligheder af Charlotte Blay

En nat under en voldsom storm revner tårnet på Gjorslev. Revnen i tårnet er portalen til de dødes verden og alle de mange minder. Det begynder at spøge og Godsejerens børn, Anna og Uffe, opsøges af spøgelser fra forskellige tidsperioder i den danske historie. Hvad er der mon foregået i slottets tid, helt tilbage fra vikingetiden og op til nu?
Fortællingen ”Himmelborgens Hemmeligheder” er skrevet af Charlotte Blay og udgivet i oktober 2014. Det er en børnebog, som kan læses i alle aldre. Den er fyldt med magi, spøgelser, det overnaturlige, sagn, myter og historier, som giver fantasien frit spil ved læsningen. Den beretter om Gjorslev slot på Stevns, hvor godsejeren bor med børnene Anna og Uffe, samt bedstemoderen, som nyder at fortælle historier fra de gamle dage. Charlotte Blay har boet i ti år og selv har gået op opdagelse i kældre, sale, parker og skove for at genfinde minderne og historien, som har fundet sted.
Bogens udvikling cirkulerer omkring de mange spøgelser, som hver især kommer med hver deres beretning fra deres tid på Gjorslev. Hver gang børnene opsøges af et spøgelse får de indblik i fortiden på Gjorslev og sammen forsøger de at hjælpe de spøgende med at få fred, så Gjorslev kan slippe for ulykker og leve i fred. For hver gang et spøgelse dukker op, går noget i stykker på det gamle og historiske gods.

”Anna smiler ved tanken om, at hendes far er glad. Hun vil ikke blive spor forbavset, hvis han optræder som Frederik den Fjerde næste gang, han skal have rundvisning på slottet. Da hun kaster et blik op på maleriet af kongen, synes hun, at han ser meget bister ud, og hun føler, at hun på en eller anden måde har snydt ham”


Selvom fortællingen er magisk, overnaturlig og spændende, så er der også naturlige og genkendelige hverdagsproblemer, som påvirker børnene, Anna og Uffe. Forældrenes skilsmisse præger dem stadigvæk. Dog har de heldigvis Godset at gå på opdagelse i, så de får lov til at være børn i lidt længere tid. De kan glemme hverdagens problemer og samtidig lukke sindet op for spøgeri, fantasi, gamle historiske fund og skattejagter.

”En gang imellem, når hun er alene ligesom nu, tænker hun på dengang, hun boede her på Gjorslev hele tiden sammen med både mor og far. Det var så hyggeligt at gå sammen med mor i stalden og strigle hestene. Hun lægger armene under nakken og sukker. Hun savner mor, når hun er hos far. Og omvendt”


Charlotte Blay er en dygtig forfatter, som gør det nemt for læseren at blive opslugt af historien. Den enkle fortælleteknik giver dog alligevel udtryk for, at der ligger noget gemt bagved. I min egen læsning havde jeg det som om nogen altid holder øjne med livet på Gjorslev, iagttager dagligdagen, samt Godsejeren og børnene, Anna og Uffe. Dette kunne eksempelvis være spøgelsernes iagttagelse af menneskets liv på Godset. Mon nogen iagttager dem oppe fra revnen i tårnet?

”Godsejeren lægger et par skovle fra kostalden bag i bilen, og Uffe henter en lygte”



Selvfølgelig skal de flotte illustrationer af Per O. Jørgensen og Lykke Bianca også nævnes. Der er illustrationer til hver del af historien, samt et kort over Gjorslev og mange billeder af katten, som er omdrejningspunktet i fortællingen. Kattens 9 liv følger de 9 tidsperioder på Gjorslev (en fin detalje!). Katten er alvidende og hjælper børnene på rette vej i forhold til at finde spor på de gåder, som lurer på det gamle gods.

”’Jeg var staldkat. Men sorte Suliman legede altid med mig. Han puttede mig i sadeltasken, da han red ud sammen med kongen og rytterhæren. De skulle ud og tæske svenskere’. Katten begynder igen at hoppe rundt i halmen og slå til stråene med de små poter”


Fortiden spiller nutidens et puds…
Jeg elskede denne bog! Jeg ville ønske, at den var blevet udgivet dengang jeg var barn. Historien er god, Charlotte Blays skrivestil er spændende og fortællingen viser små brudstykker af Danmarks historie, så det er både lærerigt og fascinerende at følge udviklingen. Godset er så stort, at man selv kan visualisere at gå rundt der, blive opslugt af minderne og høre fodtrin bag sig i mørket. Efter læsningen af denne bog sidder jeg tilbage med tanken om at jeg er blevet opslugt i et andet univers og at jeg i den grad har opdaget ”Himmelborgens Hemmeligheder”.