Historien følger teenage pigen Anne, der sammen med sin lillebror skal tilbringe vinterferien hos deres farfar i Jylland. Turen til farfaren er egentlig en nødtørftig erstatning af en skitur, der blev saboteret af et brækket ben.
Anne er forberedt på en lang og kedsommelig ferie uden hverken spændende oplevelse eller mobildækning. På det første punkt bliver hun (u)heldigvis slemt skuffet. Der går ikke ikke længe før hun vælter hovedkulds ind i sære personligheder og skæve eksistenser.
Men fortvivl ej! Midt i al mystikken er der selvfølgelig også plads til en smule kærlighed, kage og en ordentlig portion jysk humor.


Historiens er opbygget som en true-crime fortælling bygget på politirapporter, SMS’er og blogoplæg. Det giver tilsammen et spændende og letlæseligt layout.
Nogle gange virker samtalerne, som for det meste foregår over SMS eller via genfortælling på hovedpersonens blog, dog en smule tvungne. Som når to karakterer vælger at fører en samtale over SMS på trods af, at de sidder lige op ad hinanden.
Oven i det for læseren heller aldrig nogen “direkte handling” hvis man kan kalde det det.
Alt er genfortalt af karaktererne gennem forskellige medier. Derfor kan læseren jo ikke hundred procent stole hvad, der er blevet skrevet. Når hovedpersonen Anne for eksempel skriver sine blogindlæg på sin blog Mit Annet Liv (jeg elsker virkelig det navn!) så kan man jo ikke være sikker på at hun ikke har udeladt noget.

Samlet set faldt bogen lidt til jorden for mig. Jeg nåede ikke rigtig at leve mig ind i historien før den var færdig, eller holde af karaktererne før de lå parteret i en eller andens fryser.

MEN jeg er sikker på at det hurtige plot og specielle layout kan finde en målgruppe. Min egen lillebror på tretten år har allerede snuppet bogen fra mig og sidder med næsen dybt begravet i den.
I samme genre findes der allerede mange, og mere vellykkede værker, men på trods af de punkter hvor bogen halter lidt, så giver den spøjse blanding af jyder og amerikanske myter alligevel et godt indtryk, som jeg tror vil falde godt til jord hos alle computerspils-glade preteens.