Makani Young er af unævnelige grunde flyttet fra sit hjem på Hawaii til den lille by i Nebraska, USA, hvor hun bor sammen med sin mormor Young. Efter et år, og en hed sommer (tilbragt på en majsmark) sammen med udskuddet Ollie bliver flere fra hendes skole skamferet og brutalt myrdet.

Mystik og kærlighed er en umenneskelig sammensætning. For nogen.
Stephanie Perkins formår her at samle disse to vidt forskellige enheder, der i vilde sus kolliderer. Det er nyt og anderledes fra Perkins hånd. Det smadderromantiske er væk, og erstattet af selve længslen i stedet for forelskelsen. Der er heller ikke tid til at tage små step, når en morder er på fri fod. Måske er Ollie og Makani de næste på listen.
Stephanie er som sædvanlig en mester i at danne karakterer. Ollie er der ingen tvivl om, er forudbestemt til at være romanens hottie. Med hans kasserede politibil, kæmper hans hjerte for pigen fra Hawaii.
Hans bror Chris er politimand og står for efterforskningen og Ollies opdragelse. Chris er næsten oppe på Ollies trappetrin med hans kærlige væsen og drengede udtoning.
Alligevel har Stephanie Perkins brugt seks år på denne her bog. Jeg kan se, at der meget, der skal undersøges (med hensyn til politisager og mordsager, og hvad skolen ville gøre og så videre), men… der ikke noget, der slår hendes tidlige tre bøger. De berømte Anna og det franske kys, Lola og naboens søn og Isla og jagten på lykke. Det er muligvis heller ikke meningen, men det er svært at lade være med at sammenligne.

I forhold til hendes tidligere bøger, skuffer denne her desværre lidt. Det er en helt anden genre, men alligevel… der var bare noget, som manglede, eller kunne have været anderledes. Dette her ikke en spoiler, men … vi finder ud af hvem morderen er allerede halvvejs inde i bogen. Der tænker jeg, at man godt kunne have trukket den lidt, for der er ikke rigtig noget formål med det. Desuden, uden at spoile noget, er morderen en af de mest usandsynlige karakterer i hele bogen, og vedkommendes grund er endnu mere grotesk. I don’t get it.

Udover det synes jeg, at starten var den bedste. Den sidste halvdel af bogen var lidt presset sammen på en måde. Som om Stephanie bare gerne ville være færdig med bogen. Det ville have været mere interessant, hvis hun havde trukket nogle af de store begivenheder ud, så man fik et bedre indblik i hvad der sker, og hvordan vores hovedperson har det med det.
Er jeg den eneste der tænker, at man har mindst sympati med hovedkarakteren? Jeg synes altid kvindelige hovedkarakterer er svære at relatere til. Der er altid en lille del af dem man afskyr og derfor kan man ikke helt forstå eller lide vedkommende. Sådan har jeg det i hvert fald med Makani. Jeg har en meget bedre forståelse for Ollie.
Nå, men Stephanie Perkins er stadig en af mine yndlingsforfattere, så derfor håber jeg inderligt, at hun ikke går videre med gysergenren i hendes næste romaner. Stephanie er fantastisk og kan dog anbefales til enhver kærlighedshungrende sjæl.

Tak til forlaget Carlsen Puls for anmeldereksemplaret.