Om bogen:

Derry, 1958. h

En lille by i Maine bliver hærget af noget. Dette noget er der ingen, der kan sætte fingeren på, hvad er. Det er bare Det. Børn forsvinder og findes kort efter delvist fortæret i Derrys gader. En flok børn begynder at opleve sære ting; en klovn lader til at hjemsøge byen, og de bliver alle angrebet af Det. Sammen beslutter de sig for at gå imod Det, Det skal dræbes. Men det er ikke nemt, når man ikke ved præcis hvad man går efter, men efterhånden finder de ud af, at det er deres største frygt.

1985

27 år senere ringes fem af de syv venner op af Mike Hanlon, en af drengene fra barndomsvennegruppen. Den sidste, Stan Uris, kan ikke være med dem. Mike minder de resterende om et løfte, de gav for 27 år siden. De fem nu voksne mennesker indser, at de havde lagt Derry bag sig, men alle rejser tilbage for at se Det i øjnene på ny. For bølgen af mord er atter begyndt, og det er nødvendigt at stoppe det en gang for alle - og det har gruppen i sinde.

It - det onde er den første roman af Stephen King, jeg har læst. Jeg troede ikke jeg brød mig om gys, men Det Onde er så meget mere end jumpscares og ligegyldige uhyrer. Pennywise, klovnen, er et eller andet sted heller ikke det bærende element i historien. Jeg var sikker på, at jeg skulle opleve nogle mennesker blive skræmt af en killerclown, men der lå så meget mere bag hver eneste handling. Jeg tror, at jeg må give mange mennesker ret i, at Stephen King virkelig er en dygtig forfatter, der formår at fange sit publikum.

Bogen er delt op i fem dele adskilt af mellemspil, der er skrevet i dagbogsformat. Første del foregår i Derry i 1958 mens gruppen af venner endnu er børn, anden del i 1985 da de mødes på ny, tredje del lidt som en blanding, da de ser tilbage, og fjerde del er nærmest en symbiose, uden delen fra 1958 ville delen fra 1985 aldrig give mening. Det fungerer fantastisk.

Undervejs i romanen sker der en stor udvikling blandt bogens mange hovedpersoner, og man ser hvert barn udvikle sig fra omkring 9-årsalderen og ind i teenageårene, selvom det er bestemte år, der fokuseres mest på. Klovnen i bogen er på den ene side ganske reel, på den anden side er den nærmere et billede på det enkelte barns frygt og de andres adaption af denne frygt. Men det er ikke det eneste grusomme i romanen. Den indeholder temaer som mobning og splid i familien, omsorgssvigt, voldelig adfærd og mor-søn-relationer, og det er det, der gør romanen unik. Selvom den går under genren gys indeholder den så mange nutidige temaer, og jeg er sikker på, at man ved en genlæsning ville finde endnu flere.

Jeg skal advare mod, at jeg måske får beskrevet bogen som mindre skræmmende, end nogle måske vil finde den, for der er da helt sikkert steder, hvor det bliver vammelt, og der spares ikke på detaljer, når det kommer til drabene. Der spares desuden heller ikke på drab …

Sproget i bogen er det eneste, jeg ikke giver topkarakter, og det er jeg nødt til at sige ikke skyldes Stephen King, men derimod en dansk oversættelse, der ganske enkelt har mangler i form af til tider mærkelig sætningskonstruktion og ord, der er oversat lidt for direkte fra engelsk, hvilket er rigtig ærgerligt. Det skal dog siges, at jeg synes oversætteren fanger den rigtige stemning langt de fleste gange, der er bare ind i mellem, det går galt - og det trækker desværre lidt ned.

Alt i alt var mit første indtryk af Stephen King fantastisk, og det skal absolut ikke blive det sidste - men giv dig god tid til at læse bogen, for der er mere end 1000 sider, og den er ikke sjov at få i hovedet, når man falder i søvn midt under læsningen …