Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 4 af 4

Emne: Novellerne :)

  1. #1

    Standard Novellerne :)

    Her er den så!
    Her kan I så poste jeres fantastiske noveller. Men her må der kun være noveller, ikke feedback, kommentare eller andre bemærkninger, for at gøre det lidt nemmere for mig Jeg skal nok lave et "topic", hvor man kan diskutere de forskellige noveller, give feedback osv.

    Vær's'go at poste jeres noveller! :D

  2. #2

    Post Kærlighed, det evige puslespil

    Genre: Kærlighed

    Kærlighed, det evige puslespil


    Jeg sukkede dybt og sørgmodigt, mens mit blik dvælede drømmende ud gennem vinduet, hvor den silende regn malede omgivelserne grå. Mit lange, lyse hår hang pjusket ned over det meste af mit ansigt, så mine hårspidser blev våde af mine salte tåre. Min underlæbe bævrede og mascaraen løb som sorte strømme ned ad mine kinder, mens jeg knugede portrættet hårdt i min højre hånd. Regnen trommede på vinduerne. Meteorologerne forudså ellers en fantastisk midsommer med solskin og tropiske temperaturer her i den uge, hvor jeg var i sommerhus hos mine bedsteforældre i Jylland. Men de lovede altid guld og grønne skove… det gjorde alle fortiden.

    For sjette gang indenfor de sidste fem minutter tog jeg portrættet op og kastede et håbløst, men dog drømmende blik på det. Jeg snøftede og knugede billedet endnu hårdere i min svedige håndflade ved synet af den brunhårede, maskuline dreng, der smilte falskt til mig med et kækt glimt i øjet. Du er min for altid. Kh din Kristian, stod der skrevet med en typisk drengehåndskrift henover billedet med snørklede og sjuskede hjerter over de to i’er i hans navn. Jeg kylede portrættet fra mig i en rødglødende blanding af raseri og jalousi, så billedet blev knust mod trægulvet, og drengens store ego splintrede i utallige glasskår.

    Pludselig fornemmede jeg nogen, der med stille skridt bevægede sig op ad trappen og hen til min lukkede dør. ”Bliv ude!” hulkede jeg og hamrede hånden så hårdt ned i vindueskarmen, at en kinesisk porcelænskrukke dirrede og dansede på dens kolde marmoroverflade. Min mormor stak forsigtigt hovedet ind og smilte skånsomt til mig. ”Jeg vil stadig ikke snakke om det!” vrissede jeg utydeligt med hovedet begravet i min pude. Jeg skjulte mit grædende og smudskede ansigt, da min mormor bevægede sig hen imod mig og roligt satte sig i sengen ved min fodende, ”lille skat, du har gemt dig heroppe lige siden du ankom. Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der er i vejen, måske kan jeg hjæ…”, ”du kan ikke hjælpe mig! Sket er sket,” afbrød jeg og tænkte på min tidligere kæreste, der nu lå sønderknust på gulvet i utallige glasskår. Min mormor fik øje på det ituslåede portræt og spurgte med et skævt smil på læben: ”Er det ham, der er problemet?” Jeg drejede svagt hovedet, men da jeg skimtede min mormors smil ud af øjenkrogen, fik det min simrende vrede til at koge over: ”Hvorfor smiler du? Synes du, det er sjovt! Jeg er lige blevet droppet af min kæreste, til fordel for en eller anden billig tøs. Den dreng har jeg haft et så nært forhold til, lige siden jeg var på størrelse med en rejsekuffert, og så sidder du bare og griner ad det?” Jeg sydede og boblede af vrede, og mine sorte render under øjnene blev erstattet af anstrengte rynker. Min mormor blev chokeret over mit pludselige anfald og lagde beroligende sin rystende hånd på mine ben, ”bare rolig, skat. Jeg smilte bare ved tanken om min egen ungdom. Jeg har nemlig selv været ude for præcis det samme som du går igennem nu.” Hun smilte stadig til mig. Det salte vand sejlede i mine havblå øjne, mens jeg lyttede intenst til min mormors ord. ”Kærlighed er ikke let, og det kan føles som verdens undergang i din alder, men…” Min gamle mormor løftede sin rynkede, krogede pegefinger og sagde med et strejf af visdom og gammelklogskab: ”… du må aldrig give op. Hvis du holder ud, vil du finde den ægte kærlighed til sidst. Op med modet!” Hun strøg et lyst hår væk fra mig ansigt med et sympatetisk blik og hviskede: ”Bare rolig, sommeren heler alle sorg.”

    Næste morgen vågnede jeg, da morgensolen agede min pande. Jeg missede med øjnene, tog en dyb og frisk indånding og kiggede ud af vinduet. Den varme, majestætiske sol hang omsider på den lyseblå himmel, kastede sin opløftende glans nedover mark og eng, og spejlede sig i de blanke søer og åer. For første gang i lang tid smilte jeg.

    Jeg besluttede mig for at tage på stranden ved formiddagstid, for at starte på en frisk.
    Jeg lå på ryggen i det hvide sand og lod solens varme stråler slutte mig i sin favn. Der var ingen andre mennesker på stranden. Måske var de bange for at solskinnet ikke ville blive ret længe. Jeg lå og nød årets første sommervejr, da jeg ænsede nogle sjoskende skridt ved vandkanten. Jeg åbnede nysgerrigt øjnene, tog solbrillerne af og blev mødt af et vidunderligt syn. En jævnaldrende dreng, lyst hår og blåviolette øjne som en kantbæger. Vandet dryppede fra hans krop og han smilte til mig. Et skævt smil. Jeg ville smile tilbage, men pludselig blev jeg mindet om Kristian. Billeder af min tidligere kæreste og det knuste portræt fór forbi mit sind, og efterlod alting gråt og fortabt i sit kølvand. Tanken om at blive droppet af en dreng igen fik mig til at gyse, selvom solen bagede over mig. Men så huskede jeg min mormors ord: Du må aldrig give op. Hvis du holder ud, vil du finde den ægte kærligjed. De ord malede atter et farverigt lag over de mørke billeder af Kristian. Jeg smilte tilbage til drengen. Nu var sommeren kommet.
    Senest redigeret af Adam_Ronaldo : 29-06-10 kl. 17:18

  3. #3
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    Genre: jeg er ikke helt sikker på min genre. Kærlighed?

    Kærlighed. Jeg gider ikke kærlighed. Alle de noveller der er skrevet om det. Alle de historier der fortælles. Den eneste form for kærlighed jeg nogensinde har følt, er den jeg følte for dig. Umulig at forklare. Klichéfyldt. Gentagelser over hele linjen. Sikke en gloværdig livsfortælling jeg bærer rundt på. Ikke værd at skrive. Ikke værd at huske. Jeg tror, at du helst ville glemme det hele, men jeg er med min følelsesløshed fuldkommen ligeglad. Aldeles kold over for dig. Patetiske lille dig. Hvad var det egentlig, du troede, at vi havde sammen? Vel ikke et parforhold? I så fald må jeg skuffe dig. Desværre kæreste. Du er ingenting.
    Det er varmt. Ligeså varmt som det var den sommerdag for mange år siden. Den første gang jeg så dine dybe øjne. Store smil. Det er varmt...

    ”Judas?” lige fra starten fangede navnet mig. Jeg følte en underlig trang til at lære drengen med det mystiske navn at kende – koste hvad det ville. Det var ikke en følelse på den måde. Det var min skæbne at møde dig. Det var din at blive ødelagt. Jeg vidste det allerede fra starten af, så det gav ingen mening at lade være. Du skulle såres. JEG skulle såre dig. Hvorfor udskyde det?
    ”Ja?” din stemme var klokkeklar og dejlig. Vidunderlig uskyldsren. Slet ikke så tynget som min. Tynget af alle de sjælemord jeg havde begået. Alle de mennesker hvis liv aldrig ville komme til at fungere igen. Egentlig ret ironisk, ikke? At mit liv skulle bygge på andre menneskers sorg? Men jeg vil ikke dø for dem. Jeg vil ikke skære halsen over på mig selv og begå harakiri, blot fordi I siger det.
    ”Din hjælpelærer er kommet.” et nysgerrigt ansigt stak ud af døren. Forventningsfuldt. Og jeg kunne ikke vente med at undervise dig. At lære dig om livets dårlige sider, efter at have vist dig et glimt af de gode. De sider som jeg aldrig vil erfare. Officielt at indvi dig i matematikkens verden. Dig, min tredje klasses engel.


    Og allerede dengang vidste jeg, at du ville føle noget helt særligt for mig. Det faktum at du så åbenlyst beundrede den sortklædte mand med den lokkende stemme. Det faktum at du som du blev ældre aldrig sagde mig imod. Jeg var alvidende i dine øjne. Jeg var guddommelig. Et farligt våben i mine hænder, som snarligt skulle blive brugt mod dig.

    ”Jeg bestod!” det er alt hvad din verden indeholder lige nu. Du bestod din eksamen med et syvtal, og kan nu holde en en sommerferie uden at tænke mere på matematik. Bør jeg afslutte? Opgiver du vores forhold? Disse små og store spørgsmål optager mig, og jeg kan ikke lade være med at veje det op mod hinanden. Det ældgamle udyr er vågnet til dåd – klar til at jage. Men jeg er ikke sikker i min sag. Du forekommer naiv nok til at lade mig koge mere suppe på det ben, og det tager jo lang tid at finde en ny. Alt for lang tid.
    ”Flot!” begejstringen syntes svær at spore, men tilsyneladende bemærker du ingenting. Absolut ingenting. Dumheden længe leve. Jeg frydes uvilkårligt ved tanken, og lægger mine slanke arme tæt omkring dig; uden tanke for de reaktioner jeg kan risikere at få. Men i stedet for at væmmes ved mit knus læner du dig frem, og planter et lille kys på mine læber. Og i det sekund går det op for mig, at det ikke er fordi du er stupid. Ikke helt, i hvert fald. Du er fanget i forelskelsens spind. Jeg kan ikke tro det.


    Det gik næsten for let. Glæden ved at sejre var ikke helt så stor, når du ikke rigtig kæmpede imod. Du lod mig blot gøre hvad jeg ville – ligeglad med hvor groft jeg smadrede din sjæl. Et eller andet sted ønsker jeg stadig, at du havde gjort noget for at stoppe mig. Så havde det været mere underholdende. Sjovere. Judas... Du levede ikke op til mine forventninger. Ligesom alle de andre er du nu død. Død og borte. For evigt. Jeg kan i princippet leve videre, men gør det nok ikke. Min tid er kommet, og jeg fornemmede det hurtigt. Du var som de andre, ja. Men din familie er særprægede. De tør gøre noget. Åh ja... De er ikke svæklinge, som er ude af stand til at forsvare deres nærmeste. Alle de andre er flydt sammen i en stor pærevælling, da de alle gjorde på samme måde. De krøb sammen. Gemte sig for monsteret. For mig. Monsteret de så æde børnenes øjenæbler...

    ”Søde ven...” du havde lige kastet dig i mine arme. Kysset og krammet mig, så snart din moder var ude af syne. En ældre Judas. Men lige så godtroende. Da du hørte det slet skjulte tonefald. Da du hørte at jeg ville sige noget sådan, som jeg kun tiltalte dine mindre søskende. Årh, hvor de hadede mig. Årh hvor de hader mig endnu mere nu. Det anede mig, at det kunne blive min død. Men de er velkomne. Jeg har levet længe nok nu.
    Den søde lugt af hav blandede sig med blodets rustne. Røde plamager bredte sig som ringe i vandet. Mine hænder var farvede. Dine hænder endnu mere. Du skreg hysterisk. Slog dig for øjet med begge hænder, i et forsøg på at standse blødningen. Er det ikke sådan mennesker gør? Dit blå øje lå i min hule hånd. Øjenæblet. De sidste hudstrimler som havde bundet det til kroppen. Og blod. Masser af blod. Der var ikke behov for ord, thi vi forstod begge to alt for godt hvad der var sket.
    ”Jeg elsker dig Judas.” mine læber skiltes i et smil. Min hestehale piskede ham en sidste gang i ansigtet – bare for at strø salt i såret. Bogstaveligtalt. Også bevægede jeg mig mod den mennesketomme bred. Det var sidste gang, Judas. Sidste gang for dig og mig.


    Det er sommer. Jeg kan høre dem udenfor. Jeg kan høre deres vrede stemmer på den anden side af hækken. De kommer snart. Dine hævngærrige søskende. Også er mit liv forbi. Jeg kan prøve blot at nyde mine sidste minutter som de er. Og sommeren er livets årstid. Livet og dødens. Jeg er tilfreds ved at dø nu. Jeg ved, at jeg har udrettet ting i mit liv. Ting som de kun gør værre ved at myrde mig. Derfor kan jeg nu dø. Dræb mig, I underskønne væsner. Dræb mig nu.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  4. #4
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard En heks, flere hekse?...

    Genre: Gyser

    En heks, flere hekse?...
    Allerede på lang afstand kan man høre det. Høre at der foregår noget på engen. Hvis man alligevel ikke har hørt det, så ser man det.
    Hele den lyse sommerdag har det vrimlet med folk. I starten kun de få der har planlagt det. De henter brædder, paller af træ til at sidde på, madvarer, alkohol og selvfølgelig brænde til bålet. Lidt ud på eftermiddagen ankommer de også med heksen. Hun er lavet af hø, bundet sammen på en gammel kost. Hun har en gammel skjorte som kjole, hår af garn, og en gammel heksehat fra Fætter BR.
    Så strømmer folk til, nogen cykler, flere går, og enkelte blærer sig med motorcykler. En flok unge på cykler skiller sig ud. De er alle klædt i sort tøj, med accessories i skrigfarver. Der er kun en pige i flokken. Hendes hår er platinblondt, og hendes make up får folk til at glo efter hende, når hun går forbi. Flokken styrer direkte over mod de højtalere der blev sat op tidligere på dagen.
    Pigen slynger skuldertaske ned på jorden, og begynder at rode i den. Kort tid efter hiver hun et stort sort stykke stof med print op.
    - Gabriel, kom lige og hjælp mig med det her. Kan jeg ikke stå på dine skuldre eller noget?
    En høj ranglet fyr med lang sort hestehale, ser op fra sin guitar, som han er ved at stemme, og ser betænkelig ud.
    - Tror du det er en god idé? Du skulle jo nødig falde ned og slå dig, eller noget.
    - Jeg kan sagtens blive oppe, kom nu bare. Det er jo ikke fordi du er to meter høj vel?!
    Hun himler med øjnene, og smiler så hun viser sine tænder. Gabriel sukker, lægger sin guitar fra sig og trasker hen ved siden af pigen, der ligner en på fem i forhold til ham.
    - Nej, jeg er 1 meter og 93, det synes jeg er højt nok. Men hvis du absolut vil…
    - Det vil jeg!
    Hun afbryder ham, og stamper utålmodigt i jorden, som et lille barn. Kort tid efter sidder hun på den høje drengs skuldre, og forsøger at fastgøre det sorte banner til et par træer.

    -Det vil ikke som jeg vil! Er der nogen der har nogle søm? De her tegnestifter er vist ikke stærke nok.
    Ingen reagerer på hendes spørgsmål, og det ender også med at hun kan kigge op på sit banner der hænger nogenlunde lige.
    Heksen og hendes disciple: Stod der på det, det bevægede sig lidt i vinden, men det gav bare en endnu federe effekt.

    Snart strømmer folk hen omkring bålet, de unge snakker og ler, stemningen er høj og løssluppen, og alle venter bare på at se flammerne.
    Bandet har ubemærket listet sig hen til instrumenterne, og de venter med tilbage holdt åndedrag. En fyr hælder benzin ud over bålet, der efter stryger han en tændstik, og lader den falde ned mellem grenende.

    I det samme den lander, rejser flammerne sig mod himlen i et brøl. De slikker op omkring heksedukken, og oplyser hendes primitive øjne af knapper. I det øjeblik skriger pigen ind i mikrofonen. Hun hyler med en toner så skinger, at den skærer i ørene på de forbavsede festgæster, der har vendt sig mod dem.
    Fyren på trommer ligger et beat, og bliver kort tid efter akkompagneret af guitar og keyboard. Pigen skifter tone, og lader sit skrig dø hen i publikums jubel råb.

    -Someday I wanna fly. I will leave this earth, to join my sisters in magic. To feel free, to scream.
    Så lader hun igen sin stemme rejse sig, som en klage mod himlen. Som en bebrejdelse mod folk. Som om hun selv er heksen.

    Hendes opsatte skrig forvandler sig til et forskrækket hyl, da en af drengen griber fat om hende bagfra, og løfter hende op på sine skuldre.
    - Hvad har du gang i, nar?!
    Hun griner trods forskrækkelsen.
    - Syng nu videre!
    Hvisker Gabriel ud af mundvigen, og drejer rundt, så pigen må klamre sig fast.

    Hun fortsætter så godt hun kan for latter, og publikum råber opmuntrende og pifter.
    Gabriel fortsætter med at dreje, til han til sidst næsten ikke kan se forskel på op og ned. Han ler, går helt ud mellem de unge dansende mennesker, og tosser rundt mellem dem. Publikum jubler, de griber fat i ham, trækker og skubber ham. De presser ham til at gå baglæns, til han til sidst falder over sine egne fødder. Alle kan hører deres hyl da han falder, og trækker pigen med ned. Han mærker flammerne uhyggeligt tæt på, og trækker sig tilbage, med et forskrækket og forfærdet vræl.
    Musikken stopper på et split sekund, en usikker mumlen breder sig. Så skærer hendes stemme sig gennem den sidste rest af lyde. Stemmen er forvrænget, en lang klagende, hysterisk lyd der ikke er til at definerer. Den runger over pladsen, og bliver ved, og ved, og ved…
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •