Bum, hvad var dog det? Jeg listede mig rundt på det gamle trægulv, der virkelig trængte til en hånd. Hvad kunne det dog være? Et jordskælv? Jeg løb lydløst ind i det store bibliotek. "Hej Audrey" lød en velkendt stemme. Det var Oliver. Han lå næsten helt dækket til af bøger og med reolen lige oven over sig.

"Hvad er der dog sket her?!" råbte jeg forvirret til ham. "Undskyld, jeg skulle have en bog på øverste hylde, og så brasede det hele sammen over mig" sagde han meget forpustet.

Jeg råbte om hjælp og prøvede at løfte reolen selv, men til hvad nytte? Hvordan kunne jeg en spinkel pige løfte en 40 kg tung reol med de bare hænder?

Pludselig hørte jeg rystende rustninger og så rundt om hjørnet en af vagterne. Han løb hen til os så hurtigt han kunne i den store rustning. Det larmede så højt, at selv gartneren havde kunnet høre os. Bare jeg havde noget vat til at stoppe i ørerne.

Vagten stoppede op og rettede sig op og sagde: ” Undskyld forsinkelsen hvordan kan jeg hjælpe?”.

”Jeg ligger jo for foden af dig, kan du da ikke se problemet?” sagde Oliver med en sur mine.

Vagten tog fadt om reolen og kigge hen på mig som om, jeg skulle hjælpe ham. Jeg tog fat om reolen, da han sagde: ”Vi gør det på 3, og du skal også hjælpe Oliver”. Oliver tog fat, og vi talte ned fra 3, 2, 1 og hev og sled alt, hvad vi kunne.

”Kom nu, bare lidt mere!” sagde Oliver, og hans ønske gik dog også i opfyldelse. Han var oppe på benene igen på 0,5 og løb derefter ud af biblioteket.

”Efter dig prinsesser” sagde vagten og bukkede. ”Mange tak” sagde jeg og gik ud af biblioteket.

Da jeg kom tilbage til mit værelse, opdagede jeg, hvor støvet der egentlig var i biblioteket efter mit lille ”besøg”. Jeg var dækket af fnuller fra top til tå og gad vide, hvordan Oliver dog ser ud lige nu. Jeg lagde mig i min fløjlsbløde seng og lagde mig ned på min pude. Den blødeste pude, man overhovedet kan få i hele Frankeriget og perfekt stof af de bedste skræddere i hele landet. Jeg lukkede stille øjnene og var ved at falde i en dyb søvn.

”Aarrhh” lød en meget høj stemme. Jeg spærrede øjnene op og løb hen mod mit vindue. Flammer lyste himlen op og ikke rare flammer, store krigsflammer var over alt, men hvorfor?

”Audrey, Audrey kom ud nu, åben den forbandede dør lige nu, det er vigtigt, kom nu!” sparkede Oliver mod den store trædør, der adskilte ham og mig. Jeg løb hen mod døren og hev i hængslet, men den gav sig ikke, men jeg glemte, at jeg låste døren, og hvor var nøglen blevet af? Lagde jeg den i en skuffe? Et skrin måske, men ja et skrin, mit smykkeskrin. Jeg lagde den ned til mine mange smaragder. Jeg skyndte mig hen til skrinet med håb om den lå der, så jeg kunne komme ud. Her var den jo! Jeg skyndte mig hen til låsen og låste døren op.

”Hvad er det, der sker derude, og hvorfor er der store flammer udenfor?” sagde jeg til Oliver meget forvirret. ”Danerne, de angriber os!” sagde han i panik. ”Hør efter vi må ud af slottet og hjælpe far og hans mænd” sagde jeg lederagtigt.

Vi løb forvirret rundt på slottet for at finde den nærmeste udgang, men pludselig. Doing. ”Hvad er det dog du laver? Hjælp mig op” lød det fra Oliver nede på gulvet. ”Det må De meget undskylde” sagde vagten, mens han hjalp Oliver på benene igen. ”Kom, vi må videre” hviskede jeg ind i hans øre, men inden vi nåede at løbe væk fra vagten, tog han et hårdt greb om vores arme og hev os fluks tilbage.

”I skal blive på slottet, som Fyrst Aymon befaler” sagde han meget hårdt til os, som om vi var nogle umodne små forkælede unger. ”Det kan der ikke blive tale om. Vi skal ud og hjælpe dem” råbte jeg næsten op i hans snavsede ansigt. ”Lad os passere, soldat” sagde Oliver meget overbevisende. ”Det kan ikke komme på tale” svarede vagten. ”Vi skal forbi nu!” skreg jeg til ham, men underligt nok trak Oliver mig væk og sagde: ”Vent lige lidt”. Han hev mig lidt væk fra vagten og hviskede musestille ind i mit øre: ”Reolerne er meget skrøbelige”. ”Hvad er der med dem?” hviskede jeg, som om det ikke havde interesse. ”Spørg om han kan tage en bog til dig på øverste hylde, og når han gør det vælter reolen over ham og vi kan komme forbi” hviskede han lumsk.

”Fint, vi gør som du siger, men gider du ikke at række mig en bog på øverste hylde” sagde jeg lige så artigt jeg kunne. ”Selvfølgelig, frøken” svarede vagten og gik hen til reolen.

Med det samme han tog bogen, væltede hele reolen ned over ham. Der lå han bare helt hjælpeløs og ude af stand til at gøre noget. ”Hjælp mig op” peb han efter os.

”Vi må hellere komme ud til stalden” sagde Oliver og tog fat om mit håndled, mens vi løb videre. Vi for afsted fra vagten, da jeg stoppede op foran et af vinduerne og sagde: ” Se alt den ødelæggelse, der er gjort på en dag”. ”Jeg ved det, det er forfærdeligt” sagde Oliver og lagde hånden på min skulder. ”Vi kan ikke lade det ske. Vi må skynde os ud til hestene” sagde jeg til ham og løb videre. Pulsen pumpede rundt, mens hjertet galoperede afsted. Da vi nåede frem, var næsten halvdelen af båsene ødelagt og der lå kun aske og støv tilbage.

”Hvis vi er heldige, er der nogle heste tilbage, og jeg håber stadig at Bayard er her” sagde Oliver og kiggede rundt i stalden, mens jeg søgte en hest, der passede til mig. ”Jeg fandt ham, og jeg tror også jeg har fundet en hest til dig” sagde han overraskende. Vi gik hen i enden af stalden, hvor der stod en fuldblodshest med polerede hove. Dens pels var brun og silkeblød. Den havde brunt hår med lyse striber. Uden for båsen stod et ridset skil med et navn på. Der stod ”Rosaria” med lille sølvskrift på. ”Jeg tager den her” sagde jeg glad, mens jeg klappede den og strøg den langs hårene.

”Audrey ved du, hvordan man sadler en hest” spurgte Oliver, der var ved at sætte saddel på sin egen. ”Nej, ikke helt. Vil du hjælpe mig” spurgte jeg hurtigt og fandt en saddel frem. ”Ja. Giv mig lige din saddel” sagde han flinkt og gik over for at sætte min saddel på.

”Jeg finder vores sværd frem” sagde jeg og gik ind i et gammel trærum bagved stalden. Jeg fandt nogle smukke sværd frem med forskellige former og gav det ene til Oliver.

Da jeg steg op på hesten, sagde han: ”Er du klar til det her?”. ”Mere end noget andet” svarede jeg og gav hesten et klask med pisken. Hestene for afsted ud i gården, der nu stod i flammer. ”Stig af hesten” råbte Oliver og tog sit sværd frem. ”Jeg beskytter dig. Du skal ikke være bange” sagde han til mig og hjalp mig ned. Der var død og ødelæggelse overalt og folk tryglede om nåde fra begge sider. Det var nok den største kamp i historien. Jeg så mig hurtigt omkring og så Olive kæmpe som en tyr uden at se sig tilbage mod mig. Jeg holdt mig dog lidt tilbage og kæmpede mod dem, jeg kunne klare.

Jeg så på springvandet midt i gården og så dråber falde ned i det kolde vand. Regnen silede ned, og det blev koldere og koldere, men det begyndte også at tordne, og det betød at Thor var på vej, jeg forstod stadig ikke, hvorfor folket nordpå troede på de slags guder. Pludselig blev jeg væltet omkuld og slog hovedet mod de tunge fliser. Det ringede fra mine ører, og jeg troede, jeg var ved at se lyset gå fra mig, men inden jeg nåede det, mærkede jeg et ryg i mine skuldre. Jeg åbnede øjnene og så min far stå og kigge mig dybt i øjne og væltede mig over til Oliver så han faldt væk fra den store kriger.

Tiden var inde, krigen skulle stoppe nu og her. ”For Kongen!” skreg en på hesteryg. Han hævede sit sværd for at vise, at han støttede Kongen. Han standsede op foran mig og rakte hånden mod mig for at hive mig op at ride sammen med ham. ”Hvorfor gjorde De det for mig?” sagde jeg blidt til ham. Han tav et øjeblik og sagde: ”Det var ikke noget, frøken”. Han tog sin jernhandske af og gav mig et blidt kys på hånden. Jeg smilede og mine kinder føltes helt varme, som bagte boller. Han lænede sig hen mod mig igen og gav mig et kys på kinden og red så videre. Der var kærlighed i luften, men pludselig mærkede jeg metal mod mit ben og med et lå jeg på jorden igen. Jeg tumlede rundt, men pludselig blev jeg stoppet. Jeg havde håbet på at det var Oliver, men det var det ikke.

Manden hævede sit sværd. Spidsen var få centimeter fra mit bryst. Hvad ville der ske nu? Skulle jeg dø? Jeg drejede hovedet og så, at Oliver var på vej hen til mig i fuld fart. Jeg satte hænderne op foran mit ansigt for ikke at se noget. Tiden gik langsomt. Alt for langsomt.

Hvad ventede manden dog på? På at jeg skulle skrige og tigge om nåde? Jeg lukkede hurtigt mine øjne og klemte dem så hårdt sammen, som jeg kunne og ventede på, at det var overstået. Jeg hørte et højt skrig og troede, der var en, der var blevet slået ned. Jeg mærkede knivbladet mod min håndflade og tog så hænderne væk fra hovedet. Det svimlede for mine øjne, og jeg kunne dårligt se, hvem der havde reddet mig.

Jeg væltede mod springvandet i midten af gården. Det var holdt op med at regne, da jeg pressede hænderne mod springvandet. Det føltes som om at alt mit blod stod i kø til at komme ud.

Jeg drejede hovedet mod kanten af springvandet og så, den hvide kant blive lige så stille rød. Jeg døsede hen og så alt forsvinde.

”Audrey, Audrey. Kom nu til dig selv” sagde en velkendt stemme. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og kiggede straks på mine hænder. Blodet var stoppet med at komme ud, og i stedet havde jeg en forbinding rundt om, der nok snart skulle skriftes igen. Jeg satte mig op og sagde forvirret til Oliver, der kiggede på mig med store øjne: ”Hvad skete der, og hvor komme forbindingen fra?”

”Far fandt den, og jeg gav dig den på.” Han smilede og fortsatte: ”Da du besvimede, tog det ikke lang tid. Danerne var i undertal og så red hjem. Vi VANDT!” sagde han og rystede mig som om jeg var en kludedukke.

Jeg kiggede rundt i rummet og så, at jeg bare var inde på mit værelse. Jeg slappede mere af og tog dynen af og skriftede fra den natkjole jeg lå i til en kjole med små syninger og guldstof i alle kanterne. Jeg flettede mit hår foran spejlet og satte små perler i. Jeg dreje mig og så, at Oliver stadig var her i sit fine festtøj. ”Søskende holder sammen, og jeg vil beskytte dig mod alt tænkeligt muligt” sagde han og rejste sig og gav mig et kram.

Vi gik ind i den store hal, hvor mændene sad på store lange bænke med deres familie. Der lugtede af mjød og vores franske vin. Men luften fyldtes hurtigt med en lækker duft af stegte pattegrise med friske æbler i munden. Ved siden af grisene lå stegte æbler og salat. Dertil var der frugt og nybagt brød og boller.

Tjenerne gik forbi os med store tallerkner med kyllinger, der kom lige fra køkkenet. Jeg kiggede mod højbordet og så kong Karl i midten. Til højre sad min far sammen med vores mor. Der var to stole mere. Det var nok der, vi skulle sidde. Jeg skulle ikke kun sidde sammen med Oliver, men også med mester Odion.

Jeg havde altid siddet ved at af de store borde med krigernes børn, men denne her gang skulle jeg sidde der oppe. På den venstre side sad kongens søn Pepin og ved siden af sad biskop Turpin. På de sidste tre stole sad mester Einhard, hans hustru Emma og deres datter Bellisande.

Oliver prikkede til mig og pegede på vores mor, der sad og vinkede os op. Vi løb op gennem den store hal og skyndte os på plads.

”Vi er stolte af jer begge, fordi I løb ud og prøvede at hjælpe os” hviskede far til os.

”Stilhed!” råbte kong Karl ud over hallen.

Biskoppen rejste sig og sagde: ”Lad os bede: Kære Gud. Tak for at have hjulpet os med at vinde denne krig mod Danermarken, og for at vi har sådan nogle gode og stærke krigere. Vi takker også for vores dejlige mad og ønsker, at du passer på vores familier. Amen”.

”Lad os sætte os og spise denne dejlige mad” sagde kongen og satte sig ned. Inden nogen andre satte sig ned råbte alle i hele hallen: ”Hil kongen”.

Vi satte os og spiste alt den mad, vi kunne få ned. Jeg tog en stor skål suppe med stegte rødder og kyllingestykker. Da hovedretten blev båret væk, kom desserten hurtigere en man kunne tælle til ti. Desserten bestod af store kager og lignende. De var pyntet med en masse forskellige ting. Der lå frugter og pyntede på det hele, men alle ved at vores mænd for det meste spiste kød og brød og drak mjød dertil. Overraskende var kagen væk på ingen tid.

Der lød en knirken fra en stol, og jeg kiggede op fra min tallerken. ”Jeg vil gerne takke for dette fantastiske gilde, og jeg vil meget gerne takke min elskede søn Oliver. Uden ham stod mange af os ikke her i aften” sagde min far stolt til Oliver og satte sig ned igen. Der blev klappet og råbt op til Oliver, der stod op foran hele forsamlingen og kiggede på kongen og var ved at sætte sig ned igen.

”Nej, bliv endelig stående et stykke tid endnu” sagde kong Karl og rejste sig. Han gik hen og gav Oliver et håndtryk og gav ham en medalje om halsen og alle klappede af ham.