Fortællingen om bersærkeren, Harald Røde og hans frille, Valbjørg

”Slip mig! Slip mig nu!” Skrigene bliver højere og mere bedende.

”Røde vil se dig, og du er en edsvoren pige, husker du nok.” Jouka stryger en finger under hendes
hals og ned til hendes barm. Han griber hårdt fast i hende og skubber hende ind i det golde rum. Da
hun retter sig, spytter hun efter åbningen, hvor Jouka havde stået.

”Så, så, min høne,” Harald betragter pigen som skælver på den kolde jord. Rummet er forandret ved
pigebarnets tilstedeværelse. Ved hvert lille åndedrag hun tager, for hver gang hun skutter sig, følger
rummet hende, tilpasser sig og sukker efter hendes mindste bevægelse og berøring. Hun sidder
omsluttet af rummets skygger, som om hun hører til i det mørke rum og altid har været hos ham.
Kun det svage skær fra lyset, som kærtegner hendes ansigt, afslører hendes tynde krop. Den
perlemorsagtige hud er blevet bleg som et lig og de store, blå øjne er indsunkne, mørke og dybe.
Han drukner i søen, der gemmer sig i hendes blik, og mødet med det, han ser, får ham til at kigge
ned. Harald kan ikke dy sig, trods det skarpe blik, som skyder imod ham, og han går over til pigen.
Han bøjer sig ned for at stryge de tjavsede lokker væk fra hendes sørgmodige ansigt, men stopper
sig selv, da hun viger for hans bevægelse.

Valbjørg ryster, da hans hånd nærmer sig. Angsten for smerten fra den store vikings tunge hænder,
river i hende. Hun kæmper mod frygten og prøver at vise mod, som hendes mor havde lært hende,
men hun trækker sig sammen. Hendes hjerte svulmer, hamrer hårdt i halsen på hende, og hun må
synke flere gange for at få den kvalmende fornemmelse væk. Valbjørg tvinger sit blik over på
spytklatten som skulle have ramt Jouka, men som i stedet ramte væggen. Klatten render ned ad det
slidte træ, og laver rundinger, drejer og finder nye veje at følge ned af det frønnet bark. Klatten
bliver mindre og mindre som den tørrer ind og til sidst helt er forsvundet.

”Jeg er ikke bange.” hvisker hun. Mere til sig selv end til ham. Hun følger den store mand med
øjnene, og ser hvordan han spænder i kroppen. Han sitrer nærmest, da han drejer sig langsomt
rundt, og begynder at le højt. Med hårde skridt kommer han hen imod hende, og denne gang holder
han sig ikke tilbage. Hans spidse blik suger al varme ud af hende, og den rødskæggede mand
rammer hende så hårdt, at hendes vejrtrækning stopper i et kort øjeblik. Det sortner for hendes øjne,
og hun kæmper for at fange en smule luft.

Han ser blod. For en kort stund er alt rødt, og hans synsfelt er skærpet. Han kan kun placere sine
øjne på hende. En ubrugelig træl, et forsvarsløst bytte. En metallisk smag breder sig i munden. Først
bagerst, under tungen, rundt i kinderne og op i ganen. Han slår med tungen og havets skum bruser i
ham. Skummet bliver til fråde om munden og han knurrer lavmælt, som har han drukket sejd. Ti
vilde heste har taget plads i hans bryst. Den dundrende lyd af hovene hamrende imod hans hjerte er
øredøvende tung og lukker alle lyde ude.

Den rungende tavshed bliver brudt af pigens ujævne vejrtrækning, og Haralds hjerterytme bliver
langsomt normal. Det pludselige raseri er forsvundet og han ser tåger for sit blik. Han gnider sig i
øjnene og blinker et par gange, for at få sin horisont at se igen. Pigebarnet sidder urokkelig på
jorden, hun hiver efter vejret og søen i hendes øjne er blevet oversvømmet, og tårerne triller
fortvivlet ned af de blussende kinder. Han rækker hende sin hånd, men hun farer sammen og knuger
armene om sine knæ, så hun sidder helt krympet sammen.

Et lydløst hulk undslipper hendes sommerbærlæber, og han dumper ned ved siden af hende. Søen i
hendes øjne omfavner hans lunger. Lige så langsomt forkvakles alt og blankvåben skriger igennem
ham. Han slår hovedet mod jorden og mærker tyngden af kviden presse ham endnu længere ned.

”Jeg beder dig, min egen, tilgiv mig.” Forskrækket betragter Valbjørg den hærdebrede viking, som
nu ligger og bæver for hendes fødder. Trods svedperlerne på den arrige mand, er der en massiv
kulde om ham. Perlerne løber tyst ned ad panden og blandes med de bedrøvede tårer, som en efter
en begiver sig ad næsen forbi de sprukne læber og ned i det røde skæg. Den fuldvoksne mand har
ændret sig til en lille, skrøbelig dreng, som han ligger ved hende og beder om tilgivelse. Jo mere
han beder, des mindre giver hans bønner mening. Han taler i tåger om Danermarken, pisk og gamle
minder. Den store mand er krympet helt sammen, og hans hulk bliver tungere og dybere. Hans bare
ryg afslører mønstrene af arene fra piskeslag. De tegner sig fra hans lænd og op til det højeste af
hans nakke, hvor nogle er større end andre. Forsigtigt stryger hun sin hånd over det bredeste ar, men
trækker forskrækket armen til sig, da hun møder vikingens ulykkelige, røde øjne. Han blinker et par
gange, for at få tårerne væk, men lader atter panden møde jorden. Afskyen for den hærdebrede
viking har så småt aftaget, og hun føler en pludselig medlidenhed med den sårbare mand. Uden
videre at tænke over det, stryger hun igen arret. Hun lader hånden køre videre ned over armen for til
sidst at tage hans tunge hånd og knuge den ind mod sit bryst.