Det tørre græs skærer deres bare fødder mens de løber. Bakken er stejl, men ikke særlig høj. Drengene løber ihærdigt om kap til toppen. Da de endelig når derop er de tunge og forpustede. De hiver efter vejret før den ældste af dem, Erik, retter sig op og lader som om han allerede har fået pusten tilbage igen. Han trækker hurtigt en tilsnittet træpind ud af sit bælte og prøver at se ud, som om det var ingenting.

>>Jeg kom først!<< råber han ærekært og svinger sin træpind i luften med et højt og skarpt sus. Den skærer hult igennem den tykke varme luft. Helgi er stadig udmattet, men Erik holder det tilbage og tager mange store åndedrag gennem opspilede næsebor for at skjule det. Der svært at holde sig stående når man mangler luft, også selvom hans stakåndethed gør, at han føler sig let som en fjer. Han dejser lidt, men forsøger at puffe sit bryst fremad for at Helgi ikke skal tro noget.

>>Nej du gjorde ikke…<< svarer Helgi ham endelig med et sidste hiv efter luft. >>Jeg kom altså først Erik!<< vrisser den yngre bror tvært, for derefter at ranke sig op ligesom hans storebror har gjort. Erik giver sig til at grine af Helgi. Hans grin er klodset og udpumper hans lunger helt for deres næring. >>Har du vidner, der kan bakke dig op? Ellers har jeg altså vundet!<< driller han og giver sin forvoksede kvist endnu et par svirp i luften. Erik har altid elsket den lyd der kommer når man svinger med en gren rigtig hurtigt. Helgi trækker også sit eget træsnittede legetøj ud og peger den i retning af Erik.
>>Du har heller ikke nogen vidner der kan bakke dig op.<< Svarer Helgi bedrevidende og griber godt fat med sine små hænder på grenen. Den er slidt på begge ender; den ende han bruger som håndskaft og den ende han bruger til at angribe med. Derfor er hans unge hænder også ru.

Erik lader sin egen skære gennem luften et par gange til før han svarer >>En tvekamp, så!<< han vender sit sværd lodret nedad og stikker den hårdt i jorden. Det kræver lidt kræfter, da jorden er tør og hård, men han formår at gøre det i første forsøg. >>Og fordi du er yngst så må du gerne vælge våbenet.<< fortsætter Erik og læner sig hovmodent op ad træpinden, der er blevet stukket ned i jorden. >>Jeg vælger sværdet!<< svarer Helgi og peger udfordrende sit våben i retning af Erik. Erik smiler og trækker sit eget op ad jorden igen.

Det varer ikke længe før drengene indtager deres positioner. De efterligner Eskil og de andre mænd når de træner sværdfægtning. Helgi og Erik har tit kigget på når de store drenge og mænd kæmper imod hinanden, og sammen har de prøvet at regne ud, hvordan man gør det bedst. De har holdt godt øje med, hvordan Eskil gør. De spreder begge to benene sådan så de kan stå balanceret, og planter deres fødder godt og grundigt i den varme jord. Det tørre græs varmer dem mellem tæerne. Begge drenge griber godt fat om deres træskaft.

Da Helgi ikke går til angreb, vælger Erik at gøre det som den første. Han svinger våbenet gennem luften og Helgi blokerer. Helgi træder et skridt tilbage og lægger vægt på det bagerste ben. Han graver tæerne dybt ned i jorden for at få balance. Kun det øverste lag er varmt og tørt, og under den knastørre jord er det våde mudder begravet. Derefter svinger Erik sværdet imod ham igen og igen. Helgi bliver ved med at blokere hans angreb, og ender med at træde meget langt tilbage. Det varer ikke længe før han må blokere til højre for ikke at træde hele vejen baglæns ned ad bakken igen. Han risikerer at lave kolbøtter ned ad den, hvis Erik presser ham hårdere. Men Erik angriber fra højre og venstre uden at tænke over det. Sådan kæmper Erik. Efter nogle forsøg bliver hans angreb hurtigere og hidsigere, med mere kraft bag hans slag. Lyden af træ, der støder sammen, bliver højere jo mere slagkraft Erik lægger i sine sving. Erik kan ikke høre andet længere. Næppe kan han høre sine egne åndedræt, der evindeligt følger hans forsøg på at ramme Helgi. I samme takt banker hans hjerte gennem brystet, og rytmen stiger med hans vrede.

Han hører fjernt Helgis stemme. Erik tør ikke stoppe med at fægte, og fortsætter med at angribe sin lillebror som en bersærk. Han bliver ved med at svirpe sværdets æg så hårdt han kan imod sin modstander, og hans slag giver genlyd som en skarp pisk. Men Helgi bliver ved med at råbe.

>>Erik!<< hører han. >>Jeg giver op! Jeg giver op!<<

Eriks sidste slag stopper på halvvejen og blokeres lavmælt af Helgi, hvis ansigt har fortrukket sig i angst. Helgi hiver desperat efter vejret. >>Jeg giver op…<< hvisker han. Erik stirrer med små sitrende pupiller på sin lillebror. Det tager ham noget tid før han rigtig opfatter situationen. >>Hvad?<< spørger Erik halvt til stede, og lader hånden med kvisten falde svagt ned ad siden. Han kan nu også høre sit udmattede åndedræt, der er blevet hult og hæst efter de utallige forsøg på at vinde over Helgi. Hans hjerte banker så hårdt gennem brystet på ham, at det gør ondt i hans ribben. Det føles som en hingst prøver at sparke sig ud af lågen i stalden på ham.

>>Du kan da ikke bare give op midt i en kamp!<< Vrisser Erik ad Helgi, der trækker sig sammen og svarer lavt >>Du skræmte mig. Jeg kunne ikke tænke fordi du var så vred…<< Erik forstår ikke hvad Helgi mener, men han kan ikke lade Helgi ende kampen på den måde. Han løfter sin pind op fra jorden, hvor han tabte den, og peger den i retning af Helgi. >>En rigtig mand giver ikke bare op!<< råber han ad sin lillebror. >>Hvis du absolut skal tabe så skal du tabe i en stor ærefuld kamp! Kun en nidding giver op før det er ovre!<< Helgi stirrer forsømt ned i jorden. >>Det må du aldrig gøre igen Helgi.<< fortsætter Erik formanende. >>Du må love mig at du aldrig giver op! Ellers er du ikke en ægte kriger!<<

Helgi løfter hovedet og stirrer op på Erik. Aldrig før har Helgi set Erik så oprevet, ikke engang når de laver planer om, hvordan de en dag vil blive anerkendte og ærefulde krigere. Om alle de eventyr de en dag skulle ride ud på. Alle de kampe de måtte udkæmpe.

Helgi mærker hvordan solen bager ham, og han mindes Bjørks hjemmebagte brød, der så langsomt svulmer op og til sidst sprækker i toppen, hvor hun har lavet et snit. Erik er stille, og Helgi kan ikke lide når han er sådan. Det betyder at Helgi er helt alene med Eriks følelser over ham, og han fatter ikke, hvordan Erik kan holde ud at være stille, når man sådan kan mærke, hvordan den anden person har det. Hvor bange Helgi er. Og hvordan Eriks brusende raseri er blevet til noget, som Helgi ikke rigtig har prøvet før hos Erik. Helgi ved ikke rigtig, hvor han ved det fra, men han har på fornemmelsen, at Erik lige pludselig er blevet rigtig bange…

Han lover aldrig mere at opgive midt i en kamp, hvorefter de begge to bliver enige om, at det er Erik, der vinder kampen i sidste ende, og derfor også er den der er kommet først op til toppen af bjerget. Efter det er Erik blevet meget mere opløftet, og han bærer et smil der har bredt sig til hele hans højre kind. Han prøver dog at holde det tilbage, men mestrer kun at holde sin glæde i skak på den venstre side af sit ansigt. Han ligner et brød der er svulmet alt for meget op i den ene side.

>>Det skal du ikke være ked af Helgi.<< opmuntrer Erik stolt. >>Jeg er jo trods alt ældre end dig!<< Fortsætter han højlydt, mens han sætter sit træsværd fast i buskerne igen. Helgi svarer ham igen ved at minde sin storebror om, at han faktisk kun er et enkelt år ældre end ham selv. Erik griner ad ham alligevel. >>Ja, men jeg er stadig den ældste, så derfor er det kun naturligt at du taber.<<

Han giver sig i kast med at tackle Helgi ned og bryde med ham i græsset. Jorden er varm og hård at lande på, men det kan Erik ikke mærke da han til er på toppen af sin modstander. Helgi råber at han skal holde op, men Erik giver ikke slip før han har talt til ni som han plejer. >>Se, jeg er også stærkere end dig!<< belærer Erik efter at have givet slip. Derefter lægger Erik sig i græsset ved siden af Helgi, der igen er blevet forpustet efter forgæves at have kæmpet imod. De ligger begge to stille, bortset fra deres tunge åndedrag. De lytter svagt til den fjerne lyd af hestesko og handelsmænd, der ulmer fra landsbyen. Måske er Bjørk ved at købe friskt mel, honning, uld… Hø til hestene… Kød til hundene... Den stærke duft af krydderurter og råvarer i huset fylder deres erindringer og deres munde flyder over med hunger. Erik giver sig til at plukke noget af græsset mens han ligger. Han plukker nogle totter og lader dem flyve væk med vinden når han giver slip på dem.

>>Erik?<< begynder Helgi. >>Hm?<< Svarer Erik med blikket rettet mod græsset der blæser ud af hans slappe hånd. >>Er du bange for at jeg ikke kan komme med til Valhal sammen med dig?<<
Erik vender straks hovedet fornærmet mod Helgi. >>Hvad mener du? Jeg er ikke bange for noget!<< råber han irriteret og sætter sig op for at stirre ned på Helgi, der stadig ligger udmattet i græsset. Han puster sig op som en hane og bliver rød i hovedet af bare hidsighed. Helgi stirrer videre, træt og ude af stand til at svare igen. Som om han ved noget Erik ikke ved. De vedholder hårdnakket deres stirre konkurrence i forsøg på at få den anden til at knække. Helgi fastholder sit blik, men Erik nægter at vige. I sin modstridighed sætter Helgi sig op i græsset for bedre at kunne se på Erik. Hans ansigt minder Helgi om en af deres stædige hingste. En rigtig hidsig hingst, der nægter, hverken at samarbejde eller give efter. Helgi bliver lidt svimmel af at stirre så intenst på Erik samtidig med at han prøver sit bedste på ikke at bukke under for Eriks brusende følelser.

>>Den der kommer sidst ned ad bakken skal muge ud i stalden!<< råber Erik og flyver op af jorden så hårdt, at han sparker lidt græs bag sig. Helgi sidder ubevægeligt tilbage i en stirre konkurrence med den plet i græsset, hvor Erik havde siddet for to sekunder siden. Han vakler sig op at stå og råber trælst efter sin storebror: >>Vent på mig!<<

Erik svarer ved at løbe til med rasende fart.

>>Du snyder!<<

>>Det gør du også!<< stønner en stakåndet Erik.