Jofrid af Brian Lorenzen-jofrid.png

Hagl
Slaget rammer hende uden varsel, men det er ordene der brænder.
”Ti, din beskidte tøs”.
Jofrid må tvinge sig selv til at se op på sin mor. ”Men han slår og ydmyger mig foran trællene. I går hev han min kjole op ude ved brønden.” Hun havde lovet sig selv ikke at græde, at være stærk. Hun ved godt Ravna er ligeglad, men uretfærdigheden trækker tårerne frem.
”Jeg har set hvordan du gør dig til for knægtene, du er ude efter opmærksomhed, men du er en usling som din far” hvæser den mørke kvinde, kæberne spændt a raseri. Jofrid hulker nu. ”Du er min skæbne, tøs. Du er født med vold, imod min vilje, men guderne prøver de stærke.” Hadet og smerten lyser ud af Ravnas ansigt. ”Den heks til Verda forsøgte også at knække mig, men min tråd er spundet stærkere end jeres troldskab. Hvor er Verda nu, hva?” Den brede kvinde med stærke arme træder frem imod den 14-årige pige. Jofrid klamrer sig til dørkarmen. ”Hjarnulf er din halvbror, en ægte kriger af ren slægt. Han gør ret i at ydmyge dig, hvis du ikke kan forsvare dig selv. Men hvis du anklager min søn for utugt igen, så skal du få med mig at bestille. Forsvind!”

Jofrid flygter ud på gårdspladsen. En sten stikker gennem de slidte skindsko og ind i hendes ene fodsål, men hun ænser det ikke. Videre om forbi møddingen – hun mister næsten balancen ned ad bakken - ned i mod bækken og skovbrynet, synet sløret gennem tårerne, der trænger sig på. Et stenkast fra bækken under en gammel stensætning med mos på nordsiden samler der sig ofte regnvand, og hun kan holde udkig efter hvem der kommer oppe fra byen og hvem der kommer fra skoven over vadestedet. Her gemte hun sig altid som lille pige. Det er forår, snart jævndøgn, men luften er kold. Tusmørket gør hendes fødder til sillouetter i det våde græs. Hun sætter sig på den sten hun sad på sammen med Verda sidste sommer, inden den gamle gydje blev syg. Sådan havde de siddet mange gange. Mindet angriber Jofrid med et jag i brystet og nye tårer bryder frem. Hun mærker blodet på foden nu. Verda fandt ofte Jofrid på stenen, når Ravna havde smidt hende ud eller tævet hende. Så smurte hun salve på hendes sår og fortalte om guderne og tegnede runer i sandet med en pilekvist. Jofrid trækker sin sko af og tørrer blodet af med vådt græs. Det er ikke en dyb flænge og kulden tager smerten. Hun knuger den lille benperle hun bærer i en pung om sin hals. Hun har fået den af Verda, som har ristet to runer i den. Ravna kunne ikke udstå Verdas runekraft, men for Jofrid er det selv efter hendes død det eneste, der gør, at hun kunne holde sit liv ud.
”Den med de to stolper forbundet af et kryds øverst oppe betyder ’menneske’ og binder dig til din slægt og beskytter dig mod de underjordiske”, sagde Verda da hun kom med den det år Jofrid blev 12. ”Den anden, den der ligner en halv pil, betyder ’vand’ og den vil rense dine øjne, og lade dig se det skjulte der truer dig.”

Bersi Sværdsmeds hammer afbryder brat erindringen og ringer dagen på hæld inde i byen og røgen driver over den østlige vold, i flugt fra tågen, der langsomt sniger sig op fra skoven nedenfor Jofrids gemmested. Det går op for hende at hun har siddet længe ved bækken i sine egne tanker. Da hun var helt lille, fortalte hendes Verda hende, at tågen havde gjort hendes egen mor blind på det ene øje.

”De underjordiske svæver ind med tågen, Jofrid. Jeg kan mærke dem i mine knogler. De hiver i mennesker i tusmørket, når kulden og frygten er tungest. Men de tager dig kun hvis du er usikker på hvem du er. Ved du hvem du er, Jofrid?” Sådan havde hun spurgt Jofrid hver aften indtil hun døde. Verda havde gennem hele Jofrids barndom taget sig af hende også fortalt hende historien om hvordan Jofrids far, en viking nordfra havde taget Ravna med magt, men at runerne havde vist hende, at han var besat. Hun blev født for tidligt, på årets mørkeste nat efter næsten to dages veer. Ravna havde efterladt hende i skoven, ude af stand til at elske hende, men Jofrid døde ikke. Næste morgen fandt Ravna hende ved søbredden og som gydje besluttede hun at nornerne ikke var færdige med den lille mørke pige.

Siden Verda døde var der ikke andre end Ravna til at tage sig af Jofrid, indtil hun blev giftemoden og Jofrid måtte vænne sig til et liv i Ravnas skygge. Ravna var af en rig slægt og havde bundet ægtebånd med Leif – høvdingens våbenmester, men Jofrids liv var ikke fyldt med halvbroderens ære og rigdom. Hun måtte tage del i det hårde arbejde, og boede og spiste ikke meget bedre end trællene.

”Det der truer mig er slet ikke det skjulte” tænker hun nu. Alligevel ved hun ikke hvem hun er. Der er noget i Verdas ord fra den gang der gnaver i hende. Måske er det at hun ikke kan kæmpe imod sin skæbne? At hun er overladt til nornernes luner, til de underjordiske kræfter, til tågen og modløsheden og ydmygelserne. Hvad skal jeg med en slægt der ikke vil kendes ved mig? Som tror jeg er svag? Hvorfor kan jeg kun beskytte mig mod de underjordiske kræfter? Hvis Ravna synes jeg er ondskaben selv, Hvorfor kan jeg ikke kæmpe imod det? Hvorfor kan jeg ikke være den tågen skal frygte?

En kvist kommer sejlende forbi i bækken. Den bliver et øjeblik fanget af en sten, men river sig løs, driver højre om stenen og lander i sivene. Jofrid rejser sig uden helt at vide hvorfor med øjnene fastholdt på det lille fartøj. Hun rejser sig med et skub på sine knæ og går langsomt ned til bækkens bred, hvor hun knæler og ved sivene og kvisten.
”Er det også din skæbne at lande her?” tænker hun. Det begynder at regne. Langsomt først, blødt, prøvende, men efter et øjeblik mærker Jofrid de første hagl mod sin kind. Der hvor Ravna slog hende. Hun tøver et øjeblik og vænner sig til smerten. Så griber hun pungen om sin hals. Trækker den over hovedet og lader langsomt snoren løbe gennem sin våde fingre og ned i vandet, der står op i kaskader rundt om de små iskugler, der rammer spejlet som piskeslag. Hun slipper snoren som en eftertanke og følger pungens rejse med blikket, indtil den forsvinder ved det lille fald længere nede mod søen. Jofrid blinker og kigger bagud, op mod husene, indhyllet i forsigtigt og forudsigeligt forår. Så griber hun efter kvisten mellem grus og siv i det iskolde vand. Hun trækker sin pelshætte over hovedet og det lange hår, sætter sig på hug og begyndte at tegne.




Rejse
På vej tilbage fra bækken kan Jofrid se de to trælle skovle kullene fra essen over i en spand og Bersi stille det sværd han har arbejdet på til side. Han har netop pudset hjaltet af og selv på afstand kan hun se klingens blålige skær og det matte kobber. Bersi er den eneste sværdsmed i Sliastorp. Folk siger, at han har en dværgs øje, så godt kender han jernets farve og styrker, og der er bud efter hans sværd på mange markeder. Som høvdingens våbenmester ejer Leif og de bedste af høvdingens hirdsmænd sværd fra Bersis smedje. Men langt de fleste krigere i Silastorp har kun råd til økse og saxerkniv. Jofrid har hørt historier om hærene fra syd, hundredevis af krigere med sværd der skinner og brynjer under kofterne.
”Et af Bersis sværd koster det samme som en hel husstand med trælle og kvæg”, pralede hendes bror Hjarnulf den dag før sidste nymåne hvor Leif bestilte et sværd til ham hos Bersi.
Forårsmarkedet starter i morgen, og om tre dage kommer høvdingen og Leif sammen med resten af hirdens mænd til forårsblót og så skal sværdet være færdig, ved Jofrid. Normalt må børn ikke være med til blótritualet eller det efterfølgende gilde, men Hjarnulf skal begynde i tjeneste i høvdingens hird, og hver gang han får chancen fortæller han hoverende Jofrid hvor vigtigt det er.

Det lykkes Jofrid at undgå Ravna mens hun udfører sine pligter og spiser for sig selv. Hun vil helst ikke snakke med nogen. Hele hendes krop er urolig, og der er stadig tusinde vilde tanker der danser i hende hoved da hun lægger sig på briksen og trækker skindet over sig. Verdas stemme, smerten fra Ravns ydmygelser og den gråd der fulgte med, og ikke mindst den fornemmelse af frihed og lethed der strømmede igennem hende, da hun havde kastet Verdas runer fra sig. Alligevel finder Jofrid fred fra verden og lader søvnen tage over.

Ravna er en storm af hår og advarsler over gårdspladsen. Hun løber imod Jofrid, som sidder på knæ ved siden af brønden, med de tre forkullede sten i sit skød. Æggen møder Ravnas hals lige under højre øre. Det røde hår er blæst bagud i panik. Munden er åben, øjnene brune, sværdets plovfure gennem kødet endnu forsigtigt rød langs kantet. Sværdet blænder hende. Det ligner en svanevinge. Lyden af råb og torden fra hestenes hove tvinger hendes hoved i retning af morgensolen og hendes far på den brune hingst. Jofrids skrig flænger lyset…

… og hun sætter sig op, badet i sved. Lysvågen nu. Hun kan mærke fråde i sine mundvige og hendes tunge smager af stål. ”har hun tisset i sengen?” Hendes lår er fugtige, ikke meget, men det klistrer. Hun mærker efter med en hånd - lugter til den i mørket. Hun har fået sin første blødning.

Hendes første tanke er panik. ”Hvad vil Ravna gøre når hun finder ud af at hun er giftemoden? Sende hende væk? Gifte hende væk til en gammel enkemand? Intet ville være for slemt. Ravna har ofte tjekket hendes skind om morgenen efter Jofrid begyndte at få bryster. Hurtigt stryger hun hånden over skindet på briksen, måske har hun blødt igennem sit tøj og ud på skindet? Hun kan ikke mærke noget, men hun kan ikke være sikker før solen står op. En sikkerhed samler sig i maven, først som kvalme, så som en sten: Hun må skjule det for Ravna. Og så må hun væk.



Held
Græsset er stadig vådt, da Ravna endelig kommer ned på markedspladsen, hun havde flere pligter inden hun kunne komme afsted. Jofrid elsker at komme på markedet, og hun tager sig altid god tid til at gå en runde, inden hun leder efter det hun skal købe. Men i dag er hendes hoved helt andre steder. Der er stadig fyldt med lyde og dufte, men i dag betyder de bare mere. Fare? Frihed? En jæger er i gang med at flå en buk, trællene koger urtesuppe og hun må holde godt øje for ikke at træde i kokasserne langs pladsens østlige kant, ind mod volden. Jofrid stopper ofte med hjertet i halsen, når hun ser Ravnas veninder. Hun er sikker på alle kan se blodet mellem hendes ben, se på hende, at hun er på flugt.

”Slap af,” må hun flere gange sige til sig selv når nogen hilser eller går i vejen. Hun skal købe uldfarve for Ravna, og hun har fået en lille pung med sølv med. Kraprod til den røde farve og vejd til den blå. ”Gør nu som du plejer, så du ikke vækker mistanke ..” tænker hun, mens hun tvinger sig selv til et par dybe indåndinger gennem næsen.

Tæt ved indgangen hører hun Bersi Sværdsmed råbe af Ivar, hans søn, som kæmper med den store blæsebælg. På markedet sælger Bersi knive og økser, hestesko og søm, og Jofrid kan se at Ivar allerede har gang i essen. Hun kan mærke varmen da hun passerer smedjen. Farveboden er tre telte længere hende. Foran er bålet med kogekarret og tre krukker med pulver og stødere. Der sidder to piger og arbejder ved bålet. Men lige da hendes næse opfanger duften af farven og Bersis stemme fortoner sig bagude, fanger hun et glimt af hvidt og af solen i glas i boden overfor.

Hun standser og drejer sig, føler sig taget på fersk gerning, men der er ikke nogen ved boden. Det er ikke en bod hun har set før. Glimtet der fangede hendes opmærksomhed kom fra det ravnehoved, der hænger som et emblem over teltets indgang. Næbbet er sort, men over næbbet er øjenhulerne sorte indrammet i en unaturlig hvid. Jofrid går med forsigtige skridt nærmere den uhyggelige opsats, men standser og kniber øjnene sammen, da hun igen blændes af en solstråle i en glasperle som hun nu ser er fastspændt i ravnens næb. Hun går nysgerrigt tættere på. Glasperlen er på størrelse med hendes øje. Den er næsten helt sort, men en sølvtråd er spundet om den og midt på den, som et tredje øje er der tegnet en skæbnerune. Hun genkender den fra Verdas mange tegninger. Dengang huskede hun den, fordi hun syntes den lignede bagbenene på en frø, der hopper til venstre. Nu – på markedspladsen - indser hun, at det er Vølvens telt, og hun er sikker på runen kalder på hende.

Jofrid opdager at hendes våde, skindklædte fødder har båret hende helt over foran indgangen. Hun lægger nakken tilbage og kigger op i ravnens næb. De sorte fjer er så sorte uden om næbbet, at de skinner som var de indsmurt i tykt friskt blod fra en offerhane. Hun rækker op imod den for at mærke efter, om fjerene skulle være fugtige, I samme nu slås skindet for teltets indgang til side med en hvislen. Jofrid farer sammen og trækker hånden til sig.

”Kom ind mit barn” siger mørket og stanken af fjerkræ og kul fra Vølvens hule. Jofrid tøver. Kigger på sine føder og mærker at hun mangler Verdas halskæde. ”Du søger råd om det der står i vejen, gør du ikke” siger mørket nu, og langsomt kommer lidt hår og en kind til syne i formiddagens grå lys.
”Jo. Jo, jeg gør” hører Jofrid sig selv sige, og undrer sig over at hun tør kigge op.
”Så kom ind, Jofrid, barn af splid og vold. Det er tid, og din tvivl lukker lyset ud”.

Øjnene svider af sod og næsen af dufte i Vølvens telt. Hun smider lidt brænde under en kedel i teltets midte. Røgen klamrer sig til teltdugen, men modvilligt stiger den ud gennem sammenføjningerne højere oppe. Teltet er indrettet med små krukker og kister og et skindleje i den fjerne ende.
”Jeg kendte Verda temmelig godt”. Vølvens ord får Jofrid til at se op fra den plads hun har taget ved indgangen. Selvfølgelig, tænker hun. Hun ser vølven i lyset af den sultne flamme nu. Hun er meget yngre end hun regnede med. Næsten smuk under kappen og det krøllede grårøde hår. ”Men du tror ikke på skæbnen som hende”. Ordene kommer fra hendes øjne, som tvinger sig ind i Jofrids, som glasperler i en blodig ravns næb.
Hun viger fra øjenkontakten, men kan ikke slippe den voksne kvindes blik. Mens hun hører sit spæde ”nej”, er hun i tvivl om, om der overhovedet er blevet sagt et ord, eller om det er øjnene der taler.
”Nej!” siger Jofrid højt. Denne gang for at sikre sig, at ordene eksisterer. ”Ravna, min bror, selv Verda, de…” pludselig kan hun ikke stoppe ordene og tårerne strømmer ned af hendes kinder. Men de er ikke fulgt af skam, kun undren og frihed.
”Ja?”
”De … de står i vejen. De har alle troet de kunne se min skæbne, at de kan se på mig og vide hvad Nornerne vil mig. Men jeg tror ikke…”
”Nej, mit barn. Du tror ikke. Kom!”

… fortsættes