Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 1 af 1

Emne: Gøtrik og Helgi af Frederikke Sønderholdt Christiansen

  1. #1
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard Gøtrik og Helgi af Frederikke Sønderholdt Christiansen

    Gøtrik sad og holdt om sit drikkehorn med et fast greb, så det knirkede let under hans fingre. Med tommelfingeren mærkede han konturerne på den glatte, men slidte overflade. Han sørgede for ikke at miste sit greb, som vardet hans kæreste eje han sad med, som med ét kunne finde på at forsvinde mellem fingrene på ham. Sådan sad han og betragtede Helgi. Han lagde knap nok mærke til, at alle menneskerne, larmen og latteren forsvandt i baggrunden og ud af synsfeltet, mens han sad i det store telt. Mjøden havde godt fat i hans sind,og han måtte fokusere med alle sine fordrukne kræfter på sin søn. Hans blik svømmede, men lidt efter lidt, syntes Helgi at blive skarpere for hans blik.


    Helgi sad stum og ubevægelig ved siden af ham, og bemærkede ikke, at han blev betragtet. Gøtrik så på sin søns hænder. Helgis ihærdige fumlen med sine fingre fortalte ham, at han følte sig utilpas ved højbordet. Han betragtede Helgis overkrop. Intet af det han så, kunne han genkende ved sig selv. Hans spinkle, lange lemmer fik ham til at se lille og skrøbelig ud, men alligevel var der en uforklarlig energi over ham, som han aldrig havde set hos nogen andre, der gjorde ham stærk. Gøtriks blik flyttede sig og stoppede ved hans øjne. De øjne som kunne tryllebinde og stjæle hans fulde opmærksomhed. De øjne, han så tit havde måttet undgå, og som ikke kun tilhørte Helgi, men også Svanhild. Det var som om, at når han så ind i disse klare øjne, var det Svanhild han så og ikke hans søn. De var et spejl og en uigennemtrængelig væg til en anden verden, som kun Helgi var en del af og han selv var helt afskåret fra. Han havde ikke andet tilbage end de magiske øjne, hun havde givet Helgi, og måtte nøjes med at forestille sig, hvordan hun sad der inde bag ved med sit kærlige blik og sin blide stemme. Den dreng var et evigt minde om det han havde mistet, og det, der var engang.

    Drikkehornet knirkede og gav sig endnu mere under hans endnu hårdere greb, men han tog ikke øjnene fra Helgi. Han kunne ikke. Følelserne piskede rundt inden i ham. Han måtte bide sig hårdt i læben for at styre dens bævren, og blinke med øjnene, for at holde tårerne, der prikkende som nåle pressede på i øjenhulerne, på afstand. Han bankede drikkehornet hårdt i bordet, så den sidste slat mjød sprøjtede ud til alle sider.

    Drikkehornet blev igen fyldt med den hæmningsløse og følelsesdæmpende gyldne drik, som han igen i dette øjeblik taknemmeligt slubrede i sig. Blikket svømmede endnu mere, men de stærke følelser løsnede deres greb en smule, og det var som om, at han kunne trække vejret normalt igen. Helgi havde siddet i nogen tid og kigget uforstående på ham, og bevægede læberne til et spørgsmål. Gøtrik hørte det ikke. Larmen var overdøvende og alkohollen gjorde helt umuligt at skelne stemmerne fra hinanden. Han tog en dyb indånding, mens han i et forsøg på at finde de rette ord, ville sige noget til Helgi. Der var så meget at spørge om,så meget han skulle lære om Helgi, men lige nu var det at skulle have en samtale, en alt for uoverkommelig opgave for ham. Det spejl han så ængsteligt havde forsøgt at trænge igennem i Helgis øjne var væk. Nu lignede de bare de klare, undrende og til tider sørgmodige øjne, som Helgi plejede at have. De havde ikke længere noget magisk over sig, og han kunne ikke længere overgive sig til det han for et øjeblik siden havde set. Helgis ansigt så spørgende ud,og hans mund bevægede sig og han spurgte igen i retning af ham: ”Hvad er der? ”

    I et mislykket forsøg på at vride hjernen og krumme læberne til en sammenhængende sætning, blev det for meget for Helgi. Med en rysten på hovedet, et skulende blik ud over forsamlingen og dukket nakke, forsøgte han at snige sig ubemærket ud af teltet. Uden så meget som et sidste blik i Gøtriks retning, havde hans søn vendt ham ryggen, og han sad nu tilbage med en tom plads ved sin side. Han sad tilbage med følelsen af, at Helgi havde taget alt lyset med ud af rummet, og nu lå alt hengivet i mørke. Som en syngende lussing der pludseligt vækkede ham så brat, at larmen og menneskene - derind til nu ikke havde været i hans eget lille rum med Helgi - masede sig ind og bankede på hans trommehinder. Vreden skyllede ind over ham, og blodårerne trykkede ved hans tindinger mens han bed tænderne hårdt sammen. Det lys og den kærlighed, som Svanhild altid havde haft som en aura rundt om sig, havde han for et kort øjeblik siden været ualmindeligt tæt på at føle igen igennem Helgi,og nu var det ødelagt. Det var hans skyld.

    Med ét lød der et lavmeldt smæld, og han mærkede hvordan hans hånd blev vædet af en kølig væske, og en prikken af splinter. Han havde knust drikkehornet. Nu var opmærksomheden ved højbordet for alvor lagt over på ham. Han sad stadig med tænderne bidt sammen og stirrede ud mod teltets udgang med et vredt blik. Pludselig mærkede han en varm hånd på hans ryg der dansede langs hoften og op til skulderen, og en blid stemme ved hans øre, der sagde: ”Rolig nu, min kære, jeg er sikker på, at Helgi bare skulle trække en smule luft”. Han vendte sig om, og så Inga sidde smilende og roligt med en blid hånd på hans skulder. Hun tog forsigtigt de resterende stykker af drikkehornet ud af hans hånd, som han stadig havde siddet og knuget om, tørrede mjøden væk og gav ham et nyt horn.


    Vreden, der havde vendt sig i ham, slap nu taget, og lod Ingas udstrålende kærlighed skinne igennem og smelte hans kolde, mørke tanker. Han sad og forsøgte at skjule sine blussende kinder, og at glemme sine tanker om Svanhild. Drikkehornet blev tømt i én tår, og han trak derefter Inga op på sit skød. Inga fnisede og smilede til ham, så han blev varm om hjertet. Han smilede tilbage til hende og grinede med de andre, selv om han overhovedet ikke havde hørt et ord af hvad de havde sagt. Sorgen havde også forladt ham, og havde givet plads til glæden og varmen – for en tid.
    Senest redigeret af JosephineNV : 23-09-14 kl. 15:06
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •