Hans tæer stak ud fra bordkanten og hans storhed latterliggjorde bordets størrelse, selv på hans dødsleje var han stolt og ærefuld.
Stuen var mere tom end den nogensinde før havde været, de mandlige brøl som før havde fået de mørke koskinds gardiner til at danse lå stille hen. Bjørg vred den bløde klud i det lunke vand, og svandt hen i teksturen. Vandet blev tungt om hendes lange spinkle fingre, og modstanden fra både det rene vand og den omkringliggende verden overvældede hende med ét. Hendes ben blev tunge og ulydige og hendes øjne løb ukontrolleret i vand, hele hendes krop afreagerede alt imens hendes indre ingenting følte. Hun havde aldrig været sådan at slå ud, og velvidende om at ingen kom hende til undsætning, hankede hun op i sig selv og trådte ud af den tidsløse tåge hun befandt sig i.

Bjørg trådte nærmere og stod til sidst så tæt på ham at hun kunne mærke den kulde som hans blålige hud afgav. Hun vred endnu engang kluden og placerede den blidt på det højre kindben, og strøg den derefter ned omkring hagen. Hans kæbe var benet og tynd, men hans læber var ligeså fyldige som de altid havde været. Hun lod forsigtigt en genert finger stryge hele vejen hen over underlæben og svandt endnu engang ind i sig selv. Her mærkede hun hvordan Eskilds læber havde føltes første gang de strejfede hendes. Hun mærkede hvordan varmen sitrede fra læberne og hele vejen ind i hendes inderste, hvordan hun pludselig blev bevidst om alle dele af sin krop, og hvordan hendes mundvige ukontrolleret strakte sig op ad og efterlod hendes ansigt med et drømmende smil. Da hun langsomt åbnede øjnene var virkeligheden der endnu, stædig og tung, og der lå han. Hendes elskede, ligeså livløs som før. Kluden førte an, og hendes fingrer gled videre ned ad kravebenet og endte på brystkassen hvor ar fra et hæderligt liv gjorde vejen bumpet. Arene stak i maven på Bjørg og et øjeblik blev hun overvældet af raseri. Tårerne strømmede ned ad hendes udsultede kinder og hun faldt sammen, nedover ham. Hun bankede løs på den rynkede og tomme brystkasse og følte sig uforstående overfor det liv mændene i hendes liv var nødsaget til at leve, ulykkelig over at hendes mand lå død mellem hænderne på hende og rasende over at hendes sønner fortsatte det farlige liv væk fra hende, uden hende. Hendes raseri blev til inderlig hulken og hendes slag ophørte. I stedet lagde hun sin kind tæt ind til det hjerte som havde banket for hende, det hjerte som havde banket for den familie de sammen havde bragt til verden. På trods af den øredøvende stilhed havde hun aldrig hørt ham tydeligere, han omfavnede hende uden at røre på sig, og han varmede hende med sin kolde hud.

Den tryghed som Bjørg i årevis havde været foruden bredte sig atter i hende, og trætheden fra de mange søvnløse nætter overmandede hende. Hendes øjenlåg blev tunge og ulydige, og hun måtte kæmpe sig tilbage på benene med de sidste kræfter hun havde i sig. Beslutsomt vred hun endnu engang kluden og forsatte sin vandring ned ad Eskilds krop. I en melodisk bue drejede hun skarpt hen over kravebenet, og denne gang ned ad hans muskuløse arm, ned omkring den ru albue, og ned til de krogede tørre hænder. Hun bevægede sig nu langsomt ud ad de grenede fingre, én ad gangen. De syntes så uendeligt lange, som om de kunne favne hele verdenen og al dens bekymring. Den stærke håndflade mindede hende om hvordan Eskild uden at tøve tog hånd om Helgi, velvidende at det aldrig ville blive hans eget kød og blod. Hun flettede sine fingre med hans og gnubbede sine tommelfingre mod hans negle, hun nød sammenhørigheden og knugede den livløse hånd tættere end nogensinde før. Med sin hånd i hans virkede livet knap så skræmmende, sådan havde hun altid tænkt det. Den dag Erik kom til verden var hun skræmt, nærmest lammet af frygt for den rolle hun nu skulle påtage sig; da lagde Eskild sin hånd i hendes, og helt uden ord, forsikrede han hende om at de var sammen om hvilken som helst udfordring de måtte stå overfor. Hendes hjerte galoperede i brystet, og blev pludseligt så tungt at hun ikke kunne bære det længere. Hun trådte væk fra bordet og forlod abrupt stuen, med kurs mod hoveddøren, uden nogen tegn til at gøre stop der. Hun forsatte ud igennem døren, og standsede først op da hendes ansigt ramte muren af kold efterårsluft. Hendes næsebor strakte sig efter den friske landluft, og lod vejtrækningen bane sig vej og rense hele vejen ned igennem hende. De tapre solstråler som forsat kæmpede sig igennem mørkets truende frembrud, genspejledes i hendes hår, og oplyste hende. Hun spejdede ud over gårdspladsen, ned over markerne og ud mod Horisonten. Når hun lod øjnene falde i kunne hun mærke sine sønners nærvær, hun kunne se dem for sig, løbende ned over det grønne med deres træsværd. Hun lo mildt og mindede sig selv om at både Helgi og Erik næsten var voksne mænd nu, behårede på brystkassen, beriget med deres fars kvindetække, og begge med høje røst som kunne kræve ro og respekt når det var nødvendigt. Hendes sønner såvel som hendes mand havde altid fyldt hende med stolthed, når savnet var på sit højeste, og ensomheden ulidelig, da trøstede hun sig selv med hvilke store mænd de var at kæmpe for retfærdighed.

Hun udåndede den opvarmede luft og hev noget koldt ind, inden at hun vendte om og gik tilbage til huset. Hun fløjtede på sin vej op mod det røde træhus, en vemodig melodi ganske vidst, men Bjørg fløjtede hvilket hun elskede så højt, og det havde hun ikke gjort i ugevis. Hun åbnede døren fattet med mod og gik ind i stuen, nu lidt lettere på tå end før. Hun mærkede hvordan vandet var blevet køligere af at have stået, det greb fat om hendes opvarmede fingre, og isnede i hårene op langs hendes arme.

Hun vred den ikke denne gang, hun lod den være dyngende våd. Hun placerede den tunge klud på Eskilds fodryg, og lod den glide op til hans lår, først her vred hun den. Vandet løb ud i alle retninger, dråberne gled elegant i høj fart ned forbi det øverste af hans lår, videre, nedad. Hun stod og betragtede dråberne længe, hvordan de tog form, og derefter gled væk fra deres centrum. Kluden havde afgivet utallige dråber i alle retninger af Eskild ben, og nu greb hun om den og forsatte. Lårene var spændstige men kolde, præcis sådan havde de føltes hver gang han vendte hjem fra de lange vinterkrige. Da havde hun varmet dem ved at lade hendes fingre omfavne dem, glide henover dem og lade kemien mellem dem slå gløder som atter kunne varme ham op, det lykkedes hende altid. Varmen var ikke længere at genfinde.

Hun lagde kluden tilbage i det nu helt kolde vand og trådte et skridt frem mod Eskilds ansigt. Hun tog fat i de krøllede slidte lokker og ruskede blidt hans hår, hun sænkede sit ansigt mod hans indtil hendes øjne var lige ud for hans. Hendes læber tog form og hun efterlod et blidt og bævrende kys på hans kolde læber, hun trak ansigtet lidt tilbage, og efterlod hans med et utal af hendes tårer, dansende som vanddråberne på hans lår. Hun sank sammen på det lodne trægulv og gav sig selv lov til at lade tiden stå stille, hun havde brug for at den ville stå stille omkring hende, og lade hende svæve i tidsløsheden. Mens hun sad der og studerede rummet og dets utallige flimrende støvpartikler hvirvlende i solen, vendte hun ordet farvel på forskellige måder og sprog indeni sit hoved, nogle af dem sagde hun endda højt, men uden at finde et ord som tog afsked på den måde som hun ønskede at gøre det med Eskild. Hun greb fat om ligklædet der lå på gulvet, og rejste sig med hjælp fra et af bordbenene. Hun lod det blafre og folde sig selv ud, hvorefter hun placerede enden henover hans fødder. Da hun nåede til ansigtet smilte hun og takkede ham ved tankens kraft for alt hvad de havde skabt sammen, for den inderlige kærlighed hun havde følt i hvert et hjørne afsit indre, lige siden den gang hun første gang lå i hans favn. Hun dækkede hans ansigt og listede ud på gårdspladsen for at vente på de mænd som skulle sejle Eskild hjem til Valhal.
I det fjerne kunne hun skimte to skikkelser, den ene et par centimeter højere end den anden, de var muskuløst byggede og bar på dødsrejsens træbåd. Jo nærmere skikkelserne kom gården, jo tydeligere blev det for Bjørg hvem det var, og i det samme gav solens tapre kæmper op og mørket lagde sig over hele Danermarken.