Willahelm bukkede sig i tide til at undgå vinkanden, der i stedet for at ramme ham, smadredes mod væggen bag ham. Han rettede sig op og tørrede endnu engang blodet væk fra sin næse, hvor hans morbrors baghånd havde ramt ham. Han kunne mærke, at der over kinden var kommet en rift efter ringen som hans mors bror altid bar.
”Jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvorfor vi beholdte dig efter din mor.” Rynkerne, som Willahelm var sikker på, at han var skyld i var opstået, kom endnu engang til syne i mandens pande. ”Kryds som dig skal man ikke holde på.”
Det var ikke første gang, at Willahelm hørte dette, det var et af hans morbrors faste emner. Han tøvede aldrig med at tilkendegive, hvor lidt han havde til overs for Willahelms ene halvdel. Og hver gang manden gik over i det spor, måtte Willahelm knytte sine næver for at huske sin plads. For selvom hans far altid havde fortalt Willahelm, at han ville være en fri mand, så længe han var det i hjertet, var tvivlen der, når han stod over for sin morbror.
”Hvad? Har du intet at sige i dag knægt?” Hænder der var grove efter mange år som sværdkriger, lukkede sig om det forreste på hans kjortel. Og hvis ikke døren i det samme var blevet smækket op, så det bragede, var Willahelm sikkert havnet klemt op mod væggen. Uden at slippe sit tag i Willahelm vendte hans morbror sig mod manden, der netop var kommet ind.


”Frankernes konge, har sammen med sit følge netop sluttet sig til belejringshæren, deres styrke er blevet en halv gang større.” Ordene væltede ud af manden, allerede inden han havde fået tilladelse til at tale, dog lod Willahelms morbror det passere for øjeblikket. ”Hans majestæt kong Desiderus forlanger, at der bliver sat et angreb ind mod den fremmede hær, mens den nye styrke endnu ikke har nået at indkvartere sig.”
Willahelm så de røde plamager, som det ellers kun plejede at være ham, der kunne frembringe, begynde at spirer op af hans morbrors hals. I det samme slyngede manden Willahelm fra sig, så han trimlede omkuld på gulvet. I stedet for at rejse sig begyndte han på alle fire at søge hen mod døren, i håb om uset at vove sig væk.
”Du bliver hvor du er knægt, vi er ikke færdige.” Willahelm stivnede, som var morbrorens stemme et piske slag. Han faldt sammen i skuldrene. Og et øjeblik var selv tanken om hans fars skuffelse over, at han havde givet op, ikke nok til at få ham til at rette sig op. Men hvis der var noget han ikke kunne bære, så var det tanken om at svigte sin far. Dette fik ham til at ranke ryggen og komme på benene igen.
Imens fortsatte mændene deres samtale, men selv hørte han ikke længere efter. Hans tanker vandrede, til hans fars folk, der havde i, hvad der snart føltes som evigheder, ligget i belejring uden for murene. Og nu så det ud til at striden endelig ville blive afgjort. Den konge som hans far fra ung af havde svoret sin troskab til, så nu ud til at ende med at blive knust af Willahelms mors folk.
Det var først nu det for alvor gik op for Willahelm, hvorfor hans far aldrig havde bosat sig sammen med hans mor.
Et fingerknips foran ansigtet drev Willahelm ud af sine tanker. ”Klæd dig på til kamp. Du følger med som min væbner. Afsted, du møder mig omgående på gårdspladsen omklædt og med begge vores heste sadlet op.”
Han kunne ikke andet end adlyde, og i stedet for at protestere styrtede han ud af døren, som budbringeren netop også havde gjort det, godt klar over at den tid han havde fået ikke ville række til, at nå alt det der var blevet forlangt af ham.


I borggården stoppede han kort op ved et vandtrug og vaskede blodet, fra morbroens slag, af ansigtet. Han så sig om, mænd var begyndt at samle sig, de gik næsten på tæer for ikke at larme. Og med deres våben strakt ud fra kroppen, så de ikke skulle skramle mod deres udrustningen, der var af metal i de flestes tilfælde.
Selv måtte Willahelm trække en mørnet brynje af kogt læder over hovedet, det eneste hans morbror havde været villig til at ofre på ham. Med fumlende fingre hægtede han sit sværd i bæltet og spændte det om livet. Det havde utallige hug i klingen, fra sammenstød med andre sværd, det havde mødt før han havde fået det.
Daggerten, som han havde skjult i en søm, havde hans far foræret ham. Hans far havde fortalt ham, at den var lavet af en af de fineste smede i Frankeriget. Det var det eneste han havde tilbage efter sin far.


Han lod en finger glide over skæftet og sendte en tanke af sted, før han bevægede sig mod stalden, hvor han baksede sadlen til hans morbrors hest ned fra dens plads.
Selv havde han ikke været med i kampen mod frankerne før nu. Kong Desiderus havde bestemt, at kun drenge der var fyldt seksten havde lov til at kæmpe. Grunden til dette var, at han ville, at der efter fædrenes død stadig skulle være sønnerne til at skabe en hær for hans land. Dette gjorde dog også, at hans hær på dette tidspunkt var ret så lille, kun det halve af hvad frankerne kunne mønstre. Havde det ikke været, for borgens høje beliggenhed og stærke forsvar, var den for længst faldet.
Den første gang han havde sadlet morbrorens hest til kamp, havde han tøvet med at spænde sadlen tæt til. Men tanken om hvad hans far ville have ment om sådan et beskidt trick, fik ham til at stramme den efter, så den sad ordentligt til. Det gjorde han også nu.
Han havde på intet tidspunkt næret et ønske at deltage i kampen mod frankerne, som han vidste, at de andre drenge på hans egen alder gjorde. Og da han endnu ikke var nær de tretten år, havde han holdt sig oppe ved tanken om, at han end ikke kunne få lov at være med. Men nu, da hans morbror havde sagt, at han skulle med, vidste han, at ingen ville sige noget imod det. Manden var trods alt kongens højre hånd. Og det faktum, at ingen havde synderlige høje tanker om Willahelm, gjorde ikke håbet om, at nogen ville hindre det højere.
Da han efter flere forsøg, på grund af de rystende fingre, endelig havde fået sadlet begge heste op, trak han dem ud i borggården.
Hans morbror så ham med det samme, og vinkede ham hen. Dog så manden ud til at have for travlt til at notere sig, at Willahelm havde brugt mere tid end der var blevet ham givet. ”Du bliver skråt bag mig hele tiden.” Willahelm kommentere det ikke, slyngede sig blot i sadlen, ligesom hans morbror havde gjort det.
Hesten han havde lov til at ride havde for længst passeret den alder, hvor den ikke længere burde blive brugt til kamp. Men det var den eneste nogen havde været villig til at overlade til ham, så det havde han taget til takke med, det var trods alt bedre end at være til fods.
Endnu et øjeblik gik før porten blev åbnet, og hans morbror gav tegn til sine mænd over at slutte op om ham.
På vej ud gennem porten noterede Willahelm sig, at der på murene var opstillet bueskytter, i det tilfælde at frankerne skulle nå helt der op. Og han vidste, at der på den anden side af brystningen var tændt ildfade, hvor over der hang gryder med kogende olie.


Vejen var snoet, og dette var endnu en af de ting der gjorde borgen til en fortræffelig fæstning. De første hundrede meter var man tvunget til at følge den, på grund af de klippeblokke som borgen ikke kun var bygget ind i, men som også lå spredt omkring den. Og hvis ikke det var fordi, at frankerne kunne mønstre sådan en hær som de kunne, var der aldrig nogen, der havde turde forsøge at belejre en sådan borg. Og det, at den lå lige efter det sidste bjergpas, der førte ind i landet, gjorde det ikke mere tiltrækkende.
Dette var dog også en af de ting, der fik Willahelm til at forstå, hvorfor hans far havde elsket sin konge så højt. For der var sikkert ingen anden end kong Karl, der havde den indflydelse på sine mænd, at de var villige til at lægge sig hele vejen rundt om borgen, på alle de steder, hvor det kunne tænke sig at langobarderne kunne forlade den
Da de kom fri af de første store klipper, var det første han så telte så langt øjet kunne række ind gennem passet, og ligeså på den anden side af det.
Fra selve borgen kunne man ikke se mere end en fjerdedel af belejringshæren. Willahelm havde selvfølgelig hørt det beskrevet fra de mænd, der var nået tilbage efter de andre angreb, som der var blevet sat ind mod frankerne. Men han havde aldrig forestille sig at det var sådan et imponerende syn.
Først så det ud som om at angrebet kom bag på frankerne, men mænd må have stået klar i tilfælde af, at noget som dette skulle ske. For kort tid efter at de havde vist sig, var frankere på vej mod dem til hest. Det at kong Karl var kommet, havde åbenbart ikke, som kong Desiderus havde forventet, sat hele hæren i stå.
Den første der mødte frankernes sværd var hans morbror, og Willahelm havde ikke mange øjeblikke til at tøve i, før han selv blev tvunget til at hæve sit eget sværd og møde den første angriber. Han parrerede angrebet, og forsøgte at få hesten til at bakke. For hvis han skulle være ærlig, havde han ingen lyst til at såre nogen af de frankiske mænd, men han ønskede heller ikke selv at blive ramt.
Et kort øjeblik mødte han frankerens øjne, og det næste hug manden sendte mod ham, standsede et øjeblik usikker over øjenkontakten, og i sidste øjeblik ændrede det kurs og sled sig i stedet ind i halsen på hesten. Den vrinskede og stejlede, og da forbenene igen ramte jorden knækkede de sammen under dyret.
Da jorden kom flyvende op i mod ham, sparkede Willahelm fødderne ud af stigebøjlerne, og væltede af hesten. Han ramte grunden, med en kraft, der tog pusten fra ham. Hans ene kind skrabede hen over klipperne, og han mærkede at huden endnu engang blev flået op, på samme sted som morbrorens ring tidligere på dagen havde gjort det.
Han gispede, og noget, der lød som trommeslag overdøvede for et øjeblik alle andre lyde. Han blinkede gentagende gange, og blev så klar over, at det var lyden af hans hjerte der galoperede afsted bag hans ribben.


Hvad der for ham virkede som en evighed, fra han var styrtet af den døende hest og til han endelig fik styr på sit hjerte, og kom på benene, havde ikke taget mere end et øjeblik.
Han så sig om. På begge sidder af ham kæmpede mænd, og flere var allerede faldet. Han så ned på hesten, hvis smertens vrinsk skar i ørene, og uden rigtigt at tænke svang han sit sværd og gjorde en ende på dens pinsler. Det følte han, at han skyldte den, da det var den og ikke ham, der var faldet for mandens klinge.
Så så han sig endnu en gang om. Søgte mellem mændene efter sin morbror, som han udtrykkeligt havde fået besked på at holde sig op af. Ingen af mændene, der var til hest lod synderligt til at bemærke Willahelm, da han begyndte at bevæge sig ind mellem de kæmpende. Et par gange måtte han parerer sværdhug der føg mod ham, eller træde til side for en hest.
Willahelm havde netop rette sig op efter at have undveget et angreb, da han fik øje på en franker, hvis hest netop led samme skæbne som hans havde gjort. Men i modsætning til Willahelm, landede frankeren på benene, da han gled ud af sadlen. Uden at tænke over det bevægede Willahelm sig langsomt nærmer manden.
Et par meter fra manden stoppede han op, lod sit sværd synke en smule. Han studerede manden, da han genoptog kampen med langobarderen, der for et øjeblik siden havde tvunget ham ud af sadlen. Og i det samme som frankeren havde gjort en ende på kampen, vendte han sig med hævet sværd mod Willahelm. Manden standsede midt i bevægelsen, da Willahelms øjne låste sig fast i hans dybblå.
Et øjeblik viste der sig noget i mandens øjne, som Willahelm ikke var sikker på, hvad var. Det lignede først genkendelse, så forvirring, og til sidst rystede manden på hovedet, som om han forkastede en tanke. I det samme kom Willahelm til at se mod mandens side. Det gik op for ham, at de begge havde ladet deres parader falde. En af hans morbrors mænd havde nærmet sig frankeren, og gjorde klar til at angribe. Men i samme øjeblik som han lod sit sværd glide gennem luften, kastede Willahelm sig frem, mod frankeren og skubbede ham til jorden.


Og som i en tåge kom han selv lige så hurtigt på benene igen. Sværdet havde han tabt, men inden han fik tænkt sig om, havde han famlet daggerten frem og hugget den mod manden, som havde angrebet frankeren. Bladet borede sig ind i mandens ubeskyttet side, og han vaklede med et overrasket gisp, væk fra Willahelm.
Chokeret over hvad han netop havde gjort, lod han armene falde. Han stirrede et øjeblik på manden, der gispede efter vejret på jorden foran ham, ligesom hans hest for lidt siden havde gjort det.
Så vred han sig ud af sin lammelse og vendte sig mod frankeren, som netop var kommet på benene. Deres øjne mødtes igen, men denne gang, trådte Willahelm et snublende skridt bagud. Hans ene fod stødte mod låret på manden han netop havde hugget ned. Han mærkede sin mave køre rundt, og at hjertet igen begyndte at hamre, da han så blodet om læberne på manden han havde såret.
Han hev efter vejret, og så tilbage mod frankeren, der i det samme rakte en hånd frem mod Willahelm. Han forstod ikke mandens gestus, før denne åbnede hånden og lod en tynd kæde af guld hænge fra en finger. I kæden sad et lille vedhæng.
”Tag den.” Manden talte frankisk. Men Willahelm havde, da han var lille, talt dette sprog med sin far, så han forstod uden problemer hvad manden sagde. Alligevel rystede han på hovedet og var ved vende sig væk, da manden trådte tættere på ham, ”den er til dig, som tak.”
Hans hånd rystede, da han rakte den frem mod manden med håndfladen op af. Kæden vejede så lidt, at han næsten ikke mærkede dens vægt, da manden lod den glide over i hånden på ham. Den var stadig lun efter kontakten med frankerens hud.
Willahelm så på det frankiske R, som hang i kæden. Det var omgivet af en rude formet i guld, ligesom resten af smykket.
Stadig med daggerten i højre hånd viklede han kæden om den venstre. Så skjulte han daggerten igen og samlede sit sværd op fra jorden.


Da han igen kiggede op, var manden forsvundet ind i kampen igen. Og i stedet for at se frankeren var det nu hans morbrors øjne, der mødte hans. Blikket var nærmest sort, og Willahelm var ikke et øjeblik i tvivl om, at hans mors bror havde set, hvad der netop var hændt. Og det, at morbroren sporede sin hest, lige mod ham, gjorde ham kun endnu mere sikker.
Af ren og skær refleks hævede han sværdet, han nu igen holdt stramt i højre hånd. Han mærkede sveden i håndfladerne, men kvalmen, der før havde sat sig i hans mave, forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.
I det samme gjaldede et horn mellem klipperne. Han genkendte det som et langobardisk tegn på, at tropperne blev beordret til at vende hjem. Kort registrerede han, hvor mange franker der nu var dukket op.
Det var kun et halvt åndedrag, hans opmærksomhed var andet steds, før han igen rettede den mod morbroren, som nu var meget tæt på.
En svag stemme råbte inden i ham, at han ikke skulle være bange, at hans mors bror blot red mod ham for at hive ham op på hesten til sig, og tage ham med tilbage til borgen. For selvom de aldrig var kommet godt ud af det med hinanden, så var de trods alt i familie. Tanken fik hans sværd til at falde en smule.
Men fornuften fik ham til at hæve det igen, og det kom han heller ikke til at fortryde. For da manden var tæt nok på, svang han med alt kraft sit sværd mod ham.
Willahelms medtagende sværd gav efter for kraften bag morbrorens slag, og knækkede. Morbrorens klingen brød gennem Willahelms parade og ramte ham i skulderen. Og i modsætning til hans egen, var morbrorens klinge så skarp, at Willahelm ikke med det samme mærkede det.
Men så med et slog smerten ned som et lyn og fik ham til at vakle bagud. Hans fødder snublede denne gang helt over manden, han selv havde gjort det af med før. Han væltede omkuld, og bragede mod jorden. Han ramte den hårdere, end han havde gjort, da han var faldt fra hesten. Alt luft blev slået ud af ham med et hvæs, og hans hoved knaldede mod den stenede grund, så solen forsvandt i mørke.


Det sejlede for hans blik, da han åbnede øjnene. Lyset skar i dem, så der dannede sig dansede prikker og vandet begyndte at fylde dem. Han blinkede og mærkede nu, at nogen ruskede ham i den gode skulder.
Han stønnede og ikke mange øjeblikke efter, måtte han med et lille skub fra den der havde rusket i ham, vende sig om på siden. For at ofre det sparsomme morgenmåltid han tidligere havde spist.
Han sank tilbage på ryggen. Det hamrede i hans hoved og han forsøgte at fokusere på ansigtet, som svævede over ham. Han opgav dog hurtigt, og lod igen øjnene glide i.
Da han åbnede dem igen, mærkede han hænder, der støttede ham i ryggen, så han sad i oprejst stilling. Han blinkede et par gange og så, at der foran ham sad en frankisk mand på hug. Mellem læberne havde manden flere grove strimler linned.
Willahelm virrede med hovedet, og fortrød det i samme øjeblik, da smerten blusede op i baghovedet. Og sammen med den kvalmen, men han havde ikke mere i sin mave. Og det eneste der kom op, da han bøjede sig frem, for endnu engang at kaste op, var slim.
Han stønnede og forsøgte at få styr på tankerne, men hans hoved var groggy. Det tog ham nogen tid at finde ud af, at det var blødningen i skulderen, som frankeren foran ham forsøgte at stoppe ved at lægge en forbinding. De havde skåret hans brynje af sammen med kjortlen og skjorten han havde indenunder. Da det var kommet til stykket havde det trætte læder ikke forsvaret ham.


Han måtte igen være gledet væk, for det næste han mærkede var, at nogen løftede ham op. Uden at tænke lod han sit hoved, der føltes tungt, falde ind mod mandens bryst. Det varede dog ikke længe før manden satte Willahelm ned, så han lå i skygge under en opslået pavillon i den frankiske lejr. Og så forsvandt begge mændene igen, ingen af dem havde sagt så meget som et ord til ham.
Han lukkede øjnene. Det dunkede bagerst i hans hoved. Men smerten var ikke nok til at fortrænge følelsen af, at der var blevet slået et stort hul i maven af ham, det øjeblik hvor han morbror havde vendt sin hest mod ham.
Omkring ham lød der stemmer og skridt kom og gik. Men han fortrængte det, følte at alt inden i ham var væltet. Han havde følt noget lignende, da han som seksårig havde fået at vide, at hans far var død. Og igen da han tre, fire år efter havde siddet ved sin mors sygeleje. Men den gang havde det været på en anden måde, dette var mere endegyldigt. Som om der var blevet slået hul på noget, som de sidste år bare havde skuret rundt nede i maven på ham.
Uden han selv havde opdaget det, var han gledet ind i en bevidstløs søvn. Og først da nogen ruskede, ham i skulderen, slog han øjnene, en smule desorienteret, op. Over ham stod en franker, manden fik ham uden et ord op at sidde, og holdt et krus frem mod Willahelms læber.
Da vandet gled ind i munden på ham opdagede han, hvor tør i halsen han var. Han drak hurtigt, og i sin hast fik han den tredje mundfuld gal i halsen. Han hostede, og det vand han endnu havde i munden sprøjtede ud og løb ned over hans hals. Manden bankede ham i ryggen.
Da han var ovre hosteanfaldet, lod manden ham igen drikke. Denne gang tog han det mere rolig. Da han var færdig fremtvang han et tak.
Og så var manden væk. Han havde ladet Willahelm, komme ned at ligge på ryggen igen, og her lå han med blikket rettet mod sejldugen over sig. Han forsøgte at ignorer smerten. Ikke kun i skulderen, men også den i hovedet, der fik øjnene til at løbe i vand, hvis han ikke hvilede dem ofte nok.
Willahelm var ikke i tvivl om, at han befandt sig i den frankiske lejr. Men hvad frankerne ville gøre ved ham og de andre langobardiske mænd, som også befandt sig i pavillonen, var han ikke sikker på.


Hans far havde ofte med glødende øjne fortalt om denne kong Karl, som aldrig havde tabt en kamp, og som altid var retfærdig over for sine mænd. Nu håbede Willahelm blot, at den frankiske konge var lige så retfærdig over for sine fanger.
Der gik næsten to dage, før flere frankere, kom og gennede dem op. Willahelm måtte have hjælp fra en af frankerne, til at komme på benene.
Hans muskler var stive efter, at han havde siddet stille så lang tid, og det knagede i hans led. Smerten i hovedet havde fortonet sig til en svag banken i løbet af de sidste par dage. Men nu da han kom op, var det som om at han igen havde slået hovedet mod jorden.
Frankeren støttede ham i den gode arm, da han svajede af svimmelhed. Willahelm mærkede mandens granskende blik glide over sig. Og ved tanken om hvor forfærdelig han sikkert se ud, slog han blikket ned, men rankede sig en smule. Manden skulle nødig tro, at han var kuet.
Da frankeren et kort øjeblik slap ham, mærkede Willahelm efter sin daggert, som ingen gud ske lov havde taget fra ham. Det beroligede ham en smule, og han følte det næsten som om hans far stod ved hans side.
”Osdag, knægten her når aldrig op til borgen på egne ben, kan du ikke tage ham foran dig i sadlen.” Det gibbede i Willahelm, mandens udbrud mod en af de andre franker, skar i ørene på ham. Han forsøgte at træde et par skridt væk for at undgå, at manden råbte han lige ind i hovedet igen. Men frankeren havde et fast tag i hans bare overarm.
Osdag kom tætter på, ”ligner jeg en barnepige, knægten kan vel bruge sine ben.” Mandens blik glødede af had mod Willahelm, ikke mod ham som person, men mod den langobardiske halvdel.
”Vi har ikke tid til, at de der ikke har kræfter til at gå op til borgen i en etape, får slæbt sig der op. Kongen har forlangt at få gidslerne fremstillet inden middag.” Manden der endnu havde et tag i Willahelm skubbede ham uden at sige mere hen til Osdag, og gik videre for at få stablet de sidste mænd på benene.
Willahelm bremsede inden han ramlede ind i manden. Frankeren så ned på ham, som om han blot var en yderst påtrængende flue, han havde lyst til at klapse. Så sukkede han, og greb fat i Willahelm, hvor den anden mand netop havde sluppet, og trak ham efter sig, hen til en opsadlet hest.
Uden først at advare Willahelm, greb manden ham om livet og slyngede ham op på ryggen af hesten. For ikke at glide ned igen, da det snurrede for hans blik, greb han famlende ud efter hestens man.


Willahelm skævede ned mod manden, som holdt hestens tøjler i den ene hånd og havde den anden hånd hvilende skødesløst over sværdhæftet. Dette så dog ud til at være en vane, for til trods for mandens bryskhed over for Willahelm, var der intet af dette, da manden så ud over den frankiske lejr.
De andre gidsler var nu også kommet op, og dem der selv var i stand til at gå var blevet gennet sammen, og stillet klar til at begive sig mod borgen. Resten sad ligesom ham selv i sadlen foran en franker.
Willahelm skønnede, at der var godt tredive langobardiske mænd. Foran dem, havde flere frankiske rytter nu også sat sig i sadlen, klar til at føre deres fangere mod borgen.
Nu steg Osdag også selv i sadlen bag Willahelm. Han lagde en arm på hver side af ham, for at nå hesten tøjler. Da følget satte i gang, slog manden ind bag ved de andre.
”Se hvordan I er kuet, bøjet i ryggen. Det er knækkede mænd du ser foran dig knægt. Havde dette været frankere, ville de endnu have kæmpet, og om ikke andet haft ranke rygge.” Uden at Willahelm havde opdaget det, havde manden lænet sig frem, så han kunne hviske i øret på ham.
”Det ved jeg.” At Willahelm svarede virkede til at komme bag på manden, for han mærkede ham stivne i sadlen bag sig. Men det kunne også være det, at Willahelm gav frankeren ret.
”Jeg har ikke givet dig lov til at sige noget. Du tier til nogen giver dig besked på andet.”
Han nikkede blot, og på resten af vejen op til borgen sagde ingen af dem noget.
Porten stod åben, og på murene, hvor der før havde stået langobardiske mænd, var nu frankere. Det var det samme i borggården, den vrimlede også med frankiske riddere.
Manden stoppede sin hest ved siden af de andre gidsler, og lod sig glide ned fra dens ryg. Han vendte sig og løftede Willahelm ned. En stalddreng kom og førte hesten væk. Manden blev tæt op ad Willahelm, som var han sikker på, at han ville lave ballade.
”De mænd hvis navne, der bliver råbt op, er blevet løskøbt. Træd frem ved nævnelse af jeres navn.” Willahelm kunne ikke se manden, der begyndte at råbe.
”Arilius Lair.” Det første navn blev efter fulgt af mange flere og til sidst opgav Willahelm at følge med. Han kendte kun få af de mænd der blev nævnt. Og han var sikker på, at hans eget navn ikke ville komme. Hvem ville bruge sine penge på ham?


Uden at tænke over det pillede han ved kæden, som frankeren havde givet ham under slaget. Den hang endnu om håndledet på den venstre arm, der hang slapt ned langs siden på ham. Han havde tidligere tjekket, at fingrene endnu kunne bruges, og det kunne de. Dog ikke uden at smerten skød frem i skulderen. Så han havde undgået at rører på armen indtil nu, hvor han forsigtigt begyndte at vikle kæden af.
Da den var fri vendte og drejede han det lille vedhæng mellem fingrene. R’et der var vredet af tynde guldtråde glimtede når solens lys ramte dets sider.
I det samme mærkede han, at frankeren Osdag trådte tættere på ham. ”Hvad er det.” Manden greb ud efter kæden, men Willahelm gemte den i sin hånd og trådt et skridt til siden.
Manden greb ham i skulderen og uheldigt nok var det den sårede. Smerten fik det til at sortne for Willahelms øjne. Han gav et hæst skrig fra sig og sank sammen på jorden. Grebet løsnede sig og Willahelm greb selv om skulderen, hvor det føltes som om ild var brudt frem.
Mens han selv ømmede sig, benyttede manden chancen til at vriste kæden ud mellem fingrene på ham. Han slap sin skulder og greb ud efter smykket, men manden skubbede ham længere ned i gruset.


Der var begyndt at lyde mumlende stemmer omkring dem. De langobardiske fanger, der stod nærmest, trådte et par skridt længere væk. ”Hvad sker der, der nede bagved.” Manden der råbte navne op, var nu også blevet opmærksom på tumulten.
Osdag rettede sig op og rakte kæden i vejret, ”Jeg har taget en af gidslerne i at have stjålet et greve tegn.”
Endnu mere mumlen opstod nu, ikke kun mellem langobarderne, men også mellem frankerne. ”Lad os se, træd frem.”
Osdag greb igen fat i Willahelm og hev ham op fra jorden, denne gang i den gode arm. Han trak ham med sig frem forrest i rækken, og skubbede til ham, så han endte med at stå alene midt på pladsen. Et par skridt bag ham rakte manden kæden i vejret. ”Jeg tog drengen i at have stjålet grev Rolands seglkæde.”
Det boblede inde i Willahelm, og han rankede sig på trods af beskyldningen. ”Jeg har intet stjålet.”
”Og hvordan vil du bevise det.” Navneopråberen trådte frem, i den ene hånd havde han en rulle pergament, den anden brugte han til at stryge det sølvgrå hår om bag øret.
”Jeg fik den.”
”Han lyver, hvorfor skulle greven give sådan en beskidt knægt sit tegn? Du har tydeligvis stjålet det.”
På samme tid som manden sagde det, blev dørene ind til hovedbygningen slået op. Og ud kom den sidste mand på jorden, som Willahelm nogensinde ville ønske at se. Hans morbror var knap trådt ud før deres øjne mødtes. ”Dig.” Udbrød morbroren på langobardisk så alle og en hver kunne høre det og uden, at han kunne styrer sin overraskelse.
Navneopråberen vendte sig mod Willahelms morbror. ”Kender du denne dreng?” spurgte han på frankisk.
Willahelms mors bror nikkede og søgte efter ordene. ”Det gør vi alle, han er kendt for at være… borgens største tyv, spørg hvem som helst.”
Det bruste for Willahelms øre nu og boblerne inden i ham, blev forvandlet til en syden. ”Løgner, jeg har aldrig taget så meget som en krumme, der ikke tilhørte mig.” Han tog et par skridt hen mod manden.
”Hvordan har du undgået det, du ejer intet knægt, selv det tøj du går i er end ikke dit.” Også morbroren gik nærmere sin søstersøn. ”Og ingen vil nogensinde tro på dig.” Han greb Willahelm ved håret, da de var helt tæt ved hinanden. Og han kunne ikke holde et lille hyl tilbage, da manden trak op i det.
”Så er det godt, slip drengen.” Manden med pergamentet og det grånende hår trådte hen mod dem. Og kun modstræbende slap Willahelms morbror.
Igen brød Osdag frem,” grev Aymon, det er jo tydeligt, at knægten lyver og har taget kæden, når han i forvejen er tyv. Og ingen ville nogensinde give sådan en dreng sit tegn.”
”Hvis der er nogen der lyver, så er det ham.” Willahelm pegede på sin morbror.
”Og hvad får dig til at beskylde en voksen mand for at lyve. Hvad grund skulle han have til det.”
”Fordi han ønsker mig død, han har før prøvet at slå mig ihjel, under slaget. ”
Igen trådte Grev Aymon ind ”hvorfor skulle han ønske at dræbe dig?” Deres blikke låste sig. ”Fordi jeg er hans søstersøn, og han hadede min far.”
”Jeg kræver oprejsning af min ære over disse beskyldninger, ved tvekamp.” Hans morbrors handske slog mod Willahelms ansigt. Han så spotten i morbrorens blik, da han i sin iver glemte at bruge det fremmede sprog.
”Du har ingen ære, men en anmodning om tvekamp er, hvad den er. Jeg træder i drengens sted.” Alle, også Willahelm, vendte sig mod manden der var dukket op i hoveddøren, og han genkendte med det samme manden, da han mødte de dybblå øjne.
”Grev Roland,” hørte Willahelm Osdag udbryde bag sig.
”Du… det kan du ikke.” Det var anden gang på samme dag, han sporede forundring i sin morbrors stemme.
”Det kan jeg, og det gør jeg. Hvis du vil have tvekamp, må du kæmpe mod mig.”
Willahelm kunne næsten se tankerne kværne i hovedet på sin morbror. Manden havde ikke forestillet sig at skulle kæmpe mod en mand, der oven i købet var en øvet sværdkæmper. Men han kunne heller ikke bakke ud nu, det ville få ham til at tabe ansigt. Det eneste han kunne gøre, var at nikke og tilkendegive, at sådan blev det.
Men blikket han sendte Willahelm sagde tydeligt, at de ikke var færdige med hinanden.
”I morgen når solen står på sit højeste, vil vi kæmpe, hvis du dør, gør knægten det også.” Han greb Willahelm i armen, og ville trække ham med, men greven der hed Aymon stoppede ham. ”Drengen bliver, han er kong Karls gidsel, og ingen har endnu betalt løsepenge for ham. ”
”Det bliver over mit lig, at jeg betaler noget som helst for den uduelige dreng.”
Willahelm havde godt vidst, at han ikke ville blive løskøbt, men det var først nu, at tanken om hvad der så ville ske med ham, slog ham.
Han så op og opdagede, at hans morbror måtte have fulgt den samme tanke, for der bredte sig et lille smil om læberne på manden, da han skubbede Willahelm fra sig.
”Jeg løskøber ham.” Willahelm snurrede rundt, for at se om han havde hørt rigtigt. Grev Roland, der havde givet ham sin kæde, var nu trådt helt ind i gården. Han skrånede hen til grev Aymon, som han rakte en lille læder pung, der klirrede da den anden greve tog den.
Grev Roland vendte sig igen, og gav Willahelm et lille vink med hånden. ”Kom,” sagde han højt nok til, at de nærmest kunne høre det. Også Willahelms morbror, der hvæsede bag ham. Og kort efter mærkedeWillahelm, at de grove hænder lukkede sig hårdt om hans nakke, der hvor såret han havde fået ved at slå hovedet mod klippen sad. Med et hyl væltede han bagud og ind i grebet på sin morbror. ”Det kan du ikke, han er af mit blod. Min søstersøn. ”
”Det kan han, du nægtede netop selv at give noget for drengen.” Gennem tårer så Willahelm at flere af frankerne havde trukket deres sværd. Grev Aymon talte videre ”Hvis du er klog stormand Lacor, så slipper du drengen nu og lader det være ved den tvekamp, du allerede har trumfet igennem.” Der var en truende undertone i mandens stemme, som hans morbror tilsyneladende også hørte. For efter kort tøven løsnede han sit greb, og skubbede Willahelm fra sig, i samme bevægelse som han vendte sig og gik.
Willahelm sank sammen i gruset, og rørte forsigtigt sit baghoved, hvor det igen var begyndt at bløde. Han havde kun siddet der et øjeblik, da en hånd lagde sig på siden af hans hoved. Han kiggede op, og så manden, som netop havde givet penge for ham.


Greven rakte ham et lærredsstykke som han kunne holde mod såret, og uden at sige noget lod Willahelm sig hive på benene og føre med gennem hoveddøren.
Greven stoppede et øjeblik i forhallen for at veksle et par ord med nogle mænd. ”Jeg indkvartere mig her i nat, du får kommandoen over vores del af lejren for de kommende dage.”
”Aye, ” Sagde den ene af mændene og bøjede let nakken. ”Hvem er drengen.”
”En af vores nye mænd, som trænger til en kærlig hånd, han bliver her med mig. Hans morbror, stormanden ved navn Lacor, har udfordret ham til tvekamp. Jeg kæmper for ham i morgen ved middags tid. Og vi trænger hvis begge til en ordentlig seng at sove i.”
”Jeg sender en hen til dig, som kan se på ham,” lød det bag greven, da han trak Willahelm videre ned af en af svalegangene. Et øjeblik efter var de i et kammer, der var næsten dobbelt så stort som det Willahelm havde sovet i siden han var lille.
I den ene side at rummet stod en seng, og ved siden af den et lille bord med et vokslys i en stage. I den anden side af rummet var et større bord, hvor der allerede flød med papir. Manden dirigerede ham hen mod sengen, og fik ham til at sætte sig. ”Hvad hedder du.”
Han rømmede sig ”Willa… Willahelm.” Han var ikke decideret utryg i mandens selskab, men han kunne ikke huske, at han havde været alene med andre siden hans far døde uden at få en lussing og, hvis han var heldig, kun en spydig bemærkning.
”Har du frankisk blod i årene min dreng, for din frankisk tale er mere end udmærket, meget bedre end noget af det jeg indtil videre har hørt her? ”
Han tøvede men mumlede så: ”Min far var franker.”
”Ah ja, det tænkte jeg nok, hvis ikke jeg tager meget fejl, tror jeg engang har mødt ham. Du har hans karakteristiske blå øjne, og dine ansigtstræk, de er magen til hans. Men din hud og dit hår er mørkere, hvis ikke man ser godt efter og lytter, er den frankiske del af dig hvis langt væk.”
Willahelm var ikke sikker på hvad han skulle mene, han kløede sig i det størknede blod der endnu sad i hovedet på ham. Han havde ikke fået nogen mulighed for at vaske sig. Men det var ikke kun uden på han følte sig beskidt, for som manden netop lige havde sagt, var kun det halve af ham franker. Den anden halvdel, den langobardiske var han ikke videre stolt af i øjeblikket. Ikke at han nogen sinde havde været det. Måske da hans mor levede, men hun var også anderledes, ikke lige så stivnakket som sin bror.
Willahelm lagde hånden oven over sit hjerte, som hans far så mange gange havde gjort og sagt: ”Dette er den vigtigste del af dig min søn, glem den ikke, og læg kun de vigtigste ting der.” Et øjeblik tøvede han, men sagde så: ”Du tager fejl. Min far fortalte mig, at min mor og jeg fyldte det meste af hans hjerte, men at jeg måtte dele en del af det med hans konge og land. Da det betød så meget for ham, har jeg gemt den del for ham her.”
Det var som om, at alt lyd et øjeblik forsvandt, frankeren fik et tankefuldt udtryk i ansigtet, da han igen studerede Willahelm. ”At tage dig med mig, er vist ikke det dummeste jeg har gjort.” Netop som greven
havde afsluttet sætningen, bankede det på døren, og endnu en mand trådte, efter tilladelse, ind. Han var endnu mørkere i huden, end Willahelm nogensinde havde set nogen være.
”Godt du ville komme, drengen her, har fået ikke så lidt knubs.”
Manden satte en taske på gulvet ved siden af sengen. Og allerede inden han havde set på Willahelm, vendte han sig mod greven. ”Jeg får brug for to baljer med vand, linneds stykker og en kande kogende vand.”
”Jeg sender bud efter det med det samme,” Greven forsvandt ud af døren, og den ny ankommende mand trådte hen til Willahelm. Han rakte ham hånden og præsenterede sig med et navn, som Willahelm mente var noget i retningen af Arzer.
Inden Willahelm nåede at blinke, var manden i gang med at studere hans skader. Han greb Willahelm om hagen, og løftede hans hoved lidt, så han kunne inspicere hudafskrabningerne i ansigtet. ”Hvad er der sket med din skulder?” spurgte han, mens hans stadig kiggede skrammerne i hovedet efter. Med en håndbevægelse fik han Willahelm til at bukke sig lidt fremover.
”Sværdhug, jeg ved ikke hvor dybt det er ” Willahelm løftede sin højre hånd op mod forbindingen.
”Fingrene væk, alt du skal lige nu er at sidde stille, og gøre som jeg beder dig om. Ud fra den gennemblødte forbinding at dømme er det dybt. Der er igen grund til, at du får det til at springe op ved at pille i det. Hvornår blev den forbinding lagt?”
Willahelm adlød manden og lod hånden falde.”Jeg er ikke sikker, men lige da nogen fandt mig på slagmarken. ”
”Og ingen har skiftet den siden.” Allerede inden Willahelm svarede, rystede Arzer på hovedet, som var han forarget.
Willahelm kommenterede ikke sin egen behandling, men svarede på de spørgsmål, der blev ham stillet, så som: om han havde smerter når man trykkede her og her. Og inden længe kom greven tilbage efterfulgt af tre tjenere, hver bærende på en af de ting som Arzer havde bedt om.
Greven trak det lille bord hen ved siden af Willahelm, og fik tjenerne til at stille tingene der, hvorefter de forlod rummet. Den mørke mand begyndte at rode i sin taske. Fandt små glas med tørrede urter frem og derefter et krus, hvor han dryssede nogle af urterne op i.
”Skal jeg hjælpe med noget.” Greven så fra Willahelm til Arzer, der kort så op og nikkede ”Du kan tage et af linnedstykkerne, dyppe det i vandet, og begynde at vaske blodet af drengens hoved. Det er slemt nok, at mænd kan gå rundt med deres eget og andres blod på sig i flere dage. Ingen grund til at drenge også får den oplevelse så tideligt.”
Grev Roland gav ham mumlende ret, og gjorde som han var blevet bedt om. Willahelm klemte læberne en smule sammen og så på manden, da han nærmede sig med kluden, men han sagde ingenting. Og han fandt hurtigt ud af, at hans mistro havde været uberettiget. Mandens bevægelser var nænsomme, og han var påpasselig med ikke at kratte for meget i sårene.


Da Willahelm var fortrolig med grevens bevægelser, så han over mod urtemanden, der igen var ved at rode i sin taske. Endelig så han ud til at finde, hvad han havde ledt efter. For han så på en lille flaske, nikkede så, og lod et par dråber falde ned i kruset, hvorefter han hældte det dampende vand, fra kanden, over.
Så vendte manden sig mod Willahelm og studerede grevens arbejde med at vaske ham. ”Nogle af rifterne er dybe, men der er gået for lang tid til, at det er forsvarligt at sy dem uden først at skære kanterne til, og det ser jeg ingen grund til, så vi lader dem hele som de er. Du vil sikkert få ar efter dem, men ikke noget, der vil spolere dit ansigt, tror jeg. ” Manden smilede til Willahelm, der intet sagde.
”Med hensyn til din skulder, kan jeg ikke sige, hvad vi gør, før jeg ser det. Du må forberede dig på, at det ikke bliver sjovt at få fjernet den forbinding. Blodet har sikker fået linnedstykkerne til at klistre sig sammen og fast til såret. Jeg vil forsøge at blødgøre dem, med lunkent vand, men det kommer til at tage noget tid og
rykke i såret.” Denne gang nikkede Willahelm, og manden vendte sig mod kruset. ”Her drik dette. ” Willahelm tog imod, men så tvivlsom på indholdet. ”Det smager ikke grimt, prøv bare.”


Willahelm lugtede til dampen og så op på mændene, greven nikkede, som var han enig ”Det mindsker bare smerten. Ikke noget farligt, det har du mit ord på.” Willahelm tøvede endnu et øjeblik, men valgt så at stole på den frankiske greve, og tog en forsigtig slurk.
Han brændt sin tunge på de første par mundfulde, men så vænnede han sig til det, og drak lidt mere. Og som Arzer havde sagt smagte det ikke grimt, men som te der havde trukket med mange forskelige urter.
Mens han drak så mændene på ham, og efter et øjeblik sank greven ned på sengen ved siden af ham. Den anden mand begyndte at dyppe et stykke linned i den ene af baljerne. Han tog imod kruset, da Willahelm var færdig med det.
Så lænede manden sig ind mod ham. ”Gør det noget hvis jeg forsigtigt begynder, det er ikke sikkert, at drikken virker endnu, men det vil den gøre inden længe.” Willahelm nikkede, og bed tænderne sammen, da manden begyndte at vikle forbindingen af og duppe vand på der, hvor den hang fast.
Han gispedes af smerte gentagende gange. Men der gik ikke lang tid så begyndte han at fornemme, at det ikke længere gjorde lige så ondt, som det havde gjort i starten. På trods af at de nåede tættere ind på selve såret.
Inden længe var det som om, at det begyndte at snurre i hovedet på ham, og han fik svært ved at fokusere sit syn. ”Jeg har det underligt, som om… ” han var ikke sikker på, hvordan han skulle beskrive det.
”Det er helt i orden, det er bare urterne, der begynder at virke, bare slap af i kroppen.” På trods af grevens ord begyndte hans hjerte at banke endnu hurtigere, i næste øjeblik svajede han og var ikke sikker på hvad der var op og ned.
Så mærkede han at greven rykkede tættere på ham, ”det er fint Willahelm, bare overgiv dig til urterne, der sker dig intet.” Han kunne ikke andet. Hans hjerte, der for et øjeblik siden havde galoperet af sted, lod til selv at finde ned i fart, og kort efter gled hans øjne i samtidig med, at han sank ind mod grevens bryst.
Da Willahelm vågnede, føltes det som om en usynlig kraft tyngede alle hans tanker ned, og gjorde det svært at få styr på dem. Da han ville flytte tæppet, han havde over sig, blev han opmærksom på, at han knugede om skæftet på sin fars gamle daggert. Han havde ikke skænket den en tanke siden han var kommet ind i borgen. Men mændene måtte have fundet den, da de klædte ham af.


Selv om det gav ham flere kræfter at vide, at han endnu havde daggerten, føltes det alligevel som en kraftanstrengelse at flytte tæppet og lette hovedet fra puden.
Det dunkede svagt i skulderen under den nylagte forbinding. Nogen havde give ham nyt tøj på og bundet hans arm op i en slynge uden på kjortlen. Da han endelig kom op at sidde, slyngede han fødderne ud over kanten på sengen.
Han befandt sig stadig i det samme rum, som greven havde ført ham ind i dagen før. Men der var intet spor af greven.
Han var ikke sikker på, hvor lang tid han havde sovet, det kunne være lige fra et øjeblik til flere dage. Der var ingen vinduer i rummet, så han kunne bedømme om det var dag.
Det var længe siden, han havde sovet så tungt, og han var ret sikker på, at det der bare skulle mindske smerten, havde været beregnet til at bedøve ham helt.
Han vaklede, da han var kommet på benene. På bare fødder slingrede han hen over stengulvet mod døren, der villigt gled op da han trak i håndtaget.
En solstråle, som havde fundet vej gennem et af vinduerne øverst i svalegangen, ramte ham i ansigtet. Han missede med øjnene et øjeblik, men blev så hel klar i hovedet, da det gik op for ham, at da han var faldet i søvn havde solen passeret sit højeste punkt på himmel, og var begyndt at søge ned af igen. Og at det betød, at den middags stråle, der nu ramte ham, kun kunne være fra en ny dag.
Han satte i skridt ned af gangen, bevægede sig med en sådan fart af en lille folk tjenestepiger, som han strøg forbi, måtte søge ind til siden for at undgå at blive rendt ned.
Allerede, da han trådte ud i forhallen hørte han sværdglam, på den anden side af hoveddøren. Han måtte bruge alle sine kræfter på at hive den op, da han kun kunne bruge den ene hånd.


Det første han så, var menneskemængden, dernæst fokuserede hans øjne sig mod ringen midt inde i mængden. Her kæmpede hans morbror mod grev Roland.
De var gået i gang med kampen om Willahelms liv, uden at vække ham. Tanken om det tændte igen ilden, der ellers havde ligget i dvale inden i ham. Han begyndte at arbejde sig ind mellem de mange mennesker.
Da han endelig nåede ind til ringen, kunne han se, at de måtte have kæmpet i noget tid, for begge mænd drev af sved.
Willahelm mærkede, at ilden lagde sig en smule, og at den i stedet forvandlede sig til en skurende fornemmelse. Han havde intet tilovers for sin mors bror. Men tanken om at greven, som han knap kendte, ofrede sit liv for ham, var han ikke sikker på, hvordan han skulle håndtere. Selv om han også selv ville dø, hvis greven gjorde det, kunne han ikke tænke på andet end det, at han intet havde. Men at greven måske havde familie, som ventede på ham hjemme i frankeriget. Sønner eller døtre, som ville miste en far hvis greven blev dræbt.
Og nu satte greven sit liv på spil, for en han ikke kendte. Willahelm vidste hvordan det var at miste, ingen ville efter hans mening lide et tab hvis hans morbror døde. Men hvis grev Roland blev dræbt, var han sikker på at mange mennesker ville sørge.
Kampen mellem mændene så ud til at være lige, indtil greven brugte det trick som Willahelms morbror havde brugt mod Willahelm. Grev Roland pressede sit eget sværd ned over sin modstanders, men som Willahelms sværd havde gjort det knækkede hans morbrors ikke. Greven førte det så langt ned mod jorden, at morbroren fik det tvunget ud af sit greb.
Greven lod sit sværd hvirvle rund og ramte Willahelms morbror på siden af hovedet, så denne sank sammen i gruset. ”Lad det blive ved dette,” greven satte sit sværd mod Lacors hals og snittede en rift. Så vendte han sig for at forlade ringen.
Stik mod alt hvad Willahelm havde lært om ridderære af sin far, stablede hans morbror sig på benene, trak en daggert, der nok var en halv tomme længere end Willahelms. Han kunne høre på den spredte mumlen blandt publikum, at flere af dem også havde set det. Willahelms morbror hævede bladet og tog et halvt skridt hen mod greven.
Det var det der fik, læsset til at tippe for Willahelm. Uden at tænke satte han over hegnet og ind i ringen. Inderst inde vidste han, at det var lige så forkert. Men da han endnu en gang, skubbede grev Roland i støvet, var der ikke andet i hans hoved end at redde den mand, der havde forsøgt at redde ham. Om det så ville koste ham selv livet.
Han smed sig ind mod manden, der var en del af hans familie, men som aldrig havde opført sig sådan. Hans morbror kom med et forundret udbrud og løftede sin daggert op foran sig som forsvar. Men Willahelm undveg, og den tog kun en smule af hans hårspidser. Selv ramte han ikke ved siden af, da han lod sin egen daggert glide ind mellem morbroens ribben.
Forundring var, hvad han så i sin morbrors øjne, da manden vaklede forover og greb Willahelm i kjortel, så han blev tynget med ned. Så skiftede øjenfarven over og blev den sorte farve som Willahelm så mange gange før havde set i dem. Og så uden videre løsnede mandens greb sig langsomt, og farven sivede nærmest ud af øjnene og kinderne på ham. Der var ikke gået mange åndedrag før skaden, Willahelm havde påført sin morbror, tog livet af ham.
Selv om det ikke var en retfærdig handling, og den gik i mod alt det hans far havde lært ham. Var Willahelm sikker på, at han ikke ville have tænkt dårligt om ham af den grund. Morbroren havde trods alt, gjort livet til en plage for ham siden han var lille.
Som farven forlod morbroren, mærkede Willahelm hvordan, det manden havde fyldt i ham, også forsvandt, eller i hvert fald overfladen af det. Anspændtheden forlod ham, og han følte sine skuldre synke en smule, da han rettede sig op fra sin morbrors krop.


Menneskemængden der fyldte pladsen omkring ham, var blevet helt stille som holdt de vejret. Og selv om det måske burde have skræmt ham. Lod han sig ikke mærke ved tanken om, hvad de ville gøre ved ham, fordi han havde brudt alle regler og havde blandet sig i tvekampen.
Alligevel kom det bag på ham, da den første af frankerne, som ellers var et folkefærd, som holdt på deres regler og ære, piftet øresønderrivende. Og så brød resten af mængden ud i jubel.
Willahelm vendte sig mod den frankiske greve, der nu var kommet på benene. Deres øjne mødtes, og længe holdt de bare kontakten. Så nikkede frankeren og et smil bredte sig i hans ansigt.
De frankiske mænd havde dagen før festet over deres sejr, fordrivelsen af konge Desiderus og dennes søn. Samt det at den frankiske konge nu havde endnu et land med i sin stormagt.
Willahelm var blevet budt med til festen, men havde takket nej. Og efter han havde forladt ringen, havde han kun vekslet et par ord med den frankiske greve. Han havde trukket sig tilbage til et sted, hvor han blot kunne se på mændene feste. Uden at vide om han selv skulle juble eller sørge.
De frankiske mænd vaklede nu omkring for at gøre klar til opbruddet, som kong Karl havde deklameret.
Willahelm stod på borgmuren, og fulgte mændene med øjnene.


Dette var hans fars folk. Og aftenen forinden havde han leget med tanken om, at de også kunne blive hans, at han kunne blive lige med dem. Men her til morgen, så han tingene i et andet lys og vidste, at det var en tåbelig tanke. For ikke alene var han blevet købt, men den ene halvdel af ham var også kun til spot for frankerne.
Først da han hørte fodtrin, der stoppede lige bag ved ham, kastede han et blik over skulderen. Som han havde forvente, var det grev Roland i sine rejsegevandter.
Willahelm sagde ikke noget, men vendte blikket tilbage til daggerten, som han havde stået og leget med. Mens han holdt øjnene på et par frankiske krigere, der var ved at gøre deres heste klar.
”Jeg forlanger ikke, at du tager med tilbage til mit land. Du må gerne blive her, hvis det er det du vil.”
Willahelm så igen op på frankeren, som nu havde stillet sig ved hans side. ”Du har købt mig, med både penge og meget andet, jeg følger med og vil tjene dig.”
”I mit hjem og mange andre frankiske hjem, har vi længe haft det sådan, at vi ikke handler med mennesker. Jeg vil ikke lave om på den skik. Du er en fri mand til selv at bestemme, hvad du vil Willahelm. Desuden, kom kong Karls skattemester grev Aymon, med pengeposen til mig bagefter. Så jeg har ikke betalt så meget som et stykke kobber for dig.”
Uden at han ville det, åndede Willahelm lette op. Ikke fordi han ikke kunne lide greven og ikke ville tjene ham. Men tanken om at være ejet af nogen igen, havde gået ham på. Hans far havde altid holdt af at være fri til at rejse, og Willahelm var begyndt at forstå ham.
"Jeg vil gerne med til frankeriget, hvis du vil tage mig med. Siden jeg var lille har jeg ønske at se, hvad der betød så meget for min far, at han ikke kunne forlade det. Og hvis du vil have det, vil det være mig en ære at tjene dig.” Han så frankeren i øjnene.
"Jeg havde håbet på at det var det du ville sige, men jeg ville ikke presse dig. Hvis du ønsker det mangler min ældste en væbner. Og jeg tror, at du er et godt valg, hvis bare du ligner din far på flere punkter end øjnene. Hvilket jeg efterhånden er blevet ret sikker på, at du gør.”