Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 1 af 1

Emne: Lauge Daner af Freja Laubjerg Borum

  1. #1
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard Lauge Daner af Freja Laubjerg Borum

    Et sejrsbrøl lød fra Lauge, da han slog staven ud af sin fars hånd. De andre drenge i gården råbte begejstret med, og han lo triumferende. Han tabte næsten aldrig til sin far længere. Lige siden hans far, Helgi, begyndte at træne drengene på skolen i kamp, havde Lauge begejstret deltaget i træningen, og for hver dag der gik blev han stærkere. Kampen gjorde ham til en helt anden. Den fokuserede ham. Han havde et let og flyvsk sind, men i kampens hede blev det roligt og klart. Det havde han udnyttet i fulde drag de sidste mange år.
    Jublen stummede hen da Bellisande kom gående gennem gården. Hendes lange røde hår slog mod hendes ryg da hun med stålfaste skridt nærmede sig drengeflokken. Med ét begyndte de unge drenge at samle sig, og rette ryggen lidt. De havde en respekt for Bellisande som Lauge ikke forstod. Selvfølgelig respekterede han sin mor, men han var i tvivl om hvorfor de andre drenge gjorde det. Måske var det fordi hun stod så rank og stolt, og stirrede på dem med sine grønne katteøjne.
    Helgi så på hende med et svagt smil, og det var som om Lauges mor slappede lidt mere af. Hun så kort på sin søn før hun bad de andre drenge følge med hende ind i skriverstuen. Træningen var slut.
    Lauge kunne ikke holde et grin tilbage da de med lave udbrud og suk fulgte efter hende.
    Han var glad for at hans tid i skriverstuen var ovre. Han huskede kun alt for godt den svage summen af fluer og de støvede pergamentruller. Han blev altid så rastløs, når han sad derinde i de halvdunkle rum.
    Solstrålerne skinnede ned på gårdens fliser og Lauge trak den kølige luft ned i lungerne. Det var begyndt at blive køligere, og der ville ikke gå længe før bladende faldt af træerne. Høsten var lige overstået, og roserne i gården stod i fuldt flor. De røde farver og den søde duft kunne være helt fortryllende på en varm sommerdag. Lauge begyndte at samle stavene sammen, mens hans far hurtigt hjalp ham.
    ,,Du er blevet stærkere min søn,” sagde Helgi og klappede sin søn på skulderen. Lauge vendte sig mod ham.
    ,,Og ældre,” bemærkede Lauge henkastet. Han ville ønske hans far snart sendte ham afsted til hoffet. Han ville være væbner, og en dag blive ridder, men selv om han havde nået alderen ville Helgi ikke lade ham gøre det.
    ,, Jeg tror ikke Pepin vil byde dig velkommen ved sit hof,” svarede Helgi tørt. Han havde tydelighvis fanget Lauges hentydning.
    ,, Hvorfor ikke? Jeg er da bedre end nogen anden på min alder i Akka,” sagde Lauge tvært. Helgi så irettesættende på sin søn. Lauge sænkede blikket.
    ,, Du bør tie. Har jeg ikke lært dig at du ikke bør hæve dig over andre?” sukkede Helgi. Han måtte videre. Der var meget at tage sig af, og han havde ikke tid til de lange diskussioner han så ofte havde med Lauge.
    ,, Desuden er det ikke Pepins hof endnu. Karl er stadig konge,” fortsatte Lauge efter en lang pause.
    ,, Heldighvis for os min søn. Jeg må videre nu,” sagde Helgi og forsvandt hurtigt ind i skriverstuen. Lauge stod tilbage alene i den store gård mens han arrigt kastede forbandelser over sin far. Hvorfor måtte han ikke blive ridder? Han var mere end egnet. Lauge forstod ikke hvorfor denne prins Pepin havde så meget magt over hans far Helgi. Selv havde han ikke mødt ham. Det var som om han var tvunget til at blive på borgen, og hjælpe hans moder i skriverstuen hvis hun fik brug for ham. Hans liv var en evig blanding af kedsomhed.
    ,, Hvad laver du dog?” spurgte en stemme pludselig bag ham. Lauge vendte sig om med et sæt.
    ,, Florence, du forskrækkede mig,” udbrød han, og så lettere irriteret på sin yngre søster.
    ,, Jeg troede ikke man kunne snige sig ind på en kriger,” svarede Florence i et drillende tonefald.
    “ Måske er du ikke så god, som du siger du er,” fortsatte hun. Lauge vendte øjne. Han var ikke i humør til sin søsters evige drillerier.
    “ Bare fordi du ikke selv kan svinge et sværd, skal du ikke gøre nar ad andre,” sagde Lauge og betragtede sin søsters gådefulde ansigt. Som han selv, havde hun det mest sølvblonde skinnende hår i hele landet, akkurat som deres far. Hendes ansigt var kønt, og selv om Lauge ikke var meget for at indrømme det udstrålede hans søster en hvis skønhed, som man sjældent faldt over. Men hvad vidste han om det? Han havde knap været uden for borgens mure, og havde kun mødt få kvinder til de sjældne begivenheder der blev holdt i borgens langsal. Lauge havde op til flere gange plaget sine forældre om at rejse ud i verden, men hver gang var svaret nej.
    “ Jeg er bedre til bue og pil end du nogensinde bliver,” forsvarede Florence sig i et drillende tonefald. Lauge sukkede opgivende.
    “ Skal jeg tage det som en udfordring?” spurgte han efter lidt tids overvejelse. Florence lyste op i et smil, og hun klappede begejstret i hænderne, ligesom da de var børn.
    “ Selvfølgelig,” lo hun.

    Efter lang tid fik Florence endelig overtalt Bellisande til at give dem lov til at gå op til skydebanen. Lauge havde stået og ventet utålmodigt uden for den tunge trædør, da hans søster endelig dukkede op, så de sammen kunne gå ud til den lille skydebane Florence havde fået foræret af deres forældre. Den lå på en høj bakke et lille stykke fra borgen, og der var ikke længere end at de kunne gå.
    Hun bar den store bue på skulderen mens hun nynnede en vise. Lauge genkendte den fra hans barndom. Deres mor havde sunget den ved deres senge om aftenen. Den mindede ham om de kolde aftener om vinteren og det flakkende lys fra faklerne i deres værelse.
    Florence løb i forvejen, og lyden af hendes nynnen forsvandt. Lauge skyndte sig efter hende.
    Da de endelig nåede frem var skydebanen allerede klar. Der var ikke nogen der brugte den udover dem.
    ,, Jeg starter, “ sagde Florence mens hun fandt en pil frem og spændte sin bue.
    ,, Fint, bedst ud af tre,” svarede Lauge og rettede sin opmærksomhed mod hende. Hun tog en dyb indånding, sigtede og affyrrede sit skud. Pilen fløj gennem luften og ramte præcis i midten på den malede skydeskive.
    ,, Jeg kan jo lige så godt give op på forhånd,” sukkede Lauge. Florence lo af ham, men hendes ansigt blev pludselig blegt. Lauge så forvirret på hende, men hun sagde ingenting. Efter et øjeblik løftede hun hånden og pegede om bag Lauge. Han vendte sig om, og så straks det der havde drænet Florences ansigt for farve.
    På vejen mod borgen red en flok ryttere. De var et godt stykke borte, men Lauge kunne ikke se om de var venner eller fjender.
    ,, Rolig nu, det er sikkert igenting. Desuden er det min tur til at skyde,” sagde Lauge med et smil. Det hændte at der kom gæster for at besøge borgen. Han huskede alle de historier hans far havde fortalt ham om dem der kom og besøgte. Historier om hans farsøster Audrey som var skjoldmø, og som kun ønskede at blive ridder som hendes brødre. Historier om riddere og mænd der havde kæmpet bravt ved Helgis side. Lauge var betaget af at lytte til fortællinger om krigene der havde stået på igennem tiden. Det havde været nogle stille år i Frankerriget. Kong Karl var ved at være gammel, og snart skulle hans søn Pepin overtage tronen.
    Florence rømmede sig, og Lauge kom tilbage til øjeblikket.
    ,, Hvis du siger det,” sagde hun, og rakte ham buen.
    Lauge stillede sig til rette, og tog sigte. Han var fuldt fokuseret på målskiven, men alligevel dirrede hans hænder. Til sidst gav han slip, og pilen susede gennem luften. Den ramte i den yderste ring af skydeskiven. Lauge gav et råb af vrede fra sig, og smed buen hårdt på jorden. Florence lo begejsret, og samlede buen op fra det grønne græs.
    ,, Jeg ved ikke med dig Lauge, men jeg vil altså gerne finde ud af hvem de er,” sagde Florence og pegede ned mod borgen igen. Rytterne var nået til porten, og Lauge kunne skimte sin far tage imod dem. De kunne lige så godt gå tilbage, han havde alligevel tabt kampen. Det var ved at blive aften, og luften var allerede blevet en smule koldere. Solen hang lavt på himlen, og sendte et blødt lyserødt skær ud over skoven der strakte sig så langt øjet rakte omkring borgen. Lauge rettede sig op, og gik efter Florence som allerede var på vej tilbage.

    Faklerne i hallen var blevet tændt, og lyset fra de orange flammer fik skyggerne i rummet til at virke lange. Udenfor styrtede regnen ned og lyden sendte ekkoer gennem de nærmest tomme gange. Lauge indåndede den fugtige luft tungt, mens han utålmodigt sad og ventede udenfor bibliotekets store mørke trædør. Louis, en af Helgis mænd, sov tungt ved siden af ham. Lauge smilede ved lyden af hans højlydte snorken. Lauge forstod ham godt. De havde ventet på at døren ville gå op i lang tid, og efterhånden som minutterne gik føltes Lauges øjenlåg tungere.
    Da ham og hans søster var kommet tilbage til borgen, var deres forældre ude af syne. De havde tigget Louis, som skulle holde øje med døren, om at komme ind og se hvem deres forældre talte med, men uden held. Tålmodighed var ikke noget som Lauges søster besad særligt meget af, så efter lidt tid havde hun forladt ham for at gå i seng. Lauges tålmodighed var også snart brugt op. Endnu en gang satte han øret mod døren og gjorde et forsøg på at høre hvad der blev diskuteret på den anden side. Selv om han kunne høre stemmer forstod han ikke deres ord. De lød forvredne og hårde.
    Døren blev pludselig åbnet, og Lauge gav et sæt fra sig. Han havde nær slået hovedet i jorden, og han så forvirret op. Over ham stod en kæmpe. Eller måske ikke en kæmpe som dem man hører om i alle historierne, men en mand der i hvert fald var syv fod høj. Han lignede en barbar. Han havde langt mørkt fuldskæg, og nærmeste hele hans ansigt var dækket af det. Manden var ikke kun høj, men også bred og hans tøj var meget anderledes end de fine silker Lauge selv var iført. Han kunne ikke andet end at stirre på ham. Manden slog en buldrende latter op, og rakte så en hånd ned til Lauge, som han tøvende tog imod. Kæmpen hev ham op på benene, og Lauge børstede hurtigt sine bukser af. Louis var på trods af larmen ikke vågnet, og gryntede lidt før han vendte sig. Lauge lo.
    ,, Jeg ser du har mødt min søn Erik,” sagde en stemme bag manden. Helgi dukkede op i døråbningen, og han havde et bredt smil på læberne.
    ,, Ja man må sandelig sige han ligner dig, sig mig, har de givet dig et navn knægt?” spurgte Erik buldrende. Lauge nikkede svagt. Eriks stemme lød anderledes, og var næsten ikke til at forstå. Han havde en voldsomt accent og lagde et helt forkert tryk på ordene.
    ,, Jeg hedder Lauge,” svarede han, og rømmede sig. Han vidste ikke helt om han brød sig om kæmpen eller ej. Hans navn så ud til at behage Erik, og hans ansigt lyste op i et stort smil.
    ,, Så har du alligevel ikke glemt Danermarken helt endnu Helgi,” sagde Erik og selv om hans tone var munter, lød det som om Erik var bedrøvet. Helgi rystede på hovedet, og klappede sin bror på skulderen.
    ,, Jeg har ikke fortalt Lauge on Danermarken endnu, men måske er det noget jeg bør gøre ,” sagde Helgi med et fjernt blik. Erik gryntede utilfreds.
    ,, Du burde være stolt af dit hjemland Helgi,” sagde Erik og rømmede sig. Lauge kunne nærmest ikke holde det ud. Hans nysgerrighed var blevet så stor at han havde det som om han var ved at eksplodere.
    ,, Bellisande vil du ikke følge Erik ned i storsalen? Jeg tror han trænger til et glas vin,” sagde Helgi, og Bellisande dukkede frem bag Erik og tog ham under armen.
    ,, Jeg tror jeg får brug for ti,” lo Erik højt, da han og Bellisande forsvandt ned ad gangen. Lauge så afventende på sin far. Det var som om der var kommet to ekstra rynker i Helgis ansigt, og han så med ét meget ældre ud end han plejede.

    Da hans far endelig afsluttede sin historie om Danermarken, gryede solen uden for vinduet i værelset. Lauge stirrede tomt ud i luften og prøvede på at forstå hvad hans far lige havde fortalt ham. Helgi var Daner. Hele sit liv havde Lauge troet på Frankerriget som sit fædreland men nu var han pludselig i tvivl. Var Danermarken også en del af ham? Han havde aldrig besøgt det lille land. Han havde ikke engang krydset Frankerrigets grænser. Lauge kendte intet til det land som han ville have været arving til, hvis hans far havde båret det Gyldne Bånd og været drot for Danermarken. Han var mest chokeret over, at han skulle forestille at være en anden mands søn. Det var derfor Helgi aldrig tog ham med nogen steder hen. Ligheden mellem ham og Lauge var for stor. Folk ville begynde at spørge. Lauge var chokeret over sine forældres kærlighedshistorie, og overvejede i et øjeblik. om han nogensinde ville finde kærlighed, som den Helgi fortalte om, men det ville han nok ikke. Han var spærret inde her. Det var uretfærdigt. Hvorfor havde han ikke ret til at leve livet? Han ville udrette noget stort, han ville kæmpe side om side med riddere, og udrette ting for sit land. Men hvilket? Lauge rystede på hovedet. Det var alt for meget. Langsomt begyndte en vrede at boble i hans krop, og han rejste sig voldsomt op.
    ,, Skal jeg sidde og rådne op her ?” spurgte han og så afventende på sin far.
    ,, Lauge jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis Pepin finder ud af at du er min, så bliver straffen ikke mild. Han har aldrig glemt det der foregik dengang,” svarede Helgi, og Lauge så sorgen i hans øjne, men han var ligeglad.
    ,, Hvorfor kom Erik overhovedet her? Hvad vil han os?” Lauge vendte sig om så han stod med ryggen til sin far. Han kunne ikke se på ham nu.
    ,, Tingene er ikke som de plejer at være i Danermarken. Min halvbroder er kun lidt ældre end dig, men ikke visere. Landet står i forfald,” svarede Helgi sørgmodigt.
    ,, Han indrager alt for høje skatter og Danerne vil ikke betale. De har gjort oprør. Erik vil have mig til at drage tilbage og tage det gyldne bånd på ny,” fortsatte Helgi. Lauge vendte sig hurtigt om og så interesseret på sin far. Han kunne blive prins. Hvis Helgi blev konge over Danermarken ville deres magt blive større end før, og Lauge kunne lære mere om kamp og måske endda blive en stor kriger i Danermarkens hird.
    ,, Har du tænkt dig at tage med ham?” spurgte Lauge, og så sin far i øjnene. Han kendte allerede svaret før Helgi åbnede munden.
    ,, Hvorfor ikke? Et helt folk at herske over. Du kunne få landet på rette kurs igen, og så kunne vi gøre hvad vi havde lyst til, måske endda sætte Pepin på plads,” sagde Lauge drømmende.
    ,, Du får det til at lyde som et eventyr, men det er det ikke min søn. Du er uvidende. Du har kun set Frankerigets smukke rige, men du ville ikke klare nordens hårde kulde og skidne jord. Det er alt hvad dette sted ikke er,” sagde Helgi bedrøvet, og rejste sig så.
    ,, Det er ikke let at lede et folk Lauge. Mit liv er her med din mor, dig og din søster, “ sagde Helgi før han trådte ud af døren, og efterlod Lauge alene i værelset.
    Lauge stod tilbage med irritationen boblende i maven. Sikke et spild af muligheder. Det kunne godt være at Danermarken var gråt og skiddent men han ville gerne mærke nordens blæst bide i ansigtet. Det var trods alt hans forfædres hjem. Han havde aldrig troet at han var af kongelig byrd.
    Pludselig gik døren endnu en gang op, men denne gang trådte Erik ind. Den enorme Daner kunne knap komme igennem døren, og da han fik øje på Lauge stod han bare og så på ham.
    ,, Er du her?” sukkede Erik, og satte sig på en stol ved siden af Lauge, som også satte sig ned. Eriks stol kom med nogle klagende knirk, men den holdt.
    ,, Ja jeg er her også, “ sagde Lauge, og slog ud med armene. Han var træt, og han orkede nærmest ikke hvis kæmpen skulle til at lave sjov med ham nu.
    ,, Jeg går ud fra at du har fået hele historien nu,” sagde Erik med sin stemme som lød helt forkert. Han mestrede ikke Frankerrigets sprog særlig godt.
    ,, Ja mit sprog er ikke så godt, men jeg har været nød til at lære det. Jeg skal jo aflevere skatter fra Danermarken,” lo Erik sagte, og Lauge nikkede. Måske var Erik slet ikke så slem. Han virkede nærmest sølle, og Lauge havde ondt af ham. Han var trods alt rejst væk fra sit hjem, bare for at blive svigtet af sin bror.
    ,, Hele din tur har vidst været forgæves,” sagde Lauge, og sendte Erik et blik fyldt med medlidenhed.
    ,, Måske,” svarede Erik og kløede sig i skægget. Der blev pludselig en underlig stilhed i værelset. Stolen under Erik havde stoppet sit knirkeri, og vinden fra det åbne vindue havde lagt sig.
    ,, Hvad mener du?” spurgte Lauge. Han opdagede en kande vin som stod på bordet, og han rakte den til Erik som tog imod den taknemmeligt. Uden besvær drak han halvdelen i ét drag. Lauge kunne ikke lade være med at le da Erik rynkede på næsen.
    ,, Det er så fandens surt vin i har her,” sagde han, og Lauge lo endnu mere. Erik smilede tilbage, og tog endnu en slurk af kanden.
    ,, Ser du Lauge, Helgi er ikke den eneste arving. Der er en til,” sagde han tydeligt påvirket af vinen. Så gik det op for Lauge at det var ham Erik snakkede om.
    ,, Jeg er kun femten, hvordan skulle jeg kunne være bedre til at være konge end han der er konge nu?” spurgte Lauge og tog kanden fra Erik. Han tog en ordentlig slurk, og så afventende på Erik.
    ,,Hemming har mindre forstand end en femårig, det er helt sikkert,” svarede Erik.
    ,, Lige siden en sygdom tog hans forældre har han været ude af kontrol. Det har ikke været kønt,” fortsatte Erik. Lauge så mistroisk på ham.
    ,, Men jeg vil kun være arving hvis både Hemming og min far dør,” sagde Lauge og studsede lidt over sine barske ord. Han var vred på sin far, men han ville aldrig ønske ham død.
    ,, Hvis jeg sagde at Helgi var død, ville de andre slægter tro mig. Hemming skal besejres med kamp,” svarede Erik. Hans øjenlåg var ved at glide i.
    ,, Men du er meget ung,” tilføjede Erik lavt før han faldt i søvn, og hans hoved sank ned mod hans bryst.

    Lauge havde sovet næsten hele dagen igennem, og solen hang lavt på himlen, da han omsider slog øjnene op. Florence sad på sin sovebænk ved siden af ham, mens hun intenst betragtede ham. Lauge så forvirret på hende, og satte sig op.
    ,, Hvad kigger du på?” spurgte han irriteret, og strakte sig gabende. Han var stadig træt. Natten før havde været begivenhedsrig, og han manglede stadig at indhente en del søvn.
    ,, Jeg har snakket med far,” svarede hun stille. Hun så ikke spor oprevet ud. Men hun fik selvfølgelig også lov til at forlade slottet jævnligt for at tage til hoffet i Akka. Hun var ikke fanget her for altid. Lauge misundte hende så meget, at han kunne mærke det helt ude i sine fingerspidser. Der var alligevel ingen forandring i Florences ansigt, det var nærmest som om intet var hændt.
    ,, Jeg kommer til at rådne op her,” sagde Lauge og spyttede arrigt på gulvet.
    ,, Lauge vi har kun holdt det skjult for dit eget bedste. Hvis det bliver opdaget så tør jeg slet ikke tænke på hvad der vil ske. Pepin vil bruge enhver undskyldning der melder sig til at hævne sig på far,” sagde Florence og så på Lauge med store øjne. En endnu voldsommere strøm af vrede skyllede ind over Lauge.
    ,, Du vidste det? Du vidste det hele tiden, men du sagde aldrig et ord til mig?” Lauges stemme dirrede af vrede, og han rejste sig hurtigt. Florence var fjorten somre og han selv femten, men alligevel havde deres forældre betroet sig til hende? Han kunne ikke forstå det. Hvis han havde vidst det, kunne hans liv have været nemmere. Han havde haft en grund til at være på borgen. Men nu følte han sig bare forrådt.
    Florence skulle til at sige noget, men Lauge skyndte sig ud af døren før hun kunne. Han ville ikke være i nærheden af hende mere. Han ville ikke være i nærheden af nogen. En underlig fornemmelse byggede sig op i Lauges mave, og han kunne mære tårerne presse på. Han kunne ikke blive her længere. Hvordan skulle han leve sit liv skjult? Det var værre end noget andet. Han kunne aldrig blive ridder for Frankerriget. Tårerne løb ned af Lauges kinder, da en idé pludselig slog sig ned i hans sind. Han kunne tage med Erik. Det ville være det rigtige at gøre. Han tørrede hurtigt sine kinder, og skyndte sig tilbage ad den mørke gang. Hvis han huskede rigtigt ville Erik og hans mænd rejse allerede ved solnedgang. Han havde travlt. Der vil ikke gå særlig lang tid før solen ville begynde at forsvinde bag horisonten.
    Lauge brasede ind i sit værelse hvor Florence stadig sad. Han ignorerede hendes forvirrede blik og fandt en skindpose frem. Han begyndte at putte alle sine ting deri, og han havde hurtigt fået samlet de fleste af sine soveskind og sit tøj.
    ,, Hvad laver du Lauge?” spurgte Florence, og rejste sig fra sin sovebriks.
    ,, Jeg rejser,” mumlede Lauge lavt, og bandt skindposen sammen. Han manglede bare sit sværd. Han kunne ikke rejse uden.
    ,, Har du tænkt dig at tage med Erik? Det kan du ikke, du hører til her,” sagde Florence med en bedende stemme. Hun havde blokeret døren for Lauge, og han var tvunget til at blive lidt endnu.
    ,, Jeg hører mere til blandt Danerne end jeg gør her. De vil hædre mig for at være Helgis søn, ikke dræbe mig,” svarede Lauge irriteret. Han havde ikke brug for hende eller deres forældre. Han var klar til at tage afsted. Han kunne ikke holde ud til at blive her meget mere.
    ,, Hvordan ved du det? Hvordan kan du være så sikker?” spurgte Florence og så Lauge i øjnene. Lauge mærkede kun tvivlen kort, før han slog tanken fra sig.
    ,, Det er jeg bare. Jeg kan mærke det,” svarede Lauge lavt.
    ,, Du kender knap nok de mennesker. Du kan ikke tage med dem,” fortsatte Florence, men Lauge havde hørt nok. Han skubbede hende væk fra døren og styrtede ud af den. Solen var begyndt at forsvinde bag horisonten, og Lauge løb så hurtigt han kunne mod våbenhuset. Han kunne ikke tage afsted uden sit sværd.

    Endelig nåede Lauge frem til sit mål. I våbenhuset var der helt stille. Våbenmesteren måtte være taget hjem. Det lille hus var mørkt, og Lauge var nød til at tænde en fakkel. Flammerne lyste rækkerne af sværd op, og Lauge så sig omkring. Til sidst fik han øje på sit eget sværd. Det var ikke noget specielt, men klingen var skarp og let. Han mestrede det bedre end nogen anden. Han bandt sværdskeden omkring livet, og skyndte sig videre. Måske kunne han stadig nå at indhente Erik og hans mænd. Det håbede han på, men da han nåede frem til borgens gård var den tom. Lauge bandede højlydt. Han kunne ikke finde en hest uden at nogen ville genkende ham. Han slog hætten på sin kappe op og trak den godt ned over hovedet. Nærmest i blinde fandt han frem til hestestalden. Lugten af hø og skidt slog ham i møde da han trådte ind over døråbningen, og overalt omkring ham kunne han høre højlydt vrinsken. Han mestrede kunsten at ride udmærket, men han havde ikke altid været glad for de store dyr. Når han så Helgi ride på den store sorte hingst var det næsten som en elegant dans, og han havde altid beundret måden hans far mestrede heste på.
    Han så hestene i stalden an. Han vidste at han ikke kunne tage sin fars. Den var gammel, men den var stadig kulsort og stærk. Lauge betragtede den varsomt, og gik langsommere tættere på den. Han havde aldrig reddet den, men alligevel var han fascineret af den sorte hest. Pludselig så den op, og dens øjne stirrede lige ind i hans. Det var som om der var blevet helt stille, og det var kun Lauges hurtige åndedræt der hørtes. Det føles som om der var gået flere timer da hesten endelig blinkede og Lauge så væk. Hans blik fandt en hest der stod ved siden af Helgis sorte hingst. De to heste var næsten identiske bortset fra at hesten ved siden af var hvid omkring øjet. Lauge smilede. Han havde glemt alt om at den sorte hingst fik et føl for mange år siden. Nu stod den der som en fuldvoksen hest, sort og prægtig som sin far, og skinnede i lyset fra Lauges fakkel.

    Vinden fik Lauges lyse lokker til at flyve vildt omkring hans ansigt, da han red igennem tusmørket. Han vidste ikke, hvor lang tid der var gået fra han havde forladt borgen, men han blev ved med at ride i fuld fart ad vejen hvor Erik og hans mænd var kommet fra. Han vidste at de var tæt på. Deres spor var tydelige, og det var ikke svært at se at de var friske. I starten havde han undret sig over at de rejste om natten, men nu gik det op for ham at mørket beskyttede ham. Den sorte hest under ham var nærmest usynlig i natten, og han var ikke blevet opdaget. Han var langt hjemmefra, og det var næsten for sent at vende om. Han ville alligevel ikke tilbage, tanken om at blive der forevigt holdt ham væk.
    Lauge kunne pludselig høre stemmer forude. Han borede hælene ind i siden på hesten, og den satte straks i galop. Han kunne skimte Erik og hans mænd forude. Først nu opdagede han at de var mange. Mange flere end de havde været på borgen. Lauge kneb øjnene sammen. Lyden af klingende sværd fik ham til at indse hvad der skete. De var under angreb. Lauge satte ikke farten ned, men red videre. Han trak sit sværd, og prøvede på at få et overblik over situationen. Mændene der angreb lignede ikke nogen han havde set før. Han havde ikke tid til at se dem an før han selv blev til et mål. En af de mørkklædte mænd styrtede frem mod ham med en klinge der glimtede i skæret fra månen. Lauge var forberedt, og han undveg hurtigt slaget. Hingsten under ham fulgte hans mindste bevægelse, og den undveg med ham. Mandens vrede lyste ud af hans øjne, men Lauge var kølig. Det var som om at han vidste hvad hans modstanders næste træk var før han udøvede det. Lauges sværd lå godt i hånden, og han mødte sin modstanders klinge. Kampen var hurtigt overstået. Lauges klinge var boret ind i mandens bryst, og hans øjne blev tomme. En mand uden hest var ikke svær at vinde over. Lauge vidste at det var en ulige kamp.
    Langsomt trak han sit sværd ud, og så sig omkring endnu en gang. Eriks mænd havde overmandet angrebsmændene, og de fleste lå døde på jorden.
    Eriks latter buldrede bag Lauge da han hoppede af sin hest. Han klappede den blidt, og vendte sig mod Erik.
    ,, Så kom du alligevel med,” sagde Erik med et smil, og slog venligt Lauge på ryggen. Flere af Eriks mænd sendte Lauge anerkendende blikke, og han så ned.
    ,, Jeg kunne ikke blive der,” svarede Lauge sammenbidt. Ingen af Eriks mænd var faldet. De virkede til at være trænede krigere og ikke barbarer.
    ,, Det ved jeg. Du vil være velkommen her hos os, men der er en lang rejse til Danermarken. Vi har knap forladt din fars borg, og vi er allerede blevet angrebet,” sagde Erik. Han lo lidt da han sagde det sidste.
    ,, Min far ved ikke jeg er her,” sagde Lauge. Han håbede at Erik ikke ville sende ham tilbage.
    ,, Det ved jeg. Han ville ikke have du tog afsted,” svarede Erik, og så Lauge i øjnene. Lauge var sikker på at han ville sende ham hjem, og han sendte Erik et ængsteligt blik.
    ,, Bare rolig knægt, jeg sender dig ikke hjem,” lo han. Lauge åndede lettet op.
    ,, Jeg tvivler på at min far bliver glad når han finder ud af det,” sagde Lauge som stadig kunne mærke vreden i maven. Erik rystede bare på hovedet.
    ,, Du har styr på dit sværd dreng,” lød en stemme pludselig bag ham. Ordene var endnu mere forvredne end Eriks, og Lauge kunne knap forstå dem. Han vendte sig om, og så ind i øjnene på en af Eriks mænd.
    ,, Hvem er du?” spurgte Lauge mens han betragtede den store mand. Han var høj og bred. Hans klæder var ligesom Eriks, lavet af skind og jern. Hans ansigt havde grove træk, og det var mærket af kamp.
    ,, Mit navn er Agnar,” svarede manden, og kløede sig i sit røde fuldskæg.
    ,, En af de bedste krigere i Danermarkens hird,” sagde Erik og smilede. Lauge nikkede. Han så brutal ud.
    ,, Hvem var det der angreb jer?” spurgte Lauge og Erik trak på skuldrene.
    ,, Vi er ikke helt sikre. Det var nok bare nogle skovfolk der plyndrer vejene,” svarede Agner, og Erik var nød til at oversætte hans ord for Lauge.
    ,, Du bliver nød til at lære Danernes sprog hvis du vil blive. Det er kun Agner og jeg der kan Frankerrigets sprog,” sagde Erik.
    ,, Så må jeg jo hellere komme i gang,” svarede Lauge, og Erik lo.

    Det var som at at dagene flød ud i et. Da de nåede Akka havde det været er kort besøg. Lauge havde holdt sig i udkanten af byen, men han havde set nok af den til at vide at den var prægtig. Han ville ønske han havde udforsket dens gader, men faren for at blive set ville være for stor. Erik og hans mænd havde provianteret så de havde mad og tøj nok til rejsen hjemad. Efterårets kulde var begyndt at træde mere i karakter og nætterne var kolde. Efteråret havde farvet Frankerigets natur orange, og bladende hvirvlede rundt omkrig på vejene. Lauge havde efterhånden lært lidt af Danernes sprog, men det var ikke meget. Ordene var anderledes og svære, men han kunne godt føre en samtale med nogle af de andre krigere, der var med på deres rejse. Erik havde udnyttet deres tid på hesteryg til at lære Lauge sproget. Eriks mænd havde lyttet med, og det lod til at de var meget underholdte af Lauges udtale. Det generede ham ikke særlig meget. Hvis det var noget af det eneste de kunne more sig over ville han ikke stoppe dem. Der havde ikke været flere baghold, men Erik havde sagt at de skulle være på vagt. Ikke engang gamle kong Karl kunne kontrollere landevejsrøvere og sultne skovfolk.
    De var omkring et par dagsrejser fra Akka, da de besluttede sig for at slå lejr for natten. Lauge var udmattet af de sidste dages rejse, men han kunne ikke finde ro. De andre mænd sad og drak mjød som de havde købt i Akka. Han brød sig ikke særlig meget om den bitre drik, men Erik og de andre mænd hældte det i sig. De var allerede ved at blive godt påvirkede at mjøden, og Agnar var begyndt at synge en af Danernes hymner. Brølende sang de andre med, og hurtigt udviklede det sig til kamp. Lauge forstod ikke hvorfor Danerne sloges blot for underholdningens skyld. Helgi og de andre havde kun kæmpet for at blive bedre.
    Flammerne fra bålet fik alting til at kaste lange skygger, og det fik vejen til at virke en anelse mere uhyggelig. Lauge sukkede. Der var stadig langt til Danermarken, og han var utålmodig. Dagene hvor de rejste var langt fra behagelige, og vejret blev værre jo længere nord de red.
    ,, Smiler du aldrig?” spurgte en stemme ved siden af ham. Lauge drejede hovedet og så at det var Agnar der talte til ham. Han sang ikke længere, men sad og nippede til et krus mjød.
    ,, Jeg tænker bare,” svarede Lauge.
    ,, Jeg tror du tænker for meget dreng. Det bliver et trist liv du får hvis du hele tiden sidder sådan der,” sagde Agner og slog Lauge på ryggen. Han rejste sig og hentede endnu et krus mjød, men det var ikke til ham selv.
    ,, Her,” sagde Agner og rakte kruset til Lauge. ,, Lev en smule.”
    Lauge smilede. Måske havde han ret. Det var trættende at være bekymret hele tiden. Han havde forladt sine forældres borg for at kunne leve sit liv, og han havde ikke udnyttet sin frihed som han burde.
    ,, Tak,” svarede Lauge og Agner nikkede. Han løftede sit krus som skål og Lauge drak af den bitre drik. Han skar ansigt og spyttede noget af den ud igen.
    ,, Jeg lover dig at mjøden i Danermarken er bedre end den her gang sprøjt,” lo Agner og Lauge lo med ham.

    Efter utallige dages ridt kom de endelig til Danermarken. Kulden var slem, og Lauge havde været nød til at udskifte sine silkeklæder med de tykke skind de bar i Danermarken. Undervejs var de blevet angrebet er par gange, men det havde ikke været andet end skovfolk og røvere. De var på vej til Langfjorden hvor Erik var blevet Jarl efter sin far. Erik havde været væk længe, og han drev sine mænd afsted for at komme hjem i en fart. Lauge var udkørt, men han havde nydt at være på farten i så lang tid.
    ,, Der er ikke langt igen,” sagde Erik til Lauge da de roligt red afsted på en lille skovvej.
    ,, Du vil elske Langfjorden. Det har din far og jeg altid gjort,” fortsatte han, og Lauge kunne ikke undgå med at høre smerten i hans stemme. Tingene var ikke som de var engang. Det var et følsomt enme så Lauge valgte at skifte det.
    ,, Der er noget hverken du eller min far har fortalt mig om. Hvis Gøtrik var Helgis far, hvem var hans mor så?” spurgte Lauge og Erik rømmede sig.
    ,, Du vil nok ikke tro det, men din fars mor var en af alferne i skoven. Da Gøtrik så hende første gang blev han så fortryllet af hende, at han tog hende med til sin borg og giftede sig med hende. Hendes navn var Svanhild,” svarede Erik tøvende. Lauge løftede overrasket øjenbrynene. Han havde hørt om alfer, men han havde altid været overbevist om at det var noget der hørte fantasien til.
    ,, Hvad skete der?” spurgte Lauge lidt efter.
    ,, Hun fødte din far. Alfer er ikke skabt til at føde børn. Hun døde så snart hun havde født,” svarede Erik. Han kløede sig i skægget og så tænksomt på den tågede vej. Lauge kunne ikke tro det.
    ,, Jeg vidste at du også havde noget af hendes blod i dine årer, da vi så dig kæmpe. Jeg har kun set én anden kæmpe på den måde, og det er din far. Altid et skridt foran. Jeg var altid rasende da han besejrede mig da vi var unge,” fortsatte Erik og lo. Det begyndte pludselig at give mening for Lauge. Han havde altid været glad for sin evne til at kæmpe, men han havde aldrig vidst hvor dem kom fra.
    ,, Det er fantastisk,” sagde Lauge og smilede begejstret. Erik gengældte hans smil med et grin, og det gik op for Lauge at som dagene havde gået var han begyndte at holde mere og mere af sin fars blodsbror.
    ,, Se! Det er Langfjorden,” sagde Erik begejstret og pegede på fremad. Lauge fulgte retningen af hans finger med øjnene, og opdagede også den mørke borg ved vandet. De var tæt på, men Langfjorden havde været usynlig på grund af den tætte tåge. Da de var reddet helt hen til vandkanten kunne Lauge se de urolige bølger slå mod stranden.
    ,, Det ser ud til at der bliver storm, skynd jer indenfor,” råbte Erik til de andre mænd. Lauge borede hælene ind i siden på den sorte hest, og red hurtigt i ly på borgen sammen med de andre mænd. Da de kom indenfor de mørke stenmure var stanken fra dyr og møg tydelig og Lauge rynkede på næsen. En af mændene så ham og lo.
    ,, Nyder du lugten af Danermarken?” spurgte han, og Lauge rystede på hovedet. Selv om ordene stadig lød forkert i hans hoved forstod han dem.
    ,, Så skulle du prøve at være her om sommeren,” hviskede Agnar bag ham grinende.
    ,, Det er ikke det samme som roserne i din fine have,” fortsatte han, og Lauge måtte give ham ret. Han så sig omkring. Der var næsten ingen mennesker i gården bortset fra ham selv og Eriks mænd. Der stod nogle kvinder og vaskede tøj ved brønden, men ellers var der tomt. Pludselig flængede et lyn himlen, og det blev fulgt af et højt brag. Der gik ikke mange sekunder før regnen silede ned over dem. Agnar tilbød Lauge at tage hans hest, og Lauge gav ham tøjlerne.
    ,, Lauge!” brølede Erik, og vinkede ham over til sig. Lauge løb gennem den mudrede jord, og gik med Erik indenfor. De stod i en mørk gang, og lyden af regnen rungede i den.
    ,, Du skal møde min familie,” sagde han stolt. Lauge nikkede og sendte ham et smil. Erik havde fortalt ham meget om dem, og han så frem til at møde dem. De gik ned af den mørke gang, og kom til sidst til en åbning. Rummet de trådte ind i var stort, og der var tændt ild i et brændested, så varmen slog dem i møde. Erik lignede en der var ved at revne af lykke da en lille dreng på ikke mere end seks år kom løbende hen mod ham.
    ,, Far er hjemme!” råbte ham og rakte armene op mod Erik der virkede som et bjerg i forhold til ham. Erik løftede drengen op i sine armen og omfavnede ham. Barnets latter rungede i hallen, og Erik satte ham ned efter lidt tid.
    ,, Dette er min søn Ask,” sagde Erik og klappede drengen på hovedet. Ask gjorde store øjne, og kiggede nysgerrigt på Lauge.
    ,, Hvem er han?” spurgte Ask og vendte sig mod sin far.
    ,, Det er Lauge. Han har boet i Frankerriget, men nu skal han bo med os,” sagde Erik. Lauge smilede til den lille dreng, men løftede blikket da han hørte andre stemmer inde i hallen. To kvinder kom gående imod dem, og Lauge gik ud fra at det var Eriks kone og datter. Erik omfavnede dem begge på samme tid, og de lo da han løftede dem op fra gulvet og svingede dem rundt. Da han havde sat dem ned igen så de interesseret på ham.
    ,, Du ligner din far,” sagde den ældste af de to kvinder. Hendes hår var gyldent med få hvide striber, men ellers så hun ikke særlig gammel ud. Hun var iført en ulden grå kjole der ikke lignede noget af det kvinder fra Frankerriget klædte sig i, men alligvel var hun meget smuk.
    ,, Det her er min kone Astrid, “ sagde Erik, og hun smilede til ham.
    ,, Og det her er min datter Bjørg,” fortsatte han og Lauge vendte sig mod den unge pige. Hun så kun ud til at være lidt ældre end ham selv, og alligvel var hun smukkere end sin mor. Hun havde de same gyldne lokker, og hendes blå øjne kunne ses klart selv om lyset var dunkelt. Hun sendte ham et smil, og Lauge smilede genert tilbage.
    ,, Dette er Lauge. Han er Helgis søn, og vil snart indtage sin plads som drot af Danermarken,” sagde Erik til sin familie.

    Efterhånden som tiden gik tog Lauges liv i Danermarken form. Der var ikke gået lang tid, for han havde indset, at det var fuldstændig anderledes at bo her end at bo på sine forældres gård. Der var jævnligt gilder, og Lauge havde endda fået en smag for Danernes mjød. Om vinteren var der ikke så meget arbejde, og sneen havde skabt et hvidt skinnende landskab. Fjorden var frosset til, og handlen stod stille.
    Lauge mestrede nu sproget fuldstændigt, og Eriks datter Bjørg havde hjulpet ham med at lære det. Han var begyndt at holde meget af hende.
    Lauge havde rejst rundt i landet sammen med Erik. De havde snakket med mange af de andre slægter, og kun få stod stadig på Hemmings side. Lauge havde været her længe nok til at se at folket havde brug for forandring. Som det var nu opkrævede Hemming enorme skatter, og han brugte dem kun til sin egen fornøjelse. Hans folk sultede, men han ænsede det ikke. Derfor havde Erik og hans mænd planlagt et angreb mod Hemming. De havde holdt det hemmeligt, så det ikke ville komme Hemming for øre.
    Da natten endelig kom, og Eriks mænd var på vej mod Hemmings borg, var der ikke en sky på himlen. Det eneste lys der var, kom fra den blege måne, og det fik den frosne jord til at blinke som flere tusinde stjerner. Lauge frøs. Hans ånde sendte små skyer ud i luften, og selv hesten under ham rystede af kulde. De red afsted i stilhed. Flere af de andre slægters mænd var taget med dem. Hemmings sidste loyale mænd var få, og de fleste opholdt sig på borgen. De var snart fremme. Lauge var nervøs. Han var ikke sikker på at alt ville gå godt. Hvad ville de gøre når de først havde indtaget borgen? Erik havde ikke fortalt Lauge særlig meget om hvad der ville ske.
    Efter noget tid nåede de endelig frem. Der var lys i vinduerne, og man kunne høre latter og sang fra langsalen. Nærmest lydløst begyndte deres mænd at åbne porten. Den var ikke bemandet, og det var utrolig let at slippe indenfor. Kun få vagter var i gården, men de blev overmandet før de kunne nå at slå alarm. Erik samlede de fleste af mændene. De stillede sig tæt sammen og ventede på ordrer.
    ,, Vi angriber Langsalen. Det lyder som om de er godt drukne. Der er nogle gode krigere imellem dem, men vi kan godt vinde over dem. Også selv om de alle går bersærk,” sagde Erik lavt, og mændene nikkede. Lauge havde ikke hørt om at gå bersærk før han kom til Danermarken. Han havde aldrig prøvet noget der lignede, men han var sikker på at det vidst også var bedst sådan. Erik hev ham over til sig.
    ,, Vi går forrest. Det er dig der er den vigtigste,” sagde Erik stille, og Lauge rystede på hovedet. Han var nervøs, men også klar. Endelig var det tid til at tage det der tilhørte ham, og endelig var det tid til at opfylde de drømme han havde drømt i Frankerriget.

    Da dørene slog op ind til Langsalen var der først ingen der lod mærke til dem. Det var først da en kvinde skreg højt, at det gik op for mændene i salen, at de var under angreb. De sprang råbende op fra bænkene, og Lauge kunne mærke hans hjerte begyndte at slå endnu hurtigere. Hans øjne søgte op til højbordet, hvor Hemming sad. Han havde aldrig set sin fars bror før, men der var heller ikke noget specielt at se. Han lignede overhovedet ikke Helgi. Han var fed, og hans øjne havde nærmest samme farve som hans skægstubbe. Han så stadig meget ung ud, selv om han havde tunge poser under øjnene. Hemming så Lauge direkte i øjnene, og så begyndte han pludselig at le højt. Så højt at de fleste andre i salen holdt op med at råbe. Til sidst var det kun hans latter der hørtes.
    ,, Så I kommer om natten,” sagde han og hostede ud over bordet. Der sad en ung kvinde ved siden af ham, med store øjne og skrækken malet i ansigtet. Hun så nærmest trættere ud end Hemming gjorde.
    ,, Kujoner. Tror I at I kan besejre mine mænd?” lo han, mens salen lyttede anspændt. Lauges puls var høj, og hans hjerte dunkede hårdt i hans bryst.
    ,, Hvad venter i på? Angrib dem dog!” råbte Hemming, og hostede endnu en gang. Han tog en slurk af sin mjød, før han rejste sig op. Han gik overraskende roligt ned mod Lauge og Erik. Omkring dem var kampen gået i gang. Mændene var stormet imod hinanden, og overalt hørtes lyden af skarpe klinger og brækkede knogler. Langsomt bevægede Hemming sig tættere på, og Erik stillede sig klar. Da han endelig nåede frem, så han skulende på dem begge.
    ,, Erik, det er lang tid siden jeg har set dig her,” sagde Hemming spydigt, og Erik skulede tilbage.
    ,, Du er syg Hemming,” hvislede Erik, og Hemming lo bare til svar.
    ,, Jeg er meget interesseret i ham du har taget med. Hvem er han?” spurgte Hemming og så nysgerrigt på Lauge som for første gang så Det Gyldne Bånd der sad i Hemmings hår.
    ,, Jeg er din brors søn, “ sagde Lauge med et pludseligt mod voksende i maven.
    ,, Aha. Helgi har fået børn. Synd jeg ikke kan huske ham. Hvad gør du her?” spurgte Hemming, som så ud til at begynde at kede sig.
    ,, Jeg er her for at blive Drot af Danermarken,” sagde Lauge og tog en dyb indånding.
    ,, Virkelig? Du tror måske du kan besejre mig, “ hvæsede Hemming. Raseriet kunne tydeligt ses i hans øjne.
    ,, Jeg kæmper imod dig Hemming, Lauge gør ikke,” sagde Erik, men Lauge skubbede ham væk. Hemming sendte ham et hånligt blik.
    ,, Kan du ikke klare mig selv? Du er fej Lauge. Kan du ikke engang tage kampen op imod mig? Du kommer her for at tage mit land, og alligvel tør du ikke engang kæmpe mod mig,” sagde Hemming spydigt. Lauge mærkede raseriet i maven. Han skubbede Erik væk.
    ,, Det her er min egen kamp Erik,” sagde han sammenbidt og trak sit sværd. Han kunne mærke køligheden strømme ind over sig, mens han betragtede Hemming. Han drak noget af et krus, og pludselig blev hans formørkede. Fråden begyndte at samle sig i hans mundvige, og ligesom Lauge trak han sit sværd. Det så tungt ud, og han løftede det med begge hænder. Lauge ventede tålmodigt. Hemming var så rasende at han ikke tænkte over sine træk. Han kastede sig frem mod Lauge, som hurtigt undveg ved at rykke et skridt til siden. Hemming råbte, og Lauge mødte hans klinge med sin egen. Hemming var en dygtig kriger, men han var forudsigelig. Så snart Lauge fik muligheden for det borede han sig sværdklinge ind i sin modstanders skulder, men det var som om at Hemming ikke opdagede det. Han blev bare ved med at svinge sit sværd i alle mulige retninger, og Lauge holdt sig lidt tilbage. Han vidste at han ville vinde, men det var bare med at vente på den rigtige chance. Han skulle lige til at stikke sværdet ind i Hemmings hjerte da en ulidelig smerte ramte i hans ben. Nogen bag ham havde skudt ham med en pil. Han brølede i smerte og vrede. Hemming begyndte at le igen, og han så fuldstændig syg ud. Lauge løftede sit sværd endnu en gang, og Hemming var for langsom. Før han havde afværget slaget havde Lauges klinge boret sig ind i hans bryst, og han sank sammen. Lauge så ham i øjnene, og så hvordan de blev tomme.

    Da Erik satte Det Gyldne Bånd om Lauges hår følte han sig uovervindelig. Han havde sejret. Han var en kriger, og ikke mindst hersker af et folk. Overalt omkring ham lød der jubel fra de mange mænd og kvinder, der var samlet til festlighederne på borgen.
    ,, Hil Lauge Daner,” råbte Erik, og folket gentog ham. Lauge så ud over dem, og genkendte mange af de store slægter der var dukket op for at fejre ham som drot. Han var sikker på at han ville blive en god drot, også selv om han skulle betale skatter til sit gamle hjemland. Han vidste han ikke kunne vende tilbage. Livet på sine forældres borg var som en drøm, noget der var sket i et tidligere liv. Han vidste han var hjemme nu.
    Lidt senere var de samlet i Langsalen, hvor en støj af musik og fordrukne mænd overdøvede næsten alt. Lauge sad ved højbordet. Til hans ene side sad Erik og hans familie, og til den anden Agner som Lauge havde gjort til overhoved af sin hird. Lauge var i godt humør, og havde fået mange krus mjød da døren i den anden ende af salen gik op. Han slog overrasket øjnene op, og så direkte på sin far Helgi Daner.
    Senest redigeret af JosephineNV : 14-09-14 kl. 20:20

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •