Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 2 af 2

Emne: Helgis Kamp af Viktoria Birkerod Hinke

  1. #1
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard Helgis Kamp af Viktoria Birkerod Hinke

    Helgi kom smilende ind i biblioteket med hans barn i favnen, og så med det samme, at Bellisande sad i en stol med ryggen til ham. Hun kiggede fordybet ned i den tekst, hun var i gang med at undersøge og rette. Typisk Bellisande, Helgi smilede for sig selv, siden hun fik Martin, havde hun nydt hvert øjeblik alene og i stilhed. Tiden tilbragte hun oftest i denne stol, og selvom Helgi gerne ville tilbringe mere tid sammen med hende, var han glad for, at hun slappede af. Han vidste, at det havde været en hård fødsel. Martin prøvede at snakke lidt, han ville have sin mor, det kunne mærkes. Selvom han ikke kunne se eller høre hende, vidste han dog alligevel, at hun var der. Han havde virkelig Helgis særlige evner og intuitioner. Ved lyden af Martin, vendte Bellisande sig om fra sit dybt koncentrerede arbejde og smilede til hendes familie, som det jo faktisk var. Helgi havde lige talt med Einhard, og havde igen spurgt om hans datters hånd, når han en gang vil få mulighed for at forsøge hende. Svaret var ja, og Helgi var ved at hoppe ud af sit gode skind af ren og skær begejstring. Nu var det endelig hans tur til at få det, som Svanhild havde lovet, dengang alting så gråt ud. Det var ham og Bellisande nu, og så lille Martin. Chokket over, at han faktisk var far til ham, havde stadig ikke lagt sig helt, han følte et større ansvar nu. Helgi vidste, at han var nødt til at være mere tilbageholdende, når det kom til Pepin og de andre, han kunne ikke være næsvis og udfordre dem i et hedt øjeblik. Han vidste, at Martin var nødt til at have en far, som ikke var i kamp hvert øjeblik, og blev nødt til at drikke stærk mjød for at dulme smerterne. Han ville ikke ende som Gøtrik Drot, han var jo halvt fordærvet af al den øl til sidst.

    ”Hej Martin”, sagde Bellisande med sin sædvanlige bløde stemme, da hun tog imod ham fra Helgi. Men hendes opmærksomhed var ikke rettet mod Helgi, derimod mod Martin, hun var helt forelsket i de klare blå øjne, det blonde hår og den søde næse. Helgi kiggede også beundrende på Bellisande, hendes dybe øjne skinnede. Resten af hendes ansigt var træt og udmattet, men lige præcis øjnene stod ud. Til middagsmaden den aften sad Helgi over for Karl, og med Oliver og Bellisande ved siden af ham. Maden den aften var større end normalt, kunne Helgi regne ud, da de brødbrikker der blev delt ud, var bredere end de sædvanlige. Måske skulle en stor nyhed meddeles? Skulle Roland og Audrey giftes, eller havde jægerne fanget ekstra store dyr på jagten? Den lækre mad og den gode mjød, som kvinderne bragte ud, forberedte Helgi på, at der skulle ske noget stort. Han kiggede over på Karl, og Karl smilede igen til Helgi. Helgi mærkede en prikken på sin højre skulder, det var Bellisande.

    Hun hviskede ham i øret: ”Vi må holde øje med min far, Helgi” og pegede over på Einhard. Han virkede fuld, og usædvanlig livlig og meget frisk. Ganske vist er Einhard en glad mand, men ikke på dette plan, på dette tidspunkt af dagen. Hans højdepunkt på dagen var i eftermiddagstimerne, hvor han kunne undervise eller snakke om sit arbejde, han var virkelig passioneret i hvad han lavede.

    Helgis tanker blev afbrudt af Einhard, som nu havde rejst sig op. Der var stilhed, fordi han lige havde banket i bordet med en hård knyttet hånd. ”Og nu ...” sagde Einhard, meget højlydt. ”Vil jeg gerne sige kææææmpe tillykke til … hik … Helgi og min skønne… hik… Bellisande. De skal jo stifte ægtebånd, takket være … hik … Helgi …” Panikken bredte sig, og Helgi kunne mærke kuldegysningerne brede sig fra fingerspidserne til tæerne. Hvorfor sagde han det? Al smasken og gumlen holdt øjeblikkeligt op, og der blev tavst i hele lokalet. Helgi bandede for sig selv, det var så tavst, at ikke en gang Oliver med noget, der kunne være den kendte verdens bedste hørelse, kunne høre hvad han sagde. Hvad var meningen med det, som Einhard lige havde sagt?

    Det lignede heller ikke ham at være fuld, det var ikke noget han havde interesse i. Og da Helgi kiggede over på Karl, som havde et lettere forvirret udtryk printet i ansigtet, blev han ikke klogere. Pepin, med Alory og Ivon ved siden af sig, smilede selvtilfreds, han var glad for, at Einhard havde kvajet sig.

    Helgi opfattede ikke så meget mere af, hvad der skete, det var tåget, og hans eneste minde var kun at han fik besked på at lægge Einhard ind i sovekammeret og holde øje med ham resten af natten, og derfor ikke fik mulighed for at snakke med Bellisande. En bille kravlede hen over Einhards hånd, det var det første Helgi så, da han vågnede. Han glippede med øjnene, han havde sovet uroligt hele natten, og været konstant bekymret for den kommende dag, og det rod, han var nødt til at ordne efter Einhard. Han havde aldrig nået at spørge Bellisande om hendes hånd, før Einhard havde ødelagt det hele. Helgi var lidt bitter, for hans plan med at spørge Bellisande ved søen var nu gået i vasken. Men han vidste udmærket, at som stolt, kristen ridder kunne han ikke tillade sig at være vred på en drukken mand. Helgi var i læsesalen, da Bellisande med et lettere forvirret udtryk i ansigtet kom gående imod ham.

    ”Skal vi ikke gå udenfor?”, spurgte han, før hun kunne nå at sige noget. De satte sig under et stort træ, og Helgi prøvede at forklare, bare sige noget. Men trods han prøvede, kom ingen ord ud over tungen, ingen sætninger blev sagt, begge forblev tavse.

    ”Var det sandt?” spurgte Bellisande forsigtigt. Helgi kiggede på hende, og hun fortsatte tøvende, men med et smil på læben: ”Det min far sagde?”

    Helgi smilede til Bellisande, og pludselig gik det op for hende, hvor meget hans øjne lignede himlen, som man lige kunne ane gennem bladene.

    ”Hvad tror du selv?” drillede Helgi. ”Selvfølgelig vil jeg være din. Hvis jeg må. Godt nok havde jeg ikke planlagt, at din far skulle fortælle det under middagen i går, men hvis det var sådan det skulle være, var det sådan det skulle være. Nu har vi en sjov historie at fortælle vores børn”, sluttede Helgi af med.

    ”Skal vi have flere?” spurgte Bellisande overrasket.

    Tre måneskifte efter blev der bundet ægtebånd mellem de trolovede, Helgi og Bellisande, dagen var endelig oprandt. Gæster fra nær og fjern var kommet, de fleste ville ikke misse Einhards datter binde bånd med Helgi Daner, som var startet som en ussel danernidding, men nu blev hyldet og sunget sange om. De var et helt særligt par de to.

    ”Helgi! Helgi Daner!” Bhan Kharhus stemme skilte sig ud blandt alle de lykønskninger, Helgi og Bellisande blev overøset med. Helgi vendte sig rundt, og fik straks øje på bhanens ansigt. Hans kulør, påklædning og udstråling stod ud fra resten af mængden i Akka.

    ”Hvor har vi savnet dig!”

    Snart efter dukkede pesakh Sadon op, lige så speciel som Kharhu.

    ”Helgi min dreng”, hilste han. ”Vi er så glade for at blive inviteret til at se jer binde ægtebånd”, fortsatte han. Helgi smilede til ham, og gik derefter gennem mængden for at finde Bellisande og Martin. Hans hår blev ved med at ryge ned i øjnene på ham, de blonde lokker var ved at blive lange. Bellisande stod i midten af en flok af fyrst Aymons venner. Bellisande gjorde sit bedste for at svare dem alle sammen så godt som muligt, hun fnisede lidt af nogle af mændenes kommentarer og prøvede at nyde opmærksomheden, men Helgi kendte hende godt. Hun gik indimellem i stå, bare i få sekunder, og stirrede ud i luften. Hun var ikke tilpas her, tænkte Helgi.

    ”Bellisande min kære, må jeg udveksle et par ord med dig?” brød Helgi ind. Han kiggede hurtigt rundt med et skævt smil på læben. Bellisande gik med om i læsesalen, og Helgi spurgte straks hvor hun havde gjort af Martin.

    ”Helgi, vi må snakke!” sagde hun hurtigt, nærmest skræmt.

    ”Hvor er Martin?” Helgi gentog sit spørgsmål.

    ”Det er problemet, Helgi! Kan du ikke se det?”

    ”Er Martin problemet?” Helgi lød chokeret, tydeligvis overrasket over Bellisandes påstand.

    ”Ja! Eller, måske… Lidt…” Hun var frustreret, hendes ellers pæne, røde fletning var nu rodet og kaotisk. ”Hvad skal vi gøre, når Martin vokser op og bliver trænet? Når de opdager, at han har de samme evner som dig? Når de opdager, at han ligner dig, næsten på en prik? At han vil minde om dig på så mange måder? At han vil være en lille udgave af dig?”

    Helgi havde nu sat sig ned i en af stolene, han kiggede forvirret rundt. Bellisande havde jo ret, det var hans søn. Han var kvart alf, og ifølge sagnene ville man i mange generationer efter mærke alfeblodet. Det var tydeligt, tænkte Helgi. Men med al det der var sket, havde han overset dette problem, som Bellisande nu konfronterede ham med.

    Alory og Ivon gik snakkende bag ved Pepin, indtil han stoppede dem: ”Kan I også høre det? Vær nu helt stille!” De stoppede op og lyttede, og stak forsigtigt deres hoveder frem for at kigge på scenariet.

    Alory hostede sagte, men Pepin bed ham af: ”Jeg tror de snakker om noget vigtigt, ti dog stille”. Ivon stemte i.

    ”Jeg fik mor til at passe Martin, han ligger inde ved hendes seng nu. Og der skal han også blive til vi finder en løsning!” Bellisande besvarede endelig Helgis spørgsmål. ”Men hvad kan vi gøre? Vi har et barn nu, det er vores ansvar at passe på det og opdrage det!” Helgis tanker kredsede nu om Langfjorden, savnet til Eskil og Erik var større end han først havde antaget.

    ”Faktisk …” Bellisande kiggede ned i jorden og bed sig i læben. Hun holdte om sin mave. ”… er det ikke kun ét barn vi skal have med at gøre”.

    Helgi kiggede måbende på hende. Skulle hun have et barn mere? Eller måske to, det var sket for en af Karls kusiner, at der kom to på én gang. Hun trak kjolen op for at vise maven frem. Og ja, ganske rigtigt, dér var en pæn, rund bule. Bellisande aede med stor omsorg maven, og Helgi rørte den ganske forsigtigt, som var det et farligt væsen, der hvert sekund kunne gå til angreb.

    Han bed sig nervøst i læben: ”Hvordan skal vi dog klare det her?”

    Pepin smilede listigt til Alory og Ivon. De havde set nok, og også hørt rigeligt til at vide, hvad der var med Martin, og det kommende barn.

    ”Vi må sige det til min far. Så vil han forhåbentlig forstå, at Helgi Daner ikke er til at stole på”, sagde Pepin til hans venner, mens de stille gik væk fra læsesalen. De var på vej til kong Karls stue for at snakke, da de mødte fem vagter uden for stuen. Selvom det var højlys dag, var der mørkt og dystert. Der var tydeligvis spærret, og med riddernes helt spændte ansigter, virkede det ikke som om der var nogen nåde hvis man ville ind. En af vagterne hostede, og spurgte om deres formål her.

    ”Jeg vil snakke med min far!” sagde Pepin. ”Det har jeg ret til, som hans eneste drengesøn”.

    Han trampede en fod ned i jorden for at vise alvoren i hans påstand, og med krydsede arme og en tvær attitude, fik han et stammende svar fra vagten længst til højre: ”D-de fyrster som k-kong Karl stoler mest på, e-er lige nu i et møde, som u-under ingen omstændigheder må afbrydes”. Han kiggede ned i jorden, og vagten ved siden af ham overtog med væsentlig mere selvsikkerhed: ”Kong Karl er ikke til rådighed, og ej heller hans stue”. Han rømmede sig højlydt, som for at understrege, at samtalen nu var slut.

    Dette huede ikke Pepin, så selvom han ikke bukkede, takkede han alligevel. Han vidste udmærket, hvor meget magt disse riddere kunne have.

    Helgi gik rundt og rundt på gaden, han var frustreret, han var forvirret, han var desperat, han var nervøs. Der var mennesketomt, alle var indendørs. Ingen turde gå ud uden at være mindst et dusin. For få dage siden var kong Karls nærmeste blevet indkaldt til et vigtigt møde. Meget vigtigt. Ifølge rygterne var der sket noget med Karl, men ingen vidste præcis hvad. Dem der havde været med til mødet, havde fået besked på ikke at sige noget videre, men efter et krus øl eller to, havde nogle alligevel talt lidt over sig.

    ”Helgi!” kaldte fyrst Aymon. Helgi snurrede rundt, og kunne nu se ham komme løbende imod ham. ”Jeg må snakke med dig”, sagde han, og gik lidt væk som et tegn til, at han skulle følge med.

    ”Du har sikkert hørt at der er sket noget med kong Karl”. Han sukkede dybt, og tog tilløb til det, han skulle til at sige: ”Jeg har brug for din hjælp. Vi har brug for din hjælp”.

    Helgi blev glad indeni, han vidste, at han nu igen var ved at bygge tillid op blandt Karl og hans mænd. Den var ikke komplet endnu, men den var bedre end den havde været længe, og siden han havde forladt Frankeriget til fordel for Danermarken.

    ”Karl og nogle riddere er blevet taget til fange af folk fra Bavaria”, sagde Aymon, da Helgi havde spurgt, hvad historien var. Fyrst Aymon lod historien sive lidt ind, inden han fortsatte: ”Han var i Bavaria med Turpin og nogle andre riddere for at foreslå dem at blive kristne. Ham og Turpin havde planlagt det hele ned i mindste detalje, om hvordan de uden vold, men blot med en rolig snak, kunne fortælle dem om Gud, Jesus og Helligånden”, uddybede han. ”Turpin er ikke kommet sig over chokket endnu, men …”

    ”Vent, er Turpin kommet tilbage?” spurgte Helgi overrasket, og lidt højtlydt, for Aymon tyssede på ham.

    ”Ja ja, men han holder meget lav profil, det virker mistænkeligt hvis han pludselig er tilbage uden dem han tog af sted med”. Helgi bad Aymon fortsætte, og han forklarede hvordan Turpin havde været inde i et telt for at finde Bibelen, mens Karl og de andre var blevet angrebet af fyrst Tassilos riddere fra et baghold, mens de snakkede om kristendommen. Han nåede at se, at de fleste var bevidstløse og allerede red væk bag på Tassilos ridderes heste, mens de der endnu var delvist klare i hovedet, kæmpede imod. Turpin gemte sig bag en busk, og da det allerede var tusmørke, blev han ikke opdaget. Det var forfærdeligt at se på, bare kigge uden at kunne gribe ind. Helgi tænkte tilbage på dengang Karl blev angrebet af Harald Røde og de andre, og Helgi greb ind, selvom han var bange. Han følte en ærgerlig fornemmelse i maven over Turpins handling, kunne situation være forhindret hvis han havde grebet ind? Selvom han ikke havde Helgis evner, var han stadig en stor og brav kriger. Helgi vidste, at det ville plage Turpin i mange år fremover at han havde været passiv i denne kamp, for ifølge ham ville Gud have, at man altid hjalp andre, uanset hvad oddsene var for at man selv overlevede eller blev skadet.

    Da Helgi samme aften lå på briksen og tænkte over Turpin og hans handlinger, havde han ondt af Turpin. Han kunne med garanti ikke sove, den dårlige samvittighed og skyldfølelsen over for Gud, men ikke mindst Karl og hans følge, ville plage ham. Hvorfor havde han ikke handlet? Helgi var ude i stalden ved Digol, og børstede dens sorte manke. Lugten fra alle hestene overdøvede ikke hans tanker. Det var over et måneskifte siden, at kong Karl var blevet taget til fange. Ingen havde endnu været for at opkræve penge eller andre skatte. Så nu var det tid. Tid til at rejse væk, til at forlade Bellisande, Martin, Audrey og alle de andre. Igen. Og ingen vidste jo, hvornår han ville komme tilbage. Hvis han nu gjorde det.

    Digol prustede, og trampede i jorden, den ville have Helgis tanker væk fra emnet. I det samme kom Oliver mod Helgi, han skulle også klargøre sin hest til den lange tur mod Bavaria. Deres opgave var at sammen med de vigtigste fyrster, bedste riddere og klogeste mænd skulle de befri kong Karl fra hvem der så end havde ham.

    ”Er du parat?”, spurgte Oliver.

    ”Ja”, svarede han efter et øjebliks stilhed. Helgi ville spørge ham om det samme, men det virkede så mærkeligt. Han var jo nødt til at være klar, han kunne ikke tvivle eller bakke ud nu. Det havde fyrst Aymon og Roland møjsommeligt forklaret de riddere, som skulle med. Dette var alvor. Bellisande kom ud for at sige farvel samme dag. Helgi var den sidste som steg op på sin hest, han ville nyde hvert eneste sidste sekund med hende, indsnuse hendes duft, beundre hendes humør og værdsætte hendes små bemærkninger. Roland og Audrey havde det lidt på samme måde ved deres afskedsseance, de krammede, og Roland hviskede små ting ned i hendes hår. Hun fældede en tåre, og lige så stille kom de flere og flere, som et regnvejr en stille aften, hun græd og snøftede, som var det hendes sidste øjeblik med ham. Fyrst Aymon hostede symbolsk, som for at sige, at det var tid til at rejse. Bellisande knugede Helgi ind til sig, og Helgi mærkede hendes hastigt bankende hjerte.

    ”Vi ses, Bellisande”, hviskede han, og steg op på hesten. Da de red væk fra gaden, hørte han Bellisande hulke bag sig. Oliver mærkede hans smerte, og bankede ham venskabeligt på ryggen. Helgi nikkede taknemmeligt. Turen blev tilbragt på hest. De var ikke særlig mange med, kun omkring tre dusin. Flere ville simpelthen tiltrække for meget opmærksom, forklarede Aymon Helgi, da han spurgte ud om turen. Når de kom til Bavaria ville de også tage det med ro, og så ville de finde Sadon og Kharhu. Helgi var forvirret, for hvorfor valgte ridderne at overfalde Karl dengang, hvad var hensigten? Måske var det, fordi de ikke havde kristendommens regler og budskaber, tænkte han. Der var stjerneklart den aften. Helgi kiggede op på stjernerne. Han formede dyr og ting, ligesom han og Bellisande gjorde ved skyer. Gad vide om Bellisande også kigger på stjerner nu, tænkte Helgi. Han håbede sådan hun gjorde. Han kiggede rundt, mændene sad rundt omkring og snakkede, de udvekslede taktik, delte erfaringer omkring oplevelser som denne, de overvejede hver en mulighed. For i denne mission, var der brug for hver enkel mand, hvert enkelt forslag, hver enkel tanke. Fyrst Aymon kom gående imod Helgi, han lagde sig ned ved siden af ham, også på ryggen. Han havde en ekstra kappe om sig, de var jo nødt til at sove under åben himmel. Ifølge de gamle norner i Danermarken gav det flere drømme at sove udendørs.

    ”En smuk aften”, sagde Aymon og nikkede op mod himlen. Helgi var enig, men han vidste godt, at Aymon ikke var kommet for at hyggesnakke. Han hostede, og fortsatte: ”Men, Helgi, vi er nødt til at snakke lidt om turen”.

    Helgi nikkede som svar til Aymon. ”Det vi skal nu, det er at finde Kharhu og Sadon i Bavaria. Vi regner med, at de er i deres hjemby, fordi de holder nogle af deres fester på denne tid af året, men hvis de ikke er, snakker de derovre …”, han nikkede hen mod den gruppe af mænd, Helgi lige havde set, ”… om hvad vi skal gøre, hvis vi ikke finder dem”.

    ”Men hvis vi gør, hvilket vi håber stærkt på, er vi nødt til at tage en stille og rolig snak med dem. De kender jo til Karl, og blev højst sandsynligt informeret om mødet med ham og de andre, eller afpresset til at videregive informationer til dem, som skulle angribe ham. Fyrst Raymond og ridder Christophe arbejder på at finde gode flugtveje gennem byen, vi er nødt til at være parate til hver tænkelig situation”.

    Mens Aymon forklarede videre, lå Helgi og kiggede op i stjernerne. Uanset hvad der ville ske med ham, ville de stadig være der. Det beroligede ham, men han rystede lidt. Om det var kulden eller nervøsiteten, vidste han ikke. Helgi snakkede lidt med Digol mens de red, det gjorde ondt i hovedet, og han havde ondt bagi af at side i samme stilling i flere timer. De red op ad en stejl bakke, de andre ryttere kæmpede med at få deres heste op, men Digol red bare, som var det en flad vej. Helgi kiggede bagud for at sikre at alle var med, og da han kiggede op, mødte hans blik en by. Den by, som var deres mål. Han smilede, og råbte til de andre, hvad han lige havde set, og for et øjeblik, gik hans hovedpine væk. Endelig var de her, nu var det bare at finde Kharhu og Sadon.

    Aymon gav alle mændene ordrer, alle skulle vide præcis hvor de skulle lede og spørge. Efter at have snakket med Digol, gav Helgi et venskabeligt klap i siden, denne opgave skulle løses hurtigt. Mens Helgi red mod den nordlige del af byen, hørte han et højt pift tre gange i streg. De var fundet, Digol skiftede retning, og red i stedet mod mødestedet, der var bag ved Kharhus hus.

    Alle mændene var nu kommet, og et par stykker, heriblandt Aymon, var steget af hesten. Han bad Kharhu om at forholde sig roligt. Han kiggede forvirret på Helgi, men han kiggede sky væk, han blev pludselig mundlam. Fuglene fløjtede lystigt, men der var ikke en glad stemning.

    ”Hvor er Sadon?” spurgte Aymon med en høj og klar røst. Oliver kiggede beundrende på sin far, han havde vist aldrig set ham på den måde før.

    ”Inde i stalden ved Isaac”, svarede han tøvende. Aymon beordrerede Roland, Christophe og et halvt dusin andre til at ride derind.

    Da de var ude af syne, konfronterede Aymon Kharhu med hvad han vidste om kong Karls bortførelse: ”Bhan Kharhu, jeg beundrer dig for din stilling i Bavaria, men vi har ikke meget tid. Så du må være helt ærlig, når du svarer på de spørgsmål jeg stiller dig nu. Ellers er vi nødt til at afbryde det gode samarbejde med Vindabona. Er det forstået?”

    Kharhu rettede sig op, mens et klart ”Ja!” kom ud over hans læber.

    ”Godt. Jeg formoder du har hørt om Frankerrigets kong Karls bortførelse?” Bhanen erklærede sig enig i påstanden, og fyrsten fortsatte: ”Fortæl mig, hvad du ved”. I det samme kom pesakh Sadon ind med Frankerrigets mænd i hælene. Han var nervøs, det kunne ses. Og det gjorde fyrst Aymon også. ”Det samme gælder for dig, pesakh Sadon”, sagde Raymond, og stillede det samme spørgsmål, som fyrst Aymon havde stillet.

    De to anklagede kiggede på hinanden, og Kharhu trådte et skridt frem. ”Fyrst Tassilo søgte modige mænd til en kidnapning af en hersker eller konge, vi vidste ikke hvilken én eller fra hvilket land. Vi sagde begge ja … ”, sagde han og tog en dyb indånding. ”For fyrst Tassilo gør man meget, og vi ville gerne belønnes. Ingen af vores regler her i Bavaria siger noget imod at gøre den slags”. Oliver og Roland kom med en hånende lyd ud over deres læber, men Aymon kiggede strengt på dem, som når man har gjort noget slemt og skal irettesættes af voksne.

    Sadon tog over for Kharhu: ”Da vi så det var kong Karl fra Frankerriget blev vi bange, og ville flygte, men det var højlys dag og umuligt. Ingen vidste hvornår vi skulle angribe kong Karl og hans følgere, kun at det var ved skumringstid. Så da Tassilo gav tegn, gik de andre riddere til angreb, og bortførte kong Karls følge eller slog dem ihjel. Vi så vores snit til at flygte, og så … ja. Gjorde vi det”.

    ”Men opdagede Tassilo ikke at I var væk?” spurgte Roland kækt.

    ”Det tænkte vi også på, da vi kom hjem og i sikkerhed, men vi havde dækket os godt til i løbet af missionen, så det kun var øjnene der kunne ses, og vi håber, han troede, at vi døde i kampen. Vi har været nervøse omkring et helt måneskifte, men så tog det lidt af igen, da han ikke har været her”, svarede Sadon.

    Kharhu forklarede yderligere om planen og deres tanker omkring det hele, da Aymon, Raymond og nogle andre store mænd spurgte. Helgi hørte knapt efter, han var bare lettet over, at de vidste noget og var ærlige, for på den måde så at hjælpe Frankerriget. Det var sent på eftermiddagen, solen stod lavt på himlen og der var en let kølig brise. Helgis hår fløj rundt og dansede med i vinden, han stod alene uden for spisesalen. Der var en stor fest nu, mange af Sadon og Kharhus venner var med, der var snak, latter, bål og mjød. Frankerrigets mænd drak så lidt som muligt af sidstnævnte, de skulle være klar til dagen efter, de havde allerede været hos Kharhu i alt for lang tid, i hvert fald ifølge Helgi. Han ville videre, han ville finde Karl, kun de nordiske guder, og selvfølgelig et par af Bavarias mænd, kunne vide hvor han var henne nu. Han kunne være død, tortureret, pisket, hængt på et kors som Jesus Kristus, brændt på bål levende. Det havde Helgi hørt før, det var en af de mange skrækhistorier, som Harald Rødes venner havde fortalt ham, dengang han var taget til fange. Selvfølgelig kunne han være i live, det ville faktisk være det smarteste for Bavaria, for så kunne de kræve ting, før de eventuelt dræbte ham. Men hvem skulle så overtage tronen? Inde fra salen lød pludselig en sang på et sprog, som Helgi ikke kendte. Han kunne kun følge melodien i teksten, den var helt anderledes end noget han nogensinde havde hørt, men den virkede god. Solen forsvandt mere og mere, den skulle skinne på andre nu, det havde Bellisande fortalt ham, da hun sang for ham engang. Tanken om Bellisande hang fast ved Helgi, da han skulle sove. Helgi vågnede flere gange i løbet af natten. Han kiggede op på stjernerne, som han havde gjort ligeså de andre aftener. Drømme om Akka, Langfjorden og Martin havde vækket ham, og han vidste godt hvad de havde tilfælles – et hjem. Han savnede at kunne være hjemme i lang tid, ikke bare et par måneskifte, men mange somre, 10 somre, 40 somre. Noget i den retning. Han tænkte på Emma og Einhard, de virkede som et godt par for hinanden, de havde en sød historie bag sig, som beviste ægte kærlighed. Det kunne være ham og Bellisande. Helgi trådte ud på græsset, det var vådt, og hvis man kiggede godt efter, kunne man se de bitte små vanddråber hænge fast i de små græsstrå helt øverst oppe, et minimalt stykke af vandet klæbede sig fast til græsset, som om det var ved at falde ud over kanten på en høj klippe. Der var tåget, han kunne ikke se mere end 100 fod frem. Han syntes det så smukt ud, det mindede ham om Svanhild.

    Helgi hørte skridt bag sig, de var forsigtige, nu nærmede de sig. Rolands sædvanlige store smil var det første han så, da han vendte sig om. Roland havde bare fødder, det måtte være koldt tænkte Helgi. Uden at sige noget, stillede Roland sig hen til ham, de stod og kiggede rundt, himlen og tågen lige over jorden gik nærmest i ét.

    ”Vi skal snart af sted”, sagde Helgi forsigtigt med en lys stemme, og afbrød dermed stilheden. Han var bange for at tale for højt, naturen virkede så skrøbelig på dette tidspunkt, det var som om at et stort sort hul ville opsluge jorden, hvis nogen gjorde noget.

    Intet skete dog, da Roland svarede: ”Hmm …” Solen stod midt på himlen, da de nærmede sig det sted, som Sadon og Kharhu havde snakket om. Meningen var, at mødestedet, hvor Karl eventuelt skulle føres hen, skulle holdes hemmeligt, indtil de var stikket af fra kampen, og var på vej væk på hest, men Sadon og Kharhu, havde en sen aften overhørt Tassilo og to andre snakke om stedet. Og heldigvis vidste de præcis, hvor det var henne.

    ”Det burde altså være heromkring”, sagde bhan Kharhu, da han havde indhentet Sadon og Helgi, som red forrest.

    ”I hvert fald inden solen har rykket sig væsentligt”, uddybede pesakh Sadon.

    ”Men hvorfor skulle Karl kidnappes? Hvorfor kunne denne konflikt ikke løses? Hvis der overhovedet var en konflikt …” Helgi undrede sig, og havde gjort det længe. Han havde ventet på en forklaring, men det virkede så usselt at stille sine venner det spørgsmål.Sadon og Kharhu kiggede på hinanden, og efter lidt tøven, svarede Kharhu: ”Altså i korte træk sagde fyrst Tassilo, at Frankerriget længe havde plaget os i Bavaria om at skifte religion til kristendommen, så nu var det på tide at få stoppet det. Og desuden er det virkelig dyrt med vores fester på denne tid, og fyrst Tassilo har gjort dem endnu større i år. Vores økonomi er ikke særlig god lige nu, og fordi han er så sindssyg, ville han have os til at kidnappe en stor magt, så vi kunne afpresse landet for alt muligt. Så hvorfor ikke kong Karl af Frankerriget?” Han sukkede dybt, og Helgi blev pludselig taknemmelig for, at Harald Røde og fyrst Tassilo aldrig havde mødtes, for hvor ville det blive nogle sindssyge projekter, med alt lige fra henrettelser af alle blondhårede til angreb af nabobyer uden grund, de ville igangsætte.Helgi undrede sig over hvorfor de havde sagt ja, og han sagde sine tanker højt.

    Sadon kiggede flovt ned i jorden: ”Det ved jeg ikke. Eller det ved jeg jo godt. Tassilo tager ikke et nej for et nej, og vi ville få en god belønning. Vi tænkte ikke så meget over det, det bedste ville jo for alle være at sige ja”.

    Et svagt nik fra Helgi signalerede, at han kunne følge Sadon og Kharhu, men han var ikke glad for deres valg. Men troen på Gud fik øjeblikkeligt Helgi til at skifte mening, for Gud var tilgivende, Gud var forstående, og Gud kunne acceptere almindelige humane fejl.Han tænkte over det en ekstra gang, der var jo fordele ved at de havde sagt ja. De havde på den måde været involveret i planerne, og kunne derfor viderebringe informationer til Helgi og de andre rejsende. Hvad hvis de havde sagt blankt nej, måske slet ikke var blevet spurgt, så ville Frankerriget jo ikke have nogen anelse om hvor de kunne finde Karl.Måske var det ikke nogen skidt idé at følge strømmen, og tage de valg, som lå lettest for. Det virkede jo også hjemme i Danermarken, åbenbart også i Bavaria, hvad kunne ulempen være? Måske ville ens valg gå ud over andre, men det ville det jo altid, uanset hvor meget man tænkte sig om, og hvor hårdt man arbejdede og hvor meget man troede på Gud. Et voldsomt brøl fra fyrst Raymond fik Helgi ud af hans filosofi, og han kiggede forskrækket og hurtigt op. Foran deres lille flok kom et dusin, to dusin, tre dusin, syv dusin riddere frem bag træerne fra alle sider. Nogle var til fods med stridsøkser, jernkøller, saxerknive, og våben som Helgi aldrig set før. Andre var på hest med hjelm og fuld beskyttelse, og både med sværd og skjold. De havde forberedt sig grundigt, og også beskyttet området godt, deres lille guldskat skulle beskyttes, og måtte under ingen omstændigheder fanges eller stikke af. Da de så Sadon og Kharhu blev nogle forskrækkede, det var deres egne mænd, det kunne de tydeligt se, men hvem det præcis var, kunne ikke siges. Andre så kun endnu en fjende at dræbe, men alt det ænsede Helgi slet ikke. Raymond og Roland drev deres heste op på siden af Helgi, de havde fundet deres sværd frem, de lå perfekt i hånden. De holdte sig bagerst for at få et overblik over det store område, det var svært at se, hvor Karl kunne opholde sig. I samme øjeblik kom en flok riddere hen mod de tre mænd, de var på heste og meget målrettede. Der måttes tænkes hurtigt, så Helgi udvalgte hurtigt en modstander af de tre mænd – det blev ham i midten. Vreden i øjnene lyste ud ad den fremmede, det var tydeligt, at han agtede at vinde denne kamp og var klar til at levere både banesår, og opgive al ære og respekt. Helgi fokuserede på rytteren, og ænsede ikke de to andre, der var i færd med at angribe Raymond og Roland. Masken for fjendens ansigt gjorde det sværere for ham at forudse trækkene, men hans utrolige evne kom dog i spil, og sangen fra sværdet, der igen og igen klingede, var sød musik i Helgis ører. Den endnu ukendte, muskuløse skikkelse i den tætpakkede rustning, brummede indimellem mærkelige lyde, på et sprog som Helgi ikke forstod. Det forvirrede ham lidt, og gav ridderen et forspring, han langede ud efter Helgi, og efter et par forsøg, blev han ramt i venstre skulder. Sværdet snittede kun, men den skarpe klinge havde lavet et sår, og ud af øjenkrogen kunne Helgi se, at blodet piblede frem, ikke voldsomt hurtigt, men hurtigt nok til at gøre ham en anelse bekymret.Han genvandt sin evne, nu var det vigtigt at have fokus. Hans modstander havde bemærket Helgis manglende koncentration, og begyndte nu at føle sig mere selvsikker og overlegen. Han førte hurtigt hesten hen mod Helgi, som for at skræmme ham lidt. Det samme skete igen, blot et øjeblik efter, denne gang med mere kraft og med sværdet pegende fremad i sådan en højde, at den kunne ramme Helgi omkring navlen, hvis den var blevet stukket længere fremad. Helgi rystede let, og hans føring af hesten var ikke særlig god. Heldigvis var Digol hurtig, og hoppede skarpt til højre, da der kom et angreb. Det var tæt på, at Helgi havde fået banesår.Fremmede ord, som virkede mere voldsomme end før, strømmede ud over modstanderens læber, han bandede sikkert over, at han ikke havde fået ram på Helgi.Han havde dog ingen tid til at nyde sejren, han måtte hugge til med det samme. Gang efter gang huggede Helgi, han afbrød hver gang hans modstander ville begynde en ny dans. Det blev til et spil, hvor hans modstander tog det første skridt, men Helgi var den eneste, der kendte reglerne. Kampen blev mere og mere intens, huggene kom hurtigere efter hinanden og de blev kraftigere.Helgis modstander blev mere nervøs, hans hug kom mere upræcist end før, det var tydeligt at han ikke var koncentreret. Hans lanse, som Helgi slet ikke havde taget notits af, lå pludselig i hånden og smækkede ud efter Digol og dens fører. Digol var hurtigere end Helgi, og havde tilsyneladende læst hans tanker, før Helgi selv havde tænkt dem.Dyret sprang elegant til siden, men det var ikke hvad krigeren havde forventet. Overrasket så Helgi til, mens lansen smældede tilbage på krigerens hest, som var helt uden beskyttelse. Heldigvis for dyret var det ikke hele lansen som ramte den, kun den forreste del. Hesten hoppede forskrækket mens den gav et vrinsk fra sig, slaget havde været smertefuldt. De kom begge ud af balance, hesten mere end rytteren, men rytteren var tilsyneladende ligeglad med hestens skade. Uden at have lært af sin fejl, prøvede han igen, men hesten var ikke en lige så god springer som før. Helgi kiggede nærmere på den, der var en lille flænge, på størrelse med hvad der svarede til to fødder, det blødte lidt, men Helgi kunne se, at såret ikke var så stort at den var ude af stand til at kæmpe Endnu en gang reagerede Digol hurtigt og hoppede til side. Helgi fornemmede en vis uro hos Digol, og i hans tanker beroligede han ham, mens hans modstander kæmpede med at få lansen under kontrol. Den fløj frem og tilbage i luften. Han var elendig til at styre den, både til at ramme ordentligt og til at kontrollere den, når den skulle tæmmes igen. Helgi så rundt over området hvor de var på, det virkede helt anderledes. Der var få mennesker tilbage, der lå døde riddere rundt omkring, og sikkert også i skoven. Raymond og Roland var stadig i gang med deres kamp mod den fremmede. De andre overlevende kæmpede i en lille gruppe et stykke væk fra Helgis. Han var så optaget af at berolige Digol, at han slet ikke så hvor lansen var på vej hen. Ej heller gjorde Digol, og den fik i samme øjeblik lansen lige ind på siden og på benene. Med et højt vrinsk sprang den op, og landede derefter på jorden. Helgi fløj af da Digol sprang, og landede et par fod væk. Straks vendte Roland sig om fra sin kamp, han ville hjælpe Helgi.

    ”Nej Roland, gå væk! Du må ikke hjælpe mig nu, vend dig om og kæmp for dig selv!!” råbte Helgi til Roland, da de to fjender nærmede sig ham. Han tøvede, hans gode hjerte ville hjælpe Helgi, men han vidste også, at han var nødt til at kæmpe for sig selv, Helgi var bedre end de fleste, så han ville godt kunne klare sig. Da Helgi så, hvor hans modstander var på vej hen, kaldte han ham tilbage: ”Er du så svag, at du ikke tør kæmpe mod mig?”

    Den fremmede vendte øjeblikkeligt hovedet mod stemmen. Helgi smilede lumsk, nu måtte han have fuldt fokus. Hans modstander kom ridende med høj fart, såret på Digol var ikke særlig slemt, dets skader voksede hurtigere sammen end andre dyrs. Han kom op på Digol hurtigere end han kunne nå at sige ”Bellisande”. Knuden i maven kom frem igen, tanken om hans elskede pinte ham. Hendes duft, hendes røde hår og digtet han havde skrevet til hende, alt kom tilbage. Helgi og fjenden begyndte spillet igen, det var fjenden som bød op, men Helgi der styrede de næste skridt. Han bed tænderne hårdt sammen og koncentrerede sig nu fuldstændigt om hans modstander. Men Bellisande kom igen op i hans tanker. Hvordan ville hun have reageret på denne kamp? Hvad syntes hun overhovedet om at Helgi rejste? Men det spørgsmål kendte han godt svaret på – hun syntes ikke om det. At kæmpe om religion på denne måde, som de gjorde nu. For det var vel, hvad de havde gang i. Karls mission havde i første omgang været at omvende Bavaria til et kristent land. Han ville overbevise dem om, at kristendommen var bedre. At hans gud var bedre end deres. At hans opdragelse var bedre end deres. Men det var da forkert, tænkte Helgi. De måtte da tro på hvad de havde lyst til! Deres religion kunne da være lige så god, den kunne stå for mindst lige så mange gode ting, som kristendommen gjorde. Hvad hvis deres religion faktisk var bedre for Frankerriget end kristendommen var? Helgi havde jo haft det godt i Danermarken med nornerne, altså indtil han blev Gøtriks søn. Måske var Bavarias religion faktisk bedst for ham, tænkte Helgi.Hans hoved blev helt overvældet af alle hans teorier, og han blev helt i tvivl om sig selv.Det var som om Helgis modstander kunne mærke det lille frø af tvivl, Helgi havde plantet i sig selv. Nu blev rollerne næsten byttet om, det var stadig den fremmede som bød op, men nu tog han også de næste skridt. Hans sværd bevægede sig hurtigere, og Helgi havde svært ved at forudse hans træk. Lidt væk fra Helgi kæmpede Raymond stadig, han var en kende eller to hurtigere og bedre end hans modstander, og de vidste vist godt begge to hvem der ville vinde kampen, og hvem der aldrig ville kæmpe igen.Roland var i samme øjeblik i gang med at give sin modstander et banesår i benet, hans beskyttelse var røget af i kampen. Det udnyttede Roland, og han kunne hurtigt konkludere, at der nu var én fjende mindre at bekæmpe.Hans falkeblik gennemsøgte pladsen, hvor kunne han hjælpe, hvor kunne han kæmpe for hans konge? Straks så han Helgi kæmpe, og det var ikke let, han var blevet dårlig. Det blev Helgi aldrig, så Roland vidste godt, hvad der var sket – han var ikke fokuseret, han var kommet i tvivl om sig selv. Han bandede stille, men skyndte sig at komme Helgi til undsætning. Hans modstander rykkede længere og længere fremad, mens Helgi rykkede længere og længere bagud.Helgis slag blev dårligere, og han mistede efterhånden sine evner.Roland kom ridende ind foran Helgi og overtog kampen. Helgi tog en dyb indånding, men et øjeblik efter hørte han et hjerteskærende skrig – Roland var ramt. Og ikke bare et lille sår, men et stort sår, så stort at skriget sagde alt. Han havde fået et banesår lige på halsen. Det der skete efterfølgende opfangede Helgi kun i små bidder. Nu fandtes Roland ikke mere, han ville aldrig høre lyden af hans kraftige stemme igen, aldrig dufte ham igen, aldrig grine med ham igen, aldrig se ham og Audrey sammen igen. Bare tanken om Audrey gjorde ham dårlig, han havde sådan en skyldfølelse. På vejen tilbage til Akka var der stille. Sjælendt blev stilheden brudt, men Helgi tog alligevel mod til sig, og spurgte fyrst Aymon om hvad der var sket. For selvom han havde været med til det, kunne han intet huske. Fyrst Aymon besvarede hans spørgsmål, og Helgi anstrengte sig for at høre efter. Efter Rolands banesår, var kampen forbi. Frankerriget havde faktisk vundet, selvom de havde mistet flere gode mænd. De var kun tolv mænd tilbage, og heraf var fem skadet i en lidt mere alvorlig grad. Karl den Store havde de fundet i skoven, skadet og udsultet. Ridderne omkring ham havde Frankerrigets mænd hurtigt nedlagt, men det var alt for farligt at blive for mange ved Karl, så de fleste red ud igen for at kæmpe og dræbe.På vej hjem lå Kong Karl tværs over en af hestene, han havde fået små sår, men hans alvorlige feber var det, der gjorde Helgi mest bekymret. Selvom nogle af fyrsterne her var ret gode til sygdomme og den slags, fik Karl ikke den optimale hvile og kost, han havde brug for. Efter hvad der føltes som ti måneskifte, kunne de se Akka i det fjerne. Mændene klappede lidt, sagde opmuntrende ord til hinanden, men det virkede ikke oprigtigt, syntes Helgi. Hans hjerne var slået fra. Han talte med folk, men han kommunikerede ikke med dem. Han spiste mad med andre, men han var ikke en del af selskabet. Han sørgede ved begravelsen af Roland, men han græd kun indvendig.

    Samme aften hvor Bellisande lå i sengen, kom Helgi ind. Der var mørkt, hun havde slukket lampen. Han lagde sig under tæppet, foldede hænderne og gjorde klar til en bøn, men en svag hulken afbrød hans tanker. Det var ikke bare noget han forestillede sig, for ved siden af ham lå Bellisande og græd. Det var ganske svagt, men Helgi kunne ikke høre andet end det. Han drejede hendes hoved forsigtigt, og så øjne blankere end søen og rødere end hendes hår. Helgis intuition sagde ham, at det bedste han kunne gøre, var at kramme og bare holde om hende. Der var ikke brug for ord eller store handlinger, bare en som forstod stilheden. Bellisande faldt i søvn i Helgis arme, men han sov først efter meget lang tid. Det sidste han hørte inden han sov, var regnen udenfor. Næste morgen var det så småt holdt op med at regne, og Helgi så Bellisande sidde i græsset udenfor, så han sneg sig ud til hende og satte sig ned. Bellisandes hår var redt tilbage i en pæn fletning, men hendes tøj var vådt og krøllet af at sidde på græsset. Hvor lang tid hun havde gjort det, vidste Helgi ikke.Luften var klam på den dér specielle måde, som Bellisande godt kunne lide, hun elskede naturen efter et kæmpe regnskyl. Hun sagde, at det mindede hende om Jesus’ genfødsel.

    Helgi var den første til at bryde stilheden: ”Bellisande. Hvad er der galt? Og hvor er din far egentlig henne?”

    Hun kiggede på ham med et bedrøvet ansigt og bed sig i læben. ”Det var rigtig hårdt at undvære jer. Far og jeg gik en tur ned til søen og snakkede om jer, om Gud, om en masse”. Hun tog en dyb indånding før hun fortsatte: ”Jeg ville hjem, men far blev ved søen, han ville nyde solnedgangen. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han ikke kom hjem igen, for det var mørkt, meget mørkt, og mor var nervøs for ham”.

    Hendes næste ord blev sagt halvkvalt i gråd: ”De fandt ham næste morgen, druknet i søen. Han var helt kold, og vi begravede ham samme dag”. En tåre trillede ned af hendes ene kind, det var alt hvad Helgi nåede at se, før han omfavnede hende. Han hviskede søde ord i hendes hår, krammede hende og trøstede hende, men han vidste, at intet kunne gøre op for hendes tab, at intet kunne bringe Einhard tilbage. Den nat havde Helgi en drøm. Det var en forfærdelig drøm, et mareridt. Han drømte om Harald Rødes død, om at blive pisket af Jofrid, om alle de gange han var blevet svigtet af sin far, om hvor meget han og Eriks forhold var ændret. Alt om Danermarken kom tilbage til ham, alle de dårlige minder, alle de trælse episoder med Hvide-slægten. Alt. Det sidste han huskede fra drømmen, var Gøtrik drots sidste tid.Helgi vågnede grædende op, men da han så Bellisande ligge ved siden af ham, tiede han straks. Han ville ikke vække hende, men da hun sagde hans navn, vendte han sig rundt. Hun kiggede bekymret på ham, han havde helt våde øjne.

    ”Vi er nødt til at finde ud af det her”, sagde han stille. Hun nikkede, men med et rædselsslagent blik i øjnene og en hånd for munden, skyndte hun sig ud af døren. Han kiggede chokeret efter hende – hun var efterhånden langt henne med barnet. Biskop Turpin sad ved alteret med bøjet hoved og med hænderne foldet, mens han hviskede en bøn til Gud. Helgi kom stille ind, han havde bare tæer, hans tøj sad løst. Selvom Turpin mente man som ridder altid skulle have fint tøj på i kirken, syntes Helgi, at det i denne situation var bedst hvis man havde løst tøj på, så Gud kunne komme nærmere ind på én. Han knælede ved siden af Turpin, og da han var færdig med sin bøn, kiggede de på hinanden.

    ”Helgi, min ven. Hvad kan jeg gøre for dig?”

    Helgi rømmede sig flere gange, han var ked af situationen, han elskede jo Bellisande og Martin, men hvordan kunne situationen have udviklet sig på denne måde.”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Alt ser sort ud, og jeg … jeg føler, at der er kommet en mur midt ind mellem Bellisande og mig. Efter turen til Bavaria føler jeg, at vi er blevet spillet ad. Vi har begge oplevet nogle forfærdelige ting, vi er sunket ned i et dybt hul, men vi kan ikke se nogen vej op. Kan du give os den vej?”

    Helgi var nu sunket ned, så i stedet for at stå på knæ, sad han nu på dem.

    ”Helgi du må forstå …”, sagde Turpin. ”At jeg ikke kan give dig vejen til en destination. Det kan Gud, men han vil have, at du selv finder den. Han kan hjælpe dig på vej, men aldrig give dig det. Det håber jeg du godt kan se”. Han smilede til Helgi. ”Fortæl mig mere hvad du har på hjerte, så kan vi finde en vej op sammen”. Helgi forstod hvad han mente, og han var klar til at finde en vej op af hullet. Han ville gøre Bellisande, det kommende barn og Martin glade, det var det vigtigste for ham.
    Senest redigeret af JosephineNV : 23-03-15 kl. 13:31
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  2. #2

    Standard

    med et pludseligt mod voksende i maven.
    ,, Aha. Helgi har fået børn. Synd jeg ikke kan huske ham. Hvad gør du her?” spurgte Hemming, som så ud til at begynde at kede sig.
    ,, Jeg er her for at blive Drot af Danermarken,” sagde Lauge og tog en dyb indånding<span style="color: rgb(51, 51, 51); line-height: 15.9899997711182px;">
    Sign up with pass4sure ccna for getting incredible online ccie lab courses exam and lynn We also provide best Florida Institute of Technology and selftestengine with guaranteed success.

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •