Nogle gange får man fingrene i en bog, som man bare klikker med på et splitsekund. Sådan en bog er N.K. Jemisin’s The Fifth Season for mig. Nogle gange, når man som jeg ofte læser i genrerne SciFi og Fantasy, kan man spore visse stereotyper og ”genbrug” inden for genrens konventioner, men sådan er det ikke med The Fifth Season, selv om den tilhører undergenren dystopi.

Bogens verden udspiller sig på jorden i en fjern fremtid, hvor store klimamæssige forandringer og geologiske transformationer har ændret kloden. Ind imellem støder man på rester fra svundne højteknologiske perioden, blandt andet såkaldte basilisker som ligger skjult under jordoverfladen, og som tilsyneladende har sin egen form for mystisk intelligens Handlingen udspiller sig på et stort kontinent, The Stillness, som er præget af periodiske katastrofer som benævnes Seasons. Disse katastrofer er ikke som dem vi oplever i nutiden, men altødelæggende apokalyptiske processer, som kan vare i mange år.
De overlevende organiserer sig i Comms (afledt af Communities=fællesskaber) som ligger spredt ud over de askefyldte landskaber i The Stillness.

Handlingen centrerer som om personer der betegnes som ”orogenes”, som er mennesker der har særlige paranormale/magiske evner til at manipulere og styre geologiske fænomener som f.eks. jordskælv (som der er rigtig mange af). De udvælges allerede som børn til oplæring og gennemgår en meget barsk træning i en orden, som kaldes Fulcrum. Fulcrum styres af en anden orden ”Guardians”, som har evnen til at fratage Orogenes deres kræfter.

I bogen følger vi flere personer parallelt. Den første person vi møder er kvinden Essun, som en orogene. Hun sidder ved siden af sin søns lig. Han er blevet dræbt af faderen, som hader alt det som de orogene står for. Han er flygtet med deres datter og Essun begynder en lang rejse for at slå sin mand ihjel og få sin datter tilbage. Undervejs tager hun den mærkelige dreng Hoa til sig, som man ikke rigtigt ved hvad er. Han har kræfter, som er højst usædvanlige. Sideløbende følger vi pigen Damya, som bliver sendt til oplæring hos Fulcrum.

Endelig møder vi Syenite, som netop er udlært som orogene og som er på sin første mission til en lille Comm som ligger ved kysten.

Perskrivelse af personerne, deres tanker og følelser er helt forrygende og det driver handlingen fremad med stor kraft. Der venter en fortællemæssig overraskelse i slutningen af bogen, som jeg naturligvis ikke skal afsløre her.
Jeg undrer mig over at bogen ikke er oversat til dansk – men det er jo aldrig for sent. Jeg har fået en ny yndlingsforfatter, som definerer en ny retning i genren på samme måde som andre store Fantasy/SciFi-forfattere før hende.