Om bogen:
Meg er ifølge sin skole utilpasset, aggressiv og usamarbejdsvillig, og hendes lillebror Charles Wallace bliver af folk set på som underlig og svagt begavet. Meg er klar over, at han er anderledes, men svagt begavet er han ikke. Charles Wallace har en gave, som ingen helt kan forklare. Men der er også en anden ting …

For mere end et år siden forsvandt Megs far. Både faren og moren er fysikere, men ingen ved helt, hvad præcist faren arbejder med, og en dag forsvinder han bare. Alle forsøger at få Meg til at indse, at han er væk, men både hun og hendes familie ved, at det ikke er tilfældet. De ved bare ikke, hvordan de skal få ham tilbage.

En nat dukker en kvinde op, en kvinde, som Charles Wallace tilsyneladende kender, og begynder at snakke om en tesserakt, noget, der ligger uden for Megs forståelse. Samtidig møder hun en af drengene, Calvin, der går et par årgange over hende i skolen, og sammen drager de ud for at finde Megs far. Men det er ikke nemt, og der er flere prøvelser, de skal igennem før det kan lykkes.

Jeg vidste ikke, at jeg manglede noget i mit læseliv, men det gjorde jeg tilsyneladende. ’Et spring i tiden’ var en fornøjelse for mig at læse. Jeg ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede før jeg begyndte, men det var faktisk ikke gået op for mig, at det var en klassiker, jeg sad med i hånden. Nok mest på grund af den disneyficerede forside, der præger bogen (en smule ærgerligt, men når nu Disney har rettighederne til filmen så hænger det jo nok sammen …)

Hele historien er som et eventyr, og man bliver trukket rundt i manegen mens man ser en forestilling, der er vildere end noget, man har prøvet før. Det hele er så sanseligt og abstrakt, men det fungerer og det gør fortællingen unik. At den tilmed tager emner som venskab og ensomhed op gør den kun endnu bedre, og jeg nød virkelig at genkende tematikker i bogen, som kunne afspejle virkeligheden. Bogen virkede faktisk mest af alt som det perfekte bud på fantasi og forestilling på skrift, hvor underligt det end må lyde.

Bogen er henvendt til børn, og det bærer sproget også præg af. Det er ikke nogen tung bog, overhovedet, og jeg slugte den da også på en aften. Ikke desto mindre nød jeg den stadig, og det var på en eller anden måde rart, at det var handlingen og ikke sproget, der var det bærende element i fortællingen.

Alt i alt en skøn historie, som jeg sagtens kunne finde på at læse igen (og igen og igen).