Danmark er ikke det stille og fredelige land, hvis befolkning hygger sig i deres huse med tændte stearinlys, tæpper om fødderne og lys, der skinner ud af vinduerne. Vinduerne er nu i stedet barrikaderede, lyset holdes slukket, og der er ingen hygge. Det eneste, som titter ud mellem brædderne, som dækker vinduerne, er bange øjne. Uden for husene hersker nogle mærkelige væsner. De æder mennesker og ingen ved, hvad de skal stille op med dem.

Vi plejede at være øverst i fødekæden. Nu er verden hjemsted for noget, vi ikke kan hamle op med.

Folk ude på landet er opdelt i noget, som kaldes kolonier. Det vil blot sige små grupper af huse, hvori der bor overlevende. I et af disse huse har Fry på sytten boet i halvandet år sammen med sin mor, far og onkel. De lever isoleret og mangler mad og varme. For at hente vand må de bevæge sig uden for, hvor faren er konstant. Omkring dem bliver flere af husene desuden tomme. Det, som bevæger sig i mørket om natten, er blevet mere nærgående.

På halvandet år er vi blevet halveret. Og det er gået stærkt de sidste seks måneder. Jeg tror, det ukendte er blevet stærkere, klogere. Eller måske er vi blevet svagere?

Familien ved ikke, hvornår det er deres tur. De er ved at falde fra hinanden under presset og isolationen fra omverdenen. De er ikke sig selv længere dem, de var. Længe har de ventet forgæves på at blive reddet, men da der endelig sker noget, er det ikke det forventede.
Fry mister sin familie, da væsnerne angriber. De eneste overlevende fra angrebet er nabodrengen Timo og Fry selv. Redningen kommer, men alt for sent. Begge er blevet hårdt såret på krop og sjæl. De ankommer til et sted, hvor videnskaben hersker, og overlevende mennesker ikke regnes for meget. Snart opdager Fry, at stedet er centrum for et komplot mod menneskehedens overlevelse. For at hun selv og hendes venner skal overleve, må hun regne ud, hvem der er på hendes side. Dette er dog ikke så nemt, da alle har hver deres agenda.

Harpsøe har skrevet en roman, der handler, hvad der gør os til mennesker. Hvad der adskiller os fra dyr - eller rettere monstre - og hvor let det er at krydse grænsen mellem den ene og den anden. Romanen handler således også om, hvad der sker, når civilisationen bryder sammen, og alle blot ønsker at overleve. Det er her, tabuer som kannibalisme og rettigheder som retten til at bestemme over egen krop brydes.

Men det, vi har gang i lige nu, kan ikke kaldes at leve. At overleve og at leve er to meget forskellige ting.

Der er tale om et virkeligt godt bud på en postapokalyptisk/dystopisk på dansk. Harpsøe har gjort et godt arbejde. Karaktererne er levende og plottet er spændende. Fry er den karakteristiske YA- heltinde: sej, modig, loyal, klar på at redde verden og noget helt særligt. Men selvom hun måske er en anelse stereotyp, er hun også sin egen. Man kommer til at se svagheder ved hende - særligt i starten -, som gør hende mindre overmenneskelig. Der skiftes mellem forskellige synsvinkler, hvilket gør, at læseren nogle gange ved mere end hovedpersonen Fry. Dette gør dog ikke, at læseren ved alt. Tvært i mod er det med til at få denne til at gætte på, hvad der er løgne og sandheder. Det er nemlig ikke helt til at regne ud, hvem man skal holde med. Både fordi man ikke ved, hvem der er gode eller onde, men også fordi karaktererne er komplekse og rummer flere sider. Læseren bliver også konstant i tvivl om, hvem der ved hvad; hvem der trækker i trådene. Det er en romanen, der kryber ind under huden på læseren. Man bliver let grebet, og det er let at leve sig ind i både karaktererne og universet. Der er mange visuelle detaljer, som bliver godt beskrevet (måske en mulig filmatisering?) Spændingen er desuden meget høj, hvilket holder læseren på kanten af lænestolen. Sproget er godt og flydende, og romanen er let at komme igennem. Det eneste problem er bare, at man skal vente på næste udgivelse!

Selv hvis verden blev normal igen, bliver vi det så også?