Bagside:
Havene steg, og jordskælv flåede kontinenterne i stykker og sendte hele landområde ned i det stigende vand. Nu lever menneskene klemt sammen i stabelbyer. De eneste, der har et sted de kan kalde deres eget, er dem som lever på havets bund.
Ty har levet hele sit liv dybt nede i havet. Da lovløse angriber familiens undersøiske går, bliver han rodet ind i en intens kamp.
Sammen med Gemma, en pige fra Oversiden, vover Ty sig ind i territoriets barske underverden og opdager mørke hemmeligheder skjult i havets dyb.

Lidt om handlingen:
Ty og de andre der bor under havet rammes af et stort problem, lovløse. De plyndrer de undersøiske går, og det er i forvejen ikke nemt at leve under vandet, når man er afhængig af dem fra Oversiden, der oftest virker ligeglade med tosserne der bor under vandet. Det og en masse andet må Ty og en pige fra Oversiden Gemma prøve at rette op på, men det er slet ikke nemt, når hemmeligheder bobler op over det hele.

Min mening:
Jeg var fra starten meget positivt indstillet overfor det originale univers forfatteren har skabt. Jeg har aldrig set et univers som dette, og det gav mig mod på at læse bogen, da det altid er rart med noget friskt i den meget ensartede science fiction/fantasy genre. Der var dog noget sprogligt der manglede i bogen. Jeg synes sproget var meget dårligt formuleret, det behøver ikke være på et højt niveau hvor ingen kan følge med, men sætningerne bliver hurtigt for lange og indviklede, og det tager desværre en del fokus fra det skønne univers og handlingen. Sproget bliver nemlig hurtigt lidt barnligt, det er ret svært at forklare, men det var noget jeg lagde en del mærke til. Personerne var ikke særligt spændende, der var kun to jeg bed mærke i, det var Zoe som er Tys lillesøster og Shade den ledende plyndrer. De andre personer var i mine øjne ret kedelige, men det gjorde mig ikke så meget, for beskrivelserne af livet under vandet var vildt gode. Jeg fik nogle tydelige billeder af livet, men jeg kunne også selv digte. Handlingen virkede i starten ret ukompliceret, men da alle trådene blev samlet og man fik svar på de spørgsmål man havde, virkede handlingen meget bedre og en del mere spændende, det var desværre først til sidst i bogen.
Alt i alt en fed ny fortolkning af genren science fiction/fantasy, som man skal læse hvis man elsker uudforskede universer.