Pin It
+ Besvar emne
Side 13 af 13 FørsteFørste ... 3 11 12 13
Viser resultater 181 til 186 af 186

Emne: Gadens Beboere

  1. #181
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Lyden, som Mark havde hørt bag sig, var lyden af Gabriel, der kom ud af skuret efter ham. Mark så med det samme, at Gabriel havde trææsken med sig, og han rynkede utilfreds brynene.

    "Hvad skal du med den?" sagde han hårdt, måske lidt for skarpt og misbilligende til situationen, og måske var han en anelse for hård mod Gabriel ved at tale sådan til ham uden grund. Men der VAR en grund, og Mark hadede sig selv for at være så svag at bukke under for den: At Gabriel havde fundet æsken mere interessant, end han selv havde gjort; at Gabriel måske fandt den værdifuld. Og der var INTET, der var værdifuldt nok for Mark til, at han gad samle det op igen, når han bevidst havde valgt at kaste det fra sig på gulvet i skuret. Mark vendte sig halvt bort fra Gabriel med et fnys.
    Jeg var signaturløs.

  2. #182
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.913

    Standard

    Gabriel kiggede først på sin ven med overraskelsen malet i ansigtet over hans skarpe stemme der havde brudt stilheden. Hans øjne flakkede lidt frem og tilbage mellem Marks øjne inden han lod sin opmærksomhed vende tilbage til æsken uden at svare. Han tog et skridt ud af den mørke skygge en container havde smidt sig og så så hvad det var der var i poserne, da han med sin frie hånd åbnede en af dem lidt. Der så han hvad det var. Piller. Han kendte de her piller alt for godt. Han kiggede først på dem med foragt, men tænkte så at de i hvert fald ville kunne bruges til et eller andet.

    Lykke. En helt fremmed følelse. Så intens. Så ægte. Så fantastisk. Farver. Smil. Latter. Lykkelig latter. Lyden af helt igennem lykkelig latter. Hans latter. Mors latter. Fars latter. Mors varme, blide latter der fylder kroppen med ro og glæde. Mor der står i køkkenet. Han kan lugte hendes kage når hun lægger den på træbordet. Han kan mærke det varme stykke smelte på tungen og smage den bitre, men lækre chokolade. Han smiler af hele sit hjerte. Smiler så han er lige ved at sprænge. Alle de farver. Himlen er blå. Så blå som kun himlen kan være. Han ænser ikke noget. Ænser ikke råb. Ænser kun stemmen. Ænser kun den velkendte stemme. Han hilser. Han krammer. Han fortæller ivrigt at han elsker verden, at han elsker livet og smagen af den chokoladekage mor laver. Og stemmen råber, men han lytter ikke. Han er for lykkelig. Så man kan altså være for lykkelig til at lytte. Til at lytte til stemmens forargede råb.

    Panik. Forvirring. Tørst. Far der ligger i en blodpøl på køkkengulvet. Mors kage er væk. Alt er væk. Mors latter er blevet byttet ud med den samme tomhed som den på bunden af fars flasker. Gabriel kender ikke følelsen af at tømme en flaske, men rusen der lige pludselig bliver stoppet af noget så skæbnesvangert som bunden, den må være ligesom at miste den glædesrus der var i at være en hel familie med mors latter; med duften af kage der bliver taget ud af ovnen og lagt på det mørke træbord; med ren, varm solskin ind af det lille vindue over køkkenvasken der altid var på klem om sommeren. Med fuglesang og barnelatter. Alt det er flyder ud i blodpølen og klistrer sig fast i den lille skarpe hukommelse på den lille 8-årige dreng som et gennemtygget tyggegummi på en grå asfaltvej. Alt det ser han for sig. Han kan mærke de varme, store tårer præcis som de føltes dengang. Han kan lugte blodet og resterne af mors parfume far har tabt på gulvet. Han ser det tydeligt, hvordan væsken blander sig med blodet. Han ser tydeligt mors sidste smil på hospitalet. Mors beroligende smil. Han hører hendes sidste udånding og kan lugte hendes parfume der overdøver lugten af døende mennesker. Han husker tydeligt den dag der langsomt ødelagde hans liv mere og mere som bølger mod en klippe.
    Han er bange. Så forfærdelig bange. Har hurtigt glemt lykken. Han ryster. Han får hudafskrabninger på albuerne. På knæene da han kravler rundt. For at løbe væk fra frygten, fra lugten af fars blod, fra synet af mors blege ansigt. Men det er håbløst. Minderne forfølger ham og er endnu klistret fast til hans nethinde som et gennemtygget tyggegummi på en grå asfaltvej.

    Hurtigt kom han tilbage til virkeligheden. Gabriel vendte sig om og kiggede igen kort på Mark.
    "Jeg gør hvad jeg vil med dem." Der var intet i stemmen der røbede hvad han havde i sinde med pillerne, da han end ikke selv var helt sikker på det.
    Senest redigeret af Theresa : 10-05-12 kl. 22:58
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  3. #183
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Mark så stadig skarpt på sin ven, hvis blik flakkede lidt usikkert, da denne pludselig trådte ud i lyset halvt vendt bort fra ham. Mark lod skuldrene synke en anelse, men følte ikke, at anspændtheden havde sluppet sit tag i ham. Han kiggede på Gabriel, på æsken, på Gabriels ansigt, på Gabriels fjerne, fjerne øjne, der ikke så ham, på æsken i de hænder, der holdt krampagtigt fast, som om æsken med stofferne kunne forsvinde hvert øjeblik. Mark forstod kun ved Gabriels kortvarige foragtelige blik, at Gabriel ikke brød sig om synet af stoferne, og at han ligeledes havde genkendt dem. Men så var Gabriel pludselig som en lukket bog for ham.

    Mark havde kun set Gabriel så indesluttet et par gange før. Det var en sær følelse at se ham sådan, som om deres roller blev byttet om - Gabriel blev den indesluttede, barske person, mens Mark bare måtte være tilskuer. Men Mark vidste også kun en smule om, hvad der nagede Gabriel fra fortiden. Den smule var nok. Den smule gjorde ondt på Mark, fordi det gjorde ondt på Gabriel. Men den viden betød ikke noget for ham derudover; Mark kendte ikke til sin egen smerte, fordi den kun brændte i ham som et stærkt had - til Rain, til Michelle og til alt dét, der fik Gabriel til at krympe sig af smerte. Men Mark fik altid reduceret sin indre smerte til ingenting, for hans liv bestod i at overleve og ikke andet; derfor kunne han ikke dvæle ved den slags. Den slags, som gjorde alting kompliceret.

    Det var ynkeligt tidsspilde. Det var ynkeligt at give efter for følelser, som ikke ledte til noget godt. Det var ynkeligt at elske nogen - nej, det var snarere fatalt at elske nogen. Michelle elskede sikkert Mark, men han frastødte sin søster mere end noget andet i denne verden, og nu var hun et sæt knogler betrukket med gullig hud og et 5 cm. tykt lag kropsmaling, der tiltrak liderlige stodere som fluer. Mark fik et kort øjeblik øjenkontakt med Gabriel.

    "Du gør, hvad du vil med dem?" spurgte Mark med isnende stemme. Det var ikke første gang, de gjorde noget uafhængigt af hinanden, men første gang nogensinde, at Gabriel åbenlyst ekskluderede Mark, eller ignorerede hans vrede. Men Mark hævede ikke stemmen, da han fortsatte, selvom vreden fik hans blod til at koge: "Du synes måske, det pis kan bruges på en fornuftig måde?" Mark fæstnede sit blik på Gabriels ansigt, så de grønne, intense øjne næsten skinnede i morgensolen. Et barskt smil fik hans hvide tænder til at glimte. Men der var ingen følelser i smilet, der hverken nåede hans øjne, eller fik hans ansigt til at virke mere varmt.
    Jeg var signaturløs.

  4. #184
    Bogfreak July's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    I en lejlighed
    Alder
    22
    Indlæg
    1.214

    Standard

    Flame begyndte at blive mere og mere stresset, som hun knækkede sine dirke, hvilket ikke ligefrem gjord det lettere for hende at udvise den finmotorik opgaven krævede. Hvad var der med hende? En simpel lås plejede da ikke at kræve så meget fra hende. Måske havde hun aldrig været mester dirkeren, men en simpel lås som denne.... Hun bandede lavmælt da endnu en dirk knækkede, og hun vendte sig for at se på den pige, hun havde samlet op.

    Hun havde egentlig ikke set ordentligt på pigen før nu og hun vidste knap hvorfor hun havde taget hende med. Lå det bare i hendes natur? Den åh så barmhjertige Flame? Hun troede ikke hun havde sådanne grundlæggende moralske principper - ikke med det liv hun havde ført. De ting hun havde set. Nej, moral var farligt, det vidste hun. At spille helt var farligt. Hun vidste det, men alligevel var det som om det tiltrak hende. Hun havde jo samlet sin "bande" af venner og folk, der behøvede en leder. Hun kunne lide at lede dem, at hjælpe dem, måske var det det samme med denne pige. Hun kunne lide at vide, at der var nogen der kunne bruge hendes hjælp. At hun kunne være den stærk. Og hun vidste inderst inde godt, at hun aldrig ville forråde sin lille gruppe. Så jo, hun havde nok mere moral, end hun kunne lide at indrømme. Moral var dog farligt, og ikke noget hun skulle fodre. Nej, det var langt bedre at overbevise sig selv om, at den halve del af grunden til, at hun havde hevet Rain med - nemlig hendes princip om, at alt var mere succesfuldt, når man var flere om det - i virkeligheden var hel grunden.

    "Kan du finde ud af det her?" Spurgte hun lavmælt og mødte Rains øjne, med et håb om, at hun ikke ville kommenterer på Flames manglende evne til at kunne skaffe dem mad indtil videre.

    ___
    May sukkede og begyndte at samle sine få ting op, trippede lidt rundt, mens hun gjord sig klar til selv at forlade hytten. Hvor hun ville hen vidste hun ikke. Hun havde tænkt, at hun ville gå til politiet og melde nogle af de bandemedlemmer, hun havde brudt sig mindst om, men ærligtalt, så ville hun nok ikke selv slippe uden om, når hun først begyndte at forklare hvor hendes viden kom fra.
    Hun havde overvejet at gå til nogen af sine gamle kontakter i smuglermiljøet, men var bange for, at de ville overlever hende til banden. Hun var sikkert mere værd sådan, end som en medarbejder - uanset hvad, var det ikke risikoen værd.
    Hun havde også overvejet at tjekke, om en af frabrikkerne havde en pladsledig, men hun havde nu sjældet hørt om, at frabrikkerne nogensinde skulle have det. Selv hvis de havde ville hun næppe være deres første valg, når der var så mange lavt uddannede - der dog havde en uddannelse i modsætning til hende - de kunne vælge, hvorfor skulle de så vælge hende?
    Hun havde overvejet helt at forlade byen. Men hvor skulle hun tage til? Alt hun kendte var denne by, hun havde aldrig været ude af den.
    Hun sukkede igen og trådte hen mod døren, med en beslutning om, at hun måtte i første omgang tjene nogle penge, og så se på sine muligheder endnu engang. Da hun åbnede døren blev hun dog mødt at en så laddet stemning, at hun helt glemte sine egne bekymringer for et kort øjeblik, og undrede sig over hvad Casanova og Slagsbror havde snakket om, siden de forlod rønnen, da hendes blik faldt på stofferne i Slagsbrors hånd... Oh...

    "Dum idé, dum idé..." Sang hun så lavt, at man skulle anstrenge sig for at hører, hvad det egentlig var hun sagde.
    Are you capable of being good for something?
    I have the vague ambition to be.
    You don’t believe in anything.
    I believe in you.

  5. #185
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.913

    Standard

    "Du gør, hvad du vil med dem?"Gabriel blev næsten overrasket over at høre lyden af den andens stemme, og han drejede hovedet en anelse, så han kunne se Mark ud af øjenkrogen.
    Mark fortsatte i et ligeså isnende tonefald: "Du synes måske, det pis kan bruges på en fornuftig måde?"
    Det var tydeligt at høre foragten i stemmen. Måden han spyttede ordet 'pis' ud på, gjorde det nærmest lidt koldere omkring dem. Det fik næsten Gabriel til at genoverveje det han måske havde tænkt sig at gøre med dem. Måske var det ikke fornuftigt, men det var heller ikke en dum idé.


    "Ja?" var det eneste han sagde.
    Han brød sig egentlig ikke om at lyde så kold og følelsesløs overfor Mark. Det fortjente han ikke.
    Men han havde bare ikke lyst til, at Mark skulle få Gabriel til at skifte mening omkring, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han skulle blande sig udenom. For han vidste bare at Mark ville gøre, hvad der stod i hans magt for at forhindre, hvad Gabriel havde tænkt sig at gøre. Han havde stadig ikke besluttet sig for, hvilke af de to ting han ville gøre. Begge virkede som nogle perfekte valg. Når han tænkte på den varme, der var strømmet gennem hans krop. På tanken om mor og lugten af hendes nybagte brød. Og tanken om hvad han kunne tjene på de her stoffer. Begge ting havde ulemper, men dem kunne han ikke komme i tanker om nu. Han var blændet af alle de gode ting stoffer kunne. Han var røget direkte i fælden, som tusind andre var før ham.
    Han hørte en anden stemme bag sig. Han kunne lige akkurat høre en pigestemme sige: "Dum idé, dum idé..."
    Det var næsten som om det kom fra hans hoved. Som om stemmen bare var hans samvittighed, der prøvede at forhindre ham i at gøre det. Han ignorede den og kiggede kun kort bagud - for at være sikker på at stemmen ikke bare var inde i hans hoved. Det var den heldigvis ikke. Pigen stod bag dem med hendes lukkede ansigtsudtryk.
    Det udtryk de fleste havde i det her miljø.
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  6. #186
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Ordet hang og svævede i luften mellem dem, som om én af dem skulle vifte det væk for at fjerne betydningen af det. Men Mark kiggede bare på Gabriel; han kunne se på det tillukkede ansigt, at Gabriel havde i sinde at følge sit eget hoved. Ja, og hvad så? Hvorfor stod han, Mark, bare og kiggede på som en ynkelig ***, når dét, der betød mest for ham, var Gabriel?

    "Okay," sagde Mark tomt. Stemmen var monoton. Det syngende ord var fladt og opgivende. En forstilt accept af hele situationen. Kampånden var død. Jaget på flugt af Gabriels valg. Normalt lod han sig ikke slå ud, men lige nu ... De havde lige fundet hinanden igen. Mark havde troet, at de kunne stå igennem dagligdagens udfordringer sammen... Men Gabriel stod med billetten ud af slumkvarteret, eller længere ind i de lumre lag, hvor Mark havde sat sine fødder alt, alt for mange gange.

    Så skrid ad helvede til, lillebror! Gør din familie glad - vil du ikke nok? Få dig en uddannelse, mand. Du kan jo godt ...

    Mark sagde ingen af delene. Han kiggede på Gabriel med grønne øjne, der ikke længere var lysende. Tøsens mantra lød stadig bag dem: Dum idé, dum idé, dum idé ...

    Han kunne ikke lade være med at tænke, at det lød som rytmen fra sporvognene, der bumpede fremad i adstadigt tempo: Dum-di-di, dum-di-di, dum-di-di, dum-di-di... Ham selv liggende på gulvet i én af vognene for ikke at blive opdaget. Kniven havde ligget godt i hans hånd. Godt og trygt. Dum-di-di, dum-di-di, dum-di-di...

    "Hva' satan, knægt, hvad laver du her?"
    "Kigger."
    Dum-di-di, dum-di-di, dum-di-di ...
    "Hvor er din billet?"
    "Jeg har ingen billet."
    "Hvor gammel er du?"
    "Øh... øhm... 13..."
    En uforståelig brummen.
    "Jeg er 8, og jeg vil ud til Torvet og kysse de dejlige damer ved frugtboderne."
    "Så det vil du?" Et kæmpe grin. "Hvad siger din mor til alt det her?"
    Dum-di-di, dum-di-di ...
    "Store, fede nar!" Kniven susede opad og borede sig ind i kontrollørens hals.

    ... Jo, Mark kendte til tålmodighed nu. Der var ingen grund til at sætte den på prøve. Gabriel vidste det også. Selvom han kun havde tanke for Gabriels ve og vel, sagde han ord, som ikke havde ligget ham på sinde. De kom bare: "Jamen, du inviterer mig måske til middag om et par år, når du får råd?"

    Han spyttede på jorden mellem dem og fnøs foragteligt. Om han så skulle danse nøgen på rådhuset, ville han aldrig tage imod den ydmygelse at bosætte sig nogle steder og få et liv ud af det. Ikke med de medborgere.

    Mark vendte sig nu mod pigen. Gabriel var et overstået kapitel for nu, og han viste sin åbenlyse ligegyldighed ved at ignorere ham fremover.

    "Jeg var på vej ud efter morgenmad," meddelte han hende med sit sædvanlige, charmerende smil. Dog nåede det ikke hans grønne øjne denne gang.

    ::Giver lige det her et skud... og sorry, jeg anvender *'er... Det er svært at censurere hans sindelag i længden... men skal nok forsøge; det er trods alt et offentligt sted. xD ::
    Jeg var signaturløs.

+ Besvar emne
Side 13 af 13 FørsteFørste ... 3 11 12 13

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •