Pin It
+ Besvar emne
Side 3 af 5 FørsteFørste 1 2 3 4 5 SidsteSidste
Viser resultater 31 til 45 af 75

Emne: Endnu et rollespil: Eer

  1. #31
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Emma havde gættet hvad drengen ville gøre, lige så snart han nærmede sig Kasper med det der agresive blik i øjnene. Da han vendte sig for at gå, stak hun sit ene ben, ind foran hans, så han faldt hårdt ned på fortovet.
    "Idiot! Hvad tror du lige du har gang i?!" hun så foragteligt på den farverige dreng på jorden,
    "Hold dog op med at ligge der og tude, tumpe. Det er totalt ynkeligt!" Og yderst pinligt for hende, hvor var Kasper barnlig! Det var til at blive stiktosset af. Og siden hvornår var Adriana begyndt at gå med kniv?! Det hele ville på en normal aften være kommet meget bag på hende, men den hadefulde stemning fik adrenalinen til at bruse, og hun havde bare lyst til at tæve en eller anden, bare for at vide hvordan det var.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  2. #32
    Bogfantast buttermilk's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    København<3
    Alder
    23
    Indlæg
    1.772

    Standard

    "Men de ser da ud til at være dine venner," sagde hun og gav et lille gisp fra sig, idet han knugede sin hånd i hendes.
    "Måske skulle vi hjælpe dem. Sørge for, at der ikke kommer slagsmål," sagde hun forvirret og så spørgende på Pierre. Hun havde levet i mange år på landet i Italien, hvor bandekrig ikke hærgede. Jovist fandtes de, men ikke i det miljø, som hendes bedsteforælde havde flyttet til.
    Da Ofelia kunne regne ud, at Pierre måske ikke orkede at hjælpe de andre, gik hun nærmere en slidt lænestol og satte sig. "Jeg har brug for din hjælp," fik hun endelig skubbet over læberne. Hun havde tusinde af spørgsmål. Som hvem den pige, der havde set spørgende på Pierre var. Om det var hans kæreste. Hvorfor han var blevet medlem i sådan en gruppe. Men hun havde ikke meget tid, hun var bange, og hun ønskede at vide, om han avr villig til at hjælpe hende.
    Igår,
    var idag,
    imorgen.

  3. #33
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    21
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Det har ændret sig. Det hele. Hvis ikke du er med i en af banderne, så skal du berede dig på at blive tæsket. Så er det her trods alt bedre...." han sukkede og så på Ofelia. Uskyldige Ofelia. Hun havde ikke engang dræbt en. Dette var et minde der fulgte Pierre overalt. Pinte og plagede ham konstant, selvom det kun havde været en fejl. En sølle lille fejl. han huskede hvordan han havde truet med kniven. Hvordan han var kommet til at svinge kniven på en sådan vis, at den plantede sig i drengens mave. Ung og uerfaren havde han været dengang. Men så var han død af forblødning...
    "Til hvad?" han satte sig ned på den hårde asfalt, og mærkede tydeligt hvordan det gik i gennem hans slidte cowboybukser. Han kiggede længe på Ofelia uden, at han sådan rigtig selv opfattede det. Pierre savnede de gamle dage. Dengang hvor han ikke havde dræbt en fremmed dreng. Dengang hvor de var så uskyldige, og hvor banderne ikke var opfundet endnu.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  4. #34
    Bogfantast buttermilk's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    København<3
    Alder
    23
    Indlæg
    1.772

    Standard

    "Hvor latterligt. Det lyder somom at de bande ledere er desperate efter at have nogen, som kan lide dem," mumlede Ofelia henkastet og sendte Pierre et sagte smil. "Men der var også en pige. Hun så ikke just voldelig ud. Hun så spørgende på dig. Hvem var hun?" Ofelia fortrød sine mange ord, så snart, at de havde suset over hendes læber. Det ragede ikke hende.
    "Det er min far," sagde Ofelia efter en lang pause. Tårene begyndte at samle sig i hendes øjenkroge. kun Pierre kendte til alt. Mordet på Ofelias mord. Men én ting vidste han ikke. At hendes far var på fri fod. At hun ville se ham igen.
    Igår,
    var idag,
    imorgen.

  5. #35
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    21
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Hvad er der med din far?" spurgte han bestyrtet. Han kendte alt til Ofelias voldelige far. Hvordan han var kommet i fængsel for vold. Hvordan han havde dræbt hendes mor.
    Han undlod at svare på det med Engel. Fuldkommen bevidst. Pierre skammede sig lidt over, at han ikke kunne få sig selv til at fortælle hvem hun var.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  6. #36
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    David lukkede forsigtigt havelågen bag sig, som førte ind i den prægtige - temmelig lig alle andres - have. Han så sig tilbage over skulderen og lod blikket vandre op ad havegangen med de nydelige små blomsterkrukker langs stiens kant til hoveddøren, som han havde låst efter sig for et øjeblik siden. David var sammenbidt og irriteret over det røre, der var derhjemme, men lod sig ikke mærke med det, når han var blandt andre.
    Det gik op for ham, at han ville komme for sent, hvis ikke han skyndte sig, men fandenivoldsk, som han var, slentrede han skødesløst gennem villakvarteret uden at sætte farten det mindste op. Blå Roser kunne vente. Hvad betød banden i grunden for ham? Ikke andet end identitet - og identitet var alt, hvad han søgte, ligesom alle andre fordømte teenagere, tænkte han bittert. Der var Pierre, som stod ham nærmest. David vidste ikke, om Pierre var klar over dette, men det betød intet. De andre fra banden rendte bare rundt og teede sig tosset, men det var også sjovt nok, når rusen var der. Andre gange plagede det ham grænseløst, og han kunne næsten bryde sammen over, hvor elendige, de alle var. Kvarterets udskud. De rebelske unge, der ikke vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Røvhullerne. Uansvarlige bastarder, der udøvede vold og hærværk. Samvittighedsløse borgere, der for længst burde være smidt i fængslet. "De skulle bare vide," fnøs David frem for sig, mens disse tanker kørte rundt i hovedet på ham, "hvor stærk vores moral er, når alt kommer til alt. I skulle bare vide, hvad fanden vi egentlig tænker, mens vi springer jeres lusede postkasser i luften." Ordene flød i en lav, bitter strøm fra hans læber, og hans skridt blev hurtigere i takt med den voksende irritation. Han sparkede hårdt til en skraldespand, så den faldt af sin stander på lygtepælen og trillede ud midt på fortorvet. Han sparkede til den igen, så den trillede yderligere nogle meter. "I kan rende mig," sagde han højt til tomheden, "I kan rende mig noget så grusomt et vist sted, for I har ikke en syg mor og ... og ..." Han så ned og følte ufrivillige tårer trænge sig frem i øjenkrogene. Hurtigt fik han dem tørret bort, mens han hurtigt skannede sine omgivelser med blikket. Der var ingen. Gudskelov ikke en levende sjæl i nærheden. David skubbede selvmedlidenheden ind i den inderste afkrog af sit sind og fik igen sin velkendte, udtryksløse maske på, de uigennemtrængelige facader, der havde hjulpet ham gennem livet. Han var hårdfør, fordi han var tvunget til det. Det var den eneste måde at overleve i denne verden - og Blå Roser var hans rygdækning og han deres.

    David begyndte at løbe. Han elskede at løbe og var god til det ifølge ham selv; han var udholden og kunne løbe længe og hurtigt ad gangen. Han kom til en mur, som han behændigt klatrede over og kom herefter ud på en gade, der førte ind i en gyde. Han kunne se skikkelser længere fremme og høre tumult, men satte alligevel farten ned til sin sædvanlige, slentrende gang, for han vidste, hvem det var. Ganske unødvendigt puttede han to fingre i munden og lod et skærende pift flænge luften omkring dem. Nu havde han i hvert fald med 100 procents sikkerhed gjort sig bemærket.
    Senest redigeret af Xazal : 19-05-10 kl. 19:25

  7. #37
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    (Bills farve)

    Bill kom med et forskrækket udbrud, af ren refleks kom hans hænder i vejen, og redede ham fra at lande med næsen i fortovet.
    "Møg tøs!" Han spyttede ordene ud, og kravlede på benene igen.
    Han skubbede brillerne på plads, og så på pigen, han fattede ikke at han var gået i gulvet på grund af hende. Hvad ville de andre havde gjort? Resulut greb han ud efter hendes hår, fik fat i en ordentlig tot og trak til. Et kraftig piften lød i baggruden, men Bill turde ikke slippe tøsens hår for at se hvad det var.
    Så kunne hun lære at komme i vejen for ham!
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  8. #38
    Overboggnasker Chihiro Miyazaki's avatar
    Reg. dato
    Jan 2010
    Sted
    Discworld
    Alder
    22
    Indlæg
    368

    Standard

    Alexander havde siddet op ad den mur i lang tid nu. Og han havde glemt hvad det var for en mur og hvor den befandt sig i forhold til hans hus, så han så ikke den store grund til at flytte sig, hvis det alligevel bare betød at han så skulle vandre formålsløst rundt. Det var irriterende at have så ufatteligt dårlig retningssans, især når man også var distræt nok til aldrig at tage den samme vej hjem fra skole. Idag havde han også fået den geniale indskydelse, at der var mere ro til at lave lektier her end der var derhjemme, og derfor havde han sat sig op ad den her mur og lavet sine lektier og tegnet små tegninger overalt rundt om opgaverne i bogen.
    Han lænede hovedet bagover og støttede det mod muren mens han betragtede det stykke af himlen han kunne se over hustagene. Det var overskyet, men det så ikke regnfuldt ud. Det betød at han kunne blive siddende. Han rynkede brynene. Der var lyde. Han kunne ikke huske hvor længe de havde været der for han havde ikke bemærket dem før nu. Det var folk som råbte. Mange folk, lød det som. Med en hånd mod muren og en mine som var det den ondeste ting i verden at rejse sig. Han drejede hovedet et par gange fra side til side, for at få en idé om hvor lydene kom fra, og gik så mod venstre.
    Drejede om et hjørne, og stod ved en forladt bygning. En meget velkendt, forladt bygning, kaldet "Hulen" af Blå Roser. Han var lige ved at begynde at grine. Han havde siddet i timevis og lavet lektier op ad en mur så tæt på centrummet af Blå Rosers territorium! Og han havde ikke anet det før nu. Der var heldigvis tomt nu, men råbene var tydeligere nu. Han kunne genkende et par stemmer, men stadig ikke skelne ordene. Han fortsatte hen mod stemmerne, men denne gang mere forsigtigt. Han var nysgerrig, men han skulle ikke have bank når så meget af banden var samlet.

    De var der næsten allesammen, kunne han se, og heldigvis havde de stort set allesammen ryggen til ham. De var optaget af et eller andet længere fremme. Blå Ravn stod oppe forest, og dermed længst væk fra ham, men hun var selvfølgelig nem at se alligevel.
    "Møgtøs!" lød Bills stemme pludselig over mængden.
    "Vi har allesammen en lille stemme inden i os, som fortæller folk at vi er her. Det er derfor man kan mærke det hvis nogen sniger sig ind på en, selv hvis de er helt lydløse, og der er stor forskel på, hvor højtråbende denne stemme er," citerede Alexander mumlende og ikke helt ordret, men det var han ligeglad med, for det var noget han havde læst i en dårlig, uinteressant bog om en heks ved navn Tiffany. Det var kun den ene sætning han fandt interessant. Fordi den var så rigtig. Blå Ravn havde en stemme der, kombineret med hendes udseende, fik alle til at bemærke hende, hvad enten hun ville det eller ej, hvorimod hans egen var næsten lydløs, uanset hvad han gjorde. Nu efterabede han så den dumme heks, og slog den fuldstændig fra.
    "Jeg er her ikke," gentog han om og om igen i sine tanker, mens han, uden at se direkte på nogen, bevægede sig gennem mængden af mennesker som han kendte, havde kendt eller aldrig før havde set.

    Der lå en dreng på jorden og græd. Hans tøj var... farverigt. Og ret underligt, det sugede øjnene til sig, ligesom hans øjne der, på trods af tårerne, var virkelig smukke og levende. Alexander kunne godt lide de øjne fordi de var så meget anderledes end hans egne. Denne drengs eksistens-stemme var heller ikke ligefrem dæmpet. Han holdt interesseret øje med ham og resten af sceneriet (bestående af en meget ophidset Bill og to mindst lige så vrede piger som han ikke mindedes at have set før) fra sin plads næstforrest i gruppen med god afstand til Blå Ravn.
    Senest redigeret af Chihiro Miyazaki : 21-05-10 kl. 19:40

  9. #39
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    21
    Indlæg
    5.902

    Standard

    Et stød gik gennem Adriana og hun tog sig til hovedet. Alt omkring hende blegnede og blev en form for grå. Stemmerne forvandlede sig til uinteressant baggrundsstøj, og kun en eneste lyd hørtes. Dunk. Dunk. Dunk. Hendes hjerteslag. Langsommere og langsommere gik de, som om de snart ville ebbe ud. Hun huskede pludselig noget om en sygdom. En sygdom hendes morfar var bukket under for, og hendes mor der frygtede den. Men hvad var det for noget? Dunk... Alt snurrede rundt. Dunk... Også lød det sidste...........

    Dunk.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  10. #40
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Emma var høj af ophidselse, og bemærkede slet ikke drengens angreb inden det var for sent. Hans greb gjorde sindsygt ondt, som om han prøvede at rive alt hendes hår af på en gang. Hun skreg, sådan et højt piget skrig, og greb ud efter hans håndled. Hun hev og sled, men han gav ikke slip.
    Ud af øjekrogen så hun Adriana vakle, og tage sig til hovedet. Hendes søster bakkede ind i bandemedlemmerne baghende, og de skubbede hende frem igen. Så faldt hun om på gulvet.
    I et øjeblik var der ingen forskel på situationen, folk snakkede stadig, den summende lyd af stemmer var stadig overalt omkring dem. Men Emma var holdt op med at kæmpe. Hun stirrede på sin søster. Så glemte hun alt om drengens greb i hendes hår, og fald på knæ ved siden af Adriana. Smerten var gemmen borende, og så var den ovre. Og den forvirrede dreng stod tilbage med en tot lyst hår i hånden.
    "Adriana! Adriana, det er ikke sjovt! Jeg mener det, stop det pjat!" Hendes stemme var skinger, men noget sagde hende at det ikke var pjat, hun ville bare ikke indse det.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  11. #41
    Overboggnasker Chihiro Miyazaki's avatar
    Reg. dato
    Jan 2010
    Sted
    Discworld
    Alder
    22
    Indlæg
    368

    Standard

    Der skete noget. Det gjorde der selvfølgelig hele tiden, men han fandt det her noget underligt. Han fandt det underligt hvordan pigen-med-knivens ansigt pludselig blev forvrænget. Hun vaklede, kniven gled ud af hendes hånd og hun tog sig til hovedet, men ingen fattede at der var noget galt! Hvorfor gjorde de ikke noget, andet end at skubbe hårdt til pigen da hun næsten faldt ind i bandemedlemmerne. Hun trimlede om på jorden.
    Han tænkte ikke over det, men sprang bare refleksagtigt frem, som for at gribe hende. Han stivnede få skridt fra pigen da den lyshårede rev sig fri af Bills greb.
    "Adriana! Adriana, det er ikke sjovt! Jeg mener det, stop det pjat!" råbte hun skingert.
    Alexander stirrede bare chokeret fra pigerne til banden og tilbage igen. Hvad var det han havde gjort? Han havde gjort sig bemærket. Han havde gjort sig bemærket foran hele Blå Rose. Han var frosset fast til stedet, han kunne ikke engang gøre noget for at hjælpe den besvimede pige. Hans hjerte hamrede så hårdt at det føltes som ville det smadre hans ribben.
    Senest redigeret af Chihiro Miyazaki : 21-05-10 kl. 22:56

  12. #42
    Bogfreak July's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    I en lejlighed
    Alder
    22
    Indlæg
    1.214

    Standard

    Eleanir så forskræket på den ene pige, hun var faldet om efter at have taget sig til hovedt. Hun så ud til at være døende eller død. Eleanir rystede lidt på hovedt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, de var jo fjender ikke? Så genvandt hun fatningen, det var vidst bedst at tage tilbage til hulen, blerv hun egnig med sig selv om. Så, som et lyn fra en klar himmel, stod en dreng der. En dreng der havde været en del af Blå Rose engang. Han var en oplagt mulighed for at komme væk fra den anden bande, uden at virke kojoniske, mente Eleanor. "Hey?! Du var da i Blå Rose!" råbte hun med en påtaget vrede som hun egentlig ikke følte, hun hev fat i drengen, og hev ham væk. "Jeg klare ham her alene, Bill? Du har komandoen mens jeg er væk eller ind til Avada kommer tilbage," røbte hun. Hun hev Det gamle medlem væk, hun ville være alene, ikke vise svaghed. Hun nåede væk inden det skete. Hun faldt om på jorden med et hikst og en tåre løb fra hendes intakte øje. Hun rørte ved klappen, det var den mest praktiske hun havde på.

    Angelina så på seneriet med et tomt blik. Det hele var fjernt, det hele var forfærdelig, det hele var ubehageligt. Alle hendes tanker kræsede om Avada, om ham og pigen. De havde været længe væk nu. Angel kunne ikke glemme det blik Avada havde haft i øjnende, da han så hende. Hun løb væk, væk fra det hele, forbi en dreng, en helt hamrende almindelig dreng, som også løb. Hun løb ned i hulen og så kom gråden. Det hele var ubehageligt, og hun var nervøs. De ville sikkert blive vrede, de ville sikkert kalde hende foræder, og sige at hun var svag, men i det øjeblik var det ligemeget, hamrende ligegyldigt..
    Are you capable of being good for something?
    I have the vague ambition to be.
    You don’t believe in anything.
    I believe in you.

  13. #43
    Bogdværg Tanni-Sanni's avatar
    Reg. dato
    Jan 2010
    Sted
    I min Fantasi verden ^__^
    Alder
    23
    Indlæg
    34

    Standard

    Kasper kiggede op og rejste sig hurtigt. han kiggede lidt surt på emma. han havde aller mest lyst til bare at løbe hjem.
    han var træt af at alle andre så sådan ned på ham, på grund af hans udseende, kropsbygning og personlighed.

    han var sur indeni næsten rasende, og faktisk allermest på emma. han kunne føle at tårene pressede på igen. men da han tænkte alt igennem igen var det som om de bare forsvandt. han sukkede, og kiggede ned i jorden. "det må du undskylde emma..."
    men så kiggede han tilbage på emma med torden i øjnene. Han blev mere og mere rasende inden i, til han til sidst udbrød.
    ”Jeg er træt af dig! Hvorfor skal du altid være sådan over for mig?! Jeg er skabt svag og ynkelig, okay?” hans stemme bræstede. Tårende begyndte at trille ned af hans kinder igen mens han så på Emma.
    Han så hvad der var sket med Adriana og blev bange, hvad var der sket? Og var det hele hans skyld?
    Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han var bange for at blive tæsket af alle og en vær. Han fortød det han havde sagt til Emma.
    Du har en drøm, indtil den bliver opfyldt.
    Så får du en ny. ^^

  14. #44
    Overboggnasker Chihiro Miyazaki's avatar
    Reg. dato
    Jan 2010
    Sted
    Discworld
    Alder
    22
    Indlæg
    368

    Standard

    "Hey?! Du var da i Blå Rose!" råbte en eller anden.
    Alexanders hjerte sprang mindst syv slag over, alting snurrede, Blå Ravn råbte et eller andet andet og da han genvandt fatningen var det for sent at flygte. Blå Ravn havde et fast tag i hans arm, og hun halede ham væk fra de andre. Væk fra dem? Men det var jo ulogisk! Nok var hun stærkere end ham og kunne sagtens banke ham alene, men det at straffe ham var jo netop for at illustrere hvad der skete hvis man vendte hende ryggen. Det ville jo ikke nytte noget hvis ingen kiggede på.
    Der var et ansigt. Et overrasket ansigt ligesom alle de andres, men dette ansigt kiggede lige i hans retning. Alexander vred sig for at komme fri og råbte op, selvom han vidste at det ikke nyttede noget i denne forsamling.
    "Hjælp! Så slip mig dog, hjælp!" i det sekund kom han i tanke om det navn som passede til ansigtet, "D-david! David hjælp mig! Argh!"
    Blå Ravn gav hans arm et hårdt vrid og trak ham rundt om et hjørne så de andre forsvandt af syne. Hun skubbede ham omkuld, og han krummede sig sammen på jorden. Forberedte sig på det efterfølgende spark. Det eftergølgende spark som ikke kom. Han så op. Blå Ravn sad fuldstændig handlingslammet på jorden og træk vejret i uregelmæssige, små gisp. Hun græd. Han kunne tydeligt se tårerne på hendes kind for hun gjorde intet for at skjule dem. Al frygt forlod hans krop, og det trak i hans mundvige. Et smil tonede frem på hans almindelige læber og forvrængede hans almindelige ansigt. Han satte sig på hug foran hende så deres ansigter var lige ud for hinanden og så hende ind i øjnene. Han bevægede sig ikke. Sagde intet. Kiggede bare smilende på hendes tårer, for han fandt dem utrolig underholdende.

  15. #45
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    David nærmede sig langsomt gruppen, der var i oprør. Lydene fra deres råb og skrig nåede ham - og først og fremmest lyden af slag og spark. De lyde, der var ham så velkendte og alligevel så fremmede. De lyde, som burde have været noget, man kun hørte på film. De lyde, som burde have været så langt fra hans tilværelse, at han knap ville forbinde sin egen eksistens med vold. Men sådan var det ikke; David havde været en del af Blå Rose, siden den blev stiftet.
    Der skete noget usædvanligt, syntes David, idet han standsede nogle meter fra banden. Den heftige slåskamp gik gradvist i stå, men Blå Ravn var som et lyn over en lyshåret knægt, hvis navn David ikke huskede. Han havde været blandt dem før, ubemærket og tavs som en skygge. Hvorfor havde han forladt Blå Rose? Hvorfor han i det hele taget havde været med, begreb han ikke.
    En pige var faldet om, og det var hende, de alle tilsyneladende var stimlet sammen omkring. David gik hen til dem og så ned på pigen. Han genkendte hende som søster til Emma, som altid havde været en kilde til irritation blandt Blå Roses medlemmer. Den rivaliserende Emma og hendes ynkelige slæng. Så lød et råb om hjælp, og David drejede overrasket ansigtet mod drengen, som blev trukket afsted af Blå Ravn. Endnu mere overrasket blev han, da drengen tydeligvis genkendte ham og råbte hans navn, men Davids hukommelse svigtede. Hvad fanden hed den dreng?
    "Ravn," råbte han skarpt, og hans stemme skar naturligt igennem larmen med den snert af myndighed og autoritet, der var over den. "RAVN!" gentog han. Uden at se efter, om Blå Ravn reagerede, kiggede han ned på Emma, der så ligedele vred og forskrækket ud. Den lyshårede dreng med den mærkelige sammensætning af tøj havde tydeligvis sagt noget, der ikke huede hende, for han så lige så opstemt ud. David satte sig på hug ved den liggende skikkelse.
    Senest redigeret af Xazal : 22-05-10 kl. 13:24

+ Besvar emne
Side 3 af 5 FørsteFørste 1 2 3 4 5 SidsteSidste

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •