COOL (Charaters Of the Old Land)

**Theresa** · 16-05-15, 02:11

Nu starter rollespillet!

**KisaSohma** · 17-05-15, 01:38

Selvom det var fuldmåne, kunne man ikke se en hånd for se udenfor. Det eneste, man kunne se, var regnen, der stod ned i stride strømme. Det eneste, man kunne høre, var vindens piben, og indimellem den dumpe lyd fra havens ældgamle træer, der brutalt bankede deres tykke grene ind i slottet. Vovede man sig ud i dette vejr, skulle man ikke vide sig sikker på at komme frem til sin destination - i hvert fald ikke helskindet. Derfor havde de også overnattende gæster denne nat, som man trods alt havde forbarmet sig over. Blandt andet opholdt der sig en gammel købmand, hvis stive lemmer ville knække sammen under ham i samme nu, han trådte ud af døren, og en ung skrædder, som Claes ikke kunne huske navnet på, men som man ikke ville risikere at miste til uvejret. Derimod var en tigger kommet til slottet midt under uvejret og på sine knæ bedt om husly, men uden at skænke ham et ekstra øjekast, var han blevet beordret væk. Da han havde nægtet at fjerne sig, var der blevet truet med døden, indtil han bandende og svovlende var stavret væk. Claes havde betragtet ham fra vinduet og set, hvordan han var nødt til at holde sig tæt ind til muren, og selv da rev vinden så kraftigt i ham, at han flere gange var ved at miste fæste. Claes havde dog hurtigt mistet interessen for den gamle tigger og var vendt tilbage til sit tegneri. Hans hænder var helt sorte af kulstiften, og efterlod mærker på væggen, der hvor han havde stået og betragtet sceneriet. Det måtte tjenerstaben tage sig af næste gang, de kom forbi. I stedet koncentrerede han sig om sin tegning, der skulle være et portræt af den nye dronnings ældste søn, prins Villads, i anledning af hans nært forestående fødselsdag. Hans far havde altid været meget glad for Villads, og Claes kunne ikke lade være med at spekulere på, om det måske var den fremtidige konge, han tegnede. Kongen kunne i hvert fald godt lide at spøge med tanken og kaldte altid Villads sin lille kronprins, på trods af at det var Claes, der burde have den titel. Bare tankerækken ophidsede ham, og han tegnede en streg hen over brorens hals, akkurat som han nogle gange dagdrømte om at gøre det i virkeligheden. Han ville skære struben over på både ham og kongen, og så ville han regere hele kongeriget - så skulle man nok få at se, at han ikke var så uduelig, som sladderen gik på. Han var den ægte tronarving.

**Theresa** · 19-05-15, 23:50

Agrona vågnede brat af torden udenfor. Grundet uvejret havde tordenen kun afbrudt en let søvn. Hun mærkede mørket omslutte sig hende og vendte sig om på hendes anden side i forsøg på at falde i søvn igen. Tordenen fortsatte og regnen syntes at larme som trommeslag udenfor hendes vindue. Hun kneb øjnene sammen og pressede en dyne mod det anden øre. Det hjalp ikke på sagen kunne hun hurtigt konstatere, da tordenen nærmede sig. Hun besluttede at det måske var tid til en lille gåtur rundt på slottet. Det gjorde hun altid i hendes teenageår, hvor hun ofte havde søvnløse nætter. Dem havde hun ofte delt med Claes.
Måske var han i samme bås som hende, tænkte hun. Hun iførte sig en slåbrok af blå silke og trådte på det kolde guld, da det varme tæppe stoppede. Hun gøs mens hun tændte en kammerstage. Det var en kold aften, hun slog slåbrokken tæt om sig da hun lydløst og på bare tæer forlod sit gemak og gik mod Claes'.
Hun bankede stille på og fik pludselig kolde fødder (som i talemåden, men også bogstaveligt talt). Hun følte sig lidt fjollet over at hun gik på natterend som da hun var yngre, men hvis Claes var vågen ville det sikkert blive sjovt.

**Zero** · 20-05-15, 00:36

I slottets tronsal kunne man indimellem skelne en ophidset samtale fra stormens buldren og bragen. Florian, som var gæst på slottet i nat, brød sig ikke om at sove et fremmed sted, så i stedet var han vågen. Det lod til, at en god bestanddel af slottets beboere også var søvnløse i nat. Egentlig havde Florian tænkt sig at se sig om på slottet; tronsalen var hjemsted for et smukt vægbroderi, der skulle have kostet en mindre formue. Skønt det - efter sigende - ikke kunne måle sig med den tidligere dronnings værker. Florian spekulerede sommetider på, hvad der var blevet af hendes ting. Måske var de blevet gemt af vejen nede i krypterne, eller måske havde kongen i sin ondskab destrueret dem. Florian kunne ellers godt tænke sig at se dem.

Imidlertid havde det vist sig, at tronsalen ikke var helt forladt. En mindre gruppe uniformerede mænd stod og diskuterede lavmælt henne ved døren. Nysgerrigt listede Florian nærmere for at lytte med.

“De andre er enige. Vi kan ikke gå vagt på de øvre borgmure i dette vejr. Vi har allerede mistet tre mand!”

“Tre døde? Hvordan?”

“De faldt i voldgraven. Blæst ned af vinden.”

Den spørgende nikkede ivrigt. “Jeg er enig i, at det er farligt. Og hvem ville overhovedet angribe slottet i dette vejr? Ingen vover sig uden for en dør.”

En af mændene havde hidtil været tavs. Nu sagde han: “Og I foreslår altså, at vi bare vækker kongen og fortæller ham, at vi ikke vil gøre vores arbejde? Er I gået fra forstanden? Jeg skal ikke være med til det her!” Han vendte om på hælen og hastede ud af salen. Florian overvejede, om det også ville være klogest for ham at forsvinde.

**KisaSohma** · 20-05-15, 21:57

Ligesom han skulle til at begynde en ny tegning lød der en let banken på døren. Tre lavmælte slag, der kom lidt tøvende efter hinanden. Claes var ikke et sekund i tvivl om, at det var hans søster. Hun bankede altid på om natten, om dagen plejede hun blot at brase ind, selvom han havde bedt hende om at banke adskillige gange. Men hun grinede bare af ham, og til sidst måtte han altid indrømme, at hun aldrig havde afbrudt ham i noget privat. Det var princippet i det. Han krøllede tegningen sammen og smed den ind under den store himmelseng. Det var der ingen grund til, at hun skulle ske, selvom hun delte hans holdning med hensyn til kongen. Dernæst åbnede han omsider døren, og der stod ganske rigtigt hans søster med uglet hår og iført morgenkåbe.
"Generer stormen også dig?" spurgte han, da døren var lukket efter hende. Han slog sig ned på sengen.

**Theresa** · 21-05-15, 00:53

"Den vækkede mig og holdt mig vågen. Jeg gik bare forbi dit værelse og blev ramt af en sær følelse af nostalgi. Må jeg komme ind?"
Claes nåede ikke at give hende lov før hun gik ind. "Jeg går ud fra at du også har været oppe," bemærkede hun efter et blik rundt i rummet, hvor hun så tydelige tegn på at han ikke havde sovet. Selvfølgelig var hans hurtige svar på hendes banken på døren også en faktor.

"Kan du huske alle de gange vi gik på natterend? Og du prøvede altid at være så modig, men det var altid mig der endte med at gå forrest," grinede hun. Hun savnede de tider, hvor det var lidt mere simpelt. Det havde altid været simpelt, men det havde været mindre kompliceret. Det blev hurtigt kompliceret når man stærkt overvejede at likvidere sin egen fader.

**KisaSohma** · 23-05-15, 23:37

"Ikke desto mindre er det altid dig, der kommer rendende midt om natten", replicerede Claes, "jeg prøvede bare at give dig lidt selvtillid ved at lade dig gå først, jeg var ikke spor bange." Han grinede. Hans søster havde altid været hans holdepunkt, og han var glad for, at han havde ved sin side, nu hvor han planlagde at vælte sin far af tronen. Uden sin søster var han sikker på, at han aldrig ville kunne klare det, men sammen var der håb. Han klappede på sengen ved siden af sig.

**July** · 06-06-15, 14:35

Der var mange informationer, der var vigtige for Valdemar at have, for at han kunne ligge succesfulde planer. Han havde efterhånden været på slottet længe, men det var et stort sted, og det var ikke ofte han kunne snige sig rundt, uden at blive savnet. Han havde våget sig ud af tjenestefolkenes gemakker, da det var blevet mørkt. Han mente, at han ville kunne bruge stormen som dække. Selvfølgelig var det ikke god opførsel at vandre rundt midt om natten uanset omstændighederne, men stormen virkede som en udmærket undskyldning. Han var ikke den eneste tyende ude af sin seng i nat vidste han.

Han var egentlig på vej et andet sted hen, men da han hørte højlydte stemmer inde fra tronsalen, besluttede han sig for at snige sig derind. Man vidste aldrig, måske ville han overhøre noget, der kunne bruges. Selvom det ikke ligefrem viste sig at være information, der ville hjælpe ham langt, skrev han sig det stadig bag øret. Nyt info til deres revolutionære flyveblade.

Valdemar lagde mærke til, at han ikke var den eneste, der overhørte vagternes samtale. Efter vagterne bevægede sig væk, antog Valdemar sig den stilling, han brugte omkring dem han opvartede, og gik langsomt hen til manden.

”Noget jeg kan gøre for Dem, hr.?”

**Theresa** · 25-06-15, 14:22

Agrona kunne ikke holde et spil tilbage da hun så sin broders gestus, og let og elegant satte hun sig ved hans side på sengen. Hun trak sine fødder op på sengekanten og krammede sine ben, så hendes hage hvilede mellem hendes benede knæ.
"Jeg kan ikke rigtig sove for tiden. Jeg har sådan en mærkelig følelse af ... rastløshed. Jeg har brug for snart at lave noget. Bare et eller andet. Måske tage en tur udenfor slottet. Men det kan man ikke uden at man skal eskorteres af mindst 15 bevæbnede mænd." Hun sukkede og drejede hovedet så hun kiggede på sin bror. Han så bleg ud i mørket.