Pin It
+ Besvar emne
Side 2 af 3 FørsteFørste 1 2 3 SidsteSidste
Viser resultater 16 til 30 af 38

Emne: Caldela

  1. #16
    Überoverboggnasker Køllund's avatar
    Reg. dato
    Sep 2011
    Sted
    Der hvor vejen ender
    Alder
    23
    Indlæg
    514

    Standard

    Det gibbede i Tala da hun hørte et råb bag sig; "Ceval!". Den råbende, Ser Cevals fætter, gik raskt hen mod de andre og blev bryskt modtaget af Ceval. Hun kunne ikke se fætterens reaktion. De snakkede lidt før der opstod en naturlig pause og Tala besluttede, at det her måtte være et godt øjeblik at træde frem. Hun skulle jo nødig blive afsløret i at "udspionere" Ceval, Baldin og den unge magiker, der fraværende stod og pillede ved sin ring. Han ville nok ikke have lagt mærke til hende alligevel, tænkte hun og smilede skævt. Nyuddannede troldmænd.. Typisk. Hun rankede ryggen og gik hen mod den lille gruppe, rømmede sig. "Ser Ceval!" hun bøjede hovedet i en respektfuld hilsen og fortsatte: "Jeg tjener oppe på slottet, mit navn er Tala Theano. Jeg undskylder meget at jeg forstyrrer, men jeg vil gerne bede om at komme med på rejsen. Jeg kan være til stor hjælp, det lover jeg. Min bror døde under optøjerne. Han var kriger.. Han lærte mig at bruge en stridsøkse, og jeg kan finde mad hvor som helst. Lad mig komme med, jeg beder dig. Jeg vil give mit liv for Kongen!" Hun stoppede talestrømmen og kiggede ned i jorden. Bare hun nu ikke havde lydt alt for dum.
    Det kan du selv være, ihihihi

  2. #17
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    "Jamen, Prinsesse, De må da være klar over, at han aldrig ville lade dig tage afsted!" Svarede Lynns kammerpige forskrækket og rettede forfjamsket lidt på prinsessens hår.
    "Selvfølgelig vil han det, Cassie. Jeg er 16 og bliver 17 om ganske få måneder. Han er min egen far, og han vil lytte til mig. Jeg er nødt til at overbevise ham om, at det er det rigtige - at jeg vil dø af kedsomhed, hvis jeg ikke får lov. Han ved, at livet ved hoffet keder mig. Og Cassie forresten? Kald mig dog Lynn, når vi er alene. Det andet får mig til at føle mig så ensom." Hun rejste sig op og puffede blidt Cassies hænder væk fra sit hår. Hun smilte varmt til kammerpigen, som i virkeligheden var meget mere end det. Desværre sås begejstringen ikke i hendes øjne, som den gjorde det i Lynns. Men hun havde heller ikke regnet med, at Cassie ville forstå det. Denne rastløshed, hun altid fik, når hun havde været ved hoffet for længe - og en trang til eventyr, som hun længe havde haft. Dette var hendes chance, og hun havde tænkt sig at tage den. Cassie rystede imidlertid opgivende på hovedet, men sagde ikke mere.

    Lynn næsten småløb igennem de store gange og mange korridorer, og hun var aldeles ligeglad med, at hun sikkert opførte sig upassende. Det var i det hele taget sjældent, at hun skænkede sin opførsel en tanke, og hvis hun endelig gjorde, var det kun for sin fars skyld - for ikke at gøre ham forlegen. Men i dag var hun ligeglad. Hun snublede næsten et par gange, og hendes hår var pjusket og frisuren ødelagt, men tjenestefolkene var så vant til hendes frisindede opførsel, at de ikke lagde noget særligt i det.

    Da Lynn var nået hen til døren ind til hendes fars værelse, stoppede hun op og var nær væltet i sin iver. Hun gjorde et halvhjertet forsøg på at rette på håret, og hun konstaterede tørt, at hendes kjole allerede var snavset af al hendes skødesløse færden og løben. Hendes øjne lyste imidlertid op af begejstring, og hun bankede utålmodigt på sin fars dør. I virkeligheden burde hun have ventet, til han bad hende komme ind, men hun ventede kun nogen få øjeblikke, før hun brasede ind i hans værelse og så sig om efter ham, og livvagterne opgav at standse hende. Hendes øjne glimtede af glæde.
    Senest redigeret af Nara : 02-01-12 kl. 19:05


  3. #18
    Bogfreak July's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    I en lejlighed
    Alder
    22
    Indlæg
    1.214

    Standard

    Roaeda rødmede en smule, da kongen løftede hendes hagen op, så hun så ham i øjnene. Rødmen var både af glæde og generthede. At kongen bad en se ham direkte i øjnene, tog hun som en anerkendelse af hendes person og evner. En anerkendelse, som hun skamfuldt måtte indrømme, at hun lagde stor vægt på når den kom fra vigtige personer.
    "Faktisk, Roaeda, bryder jeg mig temmelig godt om dit forslag. Jeg vil have, at du følger Ser Ceval og sørger for, at han ikke begår nogen fejltagelser. I er begge to af mine mest loyale, og jeg stoler på, at I ikke vil skuffe mig på denne mission," Fortalte han hende, og hun følte sig endnu mere anerkendt og stolt over at hun var med i betegnelsen 'mine-mest-loyale'. Kongen var en god mand, men det vidste hun jo allerede.
    "Når Ser Ceval kommer tilbage, må du fortælle ham, hvad jeg har sagt, men du skal forstå, at du arbej der under ham," Fortsatte han med et lidt strengere blik og hun nikkede en enkel, ihærdig gang.
    Roaeda undrede sig over, at han ikke mente, hun kunne tage imod ordre. Men så igen, hun havde været sin egen herre, med undtagelse af Kong Jaocab, siden hun blev hans livvagt. Han havde ikke set hende under andre end sig selv. Men ærligtalt var hun ikke et ledende menneske, selvom hun nok heller ikke hørte til den medløbende slags. Hun var nok mere af en enspænder, og det var måske det, der bekymrede kongen. Ikke at hun ville forsøge at lede, men at hun ville gøre som det passede hende.
    "Naturligvis, dere Majstæt," Sagde Roaeda. "Jeg vil ikke svigte,-" Men længere kom hun ikke, for da blev døren åbnet på vidgab og ind kom Prinsesse Lynnhé med stor fart på. Jeg lagde kun lige mærke til at Pael var kommet og havde tage plads ved døren, for prinsessen tiltrak sig den meste opmærksomhed. Hun så ret forpjusket ud, men hendes øjne skinnede af en så ægte og gennemtrængende iver at det halve kunne være nok.
    Are you capable of being good for something?
    I have the vague ambition to be.
    You don’t believe in anything.
    I believe in you.

  4. #19
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Beldin afventede Ser Cevals anmodning. Han vidste, at der altid ventede en form for tjeneste eller anmodning ved den slags diskrete vink og gænnen bort fra mylderet på markedspladsen. Den kom da også som ventet, og Beldin blinkede påtaget overrasket et par gange og virkede, som om han ikke opfattede, hvad Ceval sagde: "Beldin, den vise, med alle optøjerne og faren, der hviler over os alle, anmoder Kong Jaocab om din hjælp."
    Blot for at trække situationen i langdrag, ville Beldin bede den unge kriger om at gentage, hvad han havde sagt, for den gamle troldmænd fornemmede tilstedeværelsen af nogen, der ikke skulle høre flere detaljer end som så.

    "Ceval," lød et råb efterfulgt af løbende skridt. Beldin trak sig tilbage og himlede med øjnene mod Martin som for at sige: "Typisk - lige, når det ser ud til, at vi får noget at beskæftige os med de næste par århundreder, så kommer de unge med deres spontane, evigt presserende sysler." Den gamle mand trak filosofisk på skuldrene og gemte hænderne i de dybe ærmer, mens et gnavent udtryk trådte frem på hans ansigt, og i takt med, at Cevals opmærksom rettedes mod noget andet, blev rynken mellem Beldins bryn dybere og dybere. Han var ved at eksplodere indvendigt. Hvorfor nu denne lille fætter? Ganske vist så den noget yngre mand forslået og hærget ud, men det var ikke noget, et par timers hvile og et godt krus mjød kunne rette op på. Hvad værre var - lyden af klaprende såler nåede den gamle troldmands ører, og han kastede arrigt med hovedet, da han fik øje på den beskedent klædte tjenestepige, der stoppede op foran Ceval og begyndte at fremsige en masse hurtigt efter hinanden.

    Beldin mumlede surt til sin forhenværende lærling: "Det rene tidsspilde, Martin, tidsspilde, siger jeg. Hvis vi skal have et helt følge med på omtalte rejse, så forvandler jeg hele bundtet til æsler og bruger dem som pakdyr. Lyder det ikke glimrende?" Beldin så op i himlen, klar over, at en sådan forvandling ikke kunne lade sig gøre med magiens love, men umælende pakdyr kunne de godt blive uden egentlig at skifte skikkelse, og Beldin var umådeligt fristet.
    Jeg var signaturløs.

  5. #20
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    21
    Indlæg
    5.902

    Standard

    Det havde han ikke lige tænkt på. Skulle han bare sige sandheden? Han overvejede at binde ham noget på ærmet, men han kunne ikke komme på noget, der ville lyde realistisk - og hvor meget vidste han? Han havde mest lyst til bare at betro sig til Ceval, men på den anden side ville han nok ikke tage tingene så pænt; han troede stadig så meget ondt om Ysael. Han kiggede uroligt rundt på de andre. Beldin så noget så tænksom ud, blåfrakken bare utålmodig, som om han glædede sig til at komme ud og slagte nogle mennesker en dag, bare for sjov. Hvad vidste han. Han så i hvert fald ivrig ud.
    Heldigvis blev de afbrudt af en overivrig tøs, så han slap for at svare på fætterens spørgsmål. Lettet lyttede han til hendes ordstrøm uden egentlig at lytte til, hvad hun egentlig sagde.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  6. #21
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    22
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Martin kunne ikke hjælpe men at trække på smilebåndet. Hans Mester beklagelser var nu af en ret morsom karakter.

    "Jo, gør du det. Jeg går ikke ud fra du ved hvor vi åbenbart skal hen?" I hvert fald ikke med mindre Mester Beldin havde hørt om det her før. Det kom ret meget bag på Martin i hvert fald, men han havde kedet sig i det sidste lange stykke tid, så hvis der skete noget han kunne være en del af ville det være velkomment. Troldmand var ikke fuldtidsarbejde. Ikke hele tiden. Han fuldte ikke sin mester blik, men iaktog i stedet de andre. Den nytilkomne unge mand kiggede på ham. Deres øjne mødtes kort.

    Manden så frygtelig ud. Hans påklædning lignede ikke noget der kunne være kommet bare ved hårdt arbejde. I hvert fald ikke noget arbejde Martin kendte til. Mon pigen virkelig mente det der seriøst? Hvis de skulle ud på en farlig rejse gjorde hun bedre I at blive hjemme efter hans mening. Det ville kun være upraktisk. Tøser, tsk. At give sit liv fra noget var da det tåbeligste, i sær hvis det kunn undgåes. Man gjorde nu engang mere nytte mens man stadig kunne spralle med benene og blinke med øjnene.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  7. #22
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.912

    Standard

    Solartrance gik gennem markedet med sin lille kærre trukket bag sig. Hun holdt hele tiden øje med om nogle skulle finde på at kigge, hvad der var under lærredet, hun havde trukket over flaskerne og måske endda stjæle nogle af dem. Det havde hun ikke råd til, hvis de gjorde. Længere fremme stod nogle mænd. Der var en i en stor kappe, hvilket ikke var et særlig normalt syn alligevel. Og blå farver! Der var en mand kun lidt under en meter fra manden med kappen, der havde blå på! Hun havde kun set folk i blå meget få gange. Det var ikke just fordi farven vækkede gode minder i den unge kvindes hoved.
    Det var som om der foregik lidt ekstra tumult netop der. Ikke fordi det vækkede hendes interesse, overbeviste hun sig selv. Hun skulle jo bare hjem. Men hvad lavede sådanne mennesker egentlig her?
    Hendes kærre satte sig et øjeblik fast i en mindre hul, men hun fik det hurtigt trukket videre med lidt efter kraftanstrengelser. Pokkers til vej, tænkte hun med et bistert ansigtsudtryk, da hun gik videre nu lidt hurtigere end før.
    "...følge med på omtalte rejse, så forvandler jeg hele bundtet til æsler og bruger dem som pakdyr. Lyder det ikke glimrende?"
    Det var en dyb mandestemme. Den lød lidt træt. Men det ragede hende ikke, blev hun ved med at tænke mens hun gik forbi.
    Der var et øjeblik en der spændte ben for hende, men hun undgik at falde med nød og næppe. Hun kiggede ikke engang på personen, der havde gjort det. "Blacksmoke... Så er heksen i byen igen... Hun burde virkelig holde sig væk, den troldkælling, når vi nu ikke gør hende noget..." lød en halvskinger kvindestemme. Gid hun dog havde dæmpet stemmen lidt. Nu kiggede alle på hende.
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  8. #23
    Überoverboggnasker Emsen's avatar
    Reg. dato
    Apr 2011
    Sted
    HUSET
    Indlæg
    587

    Standard

    Liana var netop ankommet til den kro, hun havde fået udpeget af en som havde brug for hendes hjælp. Hun skulle sjovt nok udspionere, denne gang var hun klædt i en mørkebrun kappe, der ikke skilte sig alt for meget ud fra mængden af fulde mennesker. Kroen stank langt væk af dårlig ånde og øl. Mændende og også damer, sad rundt omkring på runde borde. Liana gik op til kroejeren. Ingen havde hidtil bemærket hende, undtagen et par tågede blikke der tydeligt viste at mændende var rigtig fulde. "Hvad kan jeg gøre for dem, unge frue" spurgte kroejeren venligt. Hans ansigt var oplyst i et lille smil, der viste hans halvrådne tænder. "Et glas øl, tak" Lianas stemme var yderst høflig og hun sendte da også kroejeren et smil. Men alt dette var dog kun skuespil, det hun i virkeligheden søgte, var en høj tynd.... Bingo! Ovre i det mørkeste hjørne sad han, med en nogle andre mænd og drak øl. Det eneste man kunne se, va hans hvide tænder i mørket. Liana kiggede igen på kroejeren, han havde stillet et stort krus med øl op foran hende. Han spurgte nu lidt mistænksomt "Hvem må jeg så have æren at skænke øl op til?" det afløstes af et smil, der gjorde alt for at spille uskyldig. Forbandede kroejere, de er altid så nysgerrige og stikker deres lange næser i sager, der slet ikke rager dem.
    Hun vippede lidt ekstra med sine lange øjenvipper, "Jamen jeg er skam bare en simpel tjenestepige, der endelig holder en smugle fri. Mit navn iøvrigt Bekka Wild, du har sikkert ikke hørt om mig- jeg er lige ankommet til byen." Kroejeren nikkede indforstået "Selvfølgelig, og nu skal du have lov til at nyde din fridag her på min ydmyge kro" han lød tilfreds med svaret.
    De var så lette at lyve for, men når han spurgte havde de fleste jo også drukket en hel del...
    Nu rejste den unge, høje fyr sig. Hans blonde hår der normalt ville tiltrække mange kvinder, var nu fedtet og utiltalende. Da han kom op til kroejeren for at bede om to øl til, klappede han Liana let på røven og sendte hende et stort smil. Hun tog sig i at vende sig om, hun var bare en simpel tjenestepige og kiggede istedet foragtet frem for sig. Da han igen havde sat sig ned ved det runde bord, bagerst i lokalet, spurgte Liana kroejeren "Hvem er ham den unge fyr, der for lidt tid siden bad om to øl?" hun satte et spørgende udtryk op- noget som hun var mester i. "Jamen han er vist omkring de 22, folket fra kroen omtaler ham som både rig og selvglad. Men hvad ved jeg?" sagde kromanden til sidst og begyndte atter at tørre øl glas af i et viskestykke som var alt andet end rent.
    Da Liana havde nippet til øllen en sidste gang takkede hun og lagde de nødvendige mønter på disken. Så gik hun ud fra kroens mulm og mørke.

  9. #24
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    Pludseligt var der alt for mange mennesker, der forlangte hans opmærksomhed. Ceval rynkede irriteret på panden; hvis den unge tjenestepige følte, at hun havde ret til at deltage i en så vigtig mission, burde hun efter Cevals mening vide bedre end at buse ind i en meget broget forsamling og plapre løs om fortrolige ting. Efter en kort, men irettesættende blik mod pigen, vendte Ceval sig langt om længe igen mod den hvidhårede magiker og dennes lærling. "Hvis De vil være så venlig at møde mig på slottet, ærede Beldin, vil jeg kunne fortælle mere om denne sag - måske endda i mere private omgivelser." Til tjenestepigen sagde han blot: "Følg med mig." Inden han med hurtige skridt strøg ud af gyden, gjorde han et kast med hovedet mod sin fætter for at få ham til at følge sig.

    --

    Bedst som Jaocab skulle til at sende Roaeda bort, blev døren til hans gemakker slået op på vid gab, og i åbningen stod hans datter, Lynn. Det skinnende hår var så forpjusket, at man skulle tro, hun netop havde løbet hele slottet igennem, og ved første øjekast var kongen bekymret for, at noget forfærdeligt havde intruffet. Men så fik han øje på de ivrigt forventningsfulde blå øjne. "Hej, min ven," hilste han med et smil til sin datter. "Hvad ved denne ulykkelige dag -" han gestikulerede mod vinduet, hvorigennem man kunne se den tykke, sorte røg fortage sig, "har glædet dig så meget?"
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  10. #25
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Beldin så fra den ene til den anden, tilbagetrukket som han var sammen med sin tidligere lærling. Ser Cevals irriterede mine forbigik ikke den gamle troldmands skarpe, blå blik. Beldin kunne heller ikke bebrejde Ser Cevals irritation over den nyankomne, lettere arrogante tjenestepige, hvis beskedne evner Beldin ikke regnede med kunne redde hendes eller de andres skind, men han holdt sig i sit eget gode skind og rullede diskret med øjnene mod Martin. Han kunne ikke lade være med at fnise lidt i skægget ved at blive tiltalt "Ærede Beldin", men skjulte det i en kraftig rømmen. Han gjorde tegn til Martin, at han skulle følge med. Beldin følte, at en bidende kommentar fra hans side ville være overflødig nu, så han nikkede blot til Ser Ceval med ordene: "Naturligvis, Ser."

    Derpå forlod Beldin, Den Vise den afsidesliggende gyde med gevandterne flagrende efter sig i den lette vind, der opstod. Han viftede irriteret røgen bort med et svirp med sin ene hånd; den magiske udladning fik røgen til at tage afstand fra ham og Martin.
    "Vent et øjeblik, Martin," sagde Beldin lavmælt, "og lad ved Gruls ilebefængte ånde være med at pille ved den ring hele tiden. Jeg bliver rundtosset af at se på det." Beldin mumlede et par eder langt saftigere end den første og standsede op. Han havde fået øje på en kvinde med en kærre, som hastede bort, og alt tydede på, at hun havde set dem og prøvede at blande sig uden om. At dømme efter folks stirren efter hende og dem, der gjorde korsets tegn ved brystet, var hun ikke vellidt. Beldin havde opfanget lugten af kamfer og pilebark ved hende, og hans nysgerrighed var vakt som en ræv, der havde fået færten af en høne. Ubemærket løsnede Beldin endnu en sten fra den brostensbelagte gade med et strejf af magi, og hendes kærre satte sig atter fast. Beldin gik skødesløst nynnende hen mod hende og håbede, at Martin havde været fornuftig nok til at følge med på afstand.

    "Har du brug for hjælp?" spurgte Beldin med sin bryske stemme og så fornøjet til, mens kvinden prøvede at trække sin kærre fri.
    Jeg var signaturløs.

  11. #26
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    Lynns ivrige blik landede i løbet af ganske få øjeblikke på kongen og hans ledsager. Det gav hende en anelse dårlig samvittighed at se, at hun i så høj grad havde afbrudt en samtale, men hendes gode humør tillod ikke Lynn at dvæle for meget ved det - hun havde under alle omstændigheder vidst, at hun sikkert ville afbryde et eller andet. For tiden var kongen ofte travlt optaget, og selvom grunden dertil smertede hende, var dette ikke et øjeblik til sorger. Hun sendte ham et stort smil og gik behersket lidt nærmere på ham og kvinden ved hans side, som hun - af mangel på bedre manerer - venligt nikkede til for derefter at vende sin opmærksomhed mod sin far. Han så en smule fortørnet over hendes pludselige ankomst, men han kom hurtigt over det og hilste hende med et smil.

    "Hej, min ven," sagde han til hende og det glædede Lynn at se, at han ikke så videre irriteret ud over hendes opførsel. "Hvad ved denne ulykkelige dag har glædet dig så meget?" Fortsatte han og gestikulerede sørgmodigt mod vinduet og den sorte røg, man kunne se igennem det. Det stak lidt i Lynns samvittighed, og hun blev et kort øjeblik en anelse skamfuld over at have tilladt sig selv at være så glad, når hendes fars kongerige var i så sørgelig en forfatning. Hun vendte ulykkeligt sit blik ned mod gulvet, men hun havde ikke følt skammen brænde i særligt mange øjeblikke, før hun endnu engang hævede sit blik og fik et glimt af glæde tilbage i sit blik. Det var typisk hende at lægge meget mere tid og vægt i sine positive følelser - de følelser, der gav hende glæde og lykke. Nogen gange fik det hende til at virke kold, men sandheden var, at hun bare ikke kunne lide at dvæle for meget ved de ting, der gjorde hende ulykkelige. Hun led af helt ustyrlige humørsvingninger, men de fleste var i stand til at tilgive hende for dem.

    Lynn smilte til sin far og begyndte nervøst: "Jeg har netop hørt, at du har tænkt dig at samle et hold, hvis opgave det er at finde oplysninger om det menneske, der står bag oprøret - og at finde ud af, hvad der ligger til grund for det. Det glædede mig meget at høre det, og jeg er fast besluttet på at være en del af det hold. Du er sikkert ikke begejstret for det, men jeg kan forsvare mig - jeg ved, at jeg er en aldeles dygtig bueskytte, og jeg er heller ikke helt dårlig til knivkast. Der findes næppe mange mennesker, der er lige så loyale overfor dig som jeg selv, og i sidste ende er jeg overbevist om, at det kun er en fordel for dig, hvis du giver mig denne chance for at bevise mig selv og mit værd. Jeg beder dig om at lade mig hjælpe med at bekæmpe disse oprørere - og med at vinde dit folks hjerter tilbage!" Hun trak vejret i små, hektiske stød, men hun var selvsikker og mente sine ord. Hendes ryg var så rank som aldrig før, hendes kinder havde fået små, røde pletter af nervøsitet og ophidselse, og hendes øjne glødede af håb.
    Senest redigeret af Nara : 04-01-12 kl. 18:21


  12. #27
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.912

    Standard

    Hun fortsatte med hovedet sænket for at undgå synet af alle de folk, der kiggede på hende som om hun led af en dødelig sygdom. Mange af dem slog også korsets tegn, kunne hun se ud af øjenkrogen, med sådan en ivrighed, at man næsten skulle tro, at hun var djævelen selv. Hendes tanker nåede ikke langt i det pågældende emne, for hendes kærre satte sig endnu en gang fast. Denne gang var det ikke bare sådan lige at vriste den fri som sidste gang, fandt hun hurtigt ud af. Kærren gav sig hver gang hun rykkede til med en masse pibende og brokkende lyde, der truede med at ødelægge den. Men ligemeget hjalp det, den havde ikke rykket sig en centimeter. Og frustrerende nok, hjalp det ikke på folks snakken, mumlen og hysteri. Hvis ikke det var fordi der var mennesker over det hele, havde hun skubbet kærren ud med det lidt "hekseri" hun havde i bagærmet.
    Men midt i Solartrance' anstrengelser med at trække kærren væk fra denne forhindring, lød en stemme ikke langt fra hende.
    "Har du brug for hjælp?" lød stemmen.
    Først tænkte hun, at det nok bare var et spørgsmål til en anden. Men der var ikke nogen der svarede personen der nu havde spurgt. End ikke efter nogle sekunder. Og personens brede skygge lå stadig over hende. Hvem andre kunne det mon være? En på den anden sidde af hende og hendes kærre? Men hvorfor gik han ikke bare udenom hende? Men da denne mandsperson rømmede sig begyndte hun nu alligevel at undres. Han kunne vel bare råbe igen til manden?
    Hun så kort op for så at vende blikket tilbage til kærren. "Eh... Jeg..."
    Havde hun egentlig ikke hørt stemmen før? Hun kiggede op igen og så så rigtigt, hvem denne person var. Hun havde for ikke langt tid siden hørt ham snakke om, at han ville forvandle nogle til nogle æsler, hvad end det så handlede om. Så rødmede hun, med skjulte det bare ved at kigge væk. "Jeg..."
    Hun vidste ikke rigtig, hvad man sagde til en fremmed mand, der tilbød sin hjælp, hvis hun skulle være ærlig.
    Senest redigeret af Theresa : 04-01-12 kl. 22:06
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  13. #28
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    22
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Martin fuldte krigeren, den unge mand og tøsen med øjnene da den først nævnte nikkede farvel og skred ud af gyden med resten i hælene. Sjov prossesion. Han kunne stadig ikke andet end ryste på hovedet over pigebarnet, men ud over det forstod han ikke meget af det der lige var sket. Måtte vel vente og se. På et tegn fra sin mester fuldte Martin ham ud på den støvede gade fyldt med mennesker. De andre lod allerede til at være langt væk. Ude af syne.

    "Vent et øjeblik, Martin, og lad ved Gruls ilebefængte ånde være med at pille ved den ring hele tiden." Martin satte farten ned, og skyndte sig at give slip på ringen.
    "Jeg bliver rundtosset af at se på det." Martin ignorerede ederne, han havde slet ikke tænkt over det. Han så efter Beldin da han fik kvindens kærre til at sidde fast, eller Martin gik ud fra at det var Beldins værk, og gik hen til hende. Så fuldte han trop. Gad vide hvem hun var? Og hvad hun lavede med sådan en enorm kærre...
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  14. #29
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Beldin så opmærksomt til, mens den urteduftende, magre kvinde baksede med kærren. Idet hun så kort op - meget kort - første gang, blinkede han fornøjet til hende og ventede tålmodigt på hendes svar. Imens betragtede han sin lærling et stykke borte. Han tillod sig selv at smile bag skægget. Da kvinden atter så op på Beldin, kunne Beldin se en antydning af genkendelse i hendes øjne, og han nikkede ivrigt og smilede åbenlyst fornøjet til hende, som om han morede sig herligt over hendes anstrengelser. Hun fremstammede noget, som han tydeligt hørte, men alligevel lagde han hovedet på skrå og dannede en tragt foran sit øre med den ene hånd og vendte øret mod hende.

    "Jeg tror vist ikke, jeg fik helt fat i, hvad du sagde," sagde Beldin overdrevet venligt og blinkede igen til kvinden, "men ja, det er skam dig, jeg taler til." Det sidste tilføjede han som for at forsikre over for kvinden, at han ikke gad tale med resten af folkemængden, der stod i klynger på markedspladsen. Beldin trådte nærmere, klar over kvindens forlegenhed.

    :: [MENTION=4199]Emsen[/MENTION] - du kan bare lade din karakter træde til, når du vil... så vi kan få øje på hende - Martin og Beldin, evt.::
    Jeg var signaturløs.

  15. #30
    Überoverboggnasker Emsen's avatar
    Reg. dato
    Apr 2011
    Sted
    HUSET
    Indlæg
    587

    Standard

    Gaderne Liana var gået op og ned af, havde været mørke og en anelse dystre. En gammel vaskekone havde smilet et tandløst smil til hende, hun stank af en blanding af fisk og urin. Ikke en særligt tiltalende lugt, måtte Liana indrømme selvom hun havde medfølelse for fattige mennesker. Liana havde gået upåvirket videre. Efter den gamle dame med det tandløse smil,
    var forsvundet ud af øjenkrogen- tog hun hurtigt sin brune kappe af hun havde brugt i anledning af sin lille "mission" for en nær ven. Ikke noget særligt. Hun tog sin sorte kappe på og satte sit nedslået hår op i en stram knold. Hun tillod sig endda et lille smil, for så at gå videre. Denne gang en anelse mere tilpas, iført sit sorte tøj.

    Da, Liana var kommet ud på hovedgaden, så hun en kærre der nær var ødelagt. Den stod akavet midt i det hele og folk rundt omkring traskede utålmodigt videre. Dog havde folkene et foragtet udtryk i øjnene, samt det utilfredse drag om munden som ikke viste andet end foragt og mismod. Flere omkring kærren, havde endda gjort korsets tegn oppe foran brystet. Liana rynkede øjenbrynene i misbilligelse. Da Liana kom tættere på så hun en kvinde stå med bøjet hovede. Hvor var folk dog egoistiske og dumme, tænkte hun for sig selv. Sådan at lade andre mennesker i stikken, og især nu hvor tiderne havde ændret sig. Lige da hun havde bestemt sig for at hjælpe kvinden, med den næsten ødelagte kærre, så hun en gammel mand stå og snakke med kvinden.
    Det kunne godt se ud som om han prøvede at hjælpe kvinden med kærren, indså hun. Ikke alle var egoistiske, selvglade mennersker der kun havde øje for sig selv.

    Men hendes opfattelse af verden havde ikke altid været indstillet som nu. Engang havde hun været en af dem der med foragt havde vist korsets tegn i nærheden af andre der ikke var ligesom en selv. I dette tilfælde en heks. Det var først da hun selv stod i sammen situration at hendes øjne, havde åbnet sig for verden. Hun kunne ligefrem fornemme kulden der trængte sig på, dengang for 5 år siden. Hendes forældre havde ikke været hjemme og i alt hast, havde hun ikke hørt deres formaninger om ikke at gå ud efter mørkets frembrud. Da det så blev mørkt, havde Liana med den tanke at hun bare ville finde sig et lille måltid gået ud. Hun havde reddet på sin fine og elskede hest igennem de mørkbelagte gader. Åhh... hun kunne ligefrem mærke bumpet fra en af ujævnhederne i vejen. Knækket fra hestens hov der knækkede, da den snublede og det stød det havde givet i ryggen, da hun var faldet af hesten. Folk omkring var styrtet videre, de havde kun skænket hende nogle få tanker, men havde så fortsat videre...
    Hun huskede det som var det igår; Hendes bedstemor var ved daggry kommet hen af en af hovedgaderne, med sin stok og en sky af lavendel duft omkring sig. En af hendes venner havde kontaktet hende. Liana der dengang havde været femten, havde siddet med den døendes hests hoved i hendes skød og bare aet den over hovedet. tårerene der før havde strømmet i voldsomme floder ned af hendes kinder, var med et´ stoppet og kun små gispende lyde var kommet fra hende. Da hendes bedstemor endelig var kommet, havde hun siddet ved siden af Liana.. Hun havde stille nynnet en sang om glæde og blomster. Langsomt havde hestens hoved blevet tungere og tungere, indtil det sidste rallende åndedrag havde undsluppet dens næsebor. Bedstemoren og hende havde hver kysset den på hestens pande og havde ladet nogle andre om at få fjernet hesten.
    Liana havde med foragt fortalt sin bedstemor :"Jeg kan ikke begribe, hvordan jeg selv har kunnet være sådan et uhyre. Du har flere gange bedyret mig med hvor vigtigt det er at hjælpe andre mennesker, som har brug for hjælp. Jeg så det kun som gammelmandsnak. Men det der irritere mig mest nu, er at der skulle denne rædselvækkende ulykke til før jeg ville tro på dig" Liana havde sukket, og derpå havde bedstemoren svaret "Erfaring åbner nogles øjne, men lukker andres."

    Liana havde ubemærket gået i et´med skyggerne bag sig. Noget hun havde gjort uden hun slev havde tænkt over det. Men selv med tankerne et andet sted, havde hendes årvågne øjne fulgt med fra skyggerne.

+ Besvar emne
Side 2 af 3 FørsteFørste 1 2 3 SidsteSidste

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •