Pin It
+ Besvar emne
Side 3 af 11 FørsteFørste 1 2 3 4 5 ... SidsteSidste
Viser resultater 31 til 45 af 157

Emne: Blodsbrødrene

  1. #31
    Bogdværg The Green Knight's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    29
    Indlæg
    29

    Standard

    Tilbage sad Ronan og Albert og kiggede efter den fremmede, som bevægede sig over mod en anden gæst. Så kiggede de på hinanden et kort sekund før Ronan tog til orde: "Ahh ja, nekromantikere.. Jeg husker den gang, jeg plejede at spise den slags uslinge til morgenmad, ha ha ha!" Han gav Albert et venligt dunk i ryggen uden at ænse effekten, og tog sig en slurk øl. Ronan var kommet i bedre humør nu, og begyndte fraværende at fortælle, mens han kiggede ud af et vindue på den mørke himmel: "Ahh ja, vi var fire mand, der begav os afsted mod nekromantikeren, Xarcas' fæstning. Jeg gik selvfølgelig selv i spidsen..."
    Nathan: Du har været en god tjener...
    Bartimæus: Tja, øh, du har skam også været en dejlig dreng.
    Nathan: Jeg sagde ikke, at du var perfekt...
    Bartimæus: Hvad?
    Nathan: Så langtfra. Vi kan lige så godt være ærlige, du har haft en fantastisk evne til at lave kage i det hele.
    Bartimæus: HVAD?

    - Fra Nathan og Bartimæus' sidste samtale, Bartimæus-trilogien

  2. #32
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    "Godaften knægt. Vil du også være med til at besejre Decrumnus, vores lands største fjende og trussel?" Den måtte Aimé lige tygge lidt på. Han havde slet ikke overvejet muligheden for at følges med eventyreren og bekæmpe denne Decrumnus. Faktisk var det meget lidt, han vidste om ham. Bare at han var magik - magiker! Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Dette var det største spor, Aimé havde at gå efter. Uden at skænke sine forskelligt farvede øjne en tanke, mødte han den fremmedes blik og sagde med fast, men rolig stemme: "Jeg ønsker at drage med dig til nekromantikeren Decrumnus." Han tænkte slet ikke på alle de farer, de ville blive udsat for, og at han ikke havde nogen erfaring med at kæmpe. Alle de ting Aimés læremester havde gjort muligt for ham i de mange år, han havde boet på hans borg og især i den sidste tid, da han var blevet ophøjet til magikerlærling, passerede forbi hans indre øjne. Han skyldte ham at finde ud af, hvorfor han var forsvundet så pludseligt.
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  3. #33
    Boggnasker Niklasir's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    28
    Indlæg
    146

    Standard

    "Fint. Vi mødes her ved solopgang i morgen", svarede Kleptor med en næsten glad stemme. Han var heller ikke særlig vandt til at udtrykke glæde. Han vendte sig rundt for at se, om der skulle være andre mulige eventyrere i forsamlingen. Det så ikke ud til det, men han havde netop rekruteret tre personer, og to af dem, havde han ikke ventet, ville sige ja. Lydløst begyndte han igen at bevæge sig rundt i krostuen.

  4. #34
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    21
    Indlæg
    5.902

    Standard

    For Albert føltes det venlige dunk i ryggen knap så venligt. Hans ansigt var godt på vej til at pryde bordet, før han fik taget sig sammen og stoppet den nært forestående hamren ned i træet. Han vendte sig vandede blik mod den mystiske fremmede, som havde været der for et lille stykke tid siden for at se, om han grinede. Godt så. Han havde ikke set det.
    "Ahh ja, vi var fire mand, der begav os afsted mod nekromantikeren, Xarcas' fæstning. Jeg gik selvfølgelig selv i spidsen..." Når han kom hjem, ville han drikke sig en kop kaffe. Den slags plejede at hjælpe, når han havde slået sig. Dernæst ville han gå i seng. Han ville lægge sig i sin store, varme seng og rigtig nyde, at han havde den. Det ville måske være sidste gang...
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  5. #35
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    "... du ikke have en postej med, hva'?" lød bondens stemme bag Sameth, da han vendte ryggen til og allerede var nået et godt stykke hen ad grusvejen. Sameth vendte hovedet og fik øje på den korpulente mands silhuet i døren til et lille, hyggeligt bjælkehus, hvor et behageligt, orange lys trængte ud af de åbninger, der nu var i døren, som ikke var optaget af mandens omfangsrige skikkelse. Sameth løftede en hånd og rystede afværgende på hovedet. Han havde fået lov at overnatte dér mod at reparere nogle sadler, og Sameth var bonden meget taknemmelig for den ration proviant, han havde tilført Sameths oppakning. Sameth kendte håndværket godt nok til at kunne reparere en sadel, eftersom de selv måtte reparere adskillige sadler, mens de var på farten i gøglertruppen - nej, den tid ville Sameth ikke tænke på. Det var for ubehageligt. 'Forsvind,' kommanderede han i sine tanker, som om hans blotte, mentale stemme kunne jage de ubehagelige minder på flugt. Der var også rare minder, men de gjorde bare den knugende fornemmelse i maven langt værre.

    "Har du nu lært knægten at fiske ting op ad deres lommer, hva', Batnor?" havde hans far spurgt med et grin, da Sameth var 10, og Batnor, en fiffig, spidsnæset lille fyr, havde bare vist sine tænder i et ulvegrin og sagt: "Vi jonglerer bare, Alvin, ikke også, Sameth?", og Sameth havde nikket uskyldigt og krydset fingrene bag sin ryg.

    Sameths far havde ikke taget det så tungt, for han kendte sin søn godt nok til at vide, at han aldrig ville ende som lommetyv - hvilket Sameth ville ønske, havde holdt stik. Men efter den store massakre, var han blevet ladt tilbage som en ung dreng, der knap havde smagt på tilværelsen, og han endte i en storby, hvor han kun kunne klare sig som tigger. Lommetyveri havde været hans overlevelse, ganske enkelt.

    Sameth sukkede og sparkede irriteret til en sten, da han gik videre. Han var i øjeblikket i Tamar, og tilværelsen som tigger og lommetyv havde han for længst lagt bag sig - de cirka 8 år, der var gået, føltes i hvert fald som lang tid. Nu var han blot en enlig omstrejfer, og han havde det fint sådan. Han følte ikke behov for at knytte sig til andre mennesker, men var tilfreds med de relationer, han havde til venlige bøndere, som tilbød ham husly for et stykke arbejde. Der var eventyr nok i hans dagligdag, og hvis han kedede sig alvorligt, kunne han altid opsøge et bordel eller lignende og dele et krus øl med en ung kvinde, der havde viet sit liv til tilværelsen som skøge - noget, han på en måde ikke kunne fortænke de unge piger i, men han brød sig langt fra om deres opmærksomhedshungrende væsen og skuffede dem altid, når han nægtede at følge dem op til deres kammer efter at have delt en drink med dem.

    Sameth slentrede hen ad en gade og nåede ud på torvet. Længere henne fik han øje på en kro med ét af de opslag, som han ikke havde gidet læse igennem, hver gang han passerede dem. Han betragtede længe kroens facade og tænkte, at han ikke gad bruge sin tid dér, så han smuttede om bag kroen og fandt sig til rette ved stalden i nærheden af en bunke brænde, der fungerede som læ. Han krøllede sin oppakning sammen, lænede sig op ad den og lukkede øjnene. Snart faldt han i søvn.
    Jeg var signaturløs.

  6. #36
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    Aimé smilede stille for sig selv. Nu havde han pludselig nogen at rejse sammen med, og bare tanken om det opmuntrede ham. Af natur var han ikke en enspænder; han sagde måske ikke så meget i en gruppe, men han nød fornemmelsen af at have andre menneskers tilstedeværelse hængende som en tryg dis omkring sig. Automatisk løftede han sin ske og begyndte at spise den lækre mad, som han nød ekstra meget efter sine kedelige, improviserede måltider på farten. Han tog en tår øl og skævede over mod de to andre, hans nye følgesvend - som han slet ikke kendte navnet på - havde rekrutteret tidligere på aftenen. Skulle han sætte sig over og snakke med dem, lære dem at kende inden de blev smidt ud på en lang og farefuld færd sammen allerede næste dag?
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  7. #37
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    ::Sakura-Chans internet er gået ned pga. de store vandmasser i Kbh (hvordan det så end påvirker internettet i Vejle, er en anden sag xD), og hun har bedt mig om at poste hendes indlæg her: ::

    Varmen fra de mange, larmende mennesker slog imod Lucelle da han ufrivilligt trådte ind i den svedige krostue. Han brugte et øjeblik til at vende sig til den dunkle belysning og den særprægede lugt af svedige rejsende blandet med lunkent øl. I et øjeblik legede han med tanken om bare at sætte sig, drikke lidt, og når lysten var klar smutte ud og hjem igen, men afviste den. Hans mor ville sikkert ikke lukke ham ind hvis han kom tilbage uden at have meldt sig frivilligt til at hoppe lige ned i dødens simrende suppegryde. Tvivlende så han sig omkring, usikker på hvor han overhovedet skulle begynde. Hvor meldte man sig til den slags uofficielle togter. Hans blik gled over en forfærdeligt masse utiltalende personligheder, som han overhovedet ikke havde travlt med at lære at kende.
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  8. #38
    Boggnasker Niklasir's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    28
    Indlæg
    146

    Standard

    Kleptor spejdede rundt og overvejede, om han bare skulle droppe at finde flere frivillige til jagten. Der så ikke ud til at være flere, som interesserede sig for at redde landet, ikke når det ville have personlige omkostninger. Pludselig kom endnu en knægt ind ad døren. Han så sig om, men lignede ikke én, der vidste, hvad han ledte efter. *Måske skulle man forsøge sig der* Funderede Kleptor, han havde jo haft en del held med drenge i dag, selvom denne heller ikke så ud til at egne sig til færden, så var det en mere til at slæbe proviant om ikke andet.

    Kleptor gik hen til knægten. "Godaften, er du kommet for at melde dig til jagten på nekromantikeren Decrumnus for at redde landet fra undergang", spurgte han dæmpet. Det spørgsmål havde virket efter hensigten tidligere, så mon ikke det også ville det denne gang?

  9. #39
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    22
    Indlæg
    1.797

    Standard

    "Godaften, er du kommet for at melde dig til jagten på nekromantikeren Decrumnus for at redde landet fra undergang"

    Manden der henvendte sig til ham var om noget den af de mange mennesker, han havde mindst lyst til at tale med. Eller, en af dem i hvert fald. Han lod blikket glide over manden, og blev enig med sig selv om, at I en hver anden situation ville det være bedst ikke at svare. Han nikkede og skar en grimasse.
    "Sådan kan man vel godt sige det, ja." Uden at tænke over det rodede han i sit hår med den ene hånd, og lod blikket vandre. Han så ikke manden i øjnene.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  10. #40
    Boggnasker Niklasir's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    28
    Indlæg
    146

    Standard

    "Vi mødes her ved solopgang", svarede Kleptor nøgternt og ignorerede drengens attitude. Det var lige ved, at han blev smidt af holdet, når det skulle være sådan, indgangen til færden skulle være. Kleptor rystede hurtigt tanken af sig. *Han kan forhåbentlig blive til nytte, og hvis ikke så ryger han af holdet, når det modsatte er blevet bevist*, tænkte han, mens han så sig om efter flere mulige bud, men ingen af de andre i krostuen så ud til at have den mindste interesse for at redde landet. Tilfreds med udbyttet vendte Kleptor sig om for at forlade kroen, han havde alligevel fået mønstret 4, måske 5 hvis pigen ville slutte op om færden.

  11. #41

    Standard

    Ellestina sov forbløffende godt den nat. Måske havde hendes underbevidsthed allerede truffet hendes beslutning. Da hun stod op i klædte sig på, tænkte hun, at det eneste, der holdt hende tilbage, var spekulationerne om, hvad der ville ske med hendes elskede skov, hvis hun rejste bort. Hvem skulle luge ud blandt de nye, selvsåede træer, hvem skulle holde kronhjortebestanden nede, hvem skulle ... ? Men det nyttede ikke noget. Hvis ikke nogen havde modet til at træde frem og beskytte landet, ville der snart ikke længere være nogen skov at tage sig af. Hvis hun var heldig, kunne hun sende besked til sin ven Garen fra landsbyen, han forstod sig på skoven og kunne håndtere en bue. Det ville være bedre end ingenting.

    Hurtigt og præcist, som om hun havde gjort det tusinde gange før, satte hun sit hår op i nakken med en lædersnøre. Hun samlede alle sine ting og spændte sine våben om livet. Hun prøvede strengen på sin bue. Den knagede let. På det seneste var buen begyndt at give sig en anelse for meget i toppen. Den holdt nok ikke meget længere. Hun havde haft den i årevis og havde ikke lyst til at eje nogen anden bue, for denne føltes som en del af hendes egen krop og sjæl. Men hun var nødt til at begynde at se sig om efter en ny. Men hvor skulle hun finde en, der var lige så god? Hvis bare hendes bedstefar ikke var død. Hun sukkede.

    Nej, nu måtte hun lægge al sorg, tvivl og ubeslutsomhed væk. Fra nu af ville hun sætte alt ind på at bekæmpe Decrumnus. Det føltes næsten som at begynde på et helt nyt liv.

    Hun sprang ned ad trappen til krostuen i lette trin. Det var meget tidligt, da hun trådte ind i rummet. Der virkede blegt og dødt i det spæde, kolde morgenlys. Der var ikke kommet andre endnu. Kun en ung tjenestepige gik og skurede gulvet rent for alle gårsdagens ølsjatter. Ellestina satte sig på en stol med ryggen mod væggen tæt på døren ud til gaden og ventede på Levir. Gad vide, om han havde fået nogle flere med?
    "All we have to decide is what to do with the time, that is given to us." ~ Gandalf i Ringenes Herre

    Find mig på: Goodreads --- Instagram
    Besøg min bogblog So Many Books

  12. #42
    Bogdværg The Green Knight's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    29
    Indlæg
    29

    Standard

    Den unge tjenestepige hilste kort på den unge jæger, som satte sig ved døren. Derefter fortsatte hun stille sit arbejde, mens hun smukt nynnede en melodi, hun havde hørt en trubadur synge aftenen før. Det gav et sæt i hende, da hun pludselig fandt en ung mand liggende sovende under bordet, hvor han havde siddet aftenen før og fortalt historier til langt ud på natten, langt efter at alle andre var gået i seng. Tjenestepigen, skubbede let til den sovende med sin børste med det resultat, at han pludselig vågnede og begyndte at skrige højt og panisk, så det rungede i hele krostuen. Den stakkels pige fór sammen af skræk og slog instinktivt Ronan i hovedet med sin børste, så han faldt tilbage på gulvet og sov videre..
    Nathan: Du har været en god tjener...
    Bartimæus: Tja, øh, du har skam også været en dejlig dreng.
    Nathan: Jeg sagde ikke, at du var perfekt...
    Bartimæus: Hvad?
    Nathan: Så langtfra. Vi kan lige så godt være ærlige, du har haft en fantastisk evne til at lave kage i det hele.
    Bartimæus: HVAD?

    - Fra Nathan og Bartimæus' sidste samtale, Bartimæus-trilogien

  13. #43
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    Det var sidst på eftermiddagen, kunne Dhaval se på himlen. Den vante sult gnavede i hans kød, som den garanteret også havde gjort på de dyr, hvis skind Dhavals tøj nu var lavet af. Han sad på den græsdækkede jord og tørrede bladet på sin mægtige stridsøkse med et beskidt stykke klæde, der blev rødere og rødere af blod. Med et grumt smil, der kun var bestemt for ham selv, smed han klædet fra sig i den oppakning, han normalt havde svunget over skulderen, når han gik.

    Pludselig kunne han lugte noget i den rene luft, der blæste hen over sletten mod ham, mens græsstrå og spredte blomster lydigt bøjede sig for dens vilje. Det var en lugt, han genkendte og var både glad og foruroliget over at fornemme her. Valhir. En høj hylen drev ham på benene og gjorde ham klar til at tage imod sin ven.

    I næste nu stod den unaturligt store ulv ved hans side. Dens frygtindgydende poter var plantet sikkert på jorden, og de grønlige øjne kiggede roligt på ham. Hans sind rakte ud og berørte Dhavals. I første omgang kunne halvelveren ikke lade være med at fare tilbage; det var nogle år siden, han sidst havde mærket fornemmelsen af det dyriske sind mod sit eget. 'Jeg lugter, at du stadig flakker omkring, mens du sviner jorden til med udødt blod.' Ulven havde sendt bemærkningen af sted gennem luften via sine tanker.

    Med et fnys vendte Dhaval et sigende blik mod ulvens enorme kæbeparti og sagde højt: ”Og jeg kan ikke forestille mig, at du er langt bedre.”

    Ulven udstødte en kort bjæffen, der godt kunne minde om en barsk latter, men Dhaval smilede som sædvanlig kun inde i sig selv. 'Jeg har fået nys om noget, der vil interessere dig,' sagde ulven, mens dens øjne stadig var låst fast til halvelveren. Da denne ikke gjorde mine til at ville spørge ind til emnet, forsatte ulven roligt: 'Et menneske som agter at tage ud for at drive Decrumnus ned fra sin mørke trone.'

    ”Og hvad nytte skulle det gøre mig? Hvis de udøde skulle forsvinde, vil det kun efterlade mig arbejdsløs.”

    Ulven blinkede venskabeligt, satte sig ned på jorden og begyndte at slikke sin ene pote, der var på størrelse med et menneskes overkrop, omend den havde en anden form. 'Det vil give dig noget at lave, og jeg har hørt, at Decrumnus har fået fingrene i nogle af landets – hvis ikke verdens – største troldmænd. Det skulle være muligt for dem at fatte sympati for dig, hvis du redder dem fra fangeskab.'

    Dhaval tænkte over det, overvejede det tilmed. Gennem årene havde det været en sport for Valhir at finde på miksturer, trylleformularer og livsstile med hvilke Dhaval efter sigende ville kunne genvinde sin elverkrop. Men det var ikke altid, Dhaval var lige begejstret. Siden den morgen han var vågnet op midt i sine tidligere artsfællers skov, såret, men i live, dog i en mere dyrisk skikkelse, havde han drømt om at få sin tidligere så smukke, slanke og adrætte krop tilbage, men han tvivlede alligevel på, at det var det, der lå ude i hans fremtid; Hvis nogen havde ønsket ham i den skikkelse, burde han så lave om på det? Hvis nogen havde reddet hans liv ved at forvandle ham, ville døden så komme og tage det fra ham, hvis han fandt en måde at forvandle sig tilbage på? Burde han overhovedet være i live?

    Inderst inde ønskede han at finde en kur, men han kunne ikke få sig til at indrømme det over for sin eneste ven. ”Fint. Jeg tager med. Det giver mig i det mindste mulighed for lidt sjov tidsfordriv.” Et grumt smil spillede om hans læber og viste de skarpe hjørnetænder frem.

    'Du har et stykke kød siddende mellem tænderne. Lige der, ja.' Ulven havde et drillende glimt i øjnene. 'Jeg troede ikke, du spiste kød.'

    Dette var et ømtåleligt emne for Dhaval, og Valhir vidste det. Vreden blussede op i halvelveren, som han aldrig havde følt den inden sin forvandling. Han vendte sig bort, kunne ikke få sig selv til at skade ulven, selv om hans store næver dirrede efter at få lov. ”Bare fortæl mig hvor jeg kan finde manden, Valhir,” hvæsede han.

    'Tamar.' Dhaval hørte lyden af de enorme poter, der galoperede hen ad sletten, og tvang sig selv til at trække vejret i et roligere tempo, nu hvor kilden til hans pludselige vrede var forsvundet. Han samlede sin økse op og begav sig mod Tamar. Heldigvis var han ikke længere derfra, end at han kunne nå dertil næste morgen, hvis han fortsatte sin march gennem natten.
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  14. #44
    Boggnasker Niklasir's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    28
    Indlæg
    146

    Standard

    Kleptor vendte tilbage til kroen, Det Fulde Krus, ved solopgang, blot for til sin store skuffelse, at finde ud af, at der kun var to ventende. Det eneste positive var, at pigen hermed havde sagt, ja, og han kunne håbe på, at de andre dukkede op, hvis han gav dem et øjeblik. Det gjorde sådan set heller ikke noget, for han manglede lige nogle få ting, før han var klar. Han havde ikke sovet hele natten, men klargjort rygsække med proviant og andre formentligt brugbare ting til turen. Selv rejste han altid uden rygsæk, men i dette særegne tilfælde gjorde han en undtagelse, selvom det ikke var særlig behageligt at have rygsækken til at trykke på de to sværd, han havde på ryggen.

    Kleptor vendte sig om igen i døråbningen og forlod kroen uden en lyd.

  15. #45

    Standard

    Ellestina var irriteret på sig selv, fordi hun ikke havde opdaget historiefortælleren. Hun havde troet at hun var alene i lokalet. Men tjenestepigen havde bare ladet ham ligge. Hun havde nok oplevet for mange fulderikker til at tage sig af det. Men manden virkede ikke til at have det godt. Hun gik over og fik ham forsigtigt op at sidde.

    "Er alt i orden?" spurgte hun.
    "All we have to decide is what to do with the time, that is given to us." ~ Gandalf i Ringenes Herre

    Find mig på: Goodreads --- Instagram
    Besøg min bogblog So Many Books

+ Besvar emne
Side 3 af 11 FørsteFørste 1 2 3 4 5 ... SidsteSidste

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •