Pin It
+ Besvar emne
Side 11 af 11 FørsteFørste ... 9 10 11
Viser resultater 151 til 157 af 157

Emne: Blodsbrødrene

  1. #151
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Éhrduàsíl så bagud mod den mørkhårede pige, som havde stillet sig hen til drengen med de tofarvede øjne. Elveren så ned på den grædende, spinkle pige ved sin side, og derefter lod han blikket gå videre. Den høje, lyshårede dreng var sprunget ned fra træerne - ham, som så ud til at have elverblod i årerne. Éhrduàsíl mønstrede ham med rynkede bryn. De korte kasteknive og det korte sværd så anvendelige ud, og det samme gjorde buen, som han havde haft, men alligevel havde denne knægt været én af de første, som var sprunget i dækning, og Éhrduàsíl mente nu ellers, at knægten så ud til at kunne et og andet. Éhrduàsíl trak ligegyldigt på skuldrene og så bort. Han håbede i sit stille sind, at dem, der havde produceret dét afkom var fornuftige eksemplarer af såvel elverracen som menneskeracen.

    Der var opstået en stemning af formålsløshed blandt dem; den eneste, der så ud til at ville handle, var Dhaval, og det måtte Éhrduàsíl modvilligt erklære sig enig i. Han kunne ikke se, hvorfor de skulle vente længere, og det eneste fornuftige, Éhrduàsíl kunne komme i tanker om at gøre nu, var at tage hånd om dén, der havde brug for det: Den kappeklædte, grædende pige ved sin side. Selvom hun ikke var meget bevendt, stod det ikke til den handlekraftige elver - hvor kynisk og hjerteløs, han end var i andre henseender - at efterlade hende her, hvor der kunne komme u-døde hvert øjeblik. Tanken om at blive forfulgt af denne pige i skikkelse af et rådnende lig tiltalte bestemt ikke elveren, så han vendte sig mod hende og rakte forsigtigt ud og lagde en blid, men stærk hånd på hendes skulder. Måske ville de kunne bringe hende i sikkerhed i én af de byer, de passerede - hellere dét end have hende med på slæb.

    "Kom, lad os finde din hest, frøken" sagde Éhrduàsíl til hende og prøvede at fange hendes blik, men det var ikke let med de tårer, der fyldte hendes øjne.
    Jeg var signaturløs.

  2. #152
    Boggnasker Niklasir's avatar
    Reg. dato
    Jun 2011
    Sted
    Odense
    Alder
    28
    Indlæg
    146

    Standard

    Mens alt dette fandt sted, stod Kleptor og betragtede flokken, han havde bragt sammen. Det var ikke just en imponerende og frygtindgydende flok lejesvende eller helte, men de bekymrede sig for hinanden, så meget stod dog klart, og det var utroligt vigtigt, når man var af sted på en mission som denne. Han havde smidt kappen for at deltage i kampen, men da det hurtigt gik op for ham, at han havde overvurderet fjenden markant og undervurderet den grønhudede mutantskabning, indså han, at hans hjælp ikke var tiltrængt. Ikke at det generede ham, for han kæmpede generelt ikke, hvis det ikke var nødvendigt, kun hvis han trænede, og man træner ikke mod udøde. Heller ikke selvom man har heldet med sig, og de er ubevæbnede, hvilket gør kampen markant nemmere. Det mest plagsomme man kunne komme ud for i kampen mod en flok udøde, var når de var akkompagneret af bueskytter. Ikke fordi de var særlig præcise, men fornemmelsen af at blive beskudt, mens man kæmper er ikke just opmuntrende.

    Kleptor så, hvordan pigen, som havde forhekset ham, redede elveren, der var ved at blive overmandet af et af skeletterne. Sjældent havde han været mere skuffet, end ved erkendelsen af at elveren havde ladet sig overliste af en af disse tanketomme væsner. Hans kampstil var godt nok beundringsværdig, men hvis han var efterladt alene uden hjælp, var der en grim chance for at skelettet havde slået ham ihjel. Og igen blev han mindet om, at hans ordre overhoved ikke var blevet fulgt. Den bitre fornemmelse vendte tilbage og langsomt indså han, at hans rolle måske allerede var udspillet. Han havde bragt gruppen sammen, men når de ikke ville affinde sig med ham som leder, måtte de klare sig selv. Deres handlinger havde talt deres tydelige sprog – De trodsede ham. Så han stod tilbage med kun én mulighed: Nu hvor de så ud til at komme levende og rimelig uskadte igennem den første lille prøvelse, ville han fordufte. I ly af kampen med den sidste halvdel af skeletterne, samlede Kleptor sin kappe op og tog den på igen, og uden en lyd forsvandt han ind i den skov, han kendte så godt. Så måtte han bare håbe, at de andre vidste, hvor de skulle lede efter templerne.
    Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse; jeg gider ikke gå, det er for anstrengende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.
    - Søren Kierkegaard

  3. #153
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.913

    Standard

    Klios øjne var helt fyldte med tårer da hun så op på den høje, mærkelige fremmede. Men hun følte alligevel hvordan hun blev fyldt med en mærkelig tryghed i hans nærhed, så hun kunne ikke sige nej. Hvor hun dog fortrød bitterligt, at hun var stukket af. Far havde ret, der var hun forfærdelige ting udenfor slottets mure. Hun skulle hjem hurtigt. Nu.
    "Kom, lad os finde din hest, frøken," sagde den fremmede. Hun nikkede og var lige ved at hulke, men holdt med besvær den værste gråd inde. Men tårerne pressede stadig på, og de væltede også ud af hendes øjne.

    Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til manden. Tak? Eller noget andet? Måske noget mere kongeligt? Men på den anden side måtte hun hellere skjule for folk at hun var prinsesse. For tænk hvis de ville bortføre hende? Tænk hvis det var røvere alle sammen der tørstede så meget efter penge, at de ville bruge hende som gidsel for at far ville være nødt til at give dem penge? Sikke en opsang hun ville få efter det... Eller måske ville alle blive så bekymrede, at de gav hende ekstra opmærksomhed?

    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  4. #154

    Standard

    "Skynd jer op i et træ!" lød lederens råb. Ellestina undrede sig lidt over den ordre, for hun havde ellers ment at han, elveren, grønhuden, Alessia og hun selv godt kunne have taget kampen op mod de ca. 35 udøde skeletter, der nærmede sig, især hvis gruppens yngre medlemmer også var parate til at bidrage med hvad de nu kunne. Men hun var typen der parerede ordre, så hun udvalgte sig hurtigt det mest velegnede træ i nærheden og svang sig adræt op i dets lavere grene. Så snart hun havde sat sig til rette med skulderen mod stammen førte hun hånden op over skulderen og tog e pil fra sit kogger. Hun lagde den på strengen. Samtidig kiggede hun sig omkring for at sikre sig, at nogen tog sig af den skrigende pige, og at de svagere medlemmer af gruppen befandt sig på sikker afstand.

    Lige nu forekom det Ellestina absurd at Levir havde optaget rævl og krat i gruppen. Aimé kunne ikke bruge sit våben, og elverdrengen så ikke ud til at ville bruge sine våben, selvom de passede betydeligt bedre til ham end de kæmpestore tohåndssværd gjorde til drengen med de to-farvede øjne. Hvorfor mon hans øjne egentlig så sådan ud? En ting var i hvert fald sikkert, og det var, at når gruppen slog lejr for natten, så skulle tropperne organiseres bedre, og det havde hun i sinde at fortælle lederen. Alle skulle have et våben, de kunne håndtere, alle skulle have en form for rustning så snart det kunne lade sig gøre, og dem, der ikke var vant til at kæmpe, skulle have kamptræning når der var mulighed for det undervejs på rejsen. Ellers ville gruppen være alt for sårbar. De ville helt sikkert støde på farligere fjender end denne gruppe skeletter.

    Nu var nogle af skeletterne rykket så langt frem, at hun kunne skyde efter dem uden at risikere at ramme Dhaval eller Aimé, der af en eller anden grund ikke havde adlydt Levirs ordre, men var trådt frem for at møde fjenden. Dhaval sendte skeletterne flyvende i alle retninger. De havde ikke en chance mod ham. Det var fint, så ville kampen blive desto hurtigere overstået. Hun fældede selv omkring et dusin fra sin plads blandt træets grene. Usikker på om hendes pile var kraftige nok til at støde hovedet af skeletterne hvis hun blot ramte kranierne, sigtede hun efter deres halshvirvler. Det viste sig effektivt, og hun ramte rigtigt 12 ud af 13 gange.

    Da kampen var ovre, lod hun sig glide ned fra træet. Det så ikke ud til at nogen havde lidt alvorlig overlast. Ellestina så sig om efter lederen. Han var ingen steder at se. "Hvad i alverden ... " mumlede hun. Ja, det kunne lige passe. Han havde samlet en gruppe af alt, hvad der kunne krybe og gå, og så løb han fra ansvaret. Nå, det var godt det samme. Hun havde ikke brudt sig om ham, og det havde irriteret hende, at han ikke selv bar nogen oppakning men bare lod alle andre slæbe. Men gruppen havde brug for en leder, og så vidt hun kunne se var Erhduasil, Alessia og hende selv de eneste realistiske emner. Grønhuden var stærk som en tank, men han lod alt for nemt sin vrede løbe af med sig, og ville derfor ikke kunne lede så broget en flok. Ellestina så dog ikke sig selv som en leder, hun var sikker på at hun ville fungere meget bedre som andengeneral.

    Der var langsomt ved at komme styr på gruppen. Erhduasil havde taget sig af pigen med den fine kjole og havde fundet hendes hest til hende. Hele flokken nærmede sig et centralt punkt i lysningen, væk fra de spredte knoglerester, hvor også Ellestina havde stillet sig.

    "Er alle ok?" spurgte hun med høj stemme, så alle kunne høre det. Da ingen protesterede, fortsatte hun alvorligt. "Vores leder er forsvundet, og hvis I spørger mig, så tror jeg ikke han kommer tilbage. Lad det være som det er, jeg synes vi skal udnævne en ny leder, og så vidt jeg kan bedømme, er Erhduasil den bedst egnede. Er der nogen, der er uenige?"
    "All we have to decide is what to do with the time, that is given to us." ~ Gandalf i Ringenes Herre

    Find mig på: Goodreads --- Instagram
    Besøg min bogblog So Many Books

  5. #155
    Bogfantast Sidsel's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Børkop
    Alder
    23
    Indlæg
    1.785

    Standard

    Aimé var taknemmelig for, at pigen, der så ud til at være omkring et par år ældre end han selv, tog initiativ til at samle gruppen – på en langt bedre måde end det grønne monstrum indtil videre havde gjort. Efter at have mumlet: ”Ja, tak. Jeg har det helt fint,” til Grace, pigen med det lange, sorte hår, opstod der blot en kortvarig tavshed, inden Ellestina gjorde dem opmærksom på deres leders tavse forsvinding.

    Den første tanke, der for gennem Aimés hoved, var, at han ingen chance havde for at finde sin mester nu. Uden deres leder, hvordan skulle de så vide, hvor de skulle drage hen for at gennemføre missionen? Og hvem kunne sige, at gruppen ikke hurtigt ville splittes op, nu hvor lederen var gået sin vej?

    Det næste, der slog Aimé, var tanken om, hvorfor Levir så brat havde valgt at tage sin afsked – ja, ikke engang det. Han var forsvundet i den tumult, der var opstået, efter at deres kamp med de blodtørstige skeletmonstre var overstået. Syntes Levir, at de mennesker, han havde samlet om sig, var så ringe, at han hellere ville forsvinde uden et ord? Desværre var svaret højst sandsynligt: ”ja”. På stedet sværgede Aimé ved sig selv, at han fra da af ville se sin frygt i øjnene og finde sin mester, uanset hvad det krævede af ham. Hvis de andre også forlod ham, ville han stå helt alene tilbage, og så blev han nødt til at være stærk.

    Inden Aimé kunne nå at pakke sine ting – han var nemlig overbevist om, at missionen nu var ovre, og at han blev nødt til at fortsætte alene – udnævnte Ellestina elveren til leder. Ellestinas ord forbløffede Aimé. Ikke fordi Érhduàsíl ikke var den bedst egnede nye leder af gruppen, men fordi at der stadig var en gruppe at være leder for.

    Et kort øjeblik glemte Aimé at forsøge at holde sine tofarvede øjne skjult; han kunne ikke lade være med at stirre overrasket på elveren. Da Aimé et sekund senere kom i tanker om sine øjne, kunne han ikke holde en lavmælt ed tilbage. ”Til helvede med det.” Han var træt af at holde sine øjne skjult, uanset hvilke spørgsmål de ville frembringe. ’Hvis dette betyder, at der alligevel er en gruppe at være del af,’ tænkte Aimé, ’er det vist på tide for mig at begynde at være lidt mere ærlig med dem.’

    --

    Også Dhaval blev forbløffet over Érhduàsíls udnævnelse til leder. Han havde ikke lagt mærke til, at Levir var forsvundet, selvom den del af begivenhedernes pludeslige ændring passede ham glimrende. Uheldigvis måtte han erkende, at Érhduàsíl heller ikke var den person, han allerhelst ville have haft som leder for gruppen. Allerhelst, indrømmede han for sig selv, ville han selv lede dem. Det gjorde tingene så meget lettere og ville øjensynligt spare dem for en del mundhuggeri senere hen.
    Hans øjne havde måske et lille glimt af ondskabsfuldhed, da han med et fast blik kiggede elveren i øjnene og sagde med en temmelig hård stemmeføring: ”Klap hesten. I kan ikke være sikre på, at ham Levir-fyren ikke sidder på hug bag en busk 20 meter herfra. Vi venter med at tage en beslutning, til vi er sikre på, at han rent faktisk er skredet fra os.”
    You needn't die happy when your day comes, but you must die satisfied, for you have lived your life from beginning to end and ka is always served.
    - Stephen King, The Dark Tower

  6. #156
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Éhrduàsíl kunne ikke få bugt med den spinkle piges tårer, mens han bevægede sig ind mellem træerne og fandt frem til den lille pony. Han talte blidt til det lille ridedyr på sit modersmål og klappede den på siden af halsen. Nok var den tavse piges lettelse, lammet af frygt, som hun var, mærkbar, men hun lod alligevel ikke til at kunne forhindre tårerne i at trille ned ad sine blege kinder. Han afbrød sin bløde, melodiske talestrøm og så på den ængstelige pige med sine dybe, natteblå øjne. Han ville spørge hende, hvorfor hun var her alene, hvor hun i det hele taget kom fra, men den slags var der ikke tid til nu, og når sandheden skulle frem, så håbede han, at én eller anden anden ville tage sig af at stille den slags spørgsmål - han foretrak rent faktisk blot at få ting at vide, som hans ører opfangede, og som han ikke selv bevidst hev ud af andre.

    Tumulten var så småt overstået, da de nærmede sig resten af gruppen. Kvinden, Ellestina, som han havde vekslet et par ord med, sad i et træ og mestrede sit våben ganske godt - især i menneskelig målestok. Selvfølgelig havde hun ikke en elvers færdigheder med bue og pil, men hendes færdigheder var uomtvisteligt svære at nå på højde af. Éhrduàsíl havde egentlig ikke trukket ponyen med sig, og han kunne mærke på den, at den ikke ville være tro mod andre end dens rytter, men alligevel var ponyen fulgt med ham uden at protestere - og Éhrduàsíl vidste godt, at hans medfødte evner for at færtes i og med naturen var skyld i det. Han slap den ængstelige piges skulder med sin stærke, slanke hånd og standsede brat op, da Ellestina tilkendegav sin mening om hans position i gruppen.

    Irriteret over sin egen uopmærksomhed opdagede Éhrduàsíl først nu, at lederen var forsvundet, og han bandede indvendigt, mens han forholdt sit ansigt udtryksløst. Han lod drengen med de tofarvede øjne se et glimt af ligegyldighed i sine mørke øjne og skulle lige til at åbne munden, da Dhaval brysk sagde: "Klap hesten. I kan ikke være sikre på, at ham Levir-fyren ikke sidder på hug bag en busk 20 meter herfra. Vi venter med at tage en beslutning, til vi er sikre på, at han rent faktisk er skredet fra os."

    Endnu engang måtte Éhrduàsíl undertrykke sin åbenlyse irritation over den store, grønhudedes fornuft og logik og over, at han tog ordene ud af munden på ham, men Éhrduàsíl valgte en anden strategi, da han tog til genmæle: "Jeg er overbevist om, at Levir har forladt gruppen. Under alle omstændigheder kan vi ikke blive her som vildfarne får."

    Éhrduàsíl følte efter, om alle hans våben sad, hvor de skulle. Han var ikke begejstret for at tage lederskabet, men så hellere sig selv på den post end den store kleppert. Problemet var dog blot, at knægten med sværdet havde brug for træning mere end de andre, der trods alt virkede mere våbenkyndige og knap så forsvarsløse, og dét hverv måtte han i så fald overlade til en anden, hvis han skulle gå i spidsen. Der var blot disse to forskellige øjne, som havde optaget Éhrduàsíls interesse - en fuldkommen irrationel interesse, han måtte få ud af verdenen hurtigst muligt.
    Jeg var signaturløs.

  7. #157

    Standard

    Ellestina følte sig temmelig overbevist om, at Levir ikke sad og gemte sig bag en busk, som Dhaval havde foreslået. Hun kunne ikke se, hvorfor han skulle gøre det. Han havde ikke just virket som typen, der blev bange og løb fra slagmarken. Det kunne selvfølgelig være fordi han prøvede på at lokke dem i en fælde, men det virkede bare så usandsynligt. Ingen i gruppen udgjorde jo nogen særlig fare for ham og hvis der var gammelt fjendskab mellem ham og nogen af de andre, ville de jo ikke være gået med i gruppen til at begynde med.

    Så vidt Ellestina kunne fornemme havde den lidt selvhøjtidelige leder fået ondt i en vis legemsdel over, at ikke alle i gruppen tænkte som ham og adlød hans mindste vink. Det var selvfølgelig klart at det var vigtigt at en gruppe adlød deres leder, men lederen skulle gøre sig fortjent til sin status. Og de fleste i denne gruppe havde slet ikke prøvet at skulle adlyde en leder før. Hun selv havde været vant til at skulle adlyde sin langt mere erfarne bedstefar, når han havde taget hende med ud på forskellige missioner, og det sad i hende som en ubevidst refleks at stole på at en leders hurtige beslutning skulle følges. Men sådan var det ikke med alle andre. Det måtte der arbejdes med, men det havde Levir vist ikke haft forståelse for. Det var nok bedst for både ham og gruppen at han var smuttet.

    Men nu hvor Ellestina én gang havde besluttet at hun ville ud og kæmpe mod Decrumnus, havde hun ikke tænkt sig at give op så let. Gruppen måtte bare have en ny leder. Efter at hun netop nu havde fundet ud af, at hun rent faktisk selv kunne gøre en forskel i kampen mod de udøde, var hun bare blevet endnu mere ivrig efter at fortsætte missionen. Og selvom gruppen var en broget flok, var hun sikker på at alle havde noget at bidrage med. De måtte bare lære hinandens styrker og svagheder at kende og lære at arbejde bedst muligt sammen.

    Selvom hun lige havde overdraget lederansvaret til Erhduasil, kunne hun ikke lade være med at sige noget. "Vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, at han ikke sidder og gemmer sig, men jeg kan ikke se, hvorfor han skulle gøre det. Og hvis han gør, hvilken forskel gør det så? Medmindre han dukker op med en rigtig god forklaring, kan hans handlinger ikke tolkes anderledes, end at han har ladt os i stikken, og i så fald er han ikke velkommen i gruppen længere. Hvis I spørger mig, synes jeg det ville være mest fornuftigt at gå videre, så vi kan finde et sted at slå lejr før det bliver mørkt."

    Hun kastede ethurtigt blik frem og tilbage mellem Dhaval og elveren. Bare de nuikke ville give sig til at slås. Det havde hun simpelt hen ikke tålmodighed til lige nu. Så holdt hun sit blik fast på Erhduasilsansigt og prøvede med viljens kraft at overbevise ham om, at hunhavde ret. Det gruppen havde mest brug for lige nu var at slå lejr,så der kunne komme styr på tropperne og de kunne få lagt en ny strategi. Ellestina havde også set pigen med den fine kjole, der stadig virkede meget utryg og hendes moderinstinkt trak i hende. Såsnart der var blevet truffet en afgørelse ville hun gå hen og trøste pigen og finde ud af hvem hun var.
    Senest redigeret af ShieldMaiden : 03-07-12 kl. 17:58
    "All we have to decide is what to do with the time, that is given to us." ~ Gandalf i Ringenes Herre

    Find mig på: Goodreads --- Instagram
    Besøg min bogblog So Many Books

+ Besvar emne
Side 11 af 11 FørsteFørste ... 9 10 11

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •