Pin It
+ Besvar emne
Side 3 af 5 FørsteFørste 1 2 3 4 5 SidsteSidste
Viser resultater 31 til 45 af 62

Emne: He Is a Superhero! (HIS)

  1. #31
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.912

    Standard

    Twiggy smilede skævt uden at tage blikket fra den anden.
    "Du har vist aldrig åbnet den lokale avis, hva'? Men du er jo også superheltinde, vi kan jo ikke have du bliver taget i at støtte den lokale, det ville skabe en hulens masse sladder," sagde hun. Det var egentlig ligemeget om hun lyttede til selve ordene. Hun kunne godt lide at se, hvor irriteret Locura blev jo mere hun snakkede.
    Hun havde egentlig lidt lyst til at spille skurk i dag. Bare for at ødelægge Locuras dag bare lidt ​mere.
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  2. #32
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Hun flyttede lidt på sig. Brandhanen virkede pludselig mere hård og kold, end da hun besluttede sig for at læne sig op ad den. Ericas grønne fulgte Nate og borede sig ind i hans ryg. Bare, han nu ikke gjorde ét eller andet overilet for at imponere tilhørerne - imponere hende, Erica, som han var måske bare lidt vild med. Det håbede hun i hvert fald, for lige nu havde hun hårdt brug for, at nogen havde brug for hende: Kort sagt, hendes mentale tilstand bød hende at søge selskab og undgå at være alene. Og Erica frydede sig stadigvæk indvendigt over det varme blik, Nate havde sendt hende for lidt siden. Men alligevel lå der andet end fløjlsblød teenageromance i hendes motiver, og igen skød hun underlæben frem i en utilfreds grimasse ved irritationen over Nates forsinkelse og nu denne meningsløse forbrydelse, der udspillede sig foran hende.
    Hun betragtede Nates imponerende fremgang og sagde stille frem for sig: "Fedt show, Mister Handsome! Fedt show! Overdriv nu ikke." Overdrev - det var lige, hvad Nate gjorde den sidste halve meter, før han nåede jorden. Selvom Erica inderst inde følte medlidenhed med både spædbarnet og kvinden, så var hun af mere egoistiske grunde ikke i stand til at lade disse sympatiske følelser bevæge sig op til overfladen. Da Erica så, hvordan Nate skulle til at give den lillaklædte skurk én på hovedet, rettede hun sig op så brat, at hendes hår dansede vildt i luften et øjeblik, og hendes skuldertaske gled halvt ned ad armen til albuen. Erica spidsede læberne, stak to fingre ind i munden og piftede så højt, at det overdøvede resten af lydinfernoet på gaden og fik de fleste lamslåede folk til at vende sig mod hende. Hun smilede koket til en ung revisortype og blafrede med sine lange øjenvipper mod en usikkertudseende ranglet knægt, der så ud til at være et par år ældre end hende. Alle de "ordinære mennesker" havde endelig vristet blikket fra forbrydelsen på gaden og stod og så på hende med blandede miner, hvilket morede Erica usigeligt. Især den runde, buttede kvinde, der lignede venligheden selv, så ustyrligt grinagtig ud med ansigtet fortrukket i vrede, og de shoppeglade slyngveninder til højre for hende så om muligt dummere ud, end de sikkert var, med deres forvirrede, tomme ansigter. Erica håbede inderligt, at ikke alene gadegængerne var hoppet på hendes afledningsnummer - hun håbede, at hun kunne have givet Nate et par sekunder til at løbe på, medmindre Nate selv var så klodset at se i hendes retning.

    ::Haha, jeg ved, at skurken vil blive totalt irriteret over, at opmærksomheden ikke længere er på ham og hans skurkestreger - der er jo intet ved at begå drengestreger, når ingen ser det og bliver forargede.::
    Jeg var signaturløs.

  3. #33
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    Targus mærkede vreden ved indblandingen. Først bekom det ham ganske vidst. Knægtens forsøg på at hive ham ned, men uden at skade barnet og moren der fortvivlet ikke vidste hvad hun skulle gøre. Men nu dette ... dette skifte, folk havde jo ikke engang nået at ligge mærke til ham og han mærkede vreden i sig ulme.
    En butler-agtig stemme i hans hjelm informerede ham om at han ikke ville kunne undgå fyrens slag, men at hans hjelm ville holde stand og ikke forvolde skade. Han hadede at hans ansigt kom til at se forandret og grimt ud, på grund af et blåt mærke. Det bekom ham ærligt talt ikke. Alle andre steder, men ikke i ansigtet.

    Med en hurtig refleks kastede han barnet, ligeglad med dets liv og nu med den vished som pludselig blev hans fordel:Ingen så det fordi deres opmærksomhed var et andet sted. Barnet ville dø og han ville uanset udkommet blive kåret som årets mest skruppelløse skurk. Han havde lyst til at grine ondt, men kunne ikke nå det.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  4. #34
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    Nate frydede sig over følelsen af hans knyttede næve hamret ind i skurkens kæbe, og han kunne se, at idioten kunne mærke det, selvom det - til Nates store irritation - ikke gjorde synderligt stor skade på grund af den voldsomt grimme hjelm. Han tillod sig alligevel et selvtilfredst smil, men det forsvandt bemærkelsesværdigt hurtigt ved lyden af en høj piften et stykke bag ham. Det tog ham ikke længe at identificere piftet til at måtte stamme fra Erica, selvom han ærligt talt var lidt i tvivl. Ikke desto mindre reagerede han automatisk på det af frygt for, at hun piftede, fordi hun var i fare og havde brug for hans hjælp. Det faldt ham ikke ind, at hun så kunne have benyttet sig af et skrig - han havde i det hele taget ikke tid til at tænke. Han så sig tilbage over skulderen og hen på Erica, hvis hår blafrede blidt i vinden og som så yderst køn ud, som hun stod der - men som dog ikke så ud til at have brug for nogen hjælp overhovedet. Det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, at hun i virkeligheden havde forsøgt at hjælpe ham ved at distrahere det interesserede publikum og på den måde skurken, og det irriterede ham voldsomt, at han ikke havde fattet det fra starten. Lettelsen over, at hun var okay, var dog i første omgang stor nok til at overdøve irritationen, og han vendte sig hurtigt mod tumpen med hjelmen igen. Men det var allerede for sent.

    Nate så til sin store rædsel, at babyen var blevet kastet flere meter hen ad jorden og nu lå fuldstændig livløst og uden den mindste lyd et stykke fra ham. Selvom hans opmærksomhed kun havde været distraheret i få sekunder, var det lykkedes skurken at stikke af og samtidig overlade barnet til at dø. Han var så chokeret, at han ikke kunne røre sig, og hans vejrtrækning var blevet hektisk og jaget. Babyen havde ikke givet lyd fra sig i et stykke tid, gik det op for ham, og den bevægede sig ikke engang. Langsomt lykkedes det ham at komme til sig selv, og han kastede sig hen og satte sig på knæ foran barnet. Han tog det forsigtigt op i sine hænder, men han turde end ikke tjekke dets puls. Moren var besvimet på et eller andet tidspunkt under kampen, men hun var langsomt kommet til sig selv igen. Nate holdt forfærdet babyen et stykke ud for sig uden at ane, om det overhovedet var i live eller ej, rejste sig forsigtigt og lagde den i morens hænder. Hun sagde ikke noget til ham, men hendes øjnes rædsel og chok skar sig ind i hans hjerte mere end noget andet. Han blev ikke længere end til, at han lige netop nåede at se hendes øjne fyldes med vand. Han vendte sig om og løb i retning af Erica, selvom synet af hende på ingen måde gjorde det bedre.

    Grunden til hele denne fatale fejl var ham selv og hans egne følelser. Han var blevet alt for menneskelig, alt for følsom, alt for svag, og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Det havde været hans omsorg for Erica, der vendte hans opmærksomhed væk fra babyen, og det havde vist sig at være fuldstændig forgæves. Han hadede denne udgave af sig selv, denne udgave, han var blevet i takt med hans liv som helt, og han hadede, at han følte skyld over denne babys skæbne. Mange havde igennem tiden rost ham for at have udviklet sig til at blive mere menneskelig, og de havde alle været positivt overraskede over, at han valgte at blive helt og ikke skurk. Men han vidste nu, at de alle havde taget fejl. Dog ingen så grueligt som ham selv.

    Han stoppede op få meter fra Erica og fik hold på sig selv. Han tvang sin vejrtrækning til at blive normal, men han vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Det skræmte ham, at han ikke bare var i stand til at slette sine følelser for hende, og han vidste, at det ikke ville ske, hvis han var sammen med hende. Fra det øjeblik han så babyen ligge smidt på jorden blot få meter fra ham selv, vidste han, at det havde været en fejl at udvikle denne følsomme udgave af sig selv, og det gik op for ham, at han godt kunne vende tilbage til det gamle jeg. Godt nok havde han aldrig været særligt følsom, men han burde aldrig nogensinde have tilladt sig selv at udvikle et så stærkt venskab med Erica, og det havde under hele kampen været en enorm hæmsko for ham. Han kunne ikke være sammen med hende lige nu, for det ville aldrig give ham styrken til at vende tilbage. Og han måtte vende tilbage - han så det ikke engang som et valg. Måske var den eneste vej tilbage gennem livet som skurk. Alt dette tog det ham ikke lang tid at komme frem til, men han havde alligevel været fraværende i nogen øjeblikke og måtte anstrenge sig selv for at få sine øjne til at vende tilbage til virkeligheden og fokusere på Erica.

    "Jeg er ked af det, min skat. Men jeg kan ikke være sammen med dig lige nu. Find dig en sød fyr, noget at få tiden til at gå med." Han sank besværligt og formede frustreret sine hænder som knytnæver. "Jeg tror ikke, jeg kan være din ven mere," hviskede han til sidst og vendte sig om fra både hende og moren med barnet i sine hænder - han vendte sig om fra det hele og gjorde mine til at gå.

    ::Hvis det er irriterende, at det er så langt, uden at du har mulighed for at lade din karakter reagere, @Xazal under noget af det tidligere skete, så siger du bare til, og så retter jeg min persons reaktioner ud fra, hvad din karakter gør undervejs. Jeg er ked af, at det her indlæg er så irriterende, men jeg blev bare ret fristet til at lade ham være lidt ond, når nu han har været ret god hidtil - det er trods alt det, jeg har villet med ham hele tiden, det, at han aldrig ved, hvordan han skal reagere, og at han konstant er usikker på, hvor han hører til, fordi hans sind er så oprørsk mod alle hans følelser. Nu er han bare gået ind i en periode, hvor han hælder mere til skurken i sig selv frem for helten.::
    Senest redigeret af Nara : 03-01-12 kl. 18:22


  5. #35
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Ericas øjne blev store, da hun så babyen falde til jorden - hvad hun i det store og hele havde regnet med, at Nate kunne forhindre med sine hurtige reflekser, hvis ikke han havde reageret på hendes manøvre. Hun bed sig hårdt i underlæben - dog ikke tilstrækkeligt hårdt til at få den til at bløde - og fokuserede alene på barnet, som efter få øjeblikke lå livløs i Nates arme. Erica vendte blikket bort. Hun ville ikke se mere; hun havde allerede set nok af moderens blege, chokerede ansigt og værst af alt Nates rystende hænder og hans ansigt, der var fortrukket i dyb smerte. Erica kunne næsten ikke tro, at Nate ville bukke under for den slags sårbare følelser - måske havde hun taget helt fejl af ham. Hun vendte først blikket mod pladsen igen, da hun hørte nogen standse op et par meter foran sig. Det var nate. Hans vejrtrækning var voldsom og skælvende og hans blik bortvendt. Mens han var fraværende, trådte Erica helt hen til Nate for at lægge en trøstende hånd på hans arm, men så langt nåede hun aldrig.

    "Jeg er ked af det, min skat. Men jeg kan ikke være sammen med dig lige nu. Find dig en sød fyr, noget at få tiden til at gå med." Hans ord var flade, fuldstændig tømt for energi og følelser - bortset fra én undertrykt følelse: Sorg - en sorg, der rummede skyldfølelse og frustration. Erica hørte ikke længere efter. Hans indledning på dét, han ellers ville sige og besværlighederne, han havde med at sige det, pralede af på hende. Ved den blotte sætning "Men jeg kan ikke være sammen med dig lige nu" lukkede hun helt af for, hvad han ellers måtte ønske at betro hende. Blodet steg hende til hovedet og fyldte hendes ører med en voldsom susen, og hun følte, hvordan varmen steg op i hendes kinder og farvede hendes øjne mørke af vrede. Hun så hans læber bevæge sig atter engang, da han formede hviskende ord, men lyden nåede aldrig hendes ører. Erica løftede hånden og i én hurtig, glidende bevægelse svang hun armen og stak Nate en syngende lusing, netop som han vendte sig for at gå. Det efterladte et svidende rødt mærke på hans kind.
    "Ja, du har sandelig at være ked af det, Nathan Hunter," hvæsede Erica som en tirret kat, og hun lagde vægt på hvert eneste ord, for Nate af alle mennesker vidste, hvad hun, Erica Bentzon havde gjort for ham og betydet for ham. Hver gang, han havde været i problemer eller trængte til nogen at tale med, var det hende, han gik til; hun vidste, hvad der lå bag hans facader, og hun havde lyttet, når ingen andre gjorde. Nate skulle vide, hvilket tab, han ville lide ved at afskrive hende på dén måde. Hun havde gennemskuet, hvordan kampen havde påvirket Nate, og at han ønskede at lukke af for de sårbare følelser, der vældede op i ham, og hvis han ønskede at give afkald på den eneste person, der kunne rumme ham, så måtte det blive sådan. Erica havde aldrig betragtet dem som et egentligt kærestepar, men havde nydt deres vage flirt, fordi det var dét, der fik deres forhold til at gnistre - det var dét, der på overfladen holdt dem sammen, for ellers ville Nate næppe komme til hende - bortset fra de stunder, hvor han havde brug for det - da han kunne vælge lige dén pige, han ville have. Erica løftede hånden til endnu et slag, men tog sig i det og vendte ham ryggen for selv at skridte bort.

    ::Det er helt fint, [MENTION=3581]Nara[/MENTION] - jeg tror, jeg kan spille med på det.::
    Jeg var signaturløs.

  6. #36
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    Nate iagttog, hvordan hans ord langsomt gik op for Erica, og hvordan hendes øjne blev mørke af vrede. Hele hendes person blev fuldstændig opslugt af raseri over hans bratte brud, og da han så hende hæve hånden, var han allerede på vej væk, men han vendte sig om mod hende igen for at modtage slaget. Han ville gerne gøre det lettere for hende, og han ønskede, at hun lagde al sin vrede i det slag - at det måske ville hjælpe hende at slå ham. Lussingen efterlod sig et brændende varmt rødt mærke på kinden, og han modstod trangen til at lægge en hånd henover det. Det gjorde ondt, måske endda mere, end han havde regnet med, men han vidste, hvor fuldstændig ligegyldig den smerte var i forhold til alt andet. Han lukkede kort øjnene i et forsøg på at samle styrke nok til at kunne stå figur til hendes vrede - uden at bryde sammen, som han havde gjort det så ofte før i hendes nærvær. Denne gang var han nødt til at være stærk, som han altid var det overfor alle andre - denne gang var han nødt til at være det overfor hende. Han bad til, at synet af hende ikke ville få ham til at trygle hende om at glemme, hvad han havde sagt. Det var i virkeligheden det, han havde allermest lyst til, men han var nødt til at lade være. Han var nødt til at være fast. Og det var han.

    Han åbnede sine øjne igen og mødte hendes - stadig mørke af vrede og smerte. "Ja, du har sandelig at være ked af det, Nathan Hunter," hvæsede Erica som svar på hans idiotiske forklaring - ikke, at han på nogen måde havde forklaret en skid, men han havde fortalt hende, hvad han havde til hensigt at gøre. Og i første omgang var det simpelthen at skære hende fra sit liv. Han svarede hende ikke - overvejede kort at lægge en hånd på hendes skulder, men han tvivlede på, at hun ville lade sig trøste af den. Han så, hvordan hun hævede sin hånd til endnu et slag, men han reagerede ikke på det. Ikke desto mindre sænkede hun den igen, og vendte sig simpelthen om for at gå.

    "Farvel, Erica," hviskede han og tillod sig selv at føle en sidste altoverskyggende smerte over bruddet med den eneste pige, han nogensinde oprigtigt havde holdt af, før han vendte sig i den modsatte retning af hende og begyndte at løbe. Han skubbede hende ud af sine tanker, og det lykkedes bemærkelsesværdigt hurtigt. Nate lukkede fuldstændig af fra alt, hvad der hed Erica og skyldfølelse - han lukkede af for alle sine følelser, og for en kort stund løb han bare med kun ét mål i sine tanker: Han ville finde skurken og gøre ham til en del af sin egen identitet, som den før havde været. Og noget sagde ham, at det ville være lettere, end han havde troet.
    Senest redigeret af Nara : 03-01-12 kl. 20:08


  7. #37
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Nates reaktion på hendes lusing var mere smertefuld, end Erica havde regnet med. Det kortvarige glimt af smerte, der viste sig i Nates øjne opildnede hendes vrede, og hun kunne ikke lade være med at triumfere indvendigt over, at han var såret. Hun huskede hans øjne, da de lukkede sig og åbnedes igen - hun kunne se for sig, hvordan han krøllede sine inderste følelser sammen og smed dem på ilden, hvor de brændte op og gjorde hans indre til et kaos, der åd ham op. Gjorde ham hård som diamant. Hun kunne se forvandlingen i hans blå øjne.

    Da Nate sagde sit sidste farvel, bed hun tænderne sammen og holdt sig rank med skulderne fastlåst i en stolt holdning. Hun drejede hovedet langsomt for at bide af ham - for at sige: "Farvel? Ja, hvis det er det eneste, du kan diske op med." Men Nate var allerede langt væk, da hun vendte hovedet - selvom det kun var et øjeblik siden, han havde hvisket til hende. Hun kunne se hans ryg forsvinde ind i menneskehoben, og hun kunne lige skimte hans lyse hårpragt, da han drejede om hjørnet og forsvandt i løb. 'Du kan aldrig løbe fra din samvittighed,' tænkte Erica brysk. Nate var væk. Erica tillod endelig sine skuldre at falde. Endelig lod hun vreden blegne bort til fordel for den sorg og tomhed, der pludselig skyllede ned over hende ved Nates fravær. Hun greb fat om cykelstativet, hun stod ved, for ikke at falde, da det svimlede for hende. Tårerne pressede sig vej gennem hendes øjenkroge, men blev dér og tørrede ind. Hendes ansigt var vendt mod himlen, så den kølige brise kunne blæse hendes følelser væk.

    'Tag dig sammen, Erica,' tænkte Erica og hankede op i sig selv. Hun var Erica - en populær pige i de kredse, hun omgikkes. Hun var vellidt i sin klasse, og hun kunne opnå gode karakterer fagligt. Hun måtte lægge Nate bag sig, som han lagde hende bag sig. Han var ikke længere Nate.

    Hvor meget, hun end havde lyst til at begræde Nates beslutning; hvor meget hun end havde lyst til at løbe efter Nate og fange ham - så gjorde hun det ikke. Hun stod blot og prøvede at få kontrol over sig selv. Snart skælvede Ericas skuldre ikke længere. Der var én ting, hun kunne gøre lige nu: Blive til Ying Yang.
    Jeg var signaturløs.

  8. #38
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    LUKE PLAYING
    _____________

    Luke havde tilbragt denne lørdag sammen med sin søster på fem, Cadie. De to havde været alene hjemme det meste af formiddagen, og han havde gjort stort set alt, hun havde bedt ham om. I virkeligheden burde han ikke have forkælt hende sådan, men han kunne ikke lade være. Hun var hans yngste søster, og hun blev altid overset, fordi hun var barnet midt imellem dem alle. Han havde også to små brødre - tvillinger - på to og en højrøstet, opmærksomhedskrævende søster på snart 14 år. Han elskede sine forældre, og han bebrejdede dem ikke noget, men netop fordi Cadie var den, hun var, og aldrig bedte om særligt meget eller nogensinde kunne finde på at gøre noget, hun ikke havde lov til, blev der ikke meget opmærksomhed tilovers til hende, så han kunne godt lide engang imellem at give hende lidt af sin. Ikke desto mindre nåede de ikke meget - han spillede nogen sange for hende, læste lidt højt og gik endda så langt som til at lege med små barbie-dukker. Han håbede inderligt, at ingen nogensinde ville finde ud af, at han kortvarigt havde været "Barbie Isabella" - og han håbede også, at han aldrig mere skulle tvinges til at lytte til sin egen stemme, når den var tvunget op i et skingert, piget toneleje. Særligt piget blev det dog aldrig, det kom bare til at lyde fuldstændig latterligt, og han tiggede snart sin søster om at lade ham stoppe i lige præcist denne leg. Heldigvis gik der ikke længe, før hele familien styrtede ind ad døren, og han gav hurtigt Cadie et blidt kys på kinden, inden han - med en anelse dårlig samvittighed over bare at forlade dem alle sammen, særligt Cadie, lige så snart, de kom hjem - trak sin læderjakke på og forsvandt ud ad døren.

    Luke bevægede sig hen ad et par gader, inden han nåede sit mål. Han trådte ind i Café Gemmestedet, et sted, han holdt særligt meget af at komme, og som aldrig rigtigt havde særligt mange kunder. Belysningen var dæmpet og musikken dejligt beroligende, så han kom her for det meste for at studere eller for at skrive en ny sang. Men i den seneste tid var han bare kommet her for at slappe af, og for at komme lidt væk fra det hele. Han ville gerne være flyttet fra huset derhjemme i et stykke tid nu, men han vidste ikke, om han bare kunne få sig selv til at forlade dem alle sammen - Luke var godt klar over, at han ofte var til stor hjælp, når han stod parat som babysitter. Men det gjorde ham også lidt trist til mode, at han allerede var så forpligtet til en familie, når han jo egentlig gerne ville ud i verden og bare være sig selv. Lige nu sad han bare med en dampende varm kop kaffe foran sig og en rodet notatbog - og håbede, at nogen ville komme forbi og hive ham ud af hverdagens kedelige rutiner. Ironisk, når nu det var lørdag.


  9. #39
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Erica begav sig væk fra den svært befolkede gade. Væk fra den chokerede mor med det livløse barn. Væk fra det sted, der nu var indprentet i hukommelse som stedet, hvor hun og Nate tog deres bratte afsked. Hun ville hjem. Eller måske ville hun bare ind et afsides sted og sætte sin forvandling til Ying Yang i værk. Selvom hun ikke bar maske, var hun af én eller anden grund totalt ugenkendelig, når hun iførte sig sin dragt. Erica vidste, at det havde noget med hendes særlige evne til at få folk til at se, hvad hun ønskede de skulle se af hende, men at denne kamuflage var kun mærkbar, når hun iførte sig sin dragt - en dragt, hun syntes ret godt om, som hendes onkel havde ladet sy til hende.

    Erica gik længere og længere væk, klar over, at hun kunne tage bussen, hvis hun ville, men hun havde brug for at gå i det hurtige tempo for at få roen til at brede sig i kroppen. Erica kom frem til udkanten af bymidten, der bestod af adskillige gader som bevægede sig i forskellige retninger. På én af gaderne passerede hun Café Gemmestedet, og hun ville ikke have standset så brat op foran den, hvis ikke hendes skarpe syn registrerede, at Luke - én, hun kendte fra High School - sad derinde alene ved et bord. Erica havde aldrig troet, at Luke ville opsøge sådan et affolket sted. Det virkede ligesom lidt for roligt og propert til ham. Erica mindedes den dag, han havde spurgt, om hun ville gå ud med ham, hvilket hun havde afvist blankt. Hun kunne ikke lade være med at smile ved mindet. Og så skyllede atter mindet om Nate ned over hende; Erica krympede sig et kort øjeblik og skubbede alle tanker om Nate bort. Erica ville egentlig gerne have noget varmt at drikke, så hun smuttede henkastet ind i caféen og gik op og bestilte en kop varm kakao. Hun var sig det bevidst, at Lukes blik hvilede på hende, men gik alligevel målrettet op til disken, før hun så meget som kiggede på nogle af kunderne og lod tilfældigt blikket vandre til Luke, som hun lod blikket dvæle ved. Hun tog sin kop og gik hen til ham med hænderne om den varme kop.

    "Hej, Luke," hilste hun med et muntert smil, "jeg havde aldrig regnet med at finde dig sådan et sted." Hun omfavnede stedet med blikket som for at sige, at hun var imponeret over hans valg af café. Hun blev stående og betragtede ham med et glimt i øjet, idet han lagde en hånd på sine notatpapirer.
    Jeg var signaturløs.

  10. #40
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    Locura kunne mærke hvor lidt tilbage af June der var i hende nu. Så meget at hun tænkte på det såm June. Lille nævenyttige tøs. Bla bla bla. Hvis hun vidste hvad Locura kunne, for den sags skyld forsagt June med sin viden, ville hun nok lukke sin kæft.
    Hun lagde hovedet p skrå o hænderne på de sparsomme hofter og sukkede.

    "Skat, hvis jeg havde tid til lægge fødderne op og læse søndagsavisen så stod jeg jo nok ikke her og tænkte på du trængte til at blive klippet. Eller - åh lad mig se - blive slået halvt fordærvet for at redde et pizzabud, vel?" hun sagde det hele i en honningsød tone der dryppede af sarkasme. "Men det er jo helt fantastisk at du læser den lokale avis, censureret af en eller magtgal stodder som knalder sekretæren."

    Hun trak i en krølle og så et andet sted. Hun kunne egentlig godt smutte nu og lade pigen selv finde ved ned. Hmm ... bestemt en mulighed.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  11. #41
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    MARVIN
    __________________________
    Skulle han straffe det blonde vidunder der ikke formåede at redde dagen? Eller skulle han måske straffe hans petit date? Noget i hjelmens lydudstyr var gået i stykker og fra hans skjul kunne han ikke høre hvad der blev sagt, men lussingen og fyrens patetiske flugt fra hende var jo egentlig tydelig nok. Marvin gned sine hænder imaginært og blev samtidigt mindet om et møde senere om overtagelsen af et fordelagtigt slagteri. Til en fordelagtig pris. Men inden da kunne han vil godt følge efter wonderboys kælegris?

    Han så hendes ubeslutsomhed og styren mod cafeen - for nu ville han bare holde øje. Han vidste egentlig ikke helt selv hvorfor han fulgte efter, for fyren ville jo ikke kunne se Marvin gøre noget ved pigen. Ha! Det var jo heller ikke dét, det handlede om.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  12. #42
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    LUKE-DRENGEN

    Luke bladrede rastløst i sine notater, da han blev mødt af en let brise fra døren af. Der kom ikke særligt ofte nytilkomne i caféen, så det var altid en glædelig overraskelse, når døren blev åbnet og afslørede endnu et menneske, han aldrig havde set før - denne gang dog med den lille forskel, at han havde set hende før. Det fik et glad smil frem på hans læber at opdage, at det var Erica, der kom ind. Han talte ikke særligt ofte med hende, men han havde altid set hende som en dejlige pige, der forstod sig på at trække hans tanker lidt væk fra alt det derhjemme. Forleden havde han spurgt hende ud, og det havde såret ham lidt, at hun havde været så hurtig til at afvise ham. Ikke desto mindre glædede det ham at se hende, og han betragtede, hvordan vinden nåede at tage blidt fat i hendes hår og sætte det lidt i bevægelse, inden døren lukkede bag hende, og hun gik op mod disken. Hun havde tilsyneladende ikke set ham, og han gjorde ikke noget ved det foreløbig. Han nød at iagttage hende og håbede blot, at hun ville have lyst til at snakke, når hun engang lagde mærke til ham.

    Det varede ikke længe, før hendes blik vandrede igennem caféen og landede på Luke. Der formede sig et stort smil på hans læber, da hun tog sin kop og gik hen til ham.
    "Hej, Luke. Jeg havde aldrig regnet med at finde dig sådan et sted," hilste hun og smilte muntert. Han lagde diskret en hånd på sine papirer og skubbede dem ind til sig.
    "Erica, din søde pige. Det er i virkeligheden dig, der har drevet mig hertil i min sorg over at være blevet afvist," svarede han og blinkede teatralsk, inden han rejste sig og smilende fortsatte: "Har du ikke lyst til at sætte dig ned?" Luke gestikulerede mod stolen overfor sin egen og trak den ud for hende i håb om, at det ville være for stor en fristelse.

    __________________________________

    NATE-STAKLEN

    Det gik mere og mere op for Nate, hvor meget han netop havde ødelagt - og han spekulerede på, om det ikke var en anelse ulogisk på den måde at fjerne sig fra helte-livet i håb om at kunne udrette mere uden alle de følelser hængende over hovedet, når det i den grad havde drevet ham til at føle så meget desto mere smerte og ulykke. Han hadede sig selv for at tænke sådan, men det var sgu pudsigt, at det lykkedes ham i så høj grad at ødelægge ting som en følge af hans beslutning for forbedring - for det var vel det, han havde i tankerne? Hele pointen med det her var at vende tilbage som skurk, fordi han ikke mente, at hans helte-jeg var specielt succesrig på helte-delen - som en følgevirkning af al den menneskelighed og svaghed, han opnåede ved at glemme de mørkere sider af sig selv. Det var, som om han havde to fyldte benzintanke (den ene med hans helte-jeg og den anden med hans skurke-jeg), og når det ene var tom, var han nødt til at tømme den anden, før han kunne fylde dem begge igen. Skurken var lige så stor en del af ham som helten. Nogen gange havde han sgu svært ved at se sig selv som andet end en sociopatisk idiot med skizofreni. Men forhåbentlig ville alt det her forsvinde, alle disse latterlige tanker, når han fandt styrken til at proppe det hele i kasser og smide det så langt væk, at det ikke længere ville nage ham. Lad nu være med at tænk, Nate, handl for fanden.

    Nates pande glinsede af sved, da han endelig satte ned i gåtempo, og han håbede inderligt, at hans ben havde været i stand til at føre ham til det sted, han havde ønsket, på trods af, at han havde været så fraværende under meget af turen. Han rettede sit blik op og gav sig til at afsøge enhver krog i den gade, han stod i. Umiddelbart kunne han ikke se noget, men da han hævede sit blik en anelse, så han, at der gik en lille trappe op til et af hustagene. Deroppe stod to piger, en anelse ophidsede begge to, og de virkede ikke til at være synderligt begejstrede for hinanden. Han smilte svagt og gik om til siden af huset, hvor trappen var og bevægede sig langsomt op af den. Da han var nået derop, gik han helt hen til de to og sendte dem et skævt smil.

    "Hey, piger. Ved I, hvor jeg kan finde Dark Flash?" Han trak fraværende en hånd igennem sit hår og lagde sit hoved lidt på skrå.
    Hans tanker og følelser var indkapslede, og han befandt sig godt - det lod til, at han havde taget hul på skurke-tanken.
    Senest redigeret af Nara : 04-01-12 kl. 20:32


  13. #43
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    JUNE
    ------
    Rauw. Kunne man lige flå tøjet af og spise den fyr råt. Desuden steg hendes temperament lige halvtreds grader ved endnu en skulle nævne den lille truntes navn. Herre Gud - tøsen var jo for pokker ikke noget skrive hjem om. Hun strøg håret om bag skulderen og glemte pigen, der endnu ikke havde sagt noget.

    "Fordi du lider af en uimodståelig trang til at slå hende ihjel?" Hendes røde læber smilede, men øjnene lynede, alligevel gjorde hun sit bedste for at udstråle uimodståelighed. "For ærlig talt, honeybun, ellers kan jeg ikke se hvad en tyr som dig skal med et skravl som hende."
    Inde i hendes hoved kørte tonerne til en velkendt sang der fik hendes sorte blod til at flyde hurtigere. Da hun drejede hovedet, så hun igen pigen og måtte undertrykke et suk.

    "Men tøsen der er en fan." Hun fnøs forarget.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  14. #44
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Erica lod blikket vandre til resten af caféen endnu engang, før hun atter vendte opmærksomheden mod Luke, der havde rejst sig. Ericas blik gled let hen over hans høje, let muskuløse skikkelse - fra det afslappede, moderigtige tøj til hans charmerende glimt i de grønne øjne og det brune hår. Hun lo af hans vittige bemærkning og sagde tonløst: "Ja, helt sikkert." Hun kunne ikke stå for hans teatralske blinken og supplerede sit overdrevent uentusiastiske modsvar med endnu en latter.

    Smilet nåede hendes grønne øjne og fik dem til at funkle, da han trak stolen ud for hende. Hun havde tænkt sig at sætte sig ved hans bord alligevel, men hans gestus var alligevel temmelig charmerende, når han gjorde det på sin selvsikre, men alligevel kejtede facon. Hun satte sig ned og stillede koppen fra sig på bordet.

    Da gled Ericas tanker atter tilbage til episoden, hvor Nate havde sagt farvel. Hans rustne stemme lød endnu i hendes ører, og mens Erica så indgående på Luke, blev hendes blik fjernt, da hun kom til at se Nates ansigt for sig i stedet og Nates gyldne lokker omkranse det vejrbidte, solbrændte ansigt. Sorgen truede igen med at overvælde hende, men Erica skubbede den fra sig og tog en tår af sin kakao. Hun havde ikke taget højde for, at den endnu var brandvarm, så hun gispede let, da den smeltede chokolade - for det var præcis, hvad det var og ikke billig pulverkakao - brændte hendes tunge og svælg. Nate ville sikkert aldrig have taget hende med ind på sådan en café. Han ville foretrække, at de var hos ham, eller at de tog et sted hen, der var langt væk fra byens tumult. Men Erica syntes, at Café Gemmestedet var hyggeligt nok - det kunne det måske blive i selskab med Luke, som hun for den sags skyld ikke havde dårlig samvittighed over at opsøge, for Erica mente ikke, at hun personligt havde nogen andel i Nates beslutning. Dét, der dybest set gik hende på, var, at hun givet vis aldrig ville blive en del af hans liv mere, og dét i sig selv var næsten mere, end hun kunne bære.

    Uden at vide det, havde Erica sænket blikket til sin kakao og så mere sørgmodig ud, end hun ville i selskab med Luke. Da det gik op for hende, håbede Erica inderligt, at han ikke ville spørge ind til det. Det var ynkeligt at opsøge en andens selskab, fordi man var blevet droppet.

    "Find dig en sød fyr, noget at få tiden til at gå med."
    Nates ord brændte sig ind i hendes hjerte. Var det dét, Erica var i færd med nu? Kunne hun tillade sig det? Erica fnøs en enkelt gang, før hun løftede blikket og så på Luke, der iagttog hende med interesserede øjne.
    Jeg var signaturløs.

  15. #45
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.912

    Standard

    Twiggy kiggede fra Locura (bitchen) til fyren der lige var kommet. Locura flippede fuldstændig ud over ham og begyndte straks at sige alt muligt til ham. Fuck hvor var hun en led sæk! Hun var lige ved at komme med et eller andet spydigt svar, men måtte indse, at det nok ikke var en god idé, da hun jo ikke var Dark Flash. Fandens. Hun forestillede sig, hvordan hun ville brække hendes næse, så hun ikke længere havde så meget at bruge, når hun flirtede med folk, for den krop var da totalt nederen! Hendes krop glemte vist lige en vigtig detalje kaldet "former"?
    "Men tøsen der er en fan," fnøs Locura så og vækkede Twiggy fra hendes tanker om at gøre livet så surt som muligt for hende.
    "Jeg går ud fra at du heller ikke holder dig særlig opdateret, hvad angår stedet her?" mumlede Twiggy og løftede sine velformede øjenbryn en anelse. Hun smilede skævt. "Men ja, man kan vel godt kalde mig en 'fan'..." hun lavede gåseøjne med fingrene, "...og jeg kan da fortælle, hvor du kan finde Dark Flash medmindre du virkelig vil dræbe hende." Mens hun sagde de ord, satte hun en hånd i siden og gav sig til at studere sine negle på den anden.
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

+ Besvar emne
Side 3 af 5 FørsteFørste 1 2 3 4 5 SidsteSidste

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •