I Du må aldrig glemme mig af Mhairi McFarlane følger læseren Georgina, der har arbejdet på en af hendes bys mest ulækre italienske restauranter. Hun er uretfærdigt blevet fyret fra hendes job som tjener. Heldigvis får hun tilbudt et job som bartender på en ny pub, der ejes af to brødre. Det viser sig, at den ene bror er hendes ungdomskæreste og første kærlighed Lucas. Lucas er blevet en ikke så lidt pæn mand, men han lader ikke til at kunne huske Georgina. Den sidste gang, de så hinanden, var til deres dimissionsfest. Georgina føler sig svigtet over den måde, deres forhold brat endte på, men er stadig tiltrukket af Lucas. Hun forsøger, mens de arbejder sammen, på at afklare, om Lucas nu også virkelig har glemt hende.
Jeg tror, at den værste fejl var, at Lucas og jeg aldrig talte med hinanden igen efter afskedsfesten. Det var ikke bare det, at vores forhold ikke var fuldbyrdet, der var ikke nogen konklusion eller afslutning på det af nogen slags.
Samtidigt kæmper Georgina med at holde en ekskæreste fra livet. Exen Robin, som er en smikendt stand-up komiker er ikke så lidt ihærdig og har samtidigt en tendens til at bruge sit eget liv i sine shows. Derfor udnytter han situationen til at skabe scener, som vil gøre sig godt i et show. Georgina bliver derved skydeskive for hans behov for opmærksomhed.
Der er også det, at Georgina i skolen blev bedømt til at være en, som ville komme langt i livet. Men som over 30 årig arbejder hun stadig som bartender eller tjener. Livet er ikke blevet, hvad hun håbede på. I stedet for at være forfatter, hvilket var drømmen, samler hun istedet på absurde situationer, som hun kan fortælle sine venner om.
Som altid i sådanne romaner er der en vennekreds, som støtter, og en irriterende familie, der skaber konflikter. McFarlane er god til at skabe disse karakterer, så de bliver underholdende og levende. Hun har en god måde at fremhæve de små sjove ting ved personer. At nogle af dem så måske er lige excentriske nok til i den virkelige verden at være samlet i samme gruppe, er en anden sag.

Georgina er en god heltinde og en sjov fortæller, man er godt underholdt af hendes stemme i bogen.
Hvis jeg skal være ærlig, så lader meget af det med terapi til at handle om, at man skal acceptere, at man siddet i lort helt op til brysterne, og så bare tage det helt afslappet. Og sige: Mine bryster er i det mindste varme.
Hun er svær ikke at kunne lide, har noget med i rygsækken, kan ikke finde kærligheden og sit sted i livet. Som med denne type romantiskekomedier ved man godt, at alt nok skal ende lykkeligt - det er jo også derfor, at vi læser dem. Men på trods af forudsigeligheden er man underholdt, når det gælder McFarlanes bøger. Jeg har læst alle hendes romaner og sluger dem råt. De er søde, sjove og varme. Jeg kan kun anbefale dem.
Dog tages der også tunge emner som overgreb op, men de bliver serveret på en måde, så letheden ikke forsvinder. De er spiselige i den ellers meget humoristiske roman.

Romanen dækker motiver som den første kærlighed, svigt, overgreb og at finde sig selv og sine grænser. Den er perfekt til en dag på græsplænen - og den holder nok ikke mere end en dag, for man bliver suget ind i romanen og ønsker ikke at forlade den.