Denne smukt illustrerede bog fortæller historien om en pige, uden forældre, som lever i et stort hus alene. Hun kan ikke huske sin mor, men hun har et fotografi af hende, som er meget slidt. Folk kan ikke se, at billedet forestiller noget – det er kun hende der kan se det. Dog ligner det nogle gange, at hun har en blå kjole på, og andre gange har hun roser omkring sig. Duften af roserne kan næsten få hende til at lette.
En nat bliver duften så stærk, at hun letter og flyver ud i haven. Hun møder en gråspurv der ikke kan flyve, og hun lærer fuglen, hvordan man kan tale vindens sprog for at flyve.

Bogen handler om den lille piges fantasifulde rejse for at finde sin mor. De smukke illustrationer af Frederikke Lange og den søde historie går op i en højere enhed, som jeg rigtig godt kunne lide første gang jeg læste den. Dog syntes jeg at historien manglede lidt rød tråd og lidt fodfæste, da den blev lidt for flyvsk. På den anden side ved jeg ikke, om min forvirring da jeg læste den skyldtes, at den var dybere end som så.

Jeg følte dog, at jeg først for alvor kunne bedømme den, når jeg havde læst den højt, så jeg valgte at læse den for min 10-årige lillesøster.
Hun syntes at billederne var utrolig smukke, og hun kunne bruge rigtig lang tid bare på at betragte de fine tegninger. Jeg spurgte hvad hun syntes om historien, da jeg havde læst den færdig, og hun fortalte, at den både gjorde hende glad og ked af det.
Jeg er meget enig med hende. Den er rigtig rørende.
Skønt den flyvske handling, fungerede den rigtig godt som højtlæsningsbog med de finde tegninger. Jeg er sikker på, at piger på omkring de 8-10 år ville synes, at den var rigtig fin som højtlæsningsbog.